Anmeldelse: "Barbara", Aarhus Teater

Fårelort og frihedstrang

Aarhus Teaters opsætning af romansuccesen ”Barbara” sejrer på visuelt stærk færøsk stemning og fyrig teaterleg med en flok dygtige spillere. Samtidig taber forestillingen på den manglende stillingtagen til, hvilken historie, man egentlig ønsker at fortælle.   

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet d. 3/5 2026

★★★★☆☆

Aarhus Teaters kor stemmer i med sørgmodige nordiske toner, og vi kan næsten dufte den færøske fårelort – vi køber postkortportrættet, for han har gjort det igen, scenograf David Gehrt. Skabt en scenografi til Aarhus Teaters opsætning af Jørgen-Frantz Jacobsens roman ”Barbara” på Scala Scenen, hvor vi mødes af en frontal mosbegroet klippevæg, rå og ufremkommelig. Súni Joensens eventyrligt nordiske lysdesign og Kim Engelbredts ildevarslende lyddesign og Marie Koldkjær Højlunds korarrangementer tager os med til landet, vi er i rigsfællesskab med, men næppe kender særligt godt. Fra fjeldene siver en kakofoni af sladrende stemmer gennem tågen, som var det åbningen til Peter Shaffers ”Amadeus”. De hvisker om hende – Barbara – den unge sagnomspundne promiskuøse præstenke. Med lige dele rædsel, foragt og fascination.

Gennem stemmernes hvisken får vi introduceret tre potentielle nøgler til at læse forestillingen. Fiktionsfortællingen om Barbara, Jacobsens inspirationskilde - den historiske skikkelse Beinta/Bente Christine Broberg og endelig den nordiske folketro befolket af bl.a. huldre. Scenen drejer, og så står de der. Færingerne. I et fastfrosset tableau på klippeplateauer blandt tørret fisk og et udstoppet får. En parodisk stilisering og et pragtskue i skræddersalens smukt patinerede 1700-tals kostumer. Alene åbningen er hele oplevelsen værd.

Foto: Rumle Skafte

Mandens blik! Danskerens blik?

Jørgen-Frantz Jacobsens roman ”Barbara” blev udgivet i 1939 og kredser om et lille færøsk samfund i 1700-tallet. Vi følger den attraktive og livslystne Barbara, som ikke kan eller vil binde sig til én mand. Hun indleder et forhold til øens nye danske præst Poul, der forelsker sig oprigtigt i hende, men snart må sande, at hendes kvindelige natur er ustyrlig. Barbaras frihedstrang får konsekvenser for både hende selv og de mænd, der elsker hende, mens Poul må kæmpe mellem lysten og pligten over for Vorherre. Det er den historie, dramatiker og instruktør Sigrid Johannesen tilsyneladende opruller.

Pastor Poul ved nok, at det er et primitivt bondesamfund, han er sendt til. I hvert fald som han spilles af stilsikre Emil Busk Jensen, der med ironisk smil på læben gør tilskuerne til sine fortrolige. Er de da ikke tåbelige, de færinger? – og så stavrer Busk til vejrs og planter resolut et dansk flag på scenografiens top. Vi er Pouls fortrolige hele vejen igennem, og vi griner gerne med ham, for ensemblet leverer velspillet lokalparodi. Spillet er stort og stiliseret, mens vi sprogligt svinger mellem 1700-talsstil og et tørt ”Hold kæft, hvor er det åndsvagt”, når primitiviteten bliver Poul for meget.

Historien om Pouls forelskelse i Marie Bodas livsglade Barbara ruller derudad, og mens scenen effektivt roterer som Pouls sind, er det det maskuline blik, der dominerer. Pastor Poul vil gøre Barbara til en ærbar hustru, mens hendes fætter Gabriel, en væmmelig magtsyg karl med hang til flasken, proklamerer, at det vil ende galt. Kvinder er, må vi forstå, generelt nogle, man bruger som hustruer i en verden styret af mænd. På skuespillerfronten træder herrerne også stærkt frem med bl.a. en forsumpet kynisk Emil Prenter som Gabriel og Anders Baggesen som en distinkt moraliserende Kingoprovst. Emil Busk Jensen er ganske fremragende som Poul. Med sin skarpe teaterdiktion, sit nærvær og en sitrende mundvig fyldt med menneskelig tvivl. Fra den stålsatte tro på egen overlegenhed følger vi ham over den hengivne forelskelse i Barbara til den altædende tvivl og smerte, da hun bedrager ham. Vi rystes, når Busk lader sin Poul blive rådvild i blikket som var han Hamlet, der stirrede på sin faders genfærd. Det er en håndværksmæssig toppræstation.

