Anmeldelse: "Ukrainske kvinder", Aalborg Teater

Med ét dybt åndedrag

På Aalborg Teater har instruktør Nicolei Faber skabt et poetisk blomsterflor af styrke og lidelse. “Ukrainske kvinder”er mere end en borgerforestilling - det er et manifest over menneskets vilje til overlevelse.

Af Thyge Cosedis Holting, Teaterjournalist og – tegner

Udgivet, d. 12/10 2025

 ★★★★★★

Stemmerne i salen udgør en symfoni på hhv. dansk og ukrainsk. Spændte stemmer. Ivrigt gestikulerende hænder. Mange med lommetørklæder. Hver tilskuer med sin rytme, sin erfaring, sit åndedrag. Så med et - tavshed. Dyb intens tavshed. Afslutningsvis står vi op og klapper, lidt beklemte. Tør vi? Må vi? En blufærdig taknemmelighed. En dyb beundring. Én sal, ét åndedrag

Hvordan kan man anmelde andre menneskers følelser? Hvordan kan man remediere dybt personlige beretninger til teatermediet? Hvordan kan de seks ukrainske kvinder udholde at fortælle deres historier aften efter aften? De medvirker alle i Aalborg Teaters borgerforestilling om krigen i Ukraine og dens omkostninger. Indgangen til Lille Scene er smykket med blomster. Gule blomster. Et minde fra hjemlandet ligesom de juleneg, kaldet didukh, der bindes på scenen i åbningssekvensen. En frodig hilsen fra et tabt paradis.

Foto: Rumle Skafte

I venteværelset

Idemand og instruktør Nicolei Faber løfter os ind i en æstetisk sandhedsmontage af smerte og håb, når han lader de seks ukrainske kvinder indtage rummet, Danmark, verden. Hver med sin alder, sin stemme, sin fortælling. Vi ser det i deres øjne, da de træder ind i ukrainske folkedragter og fletter juleneg. Sårbarheden er iboende i mimikken, i en flittig hånds kontrollerede arbejde eller i en diskret men urolig vippen med foden. Folkloremusik indhyller kvinderne, som de står foran os. Bittersødt resignerede og rodløst rodfæstede. 

Der tales snart på ukrainsk og snart på det langsomme omhyggeligt artikulerede danske, de har tilegnet sig, mens de venter. En skærm oversætter alt til det modsatte sprog; som info til de strandede i det venteværelse, scenograf Kathrine Krohn har skabt som ramme. En klinisk blågrøn væg, en dør, enkle stole, et udtryksløst hvidt bord. Den tomhed man placeres i, når verden styrter i grus. Som kvinderne hver især udfolder deres livsberetning, udvides rummet. Væggene flytter sig og giver plads til mennesker, der kræver at blive set og hørt. Paniklysende mobiltelefoner, lette røgsøjler og et bord med et par kaffekopper er effektfulde rekvisitter i de rystende enkle skæbnebilleder, Nicolei Faber og det øvrige kunstneriske hold har skabt. Her er ingen fjerde væg. Blot sjælsnøgen nærhed.

Smukt er Kasper Daugbergs diskret insisterende lysdesign, der altid har en retning. En blå spot, en grøn tone, en skygge på et gulv. Kristian Bergs lyddesign fuldender værkets dokumentaræstetiske fremtoning. En håndholdt mikrofon og uhyggeligt præcise lydeffekter af fly, bomber og luftalarmer modsvares af indfølt pop, drømmendryppende klange og ukrainske folketoner. Det er kontrasternes verden, vi får indblik i. Fyldt med krig, kaos og kærlighed. De seks venter på at komme hjem, på at gense deres kære og på, at livet atter skal give mening. Tøvende, tvivlende og tvunget til at være passive?

