Anmeldelse: "Truckervask til ældrebyrden", Folketeatret
Folkeligt truckerteater
Folketeatrets nye forestilling om forholdene på de
danske plejehjem præges af billige grin og en kontant leflen for laveste
fællesnævner. Et hult bud på moderne folkelighed om værdighed og varme hænder,
der savner ægte karakterer og mod til at dvæle.
Af Thyge
Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet d. 20/4 2026
★★★☆☆☆
Lort – i konkret og overført betydning. Det er
udsigelsen i Folketeatrets nye samfundskritiske komedie ”Truckervask til
ældrebyrden” om tilstanden på de danske plejehjem, hvor ældre ligger i tisvåde
senge, personalet løber sig selv i stykker, og værdigheden fordufter omtrent
lige så hurtigt som håbet om politisk handling. Relevansen er indlysende i dette
stykke ny dansk dramatik på Folketeatrets Store Scene.
Bag ”Truckervask til ældrebyrden” står succestrioen
dramatiker Henrik Szklany, instruktør Martin Nyborg og scenograf Laura
Rasmussen, som tidligere har haft held med at balancere grotesk humor og
eksistentiel smerte bl.a. i Anita-trilogien og ”Flextrafik og slagtesvin” på
Aalborg Teater. Her spiddes Udkantsdanmark med en finfølt blanding af humor,
absurdisme og eksistentiel smerte. Den balance er på Folketeatret erstattet af
en langt mere ensidig satsning: det skal være hysterisk morsomt – det skal være
folkeligt.
 |
| Foto: Büro Jantzen |
Forestillingen følger kronologisk den unge Nicky, der af pengenød tager job på et plejehjem og knytter venskabsbånd til 94-årige beboer Herta. Omkring dem udspiller sig et inferno af demente beboere, stressede plejere og en leder, der taler i floskler fra positiv ledelse tilsat goldt girafsprog. Undervejs bryder næsten alle figurerne den fjerde væg og deler personlige bekendelser med publikum – men uden en klar fokalisering. Er det Nickys historie? De gamles? Personalets? Fokus flyder, og måske ligger perspektivet hos de eneste, vi ikke møder i forestillingen – de pårørende. Dem der er enige om én samlet udsigelse, forestillingen hamrer fast med brun væske ned ad væggene: Det hele er lort. Bare så alle er med.
Henrik Szklany har skrevet en række effektivt morsomme
sketch-situationer – fra erotisk længsel blandt beboerne over personalemøder til
Nickys kejtede intimpleje. Men balancen tipper. Hvor hans tekster normalt
rummer både bid og ømhed, trædes her hårdt på farcepedalen. Resultatet er et
revyagtigt bombardement af gags over to en halv time, der kræver en strammere
instruktørhånd, end Martin Nyborg leverer på Folketeatret.
De otte skuespillere er instrueret i en gennemgående
karikeret spillestil, hvor identifikation forsvinder tidligt. Sarah Boberg er den
utåleligt højtråbende rødhårede rollatordjævel Edith, mens man kan blive i
tvivl om det er Benedikte Hansen, der spiller vrantne 94-årige Herta eller
omvendt. At se begavede skuespillere give den som oldinge med stivbenet karikeret
kropsprog og skrattende forceret stemmeføring er kort sagt ejendommeligt. Petrine
Agger gør sin plejehjemsleder Mariann til en én-dimensionel satirefigur, der
hurtigt mister gennemslagskraft. Alle tre er dygtige skuespillere, der ikke får
lov at spille mennesker.
 |
| Foto: Büro Jantzen |
Marcus Gad Johansen kæmper som Nicky for at skabe en indgang til forestillingen, men karakteren forbliver skitseagtig uden en klar udviklingsbue eller et projekt. Amira Jasmina Jensen tilfører varme som plejer Saba, men får ikke plads til at folde den ud. Den eneste figur, der for alvor træder frem, er Lene Poulsens demente Ketty – et rørende, enkelt portræt af et menneske i opløsning. ”Num num num” messer hun med varme i stemmen, mens hun knuger sin dukke med kærligt tomme øjne. Her mærker vi det, forestillingen ellers savner: stilhed, sårbarhed, sandhed.
Glimt af det samme opstår, når f.eks. Hansens Herta
bryder den fjerde væg og fortæller os om sin problematiske kærlighed til en
kvinde. Det bliver ved det ubrugte potentiale, fordi iscenesættelsen ikke insisterer
på at skabe kontrast til behovet for dåselatter. Den sidste ruller i rigelige
mængder fra premierepublikummet. Plathederne suser afsted som farverige
nytårsraketter. I enkelte øjeblikke rammer stilheden, som når Herta og Bobergs
Edith forenes i et famlende ømt kys. En poesi der fluks afmonteres af en mislykket
intimscene mellem de to gamle koner spillet med alt hvad den kan trække af stønnen
og strittende lemmer. Orker forestillingen da slet ikke at tage sit eget stof
seriøst?
 | ||
Foto: Büro Jantzen
|
Ved slutningen står vi tilbage med en flad erkendelse
om livet som ældre i Danmark: Systemet er håbløst, og vi kan ikke ændre det. Vi
kan højst grine ad det. Det er en fattig konklusion på et ellers presserende
emne.
Det er modigt af Folketeatret at sætte ny dansk
dramatik op og tage livtag med ældreplejens værdighed. Her forspildes dog potentialet
i en postmoderne ironisk tilgang, hvor figurerne blæses op i typeformat og
tempoet skrues i vejret af frygt for stilhed. Szklany og Nyborg kan langt mere
– det har de bevist. Derfor undrer det, at de her nøjes.
Grunden dertil er måske netop kravet om en
letfordøjelig turnésællert fra Dansk Teaters folkelighedens højborg i Nørregade.
Efter en trættende, højlydt teateraften melder ét spørgsmål sig hos nærværende
anmelder: Er moderne folkelighed virkelig lig med nuancebefriet, nerveforladt
truckerteater med laveste fællesnævner som kompas?
Hvis
det er tilfældet, er det ikke kun de danske plejehjem, der mangler værdighed og
varme hænder.
”Truckervask til ældrebyrden”.Folketeatret. Manuskript:
Henrik Szklany. Instruktion: Martin Nyborg. Scenografi: Laura Rasmussen. Lysdesign:
Lars Schou. Lyddesign: Rasmus O. Bunton. Medvirkende: Marcus Gad Johansen,
Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Petrine Agger, Amira Jasmina Jensen, Joen
Højerslev, Lene Poulsen, Jela Natius Abildgaard
Forestillingen spiller på Folketeatret, d. 18. april –
17. maj 2026 og drager til efteråret på landsturné.
Forestillingen er anmeldt ved premieren, d. 18. april
2026.
