Anmeldelse: "Min geniale veninde", Aalborg Teater
Geniale veninder er genial branding.
På Aalborg Teater er Elena Ferrantes romanserie om “Min geniale veninde” blevet til seks timers mastodontforestilling om arven og miljøet, der former os alle. Om ikke en forestilling til tiden så afgjort en brandingmæssig genistreg.
Af Thyge Cosedis Holting, Teaterjournalist og
– tegner
Udgivet, d. 28/9 2025
★★★★☆☆
Scenografiens okkergule mur har slået en dyb revne. Har der været
jordskælv i Napoli? Imposant strækker muren sig på tværs af den ombyggede teatersal.
Som ét langt lærred på hvilket vi hver især skriver vor personlige historie. Årene går, men vi har dem i os for
livet - barndomsbyen, forældrene, lærerne, den første kærlighed, de største
svigt, og de ægte venskaber der formede os til dem, vi blev. Det kræver arbejde
at blive frigjort, og hvem tør holde fuldt fast i forehavendet, når verden slår
revner, og opgøret med det kendte bliver det eneste holdepunkt?
I Aalborg Teaters ambitiøse 6 timers totalopførelse af Elena Ferrantes
anmelderroste Napoli-romaner synes de generationelle traumer netop at være et
udgangspunkt. Over en tidslinje på 60 år, fra 1952, følger vi de to veninder Lenu
og Lila fra barndommen i et fattigt arbejderkvarter i Napoli, hvor drømmen om
at skrive og udgive deres historie er en fælles passion. Over årene skilles
deres veje. Den borgerligt sindede Lenu uddanner sig og bliver feteret forfatter,
mens rebellen Lila hænger fast i det kriminalitetsplagede Napolikvarter. Rundt
om de to kvinder roterer fædre, mødre, søskende, kolleger, børn og ikke mindst
en række mænd, der ikke ser Lila og Lenus potentiale. De
feministiske undertoner hos Ferrantes er videreført i April De Angelis
kronologisk fremadskridende episodedramatisering, der gør mænd til skvat eller antifeminister
og fokuserer på de to kvinders livslange venskab. Et venskab der vakler, når én skriver historien med succes på den andens bekostning. Var det
prisen værd? Og er det seks timers teater og de investerede kunstneriske ressourcer værd?
 |
| "Min geniale veninde", Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte |
Scenograf Steffen Aarfing
har ændret retningen på Aalborg Teaters Store Scene. Den gule Napolimur med døre
og jerntrappe løber på langs af salen, så alle ægges til nytænkning. Bolden griber
instruktør Camille Sieling Langdal, når hun inddrager hele tilskuerrummet som
spilleplads og dermed godtgør remedieringen fra romaner til teater. Som
publikum sidder vi midt i Lila og Lenus fortælling, hvor de medvirkende smyger
sig om os på scenen, i salen og på balkonen. Vi omringes af en kakofoni af liv,
skæbner og relationer. Årstallene påføres lidt efter lidt den gule mur med
kridt, og stiliseringen er ikke til at komme uden om. Dette faktum understøttes
af Clement Irbils råt poetiske lysdesign, der smagfuldt etablerer rummene i
rummet og samtidig lader spillerne kaste ildevarslende skygger på muren, når
det brænder på. Lyddesignet af Mads Skjøtt Stagis inddrager elegant diverse
klassiske musikstykker, skiftende tiders toner og diverse stemningsfremkaldende lydkulisser.
Steffen Aarfing har skabt kostumerne til de 52 karakterer, 12
skuespillere lydefrit forvalter. Et revyhastigt omklædningsshow. Tidens mode
afspejles i klædedragter og parykker - Aarfings 1970’er kostumer er lige i
skabet. Detaljerigdom leveret med fagligt overskud.
Instruktør Camille Sieling Langdal er, som i sine tidligere
arbejder på Aalborg Teater, relativt traditionel i sin personinstruktion. Følelserne
gengives i bredformat uden for mange subtile antydninger. Tableauformen, hvor
spillerne selv bærer borde og stole, er velfungerende, om end man savner variation i
forestillingens anden halvdel. At Sieling Langdal samtidig har en faible for at
integrere umotiverede dramaøvelser a la synkrongang, -dans, -klap og -nys,
bidrager til forudsigeligheden. Staffagen er unødvendig, ligesom instruktørglæden
ved råbende biroller i let overspil.
Dog formår Sieling Langdal at skabe stærke momenter af følelsesforkrampet
afmagt, som når Lilas far tæver hendes bror, eller Lila selv voldtages af sin ægtemand
på bryllupsnatten. Det er kort og usentimentalt fortalt. Disse koncise passager
står i skyggen af ét manglende instruktørvalg: betragter
forestillingen sig selv som en teaterleg eller som et stykke filmrealistisk
historiefortælling? Distancen buldrer hen over scenen, når Lenu og Lila til
slut får skiftet kostumerne fra midaldrende til ældre af to sceneteknikere. Hvorfor dette distancerende greb så sent i fortællingen uden at bruge det gennemgående? En mulig fortolkningsnøgle - livet
som et rollespil - der ikke bliver fulgt til dørs.
 |
| "Min geniale veninde", Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte |
Hvad forestillingen savner på konceptuel stringens, henter den
til gengæld på håndværket. I centrum står Bolette Nørregaard Bang som Lenu. En
præstation så fuld af styrke, tvivl, vrede og dårlig samvittighed, at hun
griber os om hjertet. Bang har én af de mest prægnant sjælfulde stemmer blandt sin
generation af skuespillerinder. Hun behersker alt fra poetiske kærlighedsytringer
til et jernhårdt “Jeg skærer din pik af”. Se hendes uroligt spillende øjne i
den rådvildt stivnede krop - fanget i et fængsel af konformitet. Hør
kærligheden og vreden i hendes stemme, når hun taler i telefon med veninden
Lila, hun både hader og elsker, beundrer og ønsker langt borte. Med sin
overbevisende realistiske spillestil er Bang over årene vokset til en
fremragende scenisk skuespillerinde. At man her har lokket hende retur til
Aalborg er en trumf.
