Anmeldelse: Cirkusrevyen 2026

Herlige homeboys og halve løsninger

Herrerne fører an i årets cirkusrevy, hvor enkelte numre byder på skarp satire, mens resten fortoner sig i halvdovne tekster og dramaturgisk slendrian.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 8/5 2026

★★★★☆☆

Det begynder godt i årets Cirkusrevy. Kapelmester Joakim Pedersen svøber Benjamin La Cours art deco-proscenium i sprøde jazz-, ballade- og bluestoner, mens fire skuespillere klædt i hvidt byder os velkommen. Midt i en mærkelig tid har vi lov at lade smilet dominere for en stund.

Det bliver hurtigt bredere, da den femte, revydebutanten Lars Mikkelsen, indfinder sig i ”Historien om Danmark”-stil som den udenforstående betragter af dette teatralske ritual og dets velmenende dilettanteri. Publikum ler. Vi er straks med ham. En ferm Mikkelsen får hurtigt lært trinene i den dans, han mener ikke at mestre, og så er vi for alvor i gang.

Joy-Maria Frederiksen står for fjerde gang for instruktionen og har sammensat et revyhold, hvor især herrerne klæder hinanden. Garvet grimasserende Niels Olsen, ordekvilibristen Mads Knarreborg og endelig Lars Mikkelsen, der med sin seriøse bundklang tilfører revyen en uventet tyngde – og synge kan han også. De får med- og modspil af de skæve eksistensers forsvarer Bodil Jørgensen og en veloplagt og velsyngende Johanne Louise Schmidt. Holdet er solidt. Teksterne er det kun sporadisk.

Foto: Miklos Szabo

Olsen, Knarreborg og Mikkelsen

Olsen, Knarreborg og Mikkelsen leverer revyens tre bedste numre — alle placeret i første akt og næsten oven i hinanden. En ejendommelig disposition af en garvet instruktør.

Olsen og Knarreborg sikrer aftenens største latterbrøl med ”Den sidste dråbe”, hvor klassisk vinsmagning omsættes til vandsmagning fra den danske undergrund. En rablende genial idé, som i Lars Bisgaard og Søren Anker Madsens tekst forløses med virtuos fysisk komik. Vandprofessoren og vandkenderen forsøger sig med smagsprøver fra såvel Ikast-Brande boringer som det nordjyske nitratbælte. “Mærk hvordan tungmetallet  kærtegner mandlerne” messer Olsen, mens publikum både ler højlydt og nikker af forargelse. Det er revyen, når den rammer plet.

Herefter får vi Mikkelsen som harmonikaspillende svineavler, der tager kritikken af svineproduktionen med let hånd: “Det er intet paradis – men herregud, det’ jo bare en gris!” Midt i et blueslækkert lydbillede tegner Mikkelsen et billede af en kynisk pragmatiker. Et svin af en landmand — og en forfinet opvisning i afdæmpet skuespilkunst.

I halen på svineavleren serverer Knarreborg en suveræn stemmesluger Morten Messerschmidt, der vil trylle Danmark om til sin version af ”Badehotellet”. Elegant og farligt i Vase og Fuglsangs ordjonglerende tekst: “Hvor dugene er pletfri og hvide – ligesom gæsterne”. Vi griner, men det er ikke noget rart nummer. Knarreborg rammer ”Dansk politiks Hr. Weyse” lige mellem øjnene.

Ovennævnte højdepunkter er næsten hele showet værd. Men hvorfor ligger de alle tre i første akt — og i forlængelse af hinanden?

Foto: Miklos Szabo

Johanne og Jørgensen

Johanne Louise Schmidt gør sit for at spille op mod herrerne. Hun er en energibombe, der både kan være diva med musicalstemme og skabe sære men troværdige figurer. Hendes rollatorshortie er skoleeksemplet, ligesom hendes spirituelle medie med accent og floskler i ærmet er elskeligt selvhenførende. Schmidts soloballade som smægtende forstadsfrue med øjne for Troels Lund Poulsen forløses indtagende — om end en kende for lang.

Sært underbenyttet er Bodil Jørgensen. Med sin sans for det absurde, sin tæft for pauser og knastørre punchlines er hun en gave til forestillingen, men teksterne fastholder hende i variationer af den samme figur – denne lille forvirrede kone, vi ved hun mestrer. Entreen som Molly fra ”Badehotellet” får applausen til at runge – men er det ikke for letkøbt? Jørgensen forsvarer sine figurerloyalt, men drukner lidt i helheden. Ærgerligt når man her har én af dansk teaters særegne skuespillerinder.

Foto: Miklos Szabo

Ragekniv og rækkefølge

Ud over de fremhævede stjernestunder lider årets Cirkusrevy under en mangel på stærke tekster. En række idéer, som Dao-bude, der smider breve i skraldebøtten og ”Det er så ringe endda”, hvor 90’ernes reklamekæledækker Minna og Gunnar taler om fiskedød i fjordene, er gode, men idéen er bedre end det, der når scenen.

