Jakob Steen Olsen: "Nogen skal jo sige det!"

I anledning af den nye teatersæson har Scenekunstbloggen TTT talt med Berlingskes teateranmelder Jakob Steen Olsen - om vovemod i dansk teater, om anmeldelsens berettigelse og om, hvorfor vi i 2025 overhovedet skal bruge vores tid i teatret.  

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og -tegner 

Udgivet, d. 24/8 - 2025

Var dansk teater en grønthandel, ville han nok være en grøn peber, Berlingskes teateranmelder og kulturkommentator Jakob Steen Olsen. De fagligt skarpe holdninger og humoristisk svidende formuleringer er et kendetegn. Mon ikke én og anden dansk teaterchef vægrer sig ved at indgå i en offentlig disput med ham? Jeg tror det. Teateranmelder har Jakob Steen Olsen været siden 1994 og som det, han bramfrit kalder ”Et gammelt røvhul”, kender han sit fag og dets muligheder til bunds. En augustformiddag skuer denne dansk teaters syleskarpe skolemester ud over en ny teatersæson. Hvad ser han? Jeg slår telefonens højtaler til og tænder optageren.

Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix Denmark

”Hvad er det, man får publikum ind til?”

”Hvordan fanden skriver du fængende om det, der ligger og famler rundt inde omkring det godkendt middelmådige, hvor det meste af dansk teater ligger efter min mening?”. De slagkraftige ord faldt for to år siden - første gang, jeg traf Jakob Steen Olsen i en interviewsammenhæng. Jeg indleder dagens telefonsamtale om dansk teaters tilstand med afsæt i citatet: ”Vurderer du fortsat, at danske teaterdirektører generelt set ikke er tilstrækkeligt visionære, når de vælger repertoire?”.

Jakob Steen Olsen behøver ingen betænkningstid: ”Generelt synes jeg, at de danske teatre kan være sig selv bekendt. Man kunne dog være mere vovelysten, end man er. For mange forestillinger ligner hinanden. Man får en masse penge fra staten for at lave teater, og man har dermed også en forpligtelse til at flytte teatret videre. En forpligtelse til at lave forestillinger, der slår så hårdt i bolledejen, at den sprøjter. Det er da udmærket, at man får folk ind, men jeg spørger: Hvad er det, man får publikum ind til?”.

”Risikerer man ikke at skræmme publikum væk med for vilde sats? Det handler om gyngerne og karussellen, og billetterne skal jo sælges.”. Min samtalepartner rømmer sig: ”Hvis du ser på de to versioner af Holbergs komedie ”Jeppe på Bjerget”, der spillede samtidig først på året, så var Det Kgl. Teaters udgave en glimrende forestilling, totalt udsolgt og med en velspillende Frederik Cilius i centrum som Jeppe. Den var dog relativt traditionelt tænkt. På Aarhus Teater havde instruktøren Christian Lollike og teaterledelsen udfordret den klassiske tekst. Her havde man også en stjerne, Thure Lindhardt, i hovedrollen for at sikre billetsalget, men det var en langt mere udfordrende teaterøvelse. Folk var vilde med den, og den var sgu også udsolgt. Man skal tro på, at publikum ikke er så konservative, som man gerne vil tro, at de er Man skal turde tage nogle chancer, hvis vi skal rykke teatret videre.” konkluderes det på én gang sagligt og drillende.   

 ”Skal teatret i højere grad debattere den tid, vi lever i?” forsøger jeg. ”Hvis teatret insisterer på at belære os om tilværelsen, så kommer man ofte ikke ud over det selvfølgelige. Vi har set så mange klimaforestillinger, men hvordan kan du overhovedet lave forestillinger om klimakrisen, der siger noget, vi ikke allerede er enige om? Teatret skal være en fantasiens holdeplads, hvor vi netop kan fornemme de ting, vi måske har sværere ved at sætte ord på. Men når alt kommer til alt, må man konstatere, at vi ikke har et egentligt kunstnerisk teater i Danmark.” fastslår Jakob Steen Olsen. Hans sætninger er velkomponerede og leveres med et selvbevidst svirp.

”Mon ikke de fleste teaterchefer vil erklære sig uenige i det udsagn?” spørger jeg og antænder en iver i den anden ende af røret: ”Jamen teatercheferne vælger jo for fanden selv aktivt at ligge under for det faktum, at de fra politisk hånd er forpligtet til at få mange mennesker i sæderne. Det forhindrer jo den kompromisløshed, scenekunsten fordrer. De store teatre skal ikke eksperimentere alle slanterne væk, men i stedet få sig en eksperimentalscene, som Aarhus Teater har - og har succes med. Ja, teatret skal have et publikum. Jeg er ikke idiot, men vi mangler en højere grad af risikovillighed, og den tør man ikke løbe. Det må du gerne citere mig for. Nogen skal jo sige det!”. Den efterfølgende tavshed udgør udråbstegnet.

