Anmeldelse: "Spillemand på en tagryg”, Aalborg Teater

 Tagryg til tiden

Aalborg Teater præsenterer med ”Spillemand på en tagryg” en æstetisk smuk og afdæmpet storladen musicalklassiker. Det skyldes det kunstneriske hold, ensemblet og en aldeles suveræn og gribende Mogens Rex i hovedrollen som Tevje.  

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 10/5 2026

★★★★★☆

De har så lidt at gøre med, og dog får de det optimale ud af det. Det gælder både borgerne i den fiktive ukrainske landsby Anatevka og skuespillerne på Aalborg Teater. Scenograf Rikke Juellund giver dem på Store Scene et buet hvidt bagtæppe, slidte trækasser, stolper og en vasketøjssnor. Mere skal der ikke til. Det næsten tomme scenerum bliver til en hel verden: en tidløs scenografisk ramme og det perfekte spillerum for Martin Lyngbos iscenesættelse, hvor sitrende drama og veloplagt teaterleg går hånd i hånd.

Mogens Rex i "Spillemand på en tagryg".
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Tableauer, treenighed og teatralitet

Lyngbo formår at omsætte ensemblefællesskabet til et troværdigt landsbyfællesskab, som det energiske ensemble griber med både sangligt overskud og solidt håndværk. Handlingen skrider frem, som vi kender den i Joseph Stein, Jerry Bock og Sheldon Harnicks musical: I et lille jødisk samfund i Ukraine i begyndelsen af det 20. århundrede holder man fast i traditionen. Mælkemanden Tevje og hans hustru Golde har fem døtre, som ikke agter at følge traditionerne, når det gælder ægteskab. Snart splittes Tevje mellem den gamle verden og nye tider i opbrud. Da samfundet trues af politiske spændinger og fordrivelse, strammes skruen for alvor om mælkemanden.

Guds tilstedeværelse i Tevjes liv er central for Lyngbo, Juellund og lysdesigner Kasper Daugberg — en treenighed, hvis fagområder smelter markant sammen. Over scenen hænger et enormt spejl, let vinklet, så karaktererne konstant spejles af noget større end dem selv. Vorherre – eller skæbnen. Magten fra Moskva? De er under overvågning, og det er på én gang smukt og ildevarslende uden at udlevere en facitliste.

Forestillingen er fuld af visuelt stærke tableauer, hvor kontrasten mellem lys og skygge bruges med stor præcision. Silhuetten af en tynget Tevje med sin vogn eller fire truende betjente fik denne anmelders hjerte til at banke hurtigere. Vi ser skuespillerne skabe et middagsbord eller en seng af trækasser og en jernbane af bjælker. Et levende fællesskab, hvor man samarbejder — præcis som man må gøre det i Anatevka eller i vor tids Ukraine, når bomberne regner.

Treenigheden Lyngbo, Juellund og Daugberg tilfører forestillingen en elegance, der giver plads til historiens smertelige aktualitet - og til musikken.

Det otte mand store orkester, under kapelmester Anders Orthmann, fortolker Jerry Bocks musik med både dramatisk nerve, florlet følsomhed og fejende klezmertoner. Musikerne sidder bag bagtæppet, ofte gennemlyst, så også de bliver en del af teatermaskinen. De indgår sågar i ensemblet af og til. Et teatralsk greb, der fungerer glimrende. Juellund har iklædt både orkester og spillere autentiske og klædelige kostumer i tidlig 1900-talsstil. At hendes faible for kunstige skæg til herrerne er stukket lidt af, lever vi med — om end der går lidt fastelavn i udtrykket.

"Spillemand på en tagryg".
Foto: Rumle Skafte

Ensemblet

Den stiliserede ramme klæder ensemblet og gæstespillerne. Det sanglige niveau er højt, og Kristian Bergs lyddesign afstemmer sang og musik harmonisk. Lyngbo har skabt en ægte ensembleforestilling, hvor spillestilen mestendels er nuanceret realistisk og fællesoptrinene emmer af liv. Peter Friis’ folklorekoreografi er både veludført og stilsikker i sit jødiske udtryk. Åbningsnummeret ”Tradition” og bryllupsdansen med flasker på hovedet er glimrende eksempler.

Skuespillerne balancerer fint mellem dramatisk nerve og komik, men Tevjes drøm om Bedstemor Tzeitel stikker dog af i et væld af heksestemmer og lagener over hovedet. Et af forestillingens få svage momenter.

Blandt de mange solide præstationer glæder man sig især over Anna Bruus Christensens prægtigt syngende Hodel, en gennemført rørende Magnus Bruno som skrædderen Motel, Steffen B. Eriksen som jovial men slagfærdig slagter og en isnende kold Frederik Espenhain som betjent. Marie Knudsen Fogh giver ægteskabsmægleren Yente både selvglæde og sårbarhed, mens Adam Schmidt og Patrick A. Hansen leverer fint afdæmpede præstationer – og Østen Borre Simonsen er god, som han altid er, også i en mindre rolle som Mordcha. At Jørgen W. Larsen rammer en lille revytangent som rabbineren, tilgiver man næsten. Kostumet og skægget lægger op til det.

Nanna Buhl Andresen synger fornemt som Tevjes hustru Golde med klang som en cello, hvor hvert strøg bæres af håb og frygt. I spillescenerne træder hun til gengæld konsekvent rappenskralden hårdt og i bund. Det er morsomt, men i længden savner man flere nuancer, der kunne gøre Golde til andet og mere end en komediefigur. De momentale Tjekhovske følelsesudbrud virker utroværdige for denne skrappe kvinde og sympati med hende får vi aldrig helt.

