Carsten Svendsen – ET ANDET GEAR
Han er kendt som den velsyngende charmør på scenen, men skuer nu ind i den modne mands landskab. Efter et voldsomt år forsøger skuespiller Carsten Svendsen at finde et nyt tempo – i karrieren og i livet.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet 20. maj, 2026
”Nej, hvor er jeg glad for den!” lyder det,
da jeg rækker ham tegningen. Smilet breder sig over det danmarkskendte ansigt,
mens hans hånd glider gennem det lange, let gråsprængte hår.
Den 47-årige skuespiller har en drenget kækhed.
En kontrast til de erfaringer, han bærer med sig. Min tegning af ham som Lumière
i Disneys musical ”Skønheden og Udyret” sætter noget i gang.
”Den forestilling landede i det mest sindssyge
år af mit liv – 2025. Jeg blev skilt, huset skulle sættes til salg, og det var
en sorg. I juni fik jeg at vide, at min far var alvorligt syg, og under
premieren fik jeg besked om, at han havde mindre end et år tilbage. Så klipper
vi til prøverne på ”Dear Evan Hansen” - dér døde min far midt i
forløbet. At arbejde med sorg på scenen og samtidig stå i det privat er voldsomt.
Når spilleperioden er færdig, glæder jeg mig til at kunne lukke døren til den
periode og sige: Tak for nu”.
Carsten Svendsen tager en slurk af sin espresso. Først
og sidst må samtalen handle om at være menneske – også for en mand, hvis
professionelle liv i høj grad er musical.
 |
| Carsten Svendsen i musicalen "Som i himlen", Det Kgl. Teater (2023) Foto: Camilla Winther |
De mange musicals
”Har du følt dig sat i bås rent castingmæssigt?” fortsætter jeg. Skuespilleren ryster på hovedet. ”Nej, for jeg har fået lov til at afprøve mange genrer, men i takt med alderen får du et cola- eller fantamærkat i panden i en branche som min. Jeg er musicalmand og komiker – det er også helt okay”.
”Hvilke musicals tænker du tilbage
på med størst glæde?”.
”Altså konferencieren i ”Cabaret” spillede jeg på Aalborg Teater i 2014, og
det er den rolle, jeg har været lykkeligst for” siger Carsten Svendsen
passioneret og supplerer. ”Jeg kastede mig ind i rollen med alt, hvad jeg
havde, og forestillingen blev uhyggelig på netop den måde, den skal være.
Omvendt har jeg stået på Operaen med musicalen ”Som i himlen”, hvor Det
Kongelige Kapel var med på scenen i den grandiose sal. Det er noget helt andet,
end det mere intime format, jeg også har dyrket - to skuespillere og et klaver.
Hvert scenerum kan noget forskelligt” lyder det afrundende.
 |
| Carsten Svendsen (tv) og Joachim Knop i "Skønheden og Udyret", Lion Musicals, 2025 Foto: Lion Musicals |
 |
| Carsten Svendsen (tv) og Silas Holst i "The book of Mormon", Det Ny Teater (2018). Foto: Miklos Szabo |
”Jeg kan jo ikke løbe fra, at jeg er blevet gammel, når jeg pludselig er den ældste på scenen” griner min samtalepartner og uddyber. ”Der er noget meget fint i den måde, en ung skuespiller som Thorbjørn ydmygt kommer ind ad døren og arbejder stille og vedholdende uden at gøre anstalter. Som en larve, der går ind i puppen og så kommer ud som en sommerfugl. Den ydmyghed kan jeg jo huske fra dengang, jeg selv var en ung skuespiller”.
”Fortoner ydmygheden sig med årene?” indskyder jeg. ”Jeg er i hvert fald kommet galt afsted en del gange, når jeg ikke gider stå model til den instruktørtilgang, at du som skuespiller ikke må have en holdning i prøvelokalet. Så tænker jeg: ”Hold nu kæft. Jeg har været i det her fag i tyve år. Nu må du stoppe”. Ordene falder med oprigtig indignation, mens han holder om kaffekoppen.
Er den erfare scenekunstner dermed blevet en diva i et prøverum? Svendsen gestikulerer engageret. ”Nej, for jeg er ikke et møgsvin over for andre. Jeg har oplevet min del af både skuespillere og instruktører, der dedikerer sig så meget til kunsten, at de bliver grænseløse – og så bliver du et farligt menneske at være sammen med. Derimod oplever jeg store skuespillere, f.eks. en Jens Jørn Spottag, der i stedet lytter og deler det de kan, med os andre. Det handler om at lytte, når vi arbejder. Så bliver resultatet bedre”.