Foto: Søren Bidstrup

”Man respekterer teatret ved at gå i dialog med det.”

Samtalen spores nu ind på teatrenes kontrapart: ”Er det danske anmelderkorps gode nok til at holde teatrene til ilden?”. Jakob Steen Olsen betænker sig et øjeblik: ”Korpset kunne være bedre. Det er blevet svært at være anmelder i dag, endsige at leve af det, fordi aviserne ikke længere har råd til det. Det betyder, at mange skriver con amore ved siden af et levebrød. Kan man ikke hellige sig anmeldermetieren fuldt ud, bliver kvaliteten naturligvis også en anden.”. ”Hvad har fået så mange aviser til at stryge teateranmeldelsen?”. ”Jamen overordnet betyder claickbait – det, at vi nu nøjagtig ved, hvor mange der læser en artikel - mere i dag, end det gjorde engang. Hvis et stofområde ikke perfomer, som det hedder på nudansk, bliver det udfaset.” kommer det resigneret. ”Men det betyder ikke, at man ikke kan få læserne til at interessere sig for teateranmeldelser, hvis man gør sig umage.” føjer den garvede herre til.

”Enhver kan dele sine oplevelser og holdninger på sociale medier. Får moderne mennesker ret meget ud af at læse en trykt teateranmeldelse?”. En faglig stikflamme antændes: ”Ja, det vil jeg til en hver tid plædere for, hvis anmeldelsen er velskrevet. Den er og bliver en subjektiv oplevelse. Derfor håber jeg også, at én genre, nemlig teateranmeldelsen, vil stå tilbage, når den kunstige intelligens har fået alle nyhedsjournalisterne fyret.”. ”Hvorfor det?”.

Jakob Steen Olsen replicerer som svingene han en kårde: ”Fordi det er en forudsætning, at anmeldelsen er filtreret gennem et subjekt. Et subjekt, der skriver noget, som trods alt kan vække læserens interesse. Det kræver, at man i anmelderkorpset tager sig sammen. Der er stadig for mange anmeldelser, der lukker sig om sig selv. Den må fortælle en anden historie og fortælle noget om, hvorfor man skal spille netop denne forestilling netop nu. Hvem taler den til, og hvad vil den sige om den tid, vi lever i?”. Ordene får lov at hænge i luften. ”Du har din faste læserskare på Berlingske, mens con amore-anmelderne er afhængige af at blive citeret af de store teatre for at få clikcs. Den rosende stjerneregn er måske den sikre strategi for mange?”.

Prompte er der svar på tiltale fra teatercensoren: ”Det kan i så fald ikke nytte noget. At anmelde teater er ikke en popularitetskonkurrence. Man kan ikke være populær. Man kan til nød blive respekteret, fordi man forhåbentlig er fair. Det skal man altid bestræbe sig på at være. Det er et foragteligt erhverv, og man har ikke anden kapital end sin sanddruhed. Man respekterer teatret ved at gå i dialog med det.”.

”Kan teatrene i dag bruge anmeldelser til noget som helst?”. Med ét bliver Jakob Steen Olsens klang mere afdæmpet og tiltagende intens: ”Mindre og mindre ift. billetsalget, men hvis kunsten overhovedet skal betyde noget som helst, skal den også møde et erfarent modspil. Den skal være tilstede i offentligheden sammen med den anmeldelse, der debatterer det, der foregår på scenen. Forsvinder anmelderen, så er teaterdiskussion ude af den seriøse offentlige debat. Så flimrer det hele rundt på TikTok.”.

”Hvordan får vi læseren til at dvæle ved teateranmeldelsen?”. ”Vi, der anmelder, må sørge for, at det faktisk bliver en læseoplevelse. At folk, uanset om de vil se forestillingen eller ej, får en oplevelse af en samtidsdiskussion, de også kan have gavn af. Går de så ind og ser forestillingen, er det en ekstra bonus, men teateranmeldelsen må kunne stå alene. Det er hårdt arbejde, for så kommer man som anmelder senere hjem fra kontoret.”. Jeg smiler. Jakob Steen Olsen har meget på hjerte og sine meningers mod. Er min samtalepartner én af de få, der reelt tør at sætte dansk teater under lup? 