Over for Bang står Hanin Georgis som Lila. Den på Scenekunstskolen anpriste tv-diktion, der sætter ethvert ords endelse til livs,
passer som fod i hose til den viltre Lila. Georgis spiller hende som en
desperat italiensk rebel, der træffer det ene forkerte valg efter det andet i
kampen for frigørelse. Dog ender hun som Winnie i Becketts "Glade dage"- begravet
til halsen i hjembyens og slægtens skrotbunke. Trods psykisk og fysisk vold fra
mændene omkring sig, har Georgis' Lila ild i blikket og stikflammer i stemmen. Hun er dragende livsfarlig. En kvinde, der må gå til grunde
i sit selvhad, men også en pige, der får mænd til at bukke under. Georgis har
smæld i replikken og spiller sin figur så kompromisløst, at kontrasten til Bangs fornuftige
Lenu står tindrende klart. Et rørende portræt af to livsveninder, der
beundrer hinanden, er jaloux på hinanden, deler en drøm og uvægerligt må skilles
for at blive i hinandens hjerter. Så sandt. Så smerteligt.
Omkring de to noterer man sig særligt en velspillende glat Jeppe Ellegaard Marling, en afstumpet modbydelig bisse af en Østen Borre Simonsen, diverse neurotiske fruer perfekt leveret af Camilla Gjelstrup og ikke mindst Marie Knudsen Foghs skrækindjagende italienske mamma - så afstumpet og bittert bebrejdende, at istapperne hænger efter hende. Den generelle spillestil er overvejende realistisk med indslag af fint leveret komik og brud på den 4 væg. Ja, vi er i teatret.
Man savner dog en dramaturgisk ragekniv. Visse sidehistorier
kunne med fordel have været udeladt og fortællingen reduceret med 30-45
minutter. Til slut dvæler forestillingen for selvhenførende ved de
aldrende veninders afsked, og da denne anmelder forlod salen, stod et spørgsmål
ubesvaret tilbage. Hvorfor denne forestilling netop nu?
 |
| "Min geniale veninde", Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte |
Det er gribende at følge Lenu og Lilas livslange relation og kamp for at blive selvstændige mennesker uafhængige
af barndommens Napolimiljø. Billedet af forskellige tidsperioders kvinde- og
arbejderkamp er absolut interessant, men er “Min geniale veninde” nødvendigt
teater nu og her? Den eksistentielle søgen efter fodfæste og selvstændighed kan
vi finde i mange fortællinger fra verdenslitteraturen. Muren er jo ikke kun revnet
i Napoli. Skønt Ferrantes romanværk er en international bestseller, er en
sceneversion ikke bydende nødvendig nu og her.
Derfor kan man i stedet overveje, hvad Aalborg Teater som landsdelsscene
demonstrerer med forestillingen. Teatret får vist et mod i repertoirevalget,
der ikke er set på de kanter i umindelige tider. Man får vist, at man skuespilmæssigt
er på omgangshøjde med såvel de øvrige landsdelsscener som Det Kgl. Teater. Man
får afslutningsvis spillet med de kunstneriske og tekniske muskler på en måde,
der bør give genlyd i dansk teater – ligesom teatrets nordjyske ”Anita”-trilogi gjorde det.
Aalborg Teater sætter dermed en streg under, at man, efter
tumultariske tider med et direktørskift, et slingrende repertoire og ditto
publikumsopbakning, er tilbage på sporet. At man ikke er et stedbarn i dansk teater men et fuldgyldigt
familiemedlem, der er fri af sine generationelle traumer, har lappet revnerne,
står solidt på benene og har noget på hjerte.
Hvis den geniale branding er målet med den geniale veninde, må man
konstatere, at Aalborg Teaters projekt er velmotiveret og at det lykkes. Om det på længere
sigt var umagen værd, kan kun resten af sæsonen, samt de kommende, svare os på.
 |
| "Min geniale veninde", Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte |
FAKTA:
Forfatter: Elena Ferrante/ Dramatisering: April
de Angelis/ Instruktør: Camille Sieling Langdal/ Scenograf: Steffen Aarfing/ Lysdesigner:
Clement Irbil/ Lyddesigner: Mads Stagis/ Stunt- og Intimkoordinator: Miriam
Raagaard/ Forlag: Colombine Teaterförlag/ Medvirkende: Bolette Nørregaard Bang,
Hanin Georgis, Peter Flyvholm, Jeppe Ellegaard Marling, Marie Knudsen Fogh,
Clara Josephine Manley, Østen Borre Simonsen, Camilla Gjelstrup, William
Halken, Mogens Rex, Kathrine Høj Andersen, Lars Topp Thomsen, Andrea Nørgaard
Skovgaard, Bjørk Møller Søhof, Inas Al Majidi, Sofie Pham Tran.
Forestillingen spiller til d. 18. okt. 2025 Og
er anmeldt d. 27 sept. 2025.
