Anmeldelse: ”Elverhøj”, Aarhus Teater

 På bestilling

Det jubilerende Aarhus Teaters kælderopsætning af nationalspillet ”Elverhøj” fremstår belærende, gold og kærlighedsløs. Hvis afskyen for originalteksten er så enorm, hvorfor så overhovedet kaste sig ud i projektet?  

 

Af Thyge Cosedis Holting, Teaterjournalist og – tegner

Udgivet, d. 31/8-2025

★★☆☆☆☆

Nationalspillet ”Elverhøj” kom til verden som en bestillingsopgave. Dramatiker, teaterkritiker mm. Johan Ludvig Heiberg fik i 1828 til opgave af Kong Frederik VI at skrive et festspil i anledning af den senere Frederik VIIs bryllup. Heiberg rullede hele den nationalromantiske og teatermekaniske pragt ud i en kabale om overtro og elverpiger, ung kærlighed, forbyttede børn og bryllup på herregården Højstrup. Friedrich Kuhlau komponerede den pragtfulde musik, og ouverturen blev siden udødeliggjort i ”Olsen Banden ser rødt”. Et festspil og en nationalromantisk hyldest til Danmark, monarkiet og den besjælede natur, der forblev en hjørnesten i det klassiske teaterrepertoire helt op til Det Kgl. Teaters friluftsversion i Dyrehaven i 1996. Aarhus Teater gjorde senest forsøget i 1990 ved 90-års jubilæet, og nu sluttes ringen hvad angår bestillingsopgaver. I anledning af teatrets 125-års jubilæum har dramaturgiat og ledelse bestilt festspillet i en kælderopsætning med kant hos huskunstnerduoen instruktør Carolin Oredsson og scenograf Josefine Thornberg-Thorsøe. Hvorfor dette stykke netop nu – ud over for jubilæets skyld?

Foto: Rumle Skafte

Stilforvirring

På Aarhus Teaters studioscene skaber huskunstnerduoen i denne sæson tre forestillinger, der skal belyse kærlighedens og romantikkens plads i verden af i dag. På væggen uden for Studio er der sågar skrevet ”Til kærligheden”. I en nyskrevet ”Elverhøj”-version af dramatiker Alexandra Moltke får publikum serveret Heibergs historie i hakket referatformat. De seks skuespillere skiftevis opretholder og nedbryder den fjerde væg, mens rollerne med synkrone bevægelser metakommenterer deres egne handlinger. ”Men så kommer Christian IV ind” eller sagt af ensemblet i kor: ”Og nu er vi i scene 10”. Publikum ler pligtskyldigt af det fjollede udtryk, hvor vi aldrig får lov at indleve os. Karaktererne er snarere stiliserede demonstrationer af Heibergs figurer, end karakterer med noget på spil. ”Nu skal I opleve dette storslåede nationalromantiske festspil” lyder det gang på gang. Distancen er tommetyk, og formgrebene har vi set før.

Sprogligt har Alexandra Moltke bibeholdt dele af Heibergs tekst i tillempet form, så alle er med. Hun krydrer med metakommentarer i nutidssprog. Tilgangen til originalteksten får et let parodisk skær, når f.eks. adelsmænd tiltaler hinanden ved fornavn og er dus. Også kostumerne tangerer en ironisk kommentar. En pastiche over fortidens ”Elverhøj”-kostumer i renæssancesnit, lidt fsor store og holdt i rødt og hvidt. Et herrekorset og karakterer med slikhår vækker undren. Chr. IV er skridsikker i sort fløjl og fipskæg, som vi kender ham fra portrætterne. Spillestilen er en gryderet; få indslag af begavet stilkomedie men primært karikeret overspil, der giver et indtryk af spillere, der ikke helt ved, hvad de deltager i. Man forstår dem godt. Endvidere halter det sproglige. Mens enkelte behersker ”Elverhøjs” velartikulerede teaterdanske, forfalder hovedparten af spillerne til den Københavnske spillefilmdiktion, hvor man grådigt fortærer endelserne på sine ord. 

Læg dertil et elegant leveret indslag af bryllupsmenuetten italesat med ordene: ”Og så danser de en sjov lille dans”. Kuhlaus underskønne musik kører preindspillet som underscore under en stor del af forestillingen. Det kan man trods alt glæde sig over, skønt den må akkompagnere en god portion inkonsekvens . 

“Jeg ved ikke, hvem jeg er.”

Karaktererne har en art metabevidsthed om sig selv som en del af en festspilsillusion, de bør reflektere over. Forholdet mellem skuespiller og rolle, og på den anden hånd rolle og historie, kortlægges dog aldrig til fulde. Agnete og Elisabeth standser op og kræver kollektiv refleksion. “Jeg ved ikke, hvem jeg er i dette her. Hvad er min rolle?”. Det kunne man have fået noget godt ud af, hvis anken reelt blev fulgt til dørs. 

Karaktererne kan indbyrdes diskutere festspillet som gammeldags nationalromantisk konstruktion, men dog er de stadig karakterer fanget i spillet. Hvorfor? Bevidstheden om publikum og teatret som et illusionsrum med en farlig verden uden for døren er omvendt klar. Karaktererne ved, at de er brikker i spillet på det skakternede gulv; en guldalderdramatikers repræsentationer af kongemagt, adel og bondestand. Hvis intentionen er Verfremdung, må man gå hele vejen. Figurerne kan bede teknikeren i salen om at slukke musikken, men hvor er skuespilleren i relationen til rollen? 

Svaret drukner i den identitets- og genrediskussion, dramatikeren alligevel ikke fuldt går ind i. Publikum iagttager alt med måben og høflig latter.

