Anmeldelse: "The Sanjay Shah Shitshow”
Stakkels Lisbeth…
Uagtet det faktum, at Ina-Miriam Rosenbaum er en tornado af skuespilkunst, er hendes stand-up-show ”The Sanjay Shah Shitshow” overraskende forglemmeligt. Udbytteskandalen i SKAT får så hatten passer – men hvad skal vi tage med os?
Af Thyge Cosedis Holting, Teaterjournalist og
– tegner
Udgivet, d. 7/11 2025
★★★★☆☆
”Jeg har fundet en stemme på scenen, hvor jeg blander grundig research med satire, dialog og journalistik. ”Projekt Glemmebogen”, som jeg har udviklet i samarbejde med bl.a. journalister, tager netop udgangspunkt i det. Jeg synes, at der i vores tid er en tendens til meget hurtigt at lade ting gå i glemmebogen. Nogle gange er det også afmagt, tror jeg. Det var én af grundene til, at jeg gerne ville kigge på de politiske møgsager, for de siger jo noget om demokratiet. Nogle gange er man nødt til at gå tilbage i historien for at forstå sin nutid.”
Sådan beskrev
skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum sit dokumentarteatralske projekt ”Glemmebogen”
i et interview med nærværende anmelder i 2023. Med spændt forventning indfandt undertegnede
sig derfor til hendes nyeste produktion i forestillingsrækken om politiske
lortesager. ”The Sanjay Shah Shitshow” er pt på turné i hele landet.
 |
| Foto: Off Off/Produktion |
Showet indledes med
Ina-Miriam Rosenbaum i gemytlig publikumsinteraktion, mens hun gnasker løs af
en bakke jordbær – som hun ikke har betalt for i vejboden, forstås. Herregud,
de 35 kroner…. Så er vi i gang. Det handler om tillidssamfundet og dets
tilstand. Bistået af musiker Emil de Waal inviterer Rosenbaum os med ind i sit
stand-up univers - en montage af små spillescener, dialog med publikum, tekst
og videosekvenser på storskærm tilsat et overflødighedshorn af blinkende lys og
lydeffekter. En håndværksmæssigt gennemarbejdet 90 minutters sandhedsanretning – langt hen ad vejen.
Hvad vil forestillingen?
Jo, den vil såmænd afsløre, hvad der skete i udbytteskatteskandalen, der begyndte helt
tilbage i 2006. Her blev den danske stat snydt for 9 mia. kroner, bedyrer
Rosenbaum indigneret. Vi har sovet i timen, Danmark! Der er fortsat huller i skattesystemet,
og det kan Sanjay Shah og andre skurkagtige typer leve højt på. ”Pengene vokser
på træerne. Kom og pluk dem” erklæres det sarkastisk. Det er relevant og morsomt,
men mere reproducerende end spiddende.
 |
| Foto: Off Off/Produktion |
Hvad vi ikke får afsløret, får vi til gengæld genbekræftet i ”The
Sanjay Shah Shitshow”: at Ina Miriam Rosenbaum er en forrygende entertainer. Fyrigt
kaster hun sig ind og ud af rollerne. Mest markant og elskeligt som den
forvirrede protagonist Lisbeth Rømer fra skattecenter Ballerup, som, med og uden
lyse striber i håret, forsøger at få øvrigheden til at forstå, at noget er suspekt,
når en kolossal sum penge skal sendes til udlandet som skatterefusion. Ingen
lytter til stakkels Lisbeth - og dog; Ina Miriam Rosenbaum gør den perplekse kontorchef
til en helt bedårende menneskelig figur.
Lisbeth vil så gerne være
garant for den gode opførsel, men hvad blev det til - andet end en pensionering?
Lisbeth Rømers idealisme hyldes her i et seværdigt solonummer af skuespilmæssig
virtuositet. Det fik hun dog at lune sig ved.
Ina-Miriam Rosenbaum indtager flere roller for, i forestillingens
tredje del, at ende som en nissehuebeklædt Sanjay Shah, der med rytme og rap udbasunerer
sin glæde ved at tømme den danske statskasse. Det er ingenlunde en afsløring, at Rosenbaum er en habil kunstner, men påmindelsen
er en nydelse.
