Anmeldelse: "En sommerdag i oktober", Teater V

 ”Nu skal vi rigtig hygge os!”

I ”En sommerdag i oktober” detonerer Teater V samtlige lurende landminer i den konstruktion, vi kalder en familie. Dog står forestillingen ikke ved sin egen substantielle farlighed.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og – tegner

Udgivet, d. 10/10 2024

❤❤❤❤

En ulv i fåreklæder eller en ulv, der tror, den er et får? Det handler i høj grad om forklædning. Et helvede forklædt som kolonihave, et par monstre forklædt som lyserøde karikaturer og en afmægtig ungdomsgeneration, der camouflerer eksistentiel afmagt i klimakamp og smerteskriget i idealistisk retorik. Teater Vs 65 minutter lange klimakomedie i tegneserieklæder er alt andet end morsom, men ved den det selv?

Fra venstre: Pelle Koppel, Camilla Bensix og Mathilde Lundberg i "En sommerdag i oktober".
Foto: Daniel Buchwald

Forestillingen indledes som en blanding af et veldrejet revynummer og bandet Aquas musikvideo til storhittet ”Barbie Girl” fra de glade 90’ere. Scenograf Rebekka Bentzen har skabt en velfungerende todimensionel kolonihave, hvor far John og mor Britta pimper rosévin og glædes over deres nyerhvervede liebhaveri i naturskønne omgivelser med New Zealandsk græs og preindspillet fuglefløjt. Dialogen spidder letløbende forbrugersamfundets fortalere med Pelle Koppel og Camilla Bendix i et ægteskabssammenspil boblende af veltimet overskud. Da parrets unge datter Ida indfinder sig, mærker vi ubehaget komme snigende - understøttet af lyddesigner Marcus Aurelius Hjelmborgs skiftevis gemytlige og faretruende muzak og lysdesigner Sebastian Justs sans for at ændre stemningen i koloniidyllen med et snuptag fra det grønne til det grå. Hyggestunden bliver et fængsel, hvorfra bussen ikke kører før i morgen. Ida, i Mathilde Lundbergs på én gang viljestærke og knugende fremtoning, kan umuligt holde inde med sine frustrationer over forældrenes materialistiske paradis, for det er sommer i oktober. Klimaet er truet. Fat det dog!

Gyset vinder indpas i Pelle Koppels instruktion og dramatiker Nikolaj Dissing Schledermanns tekst, hvor velvalgte illusionsbrud, i form af korte monologfragmenter, giver indblik i Idas klarsyn. For den unge kvindes indre øje befolkes kolonihaven af kødædende egern, misformede pindsvin og et dyreliv i generel opløsning. Alt suppleret af den svovldampende pøl, mennesker og dyr på mystisk vis drages mod og ætses af.  Mathilde Lundberg kan fremføre Schledermanns skrækindjagende forfaldsbilleder med et nøgternt klarsyn, der vidner om en ung skuespillerinde med anlæg for faget.

Kontrasten mellem verdensopfattelserne er slående. Datteren taler om klimakamp, far John om eksklusivt græs og en ny Land Rover, mens mor Britta har én eneste tanke i hovedet; hvornår får den forvirrende datter først pik og sidenhen børnebørn? Er man gået på revykomedie a la forfatterduoen Vase og Fuglsang, bliver man klogere. 

Camilla Bendix og Pelle Koppel som Britta og John i "En sommerdag i oktober".
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Pelle Koppel serverer sin far John med vinvom og velplejet overskæg. Veltilfreds kan Koppel sætte hænderne i siden af den lyserøde vest med middelklassefornøjet glimt øjet og Hellerupswung i betoningerne. Koppel rammer det selvgode lige på kornet, men da han først for alvor går til angreb på sin datters ideer og hele ret til at være, viser han sig som en afstumpet proletar, der slutteligt, sammen med en motionerende nabo, må lade livet, så fru Brittas børnebørn kan få en plads i verden.