Stilheden sænker sig. Carsten Svendsen lytter opmærksomt til lyden af kaffebrygning i lokalet, inden han vender tilbage til mig. ”Jeg vil gerne have lov at byde ind, men det hele handler jo om situationsfornemmelse. Når en ung kollega f.eks. kæmper med noget, så er det oftest bedst, at jeg holder kæft, selvom jeg godt kan se, at det bare kræver ét skridt til venstre. Da jeg var ung kunne det også være pisseirriterende, hvis en ældre kollega uopfordret gav mig tips til at løse en scene. Helt ærligt. Lad mig nu selv finde ud af det”. Han ser insisterende på mig, mens maskinerne brygger videre.
 |
| Carsten Svendsen i "Dear Evan Hansen", Det Kgl. Teater & Aarhus Teater, 2026 Foto: Emilia Therese |
 |
| Carsten Svendsen i Aarhus Revyen (2023) Foto: Lars E. Andreasen |
Samtalen spores nu ind på fremtiden. I næste sæson medvirker Carsten Svendsen i de to musicals ”Som i Himlen” på Aalborg Teater og ”Evita” i Operaen. De professionelle opgaver er dog ikke det eneste, han ser frem til
”Jeg har, efter jeg blev skilt, købt et lille byhus i Helsingør, som jeg skal have gjort til min base. Jeg står et nyt sted i livet, hvor jeg skal lande på benene og finde ud af, hvor jeg er på vej hen”. Jeg griber bolden. ”Kunne du finde på at lægge skuespilfaget bag dig efter 20 år? Bor ilden stadig i dig?”. Atter falder svaret på et stort spørgsmål straks.
”Det ved jeg ikke. Ilden er der stadigvæk, men der har været perioder, hvor jeg har haft et alt for massivt arbejdspres hver dag – en hovedrolle på Østre Gasværk Teater, prøver på Cirkusrevyen, tv, dubbing og mit eget improvisationsteater ved siden af”. Tonen er kontant, bemærker jeg. ”Prisen for at spille teater kan også blive for høj. Jeg vil gerne have et liv, hvor jeg ikke kun fylder noget ud på scenen, men som fylder mig op, så jeg har noget at bibringe publikum. Der er stadig projekter, jeg drømmer om. Jeg vil gerne se ind i et liv, der former sig anderledes”.
”Hvad med at instruere eller skrive dramatik?” forsøger jeg og fremkalder et genert smil. ”Jeg er i gang med at skrive en bog. Jeg lægger faktisk snart sidste hånd på det. Det er til en familiemålgruppe – noget fantasy, Harry Potter-agtigt. Hvis ingen vil udgive det, har jeg i hvert fald haft det sjovt” siger Svendsen med veneration.
”Hvad har det seneste års hændelser betydet for dig professionelt?”. Han rynker et bryn. ”Jeg blev bibragt mig en hård opbremsning og lyst til et gearskifte. Men der sker også et skifte, når man som jeg snart er 47 år, og kan se i spejlet, jeg ikke er 28 år mere. Jeg vil gerne bruge livet anderledes”.
”Er det så ikke uopfindsomt, at du næste sæson spiller hovedrollen i musicalen ”Som i himlen” på Aalborg Teater? Du har spillet den én gang på Operaen”. Han læner sig ind over bordet og tager fat. ”Min fars død afstedkom en masse tanker, og det giver nogle nye perspektiver på netop den rolle som den berømte dirigent Daniel Daréus. Sidst jeg spillede den, så jeg en mand, der var naiv. I dag ser jeg en mand med en dødsdom, der forelsker sig, men kun kan give sin elskede et kort nu”. Carsten Svendsen holder en pause og flytter lidt på sin tomme kaffekop. ”Den historie er jeg ikke færdig med det, kan jeg mærke. Den er enormt rørende. Jeg plejer at tude, når jeg fortæller om den”.
”Men det gør du ikke nu. Har det sidste års hændelser gjort dig mere kynisk?”. Skuespilleren rejser sig nærmest i stolen. ”Nej nej – det dér 50+land rummer jo masser af muligheder, og jeg ret afklaret med at stå lige netop dér”.
 |
| Carsten Svendsen og Karin Bang Heinemeier i improvisationsforestillingen "Bang & Bernhard", 2026 Foto: Baggårdsteatret |
Samtalen glider ubesværet, da jeg skeler til mit ur. Trods af det givende selskab tænker jeg, det vil være høfligt at runde af, da Carsten Svendsen skal spille forestilling senere. ”Hvad er den vigtigste livslektie, du har lært gennem det sidste år?”. Skuespilleren har dog ingen planer om afrunding.
”At fem år er en livstid. Man glemmer det lidt, fordi årene går så hurtigt. Jeg er også skuespiller om fem år og tyve år, men er jeg det på samme måde? Laver jeg stadig musicals? I dont know. Jeg laver nok den lette genre – komikken. Det er jo, hvem jeg er. Jeg kommer aldrig til at holde op med at formidle historier. Det er min metier, men der vil unægtelig komme noget andet nu”.
