Anmeldelse: Aarhus Revyen 2026

Et tandløst smil

Skønt skuespillerne gør deres bedste, kan de ikke camouflere hverken de dårlige tekster eller den bedagede iscenesættelse i en Aarhus Revy, der savner satire, mod og stringens.  

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 10/4 2026

★★★☆☆☆

Det begynder i forårsgrønt. ”Smilets revy” står der på programmet, og smilene er brede hos de fem velsyngende skuespillere, der entrerer scenen i et lifligt åbningsnummer. Foråret er på vej, så slap af og lad tiden stå stille. Den præmis går vi med på. Revygenren må vel – trods verdens urimeligheder – give os en anledning til at smile.

Scenografien i Hermans i Aarhusianske Tivoli Friheden ligner ved første øjekast en lidt klodset koncertopstilling med tunge sølvbeklædte trapper, der danner en uforanderlig ramme. Til gengæld er det en fornøjelse at se et velspillende tre mands-orkester og to fremragende sangerinder placeret synligt og centralt i en tid, hvor livemusik ellers er en mangelvare i dansk teater.

Men hvad vil revyen os? Instruktør Birgitte Næss-Schmidt serverer en forestilling, der både vil være lokalrevy med indforstået Aarhushumor om trafik og byggeri og samtidig have landspolitisk kant med strejf af rigsfællesskab og liberal lederkokain. Dertil kommer en række småsketches, der formmæssigt føles som var de hentet op fra revyskuffen anno 1990 – af den type hvor pointen giver sig selv. Resultatet er en ujævn helhed. Tempoet er letløbende, og det koncertprægede lyd- og lysdesign fungerer effektivt, mens orkestret leverer smidige overgange mellem numrene. Men sammenhængskraften halter.

Foto: Aarhus Revyen

Dramaturgisk er forestillingen spredt over 24 numre, hvor enkelte nedslag fungerer som holdepunkter: det veloplagte forårsglade åbningsnummer, en stærk optakt til pausen med musikalsk Aarhus-causeri, en absurd start på anden akt med færøske kostumer og kædedans (om at føle sig overset i et rigsfællesskab, hvor Kong Frederik sejler lige forbi på vejen til Nuuk) – og en afslutning med det klare budskab: Kom igen næste år. Alt lige efter recepten. Mellem disse hjørnesten fortaber meget sig i en vekselvirkning mellem det forglemmelige og det ufokuserede.

Henrik Lykkegaard er forestillingens stærkeste kort – og har fået både de bedste tekster og den bedste tur gennem forestillingen. Med sikker timing, præcise grimasser og et sårbart nærværende spil er han især skøn som trubaduren Jimmy fra Nordjylland, hvor han med kærlig præcision rammer udkantsdebatten. Også hans Benjamin Hav-parodi sidder lige i skabet. I solonumrene er han suveræn og har os i sin hule hånd; i ensemblespillet mere rutinepræget.

Mikkel Schrøder leverer fin situationskomik som splittet præst mellem begravelse og AGF-livestream. Til gengæld bliver hans eget nummer ”Jens Vejmand” en noget løs parade af parodier, hvor idéen ikke helt kan bære udførelsen. Her kunne en strammere instruktørhånd have gjort en forskel – f.eks. med en saks - skønt teksten er af forestillingens producent…

I skyggen af de to herrer reduceres Christine Astrid og Rikke Buch til sekundære funktioner. Buch har ellers både udstråling og stemme, og i ”En hård post” som Dao-bud leverer hun aftenens mest menneskelige øjeblikke med tragikomiske trækninger og nerver, vi tror på. Daobuddet må stå model til utallige Dao-lige ydmygelser og mest af alt drømmer hun nok om sygeDaopenge. Skønt teksten er for lang, mærker vi både latteren og den underliggende smerte – det, revy kan, når den er bedst.

Men flere numre falder tilbage på velkendte narrativer, og man aner, at Aarhus Revyen ikke er førstevælger ved buffeten med årets gode tekster. Det kan selvklart mærkes i materialets manglende gennemslagskraft.

I ”Det starter ens” reproducerer Buch og Christine Astrid på to barstole forskellen på land og by i karikerede billeder, der føles mere slidte end skarpe. Når man, blottet for selvironi, holder fast i, at udkantsbørn bliver født på en halmballe med en gris, mens storbybørn vokser op med mandelmælk og bøger af Hella Joof, tvivler man på instruktørens fingerspidsfornemmelse for revy til tiden. Og når Christine Astrid gives endnu en tur som fuld festtalerinde eller skrap madamme, bliver det genkendeligt kønsstereotypt snarere end fornyende. Vi griner – men uden modhage.

Silas Holst er overraskende underudnyttet. Hans Alex Vanopslagh-parodi (- i Liberal Alliance holder man snuden i sporet, forstås) og hans crazy parkeringspusher (i et nummer der ikke fungerer) viser, at han kan mere, end forestillingen giver ham plads til, men ellers reduceres han til velsyngende ensemble og staffage. Et mærkværdigt spild af Holsts talent, der tidligere har gjort lykke i Cirkusrevyen med f.eks. en sublim Dronning Mary-parodi – og i øvrigt en bedre Vanopslag-tekst.

Kostumerne og koreografien gør, hvad der er brug for, men netop dér ligger også problemet: Aarhus Revyen som samlet pakke gentager snarere end den fornyer.

Man savner en klar kunstnerisk intention. Iscenesættelsen er traditionel og uden risikovillighed. Revyen griner af det, vi allerede er enige om at hade: DSB, Dao, lokalt byggerod og dysfunktionelle parforhold. Den sparker aldrig der, hvor det gør ondt, og den insisterer ingenlunde på at udfordre vores blik på os selv.

Håndværksmæssigt mestrer de fem spillere genren til fulde, men det materiale, de må arbejde med, smager simpelthen af for lidt. Der er momenter, hvor forestillingen fungerer, men hovedsaligt bliver den i det letkøbt velkendte.

”Smilets revy” kalder man det. Nuvel; smilet er der – men vi tror ikke rigtig på dets oprigtighed. Et smil, javist – men gennemført tandløst.

FAKTA:

”Aarhus Revyen – Smilets Revy”. Producent: Mikkel Schrøder/Aarhus Revyen Aps, kunstnerisk chef: Christine Astrid/ Instruktør: Birgitte Næss-Schmidt/ Kapelmester: Rasmus Friis Tvørfoss/ Band og kor: Rasmus Friis Tvørfoss, Stephen Nørrelykke, Jakob ”Jønne” Juul, Lene Nørrelykke og Rikke Hvidbjerg/ Korarrangementer: Lene Nørrelykke og Stephen Nørrelykke/ Koreografi: Christine Astrid og Birgitte Næss-Schmidt/ Scenografi: Johanne Ørum-Toft og Mikkel Schrøder/Kostumier: Vibeke Valeur/ Lyddesign: Tim Høyer og Asmus Thomsen/ Lysdesign: Per Toft Lehmann

  Forestillingen spiller i Hermans i Tivoli d. 7 april- i 9. maj.

Note: Anmeldelsen opdateres, når forestillingsfotos er tilgængelige.