Gennem showets 90 minutter suppleres Ina-Miriam Rosenbaum dygtigt
af musiker Emil de Waal på trommer og diverse elektroniske instrumenter - som
var det lyduniverset til en vanvittig og vanvittig underholdende tegnefilm. Det
brager og hyler – og sporenstregs smyger de sprødeste jazztoner sig om Rosenbaums
sublime repliklevering, mens hun lydefrit bevæger sig mellem forestillings fint
afstemte fiktionslag. Signe Kroghs
scenografi og videodesign understøtter det dokumentariske med sin TV-studie-dekoration,
hvor gardiner kan trækkes for og bruges som lærred, mens én stationær skærm er
Rosenbaums illustrative hjælper i afdækningen. Jens Hansens lysdesign har over
sig en forhørsagtig intensitet, som sætter prikken over i’et.
Alle gør deres ypperste for at blæse liv i Kristian Halkens manuskript,
som veksler mellem den kronologisk oprulning af udbytteskandalen og dokumentardetektiven
I-Ms henkastede, og hylemorsomme, bemærkninger til publikum om
vigtigheden af, at vi kan stole på hinanden.
Alt leveret med en timing, der burde gøre hende til en selvskreven del af pensum på Den Danske Scenekunstskole. Så kunne hun samtidig lære vor tids unge spillere et og andet om præcis, knivskarp teaterdiktion. Rosenbaum kan tippe en replik henkastet ud over rampen, så granvoksne mænd fniser som skoledrenge. Præstationen er til fulde billetprisen værd.
 |
| Foto: Off Off/Produktion |
Nytårsraketter og rørende efterklang
Det samme kan man imidlertid ikke sige om manuskriptet, som generelt
savner stringens. Den sidste tredjedel taber momentum, for da vi langt om længe
får introduceret superskurken Sanjay Shah, er vi allerede så mætte af komik,
skiftende karakterer, lydeffekter og filmklip, at ordene suser forbi som
flygtige nytårsraketter. En dramaturgisk ragekniv havde været en gavnlig
rekvisit i manuskriptudviklingen.
Hvad vil forestillingen, spørger vi igen os selv? Den vil afsløre, hvor gennemhullet vores
skattesystem er og udskamme magthaverne, der ikke har gjort noget ved det.
Lykkes den med sit forehavende? Tjo… vi vidste rundt regnet det hele i forvejen takket være TVs dækning gennem årene.
Men er forestillingen umagen værd?
I sin takketale til Årets Reumert i 2018 sagde Ina-Miriam Rosenbaum bl.a. at kunsten ”(…)er med til at bevare vores mentale og
følelsesmæssige sundhed i en tid, hvor de folkevalgte konkurrerer i åndelig
fattigdom og dehumanisering”. Et modigt udsagn, der vidner om essensen; Rosenbaum vil
noget med sine egenproduktioner. Noget, vi savner i dansk teater. Noget der anbelanger, hvordan vi mennesker er sammen i verden. I fremtidige forestillinger kunne man derfor unde hende et bedre manuskript at folde sit
projekt ud fra. "The Sanjay Shah Shitshow" sitrer ikke af bydende nødvendighed - desværre.
Portrættet af Lisbeth Rømer bliver dog hængende i vores erindring. Det er på én gang grotesk og rørende. Rømer kæmpede forgæves mod Sanjay Shah og sine overordnede, men i det mindste kan hun være den forbilledlige bedstemor, der slår børnebørnene i Ludo - som lærer dem at være gode tabere i en hård verden. Fulde af varme mumler vi på vej ud af salen: ”Stakkels Lisbeth”.
 |
| Foto: Off Off/Produktion |
I-M
Rosenbaum / Stand-up.
EMIL de WAAL/ Trommer
BAG FORESTILLINGEN:
Dramatiker: Kristian
Halken
Iscenesættelse:
Ina-Miriam Rosenbaum
Assisterende instruktør:
Niels Ellegaard
Scenografi og
videodesign: Signe Krogh
Komponist: Emil de Waal
Lysdesign og
videoteknik: Jens Hansen
Lyddesign: Andreas Thybo
Koreografi: Rebekka Lund.
Forestillingen set på turné på Teatret Svalegangen i Aarhus, d. 6/11-2025
