Anmeldelse: "Den Eneste Ene - the musical" - One & Only Musicals

 Knirkende hængsler og kærlighed i highlights.

Silas Holst løser sin første instruktionsopgave med ”Den Eneste Ene – The Musical” på dreven og stilsikker vis. Men køkkenlågerne knirker en smule; historien fra den kendte filmklassiker jappes hastigt, og dybden må ofte vige – men underholdende, det er det.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet 27. februar 2026

★★★★☆☆

Scenograf Camilla Bjørnvad har skabt en scenografi, der ved første øjekast ligner en lilla julekalender med et virvar af låger. Men metaforikken i den store, ensomme væg går snart op for os. ”Gud, det er jo køkkenskuffer!” hvisker en dame bag mig – og ja, netop. (Kærligheds)livet som et køkken med skabe og skuffer, store og små. Dem vi åbner. Dem vi holder lukkede. Hovedpersonen Niller er køkkenmontør, og metaforen løber som en rød tråd gennem forestillingen: Det handler om at finde den partner, hvis hængsler passer til ens egne.

De mange spillere i ”Den eneste ene – The Musical” farer ind og ud af døre, åbner og lukker låger og skuffer i et hæsblæsende tempo, som var det Ray Cooney-farce. Instruktør Silas Holst træder, i sin første store iscenesættelsesopgave, tempospeederen i bund. Arrangementet er veltilrettelagt med sans for koreografiske mønstre og velfungerende billeder; ensemblet glider ubesværet ind og ud mellem hinanden. Holsts basishåndværk er lydefrit.

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

Med speederen i bund

Lige så hastigt ruller historien afsted - den, vi kender og elsker fra Susanne Biers filmklassiker fra 1999: to unge par, der står over for at blive forældre. Graviditet, adoption, dødsfald, utroskab og to, der finder hinanden på tværs. Kosmetologen Sus og køkkenmontøren Niller. Omkring dem et karikeret virvar af figurer, som instruktør Bier i filmen formåede at gøre menneskelige i al deres enfoldighed. Her knirker teaterversionen. Musicalens manuskript – bearbejdet af Kim Fupz Aakeson i samarbejde med Susanne Bier – fremstår som en generisk nedskaleret reproduktion af filmens highlights. To timers krydsklipning mellem små scener spillet på skuffer og i skabe. Mathias Herslands effektive og smidige lysdesign understøtter Holsts korte tableauer med skiftende farver og fokus. Effektivt, men overfladisk. Dramaturgisk undrer bearbejdningen. Første akt er overraskende handlingsforladt og slutter ved Nillers kones død. Anden akt accelererer voldsomt for at nå den lykkelige slutning, vi allerede kender og venter på.

Og netop dér ligger udfordringen. Når publikum kan replikkerne til hudløshed, må sceneversionen af en elsket filmkomedie tilføre noget nyt for at berettige sin eksistens. Løses den opgave? Ikke overbevisende. Men underholdende er det.

Sangene er iørefaldende, men ikke mindeværdige. På vej ud i mørket er det filmsoundtrackets ”Don’t Look for Love”, vi nynner. Til gengæld leverer koreograf Tone Reumerts dansere præcision og fysisk overskud. Reumert selv imponerer gang på gang med brændende øjne som en tiger på spring. Christopher Rørmose får parkettets damer til at rødme med en sublim popsangstemme i en række biroller. Nærværet mellem scene og sal – teatrets egentlige styrke – er intakt.

Vi ler hjerteligt. Det er komedie på speed med de oneliners, vi venter på: ”Fuck fuck da”, ”Hvis I to var Ludobrikker, var I så slået hjem nu?” og ”Syv år, Niels - man ved et og andet!”. Det samlede ensemble frydes ved at genskabe rækken af højdepunkter, og de sprudler af legelyst.

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

Karakterer og karikatur

I hovedrollerne er Merethe Mærkedahl en mut og sårbar Sus, vi holder af. Hun kan sidde på en skuffekant og synge, så hårene rejser sig, men man savner, at hendes komiske talent får friere tøjler. Den valgte indadvendthed forløses i abortscenen, hvor hun rammer os lige i hjertekuglen, men det mutte udtryk synes generelt som en spændetrøje for Mærkedahl.