”Er du bange for dette nye?”. En enorm livsappetit strømmer over bordet. ”Nej, jeg hilser forandringen velkommen. Jeg kan stadig grine, jeg har en vidunderlig datter, en vidunderlig familie og nogle pissegode venner. Jeg er meget taknemmelig – ikke fordi min far døde, men over at jeg var der”. Svendsen stopper talestrømmen et øjeblik. Tempoet bliver langsommere. ”Dér slog det mig, at det er vores kroppe, der dør, og så er der noget udefinérbart, der giver slip. Jeg tror, min far er et ret godt sted - ikke i en religiøs forstand, men at man vender hjem til universet efter døden. Når dødens kraft forsvinder, har du ikke noget at være bange for”. Jeg lytter intenst.
”Du vil f.eks. gerne nå at udgive din bog?”. Min samtalepartner nikker ivrigt: ”Det er jo et nyt område for mig, og jeg tænker da også: Hvad fanden har jeg at komme med på det felt? Når jeg fortæller dig om bogen, skal jeg lige synke, for det er så betydningsfuldt for mig”.
 |
| Carsten Svendsen (i midten) som Lumiere i "Skønheden og Udyret", Lion Musicals 2025. Tegning: Thyge Cosedis Holting |
 |
| Foto: Camilla Winther |
Tiden er fløjet afsted. Vi har næsten talt i to timer, der, takket være Carsten Svendsens fortællelyst, føles som et øjeblik. Jeg lægger pennen på bordet. ”Hvornår mærker du tvivl?”
”Jeg står midt i livet, og en ny generation af skuespillere kommer til. Passer jeg mon ind i det, de laver? Det ved jeg ikke, men det nye er: I don’t give a shit! Nu gør jeg det, der passer mig.”
Svendsen har trukket en trøje over sin T-shirt, mens han har talt. Nu er han i ro. ”Det jeg laver skal ramme mig selv, og så må jeg se, om det ræsonnerer med kolleger og publikum. Jeg elsker at tale med andre og høre deres synspunkter. Nysgerrigheden er vigtig for mig. Jeg er ligeglad med andres køn og seksualitet – jeg er interesseret i, hvem du er.” Ordene sitrer
”I programmet til den aktuelle musical ”Dear Evan Hansen” udtaler du: ”I dag bliver en god dag. Der findes ikke dårlige dage”. Hvad mener du med det?”. Carsten Svendsen tager en indånding.
”Nu har jeg jo haft et år, hvor jeg har råbt og skreget af universet, men livet er et pendul, der svinger fra det værste til det bedste”. Han illustrerer med hænderne. ”Pointen er ikke at stoppe pendulet i midten, men at forstå, det svinger tilbage igen. Du skal igennem noget lort, men du kommer tilbage - så svinger det igen, men du må ikke lukke dig selv ned – heller ikke, når tingene ramler omkring dig. Bliv ved med at tale, bliv ved med at være nysgerrig. På et tidspunkt er vi her ikke længere, og så vender vi tilbage til det, vi kom fra. Det store rum, ingen af os kender, har været der i milliarder af år – så jeg er ret sikker på, at det hele nok skal gå.”
Han trækker på skulderen med et smil og ser på mig. Ikke anklagende, snarere medmenneskeligt. ”Ja, uret tikker, og en dag er du her ikke længere. Husk at skifte gear, mens du kan: Spørg dig selv: Hvad vil jeg gerne nå”
FAKTA:
Carsten Svendsen er født i 1979. Uddannet fra Skuespillerskolen v/ Odense Teater 2006.
Han har medvirket i bl.a. Skønheden og Udyret af Lions Musicals (2025), Matador The Musical af One and Only Musicals (2024), Som i himlen på Det Kongelige Teater (2023), Divaer i glas på Glassalen i Tivoli (2019), The Book of Mormon (2018), Annie Get Your Gun (2017) og Anything Goes (2016) alle på Det Ny Teater, Mød mig på Cassiopeia på Folketeatret (2019), En kort en lang (2015) og Svejk (2018) på Nørrebro Teater. Derudover har han på Aalborg Teater bl.a. medvirket i Mød min Hr. Mor (2008), Guys and Dolls (2010), Cabaret (2014), Bunbury (2016) og Sommer i Tyrol (2016). På Aarhus Teater har han bl.a. medvirket i Mesteren og Margerita (2010), Leonard Cohen Teaterkoncert (2011) og My Fair Lady (2015).
Dertil har han medvirket i en række revyer som Tivolirevyen, Aarhusrevyen og Cirkusrevyen i 2020 og 2022. Desuden har Svendsen lagt stemme til flere tegnefilm, bl.a. Coco (2017)
Sammen med skuespillerkollegaen Karin Bang Heinemeyer driver Carsten Svendsen desuden improvisationsteatret Bang & Bernhard
I 2026 har han medvirket i Dear Evan Hansen af Lion Musicals, Det Kongelige Teater og Aarhus Teater
Film og TV bl.a.:
Rosita (2015). 10 år
senere (DR, 2019), Tinka og kongespillet (TV2, 2019) og Dansegarderoben
(TV2, 2023).
Modtager af Reumerts Talentpris i 2009, tildelt pris som Årets Skuespiller i Nordjylland i 2016 og blev kåret Årets Revy talent i 2017 ved Revyernes Revy uddeling.
