Anmeldelse: "Saturday Night Fever - the musical", One & Only Musicals

 Gavepapir og discoglans

"Saturday Night Fever - the muscial" er en effektiv opvisning i danseteknisk dygtighed, men savner den sjæl og dybde, der får os til at tro på historien.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og – tegner

Udgivet, d. 23/9 2024

❤❤❤

Uden at kende det mindste til filmen ”Saturday Night Fever” fra 1977, går denne anmelder til opgaven med teaterglæden som knaphulsblomst. Det er lørdag aften, og i Falconersalens foyer møder man en lækker 1970’er øse som brølende stemningsskaber. Forestillingslogoet pryder væggene, og aftenens stjerne Silas Holst er samtaleemne ved flere af de runde borde over hvidvin og fadøl i den Frederikbergske sommeraften. Det er Holsts næstsidste store danserolle, før den del af karrieren afsluttes; nu skal den have én på lampen. Nu er der discoshow – et medrivende et, håber vi.

Som danseglade Tony Manero er Silas Holst er midtpunkt i "Saturday Night Fever - the musical".
Foto: Miklos Szabo

Brooklynhistorie på bagepapir

At handlingen i en musical er tynd som et ark bagepapir, er ikke nogen genrenyhed. Silas Holst er den unge Tony Manero, der lever for dansen, og henslæber hverdagen med et job i en farvehandel. I weekenden slår han sig løs på Diskotek Odyssey med svedige 70’er dansetrin, hvinende damer og venner, der forguder ham. Det hele savner en dybere mening for Tony, indtil han forelsker sig i den unge Stephanie, der får den smarte dansefyr til at tage venner, familie og livsstil op til revision. Fokus rettes nu mod den store dansekonkurrence, der måske kan indfri Tonys drøm om at leve af dansen. ”Jeg længes ud mod fjerne horisonter. Jeg vil ha’ liv og eventyr.” som Belle synger i Disneys ”Skønheden og udyret.”. Her er den franske landsby skiftet ud med 1970’ernes hårdkogte Brooklyn, men substansen er den samme. En hovedperson med en lede ved tilværelsen, der skal forløses i sang, dans og musik.

Scenograf Simon Higlett har skabt en original kukkasse af et Brooklynunivers, hvor vi let springer mellem Diskotek Odyssey, en gade, familien Maneros hjem, et dansestudie, en diner og en mole med drømmenes bro i baggrunden. Professionalismen strutter ud af Silas Holst, når han lader sin discodansende krop rulle hen over scenen. Hofter og arme kører i ekspresfart, og som hos resten af ensemblet er der professionelt fodarbejde at spore. De kan lide det, og det kan publikum tydeligvis også. De mange kendte discohits synges med pedalen i bund af spillerne, mens sangerne Line Krogholm og Hang Lumholt tilfører de mere varierede vokale nuancer til neonspændte 70'er-toner fra kapelmester Joakim Pedersens orkester. Showet understøttes af  Súni Joensens farverige lysdesign. Alt sammen glimrende, men hvad med substansen?

Stephanie (Josefine Tvermoes) og Tony (Silas Holst) får hinanden, som det sig hør og bør, men hvad får publikum? Foto: Miklos Szabo

Fra tjekket til Tjekhov

Silas Holst spiller sin Tony med den drengede charme, han kan ryste ud af læderjakkens ærme. Præstationen får desværre et anstrøg af rutine, for Danny Zuko i ”Grease” kunne spilles på samme måde; skævt smil, hånden i siden, et lille kast med hovedet, når han bliver irriteret og en murren i mundvigen, når det skal være sjovt. Instruktør Pelle Norhøj Kann har ikke formået at udfordre Holst i rollen, så Tony bliver en interessant figur, vi får sympati med. Holst fremfører sine sange med lydefri musicalstemme og slipper sig indfølt løs i Tonys store følelsesudbrud; en orkan af sårbarhed, der desværre ikke vinder os, fordi udviklingsbuen er uden midte. Vi går fra tjekket papfigur til Tjekhovsk livslede på et splitsekund. ”Hvor kom dog det fra?” studser man. At Silas Holst i de rette hænder har langt mere at byde på som skuespiller, har vi bl.a. set i ”The Book of Mormon” på Det Ny Teater i 2018, hvor instruktør Kasper Holten kyndigt svingede taktstokken. Men ak, Pelle Norhøj Kann er ingen Holten og Holsts følelsesudbrud bliver utroværdige, fordi de står i skærende kontrast til forestillingens fremherskende spillestil: Undgå dybde og spil alt for pålydende.

Der er skuespil med bred pensel på menuen hos familien Manero. Fra venstre er Ole Boisen, Jeanne Boel, Silas Holst og Nadin Reiness bænket om bordet . Foto: Miklos Szabo

Overskæg og underinstruktion

Skuespillerne får aldrig mulighed for at dvæle og dykke ned i deres figurer, fordi vi farer fra sted til sted i en kaskade af små korte scener. Som Tonys udkårne Stephanie får Josefine Tvermoes, ud over at synge med overbevisende musicalstemme og fin diktion, kun lov at være skiftevis fornærmet, ironisk eller frustreret i spilscenerne. Tvermoes kan ellers så meget, har vi set på f.eks. Folketeatret, og dansen mestrer hun tillige. Talent for alle pengene, der desværre ikke får pladsen til at udfolde sig. 

Resten af flokken forvises til varierende grader af groft tegnet karikaturteater med Jeanne Boel og Ole Boisen i spidsen som Tonys forældre. De billige vittigheder får de tiltænkte grin, bevares, men medrivende bliver det aldrig. De rigeligt parykkede parykker og falske overskæg gør deres.

Der synges og danses, lyset blinker, scenografien drejer, kører, hæves og sænkes. Det er som at være vidne til en velsmurt discokoncert mere end en fortælling med noget på hjerte – desværre.

Holdet på scenen gør, hvad kan med det pauvre materiale, og risene må alene uddeles til instruktørens manglende sans for lag i persontegningen samt til One & Only Musicals repertoiredramaturger – måske bortkomne i salgs- og marketingafdelingen. Hvor man kunne have undt den afdansende Silas Holst en medrivende historie og en interessant karakter som springbræt for at udfolde sit talent – eller blot lidt personinstruktion.  

Følelsesmæssigt investeret i ”Saturday Night Fever – the musical” bliver vi aldrig, men han danser som en discodrøm, ham Holst. Man forlader Falconersalen med et træk på skulderen. Om end gaven skuffede, var der i det mindste gjort noget ud af indpakningen.

 

”Saturday Night Fever – the musical”. Instruktion: Pelle Norhøj Kann, Scenografi: Simon Higlett Koreografi: Silas Holst. Kapelmester: Joakim Pedersen. Lysdesign: Súni Joensen. Lyddesign: Tim Høyer. Medvirkende: Silas Holst/Alban Lendorf, Josefine Tvermoes, Christine Astrid Nielsen, Søren Torpegaard Lund, Christopher Rørmose, Patrick Terndrup, Ole Boisen, Jeanne Boel, Stanley Bakar mfl. Produceret af One & Only Musicals.

Saturday Night Fever spiller i Falkonersalen og siden over hele landet fra, d. 12. september – 17. nov. 2024