Foto: Rumle Skafte

Bedrevidende 70’er manifest

Garvede Mette Døssing får som Mor Karen den utaknemmelige opgave desperat aggressivt at afbryde festspillet, rive scenografi og Dannebrogsflag ned og i et 1970’er-råbende manifest at levere udsigelsen: Elverkongen er symbol på den levende natur, der med tørke, oversvømmelser, sult og døde dyr hævner sig på de mennesker, der grådigt og hensynsløst har brugt af dens ressourcer. Nationalromantikken er et forblommet dække over menneskers forlorenhed, mens monarkiet er noget lort - ligesom i øvrigt ”Elverhøj”, der er skrevet af en pædofil gammel stodder. Alt ender i mørke, mens Elverkongen suger livet ud af de medvirkende med undtagelse af Agnete, der får lov at sidde tilbage og rabler om døde dyr, slim og regnorme.

Vil Moltke og Oredsson med nyfortolkningen af ”Elverhøj” blot reproducere de narrativer, de fleste mennesker alligevel har erkendt? Der er klimakrise, og den overdrevne fædrelandskærlighed er farlig. Det ved vi godt - det er letkøbt. Denne opsætning udviser således intet mod og stiller ingen nysgerrige spørgsmål. Trækker den virkelig Danmarks nationalskuespil frem fra arkivet blot for bedrevidende at udpensle dets ubrugelighed, konstatere det allerede vedtagne og prædike for publikum i stedet for at gå i dialog? Ukærligt og lidet generøst er det. Hvis dette er målet, hvorfor så overhovedet spille ”Elverhøj” i dag? Fordi det var en bestilling fra øvrigheden? Opgaven var øjensynligt ”Ej blot til lyst”. At ingen i dramaturgiatet har haft øje for dette må undre.

Foto: Rumle Skafte

Jacta est alea

Man glæder sig over de enkeltelementer, der generer en flig af kærlighed. Følgende fire kunstnere hæver bedømmelsen til to stjerner: 

Scenograf Josefine Thornberg-Thorsøe har skabt et scenerum der parafraserer den flade løvsavsscenografi, der i årtier var definitionen på ”Elverhøj”. Teatermalerarbejdet er skønt at skue, hvad angår både sætstykkerne af bondehus og buske, de skovgrønne sidekulisser og suffitter samt bagtæppet, der er en varm hilsen til Aarhus Teaters allerførste fortæppe. En gedigen papko samt loftets lysende måne og lysekroner, der trækkes ind og ud af spillerne, vidner om en begavet scenografs humor, glæde ved sit fag og ved teaterlegen. ”Der er et yndigt land, det står med brede bøge”, står der over prosceniet som en henvisning til Det Kgl. Teaters ”Ej blot til lyst”. En ironisk kommentar, bevares, men elegant eksekveret.

Et par gedigne håndværkere er skuespillerne Emil Busk Jensen om Christian d. IV og Ida Mia Appel som Elisabeth Munk. Busk har både gavtyvesmil, litervis af elegance, komisk timing og en sproglig stilfornemmelse, der, som een ud af to, gør ham i stand til at løfte Heibergs replikker. Det intense sceniske nærvær og evnen til at fastholde publikums interesse deler han med Ida Mia Appel. Ubesværet skifter hun mellem Heibergs poesi og Moltkes hverdagssprog. Timingen er lige i skabet. Appel emmer af humor og hun kan indtage et scenerum. På baggrund af sin erfaring fra Aalborg Teater er hun en lovende teaterskuespiller, man glæder sig til at følge. Busk ligeså. De elsker deres fag og behersker det         

Sidst men ikke mindst bøjer man sig i støvet for danser Mikkel Alexander Tøttrup fra Holstebro Dansekompagni, der i sin præstation som den hvidklædte og -sminkede Elverkonge sammensmelter Gollum fra "Ringenes Herre" og den mest yndefulde Bournonvilledanser. Han er florlet poetisk, sensuelt dragende og rædselsvækkende uhyggelig. Talentet lyser fra ham. Havde man på Aarhus Teater været modig nok til at gå i kærlig dialog med Heibergs originale tekst og besvare sit eget spørgsmål: ”Kan man spille ”Elverhøj” i dag?” havde Tøttrup også været en sublimt dansende Elverkonge. Højt hævet over ironisk distance, fortærskede formgreb og politiske genbrugsparoler. 

For en god ordens skyld: Denne anmelder byder nyfortolkninger af klassiske værker velkommen, hvis fortolkningerne er gennemarbejdede og indgår i meningsfuld dialog med den tid, de præsenteres i. Hvorfor dette stykke netop nu? Svaret fik vi, i dette tilfælde, aldrig. 

I dansk teater har ”Elverhøj” længe ligget i mølposen, men med denne opsætning sender Aarhus Teater definitivt Heibergs festspil til småt brændbart.

Jacta est alea! Bestillingsarbejde er ikke, hvad det var engang.

 

          

FAKTA:

”Elverhøj”, Aarhus Teater. Tekst: Alexandra Moltke. Iscenesættelse: Carolin Oredsson. Scenografi og kostumedesign: Josefine Thornberg-Thorsøe. Lysdesign: Kim Glud. KoreografI & dans: Mikkel Alexander Tøttrup. Koreografisk konsulent: Holstebro Dansekompagni. Lyddesign: Joëlle Marie McGovern. Medvirkende: Mette Døssing, Marie Boda, Emil Busk Jensen, Malte Conradsen, Laurids Lange, Ida Mia Appel, Mikkel Alexander Tøttrup

Forestillingen anmeldt ved premieren, d. 30/8 2025.