De helt store parodiøjeblikke udebliver tillige. Måske man er stækket af langvarige regeringsforhandlinger, men ikke engang kongehuset får vi et pip fra. Niels Olsens Trump er mesterligt maskeret, men teksten om at føle sig misforstået bliver gentagende og mister pusten — det samme gør parodien, da Olsen slipper den amerikanske accent på halvvejen.

De fire hjørnesten, der er så altafgørende for enhver revy, ligger heller ikke stabilt. Pausen placeres efter en politikerdobbeltmoralsk Grønlands-hyldest, der mangler det latterbrøl, et pauseoplæg bør have. Efter pausen får vi en skøn kostumeparade med ensemblet som insekter til klimatopmøde, der ender i veloplagt rap. Idéen er god, kostumerne endnu bedre — men teksten er for ufokuseret til for alvor at lette.

Det er ellers vedkommende temaer, revyen tager op: fra valghykleri over klimakrise til krænkelseskultur. Man savner dog i høj grad en stringens i numrenes dramaturgi, en ragekniv, når pointerne gentages og et skarpere blik for, hvilke numre der klæder hinanden.

At man lægger to katastrofale fejlskud lige op til finalen med det farcelignende ”Hvor katten er svigerfar” som absolut bundskraber, er svært at forstå. Overspil og et plot, der hører hjemme i en halvdårlig forvekslingskomedie – det høster kun et par høflighedsgrin. Ud med det, tak. Det er, for nu at bruge Trump-Olsens udtryk, misforstået.

Mellem det gode og det fatale får vi en række numre, der fungerer uden nogensinde at overraske. Som hevet op fra 1990’ernes genbrugskasse. Hvor er vovemodet? Hvor er fornyelsen?

Foto: Miklos Szabo

Håndværk og handout

Håndværksmæssigt får vi et topprofessionelt show, hvor spillerne forsvarer materialet til fingerspidserne. At Johanne Louise Schmidt formår at skabe sympati for sin plagede DSB-speaker er et lille kunststykke i sig selv.

Orkestret er på pletten med veltimede akkompagnementer og mellemlæg, som, efter Joakim Pedersen overtog kapelmesterstokken i 2023, har fået en mere moderne sound end 00’ernes ”Far til fire”-agtige revylyd. Det klæder.

De seks dansere glider elegant ind og ud af småroller og excellerer særligt i dansenummeret ”Hjemklang”, hvor koreograf Nellie Bethel Rainey har skabt en forførende folklorehyldest med Ukraine i ascendanten. Det er skarpt — og forestillingens eneste storpolitiske kommentar, der træder sømmet helt i bund.

Benjamin La Cours effektive skærmscenografi, genbrugskoncept for fjerde år i træk, korresponderer smukt med Malthe Haugards showlækre lysdesign, mens Jonas Jørgensens lyddesign gør det muligt rent faktisk at høre, hvad der bliver sagt og sunget i det store telt.

Trods dette synes årets Cirkusrevy præget af halve løsninger, og herrerne løber med det meste. I den eneste fuldtræffer i anden akt præsenteres de tre herrer som hjemmeværnsboyband i bedste Backstreet Boys-stil med koreografisk humor og tommetyk selvironi. Det er skarpt, hjertevarmende og serveret med stor kærlighed -noget af det, årets Cirkusrevy faktisk lykkes med; nok peger vi fingre ad nogen, men det gøres med varme. Her skaber vi ikke et fællesskab gennem had.

Det handler om at springe ud, som der synges i slutnummeret, hvor pailletklædte spillere med sommerfuglevinger sender os afsted med befriende queer-energi. Moderne og frækt. Revy til tiden. Det, der er for lidt af i årets Bakkerevy. Måske forventeligt, men tankevækkende.

Gudskelov udleveres numrenes rækkefølge denne gang i løs handoutform fremfor i forestillingsprogrammet. En klog beslutning - så er der lykkeligvis mulighed for at flytte rundt og pille de numre ud, der aldrig burde have overlevet prøvesalen.

Foto: Miklos Szabo

FAKTA:

Cirkusrevyen 2026. Instruktion: Joy-Maria Frederiksen, Kapelmester: Joakim Pedersen, Scenograf: benjamin La Cour, Koreokrafi: Nellie Bethel Rainy, Kostumier: Rikke von Qualen, Lysdesigner: Malthe Haugaard, Lyddesigner: Jonas Jørgensen, Sangere: Alberte Kyst, Monica Isa Andersen. Dansere. Ernestine Ruiz, Helene Duck Kjaer, Roberta Næss-Schmidt, Mads Gronemann, Sebastian Sunesen  og Vi Duc Vo.

Medvirkende: Niels Olsen, Bodil Jørgensen, Lars Mikkelsen, Mads Knarreborg og Johanne Louise Schmidt.

Cirksurevyen spiller i teltet på Dyrehavsbakken fra d. 7 maj – 22. august 2026.05.08

Anmeldt ved premieren, d. 7. maj 2026.