Anmeldelse: "Dear Evan Hansen", Aarhus Teater
Genial præstation bærer glat musical.
Aarhus Teaters opsætning af musicalhittet ”Dear Evan Hansen” kan, trods solidt håndværk,
ikke undslippe originalens amerikanske glathed og overfladiske behandling af
hårde emner som depression og selvmord. Det er et velspillende ensemble og især
hovedrolleindehaver Thorbjørn Hedegaard,
vi husker.
Læg mærke til hans hænder. De sitrer af håb, tvivl og
ensomhed gennem hele forestillingen. Konstant er de i bevægelse, søgende, som
om de forsøger at finde hinanden i et stille forsøg på at berolige deres
indehaver: teenageren Evan Hansen. En dreng, der føler sig frygtelig alene i
verden og kun drømmer om at blive set – måske endda elsket.
På Aarhus Teaters Store Scene får Evan krop og stemme af skuespiller Thorbjørn Hedegaard. Purung og aldeles fremragende. Han er stort set ikke af gulvet i musicalens tre timer, og det er netop derfor, denne forestilling, skabt i
samarbejde mellem Aarhus Teater, Det Kongelige Teater og Lion Musicals, med al
sandsynlighed vil gå for røde lygter også i det jyske.
”Dear Evan Hansen” havde premiere i New York 2016 og
er skrevet af Benj Pasek og Justin Paul (musik og sangtekster) samt Steven
Levenson (manuskript). I centrum står den socialt akavede teenager Evan, der
kæmper med ensomhed og angst. Efter en klassekammerat, Connor, dør, bliver et
brev, Evan har skrevet som en del af sin terapi, fejlagtigt opfattet som
Connors selvmordsbrev. Evan bliver trukket ind i en løgn om, at de to var nære
venner – en løgn, der giver ham den forbindelse og anerkendelse, han altid har
savnet, men som vokser og får alvorlige konsekvenser for både ham selv og
andre.
Forestillingen har været længe ventet hos danske
musicalelskere – men hvad er det egentlig, vi får?
 |
| Foto: Emilia Therese |
Velsmurt Black Boks
Scenograf Karin Gille har skabt et stort, mørkt rum i
en enkel klassisk stil à la 1990’ernes black box-teater. Høje sideben
glider frem og tilbage, tre kvadratiske porte udgør baggrunden, og en roterende
drejescene bliver et billede på den eskalerende løgn, Evan vikles ind i. En effektiv om end lidt kønsløs spilleplads.
Højt hævet over scenen sidder et velspillende
orkester, der, under kapelmester Niels Søren Hansens ledelse, med god timing
understøtter handlingen og lader de singer-songwritermoderne toner smyge sig
om publikum. At lyden på Aarhus Teaters Store Scene ikke er ideel til musicals,
lever vi med – selv når orkestret skruer op, og sangerne til tider forsvinder i
lydbilledet (som det hørtes fra en plads på gulvet).
I dette mørke inferno af sindets kringelkroge følger
vi, i Sara Cronbergs iscenesættelse, Evans historie i en kronologisk
fremadskridende fortælling, der, understøttet af Jonas Bøghs knivskarpt klippende lysdesign, glider fra situation til situation med en næsten filmisk lethed. Et
high school-skab ruller ind, så en sofa, en trappe, Evans seng. Antydningens kunst
er ofte den stærkeste, og her sidder timingen i skabet: overgangene udføres med
præcision og en konstant spændt intensitetsbue. Et habilt teknikerarbejde.
Musikalsk glider de mange singer-songwriter-ballader
ind og ud mellem hinanden i et jævnt anspændt følelsesleje, hvor den enkelte
sang sjældent får lov at stå alene. Resultatet er en mærkelig neutralisering,
hvor meget lyder godt og meget lidt bliver hængende. Undtagelserne findes:
Planlægningsnummeret mellem Connor, Evan og Jared med den fængende frase ”Kh.
fra mig” rammer charmerende musicalgenrens potentiale med humor, tempo og
koreografisk overskud – forestillingens eneste reelle showstopper – og så er der
Evans signatursang “Waving Through a Window”, der går direkte bag om
forsvarsværkerne hos de fleste i salen. Han står jo lige dér - bag ved ruden - og vil så gerne ind.
 | ||||
Tegning: Thyge Cosedis Holting
|
Thorbjørn Hedegaard er intet mindre end sublim som
outsideren Evan Hansen. Hændernes fortællekraft er allerede nævnt, men rollen
forplanter sig til hele hans krop. Benene er konstant på tæerne, klar til enten
at imødegå trusler eller flygte fra eget spind af løgne. Bevægelsesmønstret
spænder fra det forskræmte og tøvende til det momentant selvsikre, den famlende elskers og det afgrundsdybt ulykkelige.
Hedegaards spil er så nærværende og ærligt, at man forledes
til at tro, at hver eneste replik og sunget frase må være improvisation. Vi ler af hans
kejtethed, men det er en latter med smerte i bunden, fordi vi genkender vores
egen kejtede 17-årige. Det skæve smil, der dækker over usikkerheden. De korte,
hektiske vejrtrækninger, når det hele spidser til. Øjnene der flakker.
Evans løgn om venskabet er utilgivelig. Han burde stoppe den, og
alligevel forstår vi ham. Hvad er en lille løgn værd sammenlignet med at være
fanget bag glasruden i sin egen ensomme eksistens? Dertil kommer en
fortryllende, sårbar sangstemme, der favner et væld af klangfarver. Vi tror på
denne Evan. På hans smerte, hans håb, hans ensomhed.