Foto: Søren Bidstrup

”Vi betaler teatrene for at være vores samfunds tænkehat.”

”Brander du dig bevidst som den anmelder, der tør tage debatten med de høje herrer i teaterbranchen?” vil jeg vide og slår for første gang en lille latter af den veltalende mediemand: ”Ja, ved du hvad, det synes jeg da er opgaven med den position, jeg er tildelt. Som jeg sagde før: Nogen skal jo sige det. Det kan man godt lave en T-shirt med og trække i indimellem. Nogen skal altså sige de ting, der måske er upopulære. Der er jo ikke andre end teateranmelderne, der kan sige det. Det er også derfor, at vores stand er vigtig. Vi skal holde gang i gryden og holde den nødtørftige teaterdebat, vi har, levende. Der er så meget frygt og angst i samfundet, også i teatrets rækker. Hvis frygten vinder, er der ingen debat.” causerer Jakob Steen Olsen.

Tilføjelsen leveres med en lethed a la Oscar Wilde: ”Jeg er i en position, hvor jeg kan sige det, og det synes jeg, at jeg skal. Ind imellem server jeg hårdt og håber, at der er nogen, der vil parere i den anden ende. Alt andet ville da være kedeligt. En teateranmelder er ikke et sandhedsvidne over for andre end sig selv, men på baggrund af det, kan man nysgerrigt stille spørgsmål ved det, man har set. Forhåbentlig med en veneration for teatret. Hvis man ikke elsker teatret, skal man finde noget andet at skrive om.”.

”I foråret karakteriserede du Det Kgl. Teaters skuespilrepertoire som værende uambitiøst og leflende for det brede publikum. Teaterchef Kasper Holten svarede ved at kaldte dig en polemisk stivstikker. Havde han ret?”. Svaret falder som et pistolskud: ”Hvis en polemisk stivstikker er en offentlig stemme, der udtrykker en velbegrundet mening, så vil jeg gerne være sådan én.”.

Jeg ser på uret. Samtalen nærmer sig afslutningen, og det sidste spørgsmål betragter dansk teater gennem den positive brille: ”Hvilke tendenser glæder dig i vor tids danske teater?”. Jakob Steen Olsen afleverer epilogen med varm veneration for den scenekunst, han har anmeldt i over 30 år. Her taler en skrapt seende kritiker med et bankende teaterhjerte:

”Vi ser en anerkendelse af teatrets unikke situation. At man laver teater som teater og ikke som en billig afkalkering af filmen. At man ikke bilder publikum ind, at det er realisme. Nej, det er et symbolsk rum. Det gør det også nemmere at forklare, hvad vi egentlig skal med teatret i den digitaliserede tid, vi lever i. Vi er alle sammen på vej ind i vores skærme hele tiden. Jeg går primært i teatret for at føle noget. Teatret er det sted, du kan gå hen for at træne den empati, der nemt bliver væk bag skærmene. I de lykkelige tilfælde, hvor der er nogen på og bag scenen, der vil én noget, kan man gå rigere derfra. Det lykkes ikke altid, men når det lykkes, blot et øjeblik, er det jo den rene magi, der kan opstå. Det er den higen efter de øjeblikke, der bliver ved med at lokke anmelderen, i dette tilfælde mig, i teatret.”.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

 

FAKTA:

Jakob Steen Olsen, (f.1967) er teateranmelder og kulturjournalist. Uddannet cand.mag. i dramaturgi og medievidenskab fra Aarhus Universitet i 1994. 

JSO været tilknyttet Det Fri Aktuelt som teateranmelder 1994-2001, derefter Information 2001-2004. Siden 2004 har han fungeret som teateranmelder ved Berlingske, teaterredaktør fra 2005 og siden kulturkommentator. 

JSO blev medlem af juryen for Årets Reumert i 2007 og forlod denne i 2023 jf juryens rotationsprincip. 

JSO er forfatter til bl.a. "Kammerat med solen. En biografi om Stig Lommer", (2009), "Preben Kaas - Det bli'r vinter førend man aner" (2012) og "Lisbet Dahl - Undskyld, jeg blander mig" (2017) (alle med Rikke Rottensten) samt "Pige træd varsomt" (2021)

Derudover er JSO kongehuskommentator v. Berlingske og fungerer sideløbende som kommentator på det royale stof og teaterstoffet hos bl.a. TV2 ligesom han er er hyppig gæst i bl.a. de to podcasts ”Det vi taler om” og ”Kongeland”