Camilla Bendix ruller sig ud i fuldt flor som bedugget kolonihaveheks, der destruerer alt for at nå sit mål. Bendix kan både vimse koket rundt på de høje hæle med løftet vinglas, og vakle faretruende frem mod sin forsvarsløse datter som billedet på hele verdens samlede mængde af herskersyge mødre. Replikkerne hvæses, vrænges og klynkes som kun det mest manipulerende moderdyr kan gøre det, og Bendix leverer en pragtpræstation. I kostumier Amalie de Fine Lichts lyserøde spadseredragt og røde paryk er Britta umiddelbart en parodisk størrelse, men bag det ufarlige ydre gemmer sig en affaldspøl af følelsesmæssig kulde; et menneskeligt modstykke til svovlpølen på scenen.. Hjulpet af Schledermanns præcise replikker bærer Pelle Koppels instruktion Camilla Bendix frem til en overbevisende manifestation af, hvor habil en skuespillerinde hun er. Må dansk teater give hende en mere markant plads på scenen i fremtiden - en Fru Alving i Henrik Ibsens ”Gengangere” eller blot en Etatsrådinde Herming, når Det Kgl. Teater  i 2026 genopsætter  Henri Nathansens ”Indenfor murene”. I samme stykke, også på Det Kgl., spillede Bendix i 2005 den gravide Dina, og ad åre har hun i den grad fået en palet i fuldfarve.

Camilla Bendix som mor Britta i "En sommerdag i oktober".
Foto: Daniel Buchwald

Den sagesløse Ida forsøger afslutningsvis at flygte fra det forældretyranniske mareridt men må konstatere, at hun hele tiden ender tilbage ved den kolonihave, hun til slut ikke ser andre muligheder end at sætte ild til. Ida kan ikke flygte fra sin historie, og når vi har noteret os forestillings klimaetiket, afrives endnu en forklædning. Det handler om klima, bevares, men først og sidst er ”En sommerdag i oktober” et rystede blik ned i den stinkende skraldespand med skyld, skam, forrykte forventninger og destruktive mønstre, som til alle tider har ligget latent bag begrebet en familie – skildret på teaterscenen fra de græske dramaer og frem til i dag.

På baggrund af ovenstående ærgrer denne anmelder sig over etiketten ”Klimakomedie”, som ikke yder forestillingens substans stor retfærdighed. At insistere på undertitlen komedie til en så psykologisk modbydelig menneskeskildring, er vist kun den russiske dramatiker Anton Tjekhov sluppet godt fra. Det vi ser på er så smertefuldt vigtigt, at det er forstyrrende for oplevelsen, når ”En sommerdag i oktober” ikke vil vedkende sig den sjælelige grimhed, der sættes til skue. Sker det utilsigtet? Tror ulven vitterligt, at den er et får med lidt ekstra skarpe tænder? Måske. En genremæssig forvirring præger forestillingen, som dermed sætter sig mellem de to berømte stole. Ubeslutsomheden bliver den markante akilleshæl. 

Men berørt bliver vi. ”Nu skal vi rigtig hygge os.” messer mor Britta skidefuld og livsfarlig, og lige dér har forestillingen sin berettigelse som et stykke ny dansk dramatik, der rammer publikum i mellemgulvet. Familiehyggen er en livsfarlig selskabsleg, hvor kun den mest kyniske overlever. På kloden og i kolonihaven. Men klimakomedie, det er det ikke. 

 

”En sommerdag i oktober”. Dramatiker: Nikolaj Dissing Schledermann. Instruktion: Pelle Koppel. Scenografi: Rebekka Bentzen. Kostumier: Amalie de Fine Licht.  Lys- og videodesign: Sebastian Just. Komponist: Marcus Aurelius Hjelmborg. Medvirkende: Mathilde Lundberg, Camilla Bendix og Pelle Koppel. Produceret af Teater V. Forestillingen spiller på Teater Katapult i Aarhus fra, d. 7-11 okt. 2024. Forestillingen set, d. 9 okt. 2024.