Magnus Haugaard er helt bedårende som køkkenmontøren Niller. Den eneste, der skaber en selvstændig figur frigjort fra hitfilmen. Ikke en stereotype, men et rigtigt menneske med ludende holdning og komisk far-tvivl i blikket. I anden akt træder han frem med et bankende hjerte, vi tror på. De næsten ordløse scener med adoptivdatteren Mgala er særdeles rørende i deres kejtede oprigtighed. Haugaard viser sig som mere end komiker; han er en fin karakterskuespiller.

Omkring dem kredser karikaturerne. Flotte Stanley Bakar er som Sonny en veloplagt machoitaliener med veltimet tegneseriegestik og – mimik i ærmet. Ulla Vejby er et studie i fysisk absurditet som Nillers svigerinde Mulle. Man kunne have undt hende mere scenetid til at udfolde den virtuose galskab, der bobler. Som Lizzie og Knud presses Lise Lauenblad og Niclas Vessel Kølpin derimod så langt ud i karikaturen, at sympatien forsvinder. Her mister forestillingen den menneskelighed, der var filmens styrke. Spillerne kæmper for sagen, men nuancerne har Holst ikke dyrket tilstrækkeligt.

Sidst men ikke mindst er Sofie Jo Kaufmanas en fryd som Sus’ tungnemme veninde Stella. Kaufmanas balancerer det blanke, det empatiske og det viljestærke med sikker hånd, og udleverer nok figuren kærligt, men forsvarer den samtidig. Hendes musicalstemme løfter gang på gang taget. Desuden er flirtescenerne med Kølpins køkken-Knud aldeles ubetalelige. Sofie Jo Kaufmanas er én af forestillingens klare triumfer.

Foto: Miklos Szabo

Gensynsglæde uden genopfindelse

Fungerer ”Den eneste ene - The Musical” som selvstændigt værk? Nej. Den forbliver en løs, flimrende montage af filmens højdepunkter til gensynsglæde for kendere. Er det godt håndværk? Uden tvivl – manuskriptet undtaget. Scenografi, lys, lyd og koreografi spiller lifligt. Det samme gør Joakim Pedersens orkester. Dog er det uforståeligt, at dette er skjult bag scenen, så man forledes til at tro, at også dette er en musical til backtrack. Samlet set består Silas Holst sin instruktionsdebut med stilsikkerhed og god energi.

Men spørgsmålet er ikke, om man kan forvente mere end ovenstående af ”Den eneste ene - The Musical”. Spørgsmålet er, om en stor dansk musicalproduktion bør ville mere. Hvorfor spille den nu? Fordi verden trænger til kærlighed i en urolig tid? Det er en gyldig grund, men duften af yderst kommercielt kalkuleret gryderet breder sig også mellem One and Only Musicals køkkenskuffer. En hitfilm som musical er en perfekt billetbasker, også på turné. Fyldte sale er garanteret.

Originalt er det ikke. Kunstnerisk nødvendigt heller ikke, men det er anbefalelsesværdigt, professionelt, velspillet og lækkert produceret feel-good-teater, der gør os lidt lettere i hjerte og sjæl en februaraften.

Og det er vel heller ikke så ærgerligt, Sonnyboy?

 

Fakta:

”Den eneste ene – the musical”, One & Only Musicals. Efter Susanne Biers film “Den eneste ene”. Manuskript: Susanne Bier og Kim Fupz Aakeson. Instruktør: Silas Holst. Koreograf: Tone Reumert. Kapelmester: Joakim Pedersen. Scenograf og kostumedesign: Camilla Bjørnvad. Lysdesign: Mathias Hersland. Lyddesign: Tim Høyer.

Medvirkende: Merete Mærkedahl, Magnus Haugaard, Sofie Jo Kaufmanas, Niclas Vessel Kølpin, Ulla Vejby, Lise Lauenblad, Stanley Bakar, Malou Tikibo, Linea Høgh Olsen, Tone Reumert, Christopher Rørmose, Eugen Mio, Rosa Gehl, Rasmus Grandt, Nicklas Troensegaard, Bolette Overgård, Oscar Stahlfest.

Forestillingen spiller i Tivolis Koncertsal fra d. 26/2 – 11/4 og drager herefter på turné til Holstebro og Vejle.

Forestillingen anmeldt v. premieren, d. 26/2 2026.