Foto: Rumle Skafte

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Muserne

Seks kvinder. Seks private betroelser; om at gøre hjælpen til andre flygtninge i Aalborg til meningen med en ny tid, om at leve i frygt for at ens søn bliver kaldt i krig, når alderen er til det eller om en elsket harmonika, der nu ligger begravet under murbrokkerne på den vej, der engang var et hjem. Mindet om den veninde i Ukraine, der roligt drak kaffe, mens krigen var blevet hverdag og om den elskede bolig med minderne, der måtte blive tilbage. Børnene er omdrejningspunkt for mange af kvinderne, og stærkt står især Svitlana Yavorska-Horpyniuks refleksioner om at have én datter hos sig i Aalborg, mens den anden af egen vilje er rejst hjem til Ukraine. På kanten af et kaffebord sidder hun og ser sin datters Facetimehilsen på storskærm. Det er ikke pyntelig fiktion. Det er rå virkelighed.

Hvad er det, instruktør Nicolei Faber lykkes med? Han er en dygtig billedmager med fornemmelse for såvel dramaturgisk stringens som mennesker. Faber skaber her en velfungerende scenisk ramme om et stykke sandhed. Et tableau omkring et symbolsk kors af jernbaneskinner, en smuk sorgtynget folkesang, en skærmdokumentarisk gennemgang af destruktionen af en hjemby, en viljestærk solodans i spottens ubønhørlige ensomhed og en gammel kvinde i et mørkt rum, der henter sin råstyrke fra de fødder, der har betrådt hjemlandets jord i hovedparten af livet. Nu vakler hun. Ganske lidt men nok til, at vi holder vejret. Faber har stilsans og bruger sine teatralske virkemidler uden at tangere det patetiske. Han visualiserer loyalt det neg, flettet af skæbner, hans seks muser har tildelt ham som materiale.

Foto: Rumle Skafte

Foto: Rumle Skafte

Et lærred af liv.

Forestillingen er kvindernes. Borgernes. De ukrainske og de danske. Den konfronterer os med krigens gru på en anden vis end TV2 News. I teatres rum kan vi ikke slukke for skærmen. Vi kan sanse, vi kan føle, vi kan græde og le lidt flovt, når kvinderne beskriver deres taknemmelighed ved Danmark. I Aalborg gror blomsterne, børnene leger uden frygt, og den effektive busdrift skal vi huske at værdsætte. Jovist, vores hverdagsproblemer er små.

Vi ser de ukrainske kvinder, hvis liv er flået i stykker. Med mod har de bygget det op på ny. Ikke som de samme mennesker men som nødvendigt nye versioner af sig selv. Faber giver dem plads, og den 90 minutter lange forestilling tager sig den nødvendige tid.

Slutsekvensens bjerg af sandsække bliver hængende i erindringen, og der er stille, da vi forlader salen. “Det er svært at holde øjnene tørre.” siger en ældre kvinde til sin datter, der nikker og tørrer næsen. Jeg gør det samme. At de seks kvinder aften efter aften kan udholde at fortælle deres historier må være en viljesakt. Én man må respektere. Én der løfter genren borgerteater til noget sitrende relevant, vi kanske ser for sjældent i dansk teater. Rigtige menneskers rigtige historier. Ikke show over substans, ikke instruktørexcentrisk promovering, ikke halvkvædede forsøg på nytænkning eller slagnumre med indtjening som hovedformål. En forestilling, som denne skaber fornyet håb for teatret som medie.

Kan man overhovedet anmelde andre menneskers følelser? Næppe -  men dog: ”Ukrainske kvinder” på Aalborg Teater er et mesterværk af en eminent forløst lille stor forestilling. Intet forceres, men vi mærker alt. Med ét dybt fælles åndedrag males den rå smertens blomster kunstnerisk begavet på et lærred af lidelse - men også et lærred af viljen til liv. 

 

FAKTA:

”Ukraiske kvinder”/ Aalborg Teater/ Idé, koncept og iscenesættelse: Nicolei Faber/ Scenograf: Katrine Krohn/ Lysdesigner Kasper Daugberg/ Lyddesigner: Kristian Berg/ Medvirkende: Svitlana Bobko, Julia Chorna, Inna Hovorun, Maiia Parfentieva, Olena Ushakova og Svitlana Yavorska-Horpyniuk.

Forestillingen spiller til og med d. 18/10 2025. Anmeldt, d. 11/10-2025