"Spillemand på en tagryg"
Foto: Rumle Skafte

"Spillemand på en tagryg".
Foto: Rumle Skafte

SuveRex

Aftenens suveræne triumf er Mogens Rex i hovedrollen som Tevje. Med den ene hånd lægger han salen ned med sin imponerende baryton, og med den anden skaber han en lidt indadvendt kærlig far - et helt almindeligt menneske, der blot ønsker at leve traditionelt - i fred for verden. 

Rex spiller på lange strækninger afdæmpet, og når Tevje taler til Gud, sker det med blikket rettet ud gennem den fjerde væg. Publikum bliver til Vorherre selv, hvilket gør de mange små skriftestolsmomenter dybt intense og stigende konfliktfyldte. Ja, vi får næsten dårlig samvittighed, når Tevje spørger i smerte: ”Hvorfor byder du mig dette?”, mens troen og forandringerne river i ham.

Det splittede menneske indfanger Mogens Rex præcist. Han kan knytte hænderne i stille desperation og eksplodere i afmagt, når døtrene selv vil vælge deres ægtemænd. Fra første akts overskudshit ”Hvis jeg var en rig mand” med lette dansetrin til anden akts blytunge trin på drejescenen mærker vi, hvordan skæbnen langsomt knuger livet ud af ham. Over ham hænger det truende spejl. Rundt om ham drejer verden nådesløst. Når nettet strammes, nærmest skriger han ad sin omverden på en bund af dyb desperation. Sangligt spænder Rex fra den storladne musicallyd, over det episk foredragende til det næsten hviskende melodiøse. Han emmer af undertrykte følelser i sit spil, og når disse som viltre orkaner slippes fri i sangene, bliver figuren helstøbt.   

Midt i afmagten kan denne Tevje alligevel spørge sin Golde: ”Elsker du mig?” med en stille skrøbelig inderlighed, der får tårerne til at løbe. Når han tavst knuger stængerne til sin vogn, efter at have slået hånden af sin datter, rammer forestillingen ét af sine følelsesmæssige højdepunkter. Da Tevje endelig, uden at løfte blikket, mumler "Gud være med jer" til datteren og hendes kriste forlovede, indkapsler Rex smerten klokkerent.  

Det er ikke et selvforelsket one-man-show, Mogens Rex leverer, men et fint ciseleret karakterportræt af et godt menneske, der ikke forlanger meget, og alligevel ser sit livsgrundlag smuldre. Vi holder med hans Tevje helt fra begyndelsen, og derfor rammer nedturen os hårdt.

I denne hovedrolle rykker Rex op i en ny faglig liga. Han er ikke blot en stor sanger. Han er en særegen og dybt bevægende karakterskuespiller, der får lov at udfolde hele sit potentiale. Hvor han dog griber os om hjertet, og hvor han dog fortjener den afsluttende stående applaus.

"Spillemand på en tagryg"
Foto: Rumle Skafte

Aktualiteten

Med denne opsætning af ”Spillemand på en tagryg” formår Martin Lyngbo at præsentere musicalen som en tidløs fortælling om traditionernes kamp mod nye tider. Da den fordrevne Tevje til sidst vandrer mod en uvis fremtid med hele byen efter sig, fremhæver forestillingen den aktualitet, der allerede ligger i værket selv — uden behov for poppede moderniseringer.

Vi kender billederne af flygtningestrømme og krigszoner, hvor der bag tallene gemmer sig mennesker, familier og magtesløshed. Dét rammer Aalborg Teater præcist. Billederne af vaklende håb og afgrundsdyb ensomhed bliver siddende i os længe efter tæppefald.

Med sit minimalistiske udtryk fremstår forestillingen velgørende usentimental og fokuseret på essensen i sin barske historie. Hvem bliver vi, når traditioner og hjem tages fra os, og vi står som vaklende spillemænd på tagryggen? Hvordan overlever vi? Flere gange sidder man med tilbageholdt åndedræt gennem de to en halv time, der ikke føles som ét minut for meget.

Om end ”Spillemand på en tagryg” havde premiere i 1964, er det ingenlunde en altmodisch musical, Aalborg Teater her præsenterer.

Det er smukt, gribende og aldeles aktuelt.

Det er tagryg til tiden.

 

FAKTA:

”Spillemand på en tagryg”, Aalborg Teater.

Medvirkende: Mogens Rex, Nanna Buhl Andresen, Anna Bruus Christensen, Amalie Drud Abildgaard, Julie Bunimowicz, Patrick A. Hansen, Østen Borre Simonsen, Adam Schmidt, Marie Knudsen Fogh, Jørgen W. Larsen, Simon Fichman, Kathrine Lemmeke, Frederik Espenhein, Steffen Berenthz Eriksen og Marius Bruno

 

Manuskript: Joseph Stein, baseret på fortællinger af Sholem Aleichem med særlig tilladelse fra Arnold Perl

 

Instruktør: Martin Lyngbo

Scenograf og kostumedesigner: Rikke Juellund

Koreograf: Peter Friis

Kapelmester: Anders Ortman

Lyddesigner: Kristian Berg

Lysdesigner: Kasper Daugberg

 

Musik: Jerry Bock

Sangtekster: Sheldon Harnick

Original iscenesættelse og koreografi: Jerome Robbins

 

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause

 

Forestillingen spiller til og med, d., 6. juni 2026 og er anmeldt, d. 9/5 2026.