Rundt om Hedegaard cirkler syv medspillere i solide
præstationer. Marie Dalsgaard og Carsten Svendsen er rørende som den afdøde
Connors forældre, der klamrer sig til Evan for at skabe et glansbillede af den
søn, de aldrig rigtig kendte. Særligt en afdæmpet Svendsen rammer noget dybt i sin stædige maskuline lukkethed, der langsomt smelter i mødet med Evan. Scenen med
baseballhandsken er stille, ægte og gør indtryk – om end vi i Danmark
nok havde brugt en fodbold.
Andrea Øst Birkkjær og Kevin Nirwan Soliman rammer
præcist som Evans med-outsider-nære-bekendte Alana og Jared. Birkkjær balancerer, med sin enorme sweater som brynje, fint sårbarhed og påtaget overskud, mens Soliman leverer både komisk forløsning og en
mørkere kant, når han ikke længere kan genkende Evan og siger fra. Begge er de
velsyngende.
Victor Pascoe Medom er en dragende, mørk Connor – en
slags djævelsk spejling af Evan. Med smørblød musicalstemme og iskold
tilstedeværelse bliver han et effektivt modspil. Malika B. Mosedane synger indfølt som Connors søster Zoe, men kæmper til tider med at få de højstemte
følelser helt ned på jorden i spillescenerne.
Isa Marie Henningsen er et scoop som Evans mor Heidi. Hun tegner et varmt og smertefuldt portræt af en alenemor, der kæmper for sin søn og netop derfor overser ham. Hendes spil er enkelt, rent og fuld af genkendelige moderfølelser. I sin store ballade mod slutningen udtrykker hun den reneste omsorg – og tårerne melder sig. Henningsen er en skuespiller med nuets råstyrke.
Tegning: Thyge Cosedis Holting
 |
| Foto Emilia Therese |
Alt i alt fremstår ”Dear Evan Hansen” som en velsmurt
dansk adaption af et internationalt hit. Instruktør Cronberg balancerer mellem
naturalistisk filmspil og det mere teatralske udtryk – til tider med en tendens
til at overbetone følelserne; operainstruktørens hæmsko eller et pålagt koncept?
Noget synes sært distanceret. Lidt for glat. Lidt for
amerikansk.
Værket er aldeles forudsigeligt, beat for beat.
Formulaisk opbygget og uden overraskelser. Musicalen vil behandle tunge emner
som selvmord og psykisk mistrivsel, men ender ofte i et temafyrværkeri, der
kaster problemerne op i luften uden rigtigt at gribe dem.
Til tider virker det, i samspil med musikken og de
store følelsesudladninger, ubehageligt manipulerende. Vil man et spadestik
dybere, brister historien.
Samtidig mærker man, at forestillingens blik på unges
mistrivsel er bundet til sin samtid; der er sket meget siden 2016. Det samme
kan i øvrigt siges om den digitale virkelighed, hvor deepfakes, AI og andre
faktorer ville forskubbe plottet. Er ”Dear Evan Hansen” derfor et periodedrama?
Portrættet af relationerne mellem børn og forældre
står stærkest tilbage som forestillingens egentlige kerne. En oplagt
anledning til at hive sine teenagere med i teatret og til en efterfølgende dialog om relationer og ærlighed.
Havde Thorbjørn Hedegaard ikke forgyldt denne
opsætning med sin præstation, havde vi stået tilbage med en kliché. Ville man
sige noget begavet om tunge temaer, kunne Aarhus Teaters dramaturgiat lige så
vel havde valgt én af de andre Broadwaymusicals der kredser om disse temaer eller musicaliseret
en bedstsælger fra young-adult-hylden.
Lykkeligvis har man Thorbjørn Hedegaard. Det er hans
Evan, vi husker, når vi forlader teatersalen. Evan venter lige så meget, som unge Hedegaard ikke skal vente ét sekund på velbegrundet succes.
FAKTA:
Manuskript:
Steven Levenson. Musik og sangtekster: Benj Pasek. Musik og sangtekster: Justin
Paul. Vokal-arrangementer: Justin Paul. Musikalske arrangementer: Alex
Lacamoire. Iscenesættelse: Sara Cronberg. Scenografi og kostumedesign: Karin
Gille. Kapelmester: Niels Søren Hansen. Koreograf og assisterende instruktør:
Melker Sörensen. Lysdesign: Jonas Bøgh. Lyddesign: Rasmus Kreiner.
Oversættelse: Marie Degener Troelsen. LION Musicals v. kreativ producer Thomas
Langkjær.
Medvirkende:
Thorbjørn Hedegaard, Isa Marie Henningsen, Malaika B. Mosendane, Viktor Pascoe
Medom, Marie Dalsgaard, Carsten Svendsen, Kevan Nirwan Soliman, Andrea Øst
Birkkjær
Musikere: Mathilde
Helding, Silke Kirstine Ekmann Kidholm, Astrid Mikaelyan, Nikolaj Heyman
Christensen, Frederik Larsen, Steffen Schackinger/Rasmus Birk, Mikkel
Fisker/Tom Bilde
”Dear Evan
Hansen” spillede på Det Kongelige Teater,
Skuespilhuset 17. januar – 7. marts 2026 og på Aarhus Teater d. 30. april – 11.
juni 2026
