Anmeldelse: "Fædra", Aarhus Teater

 Afklædt

Tragedien om den græske dronning Fædra vækker større undren end medlidenhed på Aarhus Teater. Midt i glæden ved stemningsmættede billeder undlader instruktør Nathalie Melbye at besvare hovedspørgsmålet: Hvorfor?  

Af Thyge Cosedis Holting, Teaterjournalist og – tegner

Udgivet, d. 22/11 2025

★★★☆☆☆

 

Vi ved det fra H. C. Andersen: Klæderne er usynlige for et hvert menneske, som ikke duer til sit embede - eller er utilladelig dum. 

Indrømmet; måske er nærværende anmelder simpelthen ikke begavet nok til at se genialiteten i Aarhus Teaters opsætning af ”Fædra”.

Dronning Fædra åbner ballet som hun står foran os i løsnet kjole og dyrker desperat sex med et sort/hvidt fjernsyn. På skærmen vises en optagelse med atombomben. Jovist, Fædra er seksuelt frustreret, men om end Nanna Bøttcher går fuldt ind i tableauet, synes det fortænkt. Vi tager en indånding - og venter på svar.

Foto: Emilia Therese

Noget

Forfatter og dramatiker Bjørn Rasmussen har begået et manuskript temmelig frit efter Racines og Euripides fortolkninger af den græske myte om den modne dronning, der forelsker sig lidenskabeligt i sin stedsøn Hippolytos. Da han afviser stedmoderens kærlighed, er tragedie den eneste udvej. De græske tragediers styrke er de urmenneskelige konflikter, der stedse tåler genfortolkning, og instruktør Nathalie Melbye vil her fortælle noget om den modne kvindes begær og seksualitet. 

Eminente Nanna Bøttcher spiller med liv og sjæl, når hendes Fædra forfører sin stedsøn eller skriger sin længsel ud. Hendes stilsikre forandring fra koket køkkenfurie til glubsk men såret rovdyr kan dog ikke maskere, at Nathalie Melbye genner skuespillerne rundt i et stramt koreograferet arrangement. De er lagt i spændetrøje og bliver statister i et billedshow med markant mangel på retning.

Melbyes egen 1960-er-scenografi, der spejler Scalas publikumsopbygning, er elegant, funktionel og umotiveret - den kunne rumme alt fra Moliére over Beckett til Strindberg. Hvorfor 60’er parcelhuset og den græske myte? Hvorfor 1960’er kostumer, moderne silkebukser og emostreger ved øjnene? Clement Irbils horror-prægede lysdesign og Amanda Drews ildevarslende kompositioner er i sig selv fine teatertråde, men de hænger mærkbart løst.  

Foto: Emilia Therese

Noget om nogen

Alle har uafladeligt sex på kryds og tværs. Demonstrativt vovet, men sjældent foruroligende. Det er og bliver distancerende og instrueret teatererotik. Spillerne strider den gode strid med Bjørn Rasmussens manuskript. Hverdagssproget er dominerende, mens indlånte tragediecitater om dronning Fædra, der strider sig frem fra ørkenen, bliver en udmærket spejling af helhedsoplevelsen.

Det kunne handle om incest mellem en velspillende men anspændt Emil Busk Jensens Hippo og Fædra. Det kunne handle om et voldeligt ægteskab mellem Fædra og en machomodbydelig Rasmus Hammerichs Kong Teo. Selv fra sygesengen terroriserer han hustru og søn - i momenter er han sitrende uhyggelig. Derimod får Marie Boda, som Hippoes kæreste Alice, begrænset rum til udfoldelse. Amanda Drews Afrodite er skøn at skue med sin cello og en funktion som græsk kor. Hendes tilstedeværelse får dog et vist præg af staffage. Endelig er den skuespilstuderende Jamina Green velgørende morsom som grotekst sygeplejerske. Hendes spillestil er uforklarligt revyabsurd ift. medspillernes realisme, men i det mindste får hun os til at sænke skuldrene.

Da alle til slut har dræbt hinanden – igen på kryds og tværs - sidder Fædra alene tilbage. Det handler om noget med den modne kvindes seksualitet.

Foto: Emilia Therese

Noget – men hvad?

Hvad skal vi have ud af dette værk i 2025? At den modne kvindes seksualitet er farlig og må føre til katastrofe? Det ville være et gammeldags bud. At den modne kvinde har et begær, der skal anerkendes og have spillerum? I så fald afliver forestillingen sin egen tese.

At sætte den modne krop og dens seksualitet på scenen kunne være højrelevant i en tid præget af ungdomsfiksering og en næsten neurotisk flugt fra alder og forfald. Men forestillingen artikulerer aldrig, hvorfor netop denne version af ”Fædra” skal fortælles nu — og det er dens egentlige mangel.

Nathalie Melbye synes først og fremmest forelsket i sine egne billeder. Deres æstetik er dragende, men de træder i vejen for den dramaturgisk stringens, gennemførte karakterbuer og nødvendigheden. Opsætning er samtidig mindst et kvarter for lang og for afhængig af sit program for at forklare, hvad der burde stå klart på scenen.

Resultatet er en imponerende visuel montage, der savner formål, kunstnerisk kompas og eksistentiel tyngde. Skuespillerne arbejder hårdt, men flimmeret på skærmen får lov at stå tilbage som forestillingens egentlige udsigelse.

Nærværende anmelder forlod salen uden at være blevet investeret. Klæderne ryger i ét væk af på scenen, men meget lidt bliver afdækket.

Så hvem står egentlig afklædt tilbage? Se ”Fædra” - døm selv.

 

 

”Fædra”, Aarhus Teater.

Instruktør: Nathalie Mellbye/ Manuskript: Bjørn Rasmussen/ Kompositioner: Amanda Drew/ Lysdesign: Clement Irbil/Lyddesign: Aki Shiraishi Bech.

Medvirkende:

Nanna Bøttcher, Emil Busk Jensen, Marie Boda, Rasmus Hammerich, Amandra Drew & Jamina Chelina Green

Forestillingen anmeldt ved premieren, d. 20/11 2025.