Marie Boda spiller Barbara træfsikkert – som en livsglad nysgerrig teenagepige, der keder sig i den færøske trummerum. Boda har skabt figuren som en udkrystallisering af mændenes blik på hende; på én gang ærbar, piget humørfyldt og skamløst flirtende – en art nordisk sirene. Marie Boda kan smutte med øjnene og le så befriet, at vi nok forstår, at Poul må lade pligten vige for den spirende lyst. Barbaras affære med den galante Andreas Heyde, som Oskar Salvatore giver med klassik elegance, guitarspil og et beregnende smil, forsvarer Boda ligeledes fint. Dog er det stedse som om, Barbara glider i baggrunden til fordel for mændenes syn på hende.

Foto: Rumle Skafte

Teaterlegen

Griner Pastor Poul af Færingerne, griner de også af ham, og dette spil med virkelighedsbilleder har Sigrid Johannesen kyndigt omsat til en festlig teaterleg. Denne dobbelte illusion - skuespillere der spiller færinger, der spiller Pouls syn på færinger – er skønt forløst. Både skuespillere og syv velsyngende korister fra Aarhus Teaters kor strutter af en spilleglæde og en ironisk distance, der kontrasterer alvoren hos Busks plagede Poul. Selv da scenen befolkes af huldre, æggende kvindelige sagnvæsner, sker det med en villet stilisering i både stemmeføring, mimik og masker, der er som importerede fra spøgelseshuset i større Tivoli. På samme vis går der ren tegneserie i den, da øerne angribes af pirater, eller når der danses kædedans med publikum som deltagere. Hér er vi til ren Cirkusrevy.

At vi på kostumefronten får en uventet hilsen fra Aarhus Teaters hit-forestilling ”Jeppe på Bjerget” er nok selvsmagende, men samtidig kuriøst. En tematisk interessant gag er det desuden, når den bedrevidende Poul pludselig svanser rundt i traditionel færøsk klædedragt. Kend din koloniherre.

Indtil forestillingens sidste kvarter er man som publikum både investeret i Pouls historie med Færøerne og Barbara og vanvittig godt underholdt.

Foto: Rumle Skafte

Slutshaming

Det gik så godt indtil da, og så kan instruktør Sigrid Johannesen ikke nære sig for at dekonstruere hele herligheden. Hun lader med ét Marie Boda kaste Barbara-karakteren fra sig til fordel for den postmoderne metadiskussion om stoffets politiske korrekthed. Her går kritikken på, at Barbaras historie forlæg, Beinta, overhovedet ikke var fra Færøerne – næ, hun såmænd dansker. Emil Busk holder fast i sin Poul, mens resten af ensemblet ligeledes bryder illusionen.

Nu er der lagt op til skampåførende 1970’er-teater i tommetykke skiver. Her har stakkels Beinta gennem 300 år været udsat for danske mænds ”slutshaming” – én stor kulturel appropriation. De to færøske medlemmer af Aarhus Teaters kor er de eneste, der har noget med lokationen at gøre. Boda causerer videre over de onde danske koloniherrer, der nu holder færingerne fanget i et rigsfællesskab, der snart vil sprænges af et latent frihedsønske. Vi griner af det absurde i bruddet, men latteren er hul.

De øvrige spillere udvandrer én efter én, mens Marie Boda loyalt skyder parolerne afsted. Slutteligt presses hun delvist tilbage i fortællingen, der, skønt det efter hendes udsagn handler om kampen for frihed, ender med en uhyggelig drøm om fremmede soldater (amerikanere?) der invaderer øerne. Barbara må se mod det sorte kors, Poul har plantet, som eneste mulige frelse. Den vilde natur tæmmet af Vorherre – eller Donald Trump?

Foto: Rumle Skafte

Hvad handler det om?

”Handler det her om et trekantsdrama eller om Danmarks forhold til Færøerne?” spørger én af Marie Bodas medspillere, og det er netop det, der er denne opsætnings egentlige gåde – det, opsætningen ikke gør sig klart.

I stedet anlægger forestillingen et belærende publikumssyn – vi er de uindviede, der med brask og bram skal vide, hvad vi bør skamme os over. Oprigtig talt: har vi efterhånden ikke set dette greb tilstrækkelig mange gange på Aarhus Teater (Bl.a. ”Elverhøj”) og i Johannesens forestillinger (”Jane Eyre” mfl.)? Man savner, at instruktøren vælger én vej og står ved den. Tror man ikke nok på ”Barbaras” kraft som værk? Vinklen med det danske overherredømme introduceres effektivt via handlingen selv inden dekonstruktionen. Forventer man, vi har sovet trygt den første halvanden time?

Nå, men heldigvis kan vi ty til det glimrende forestillingsprogram, der opruller romanfiguren, den historiske baggrund og folketroen på interessant vis. Tre æggende fortolkningsspor, som desværre ikke formidles succesfuldt i iscenesættelsen. Aktualisering er en nødvendighed, når et ældre værk skal på scenen – men hvorfor det patroniserende publikumssyn?

Hvis man ville skabe et feministisk manifest over den frihedselskende Barbara, der blot vil have lov til at leve og elske, som hun vil, skulle synsvinklen ikke have ligget hos mændene men hos Barbara selv. Marie Bodas lod er her blevet at aflevere en feministisk prut, der ikke engang orker at blive hængende.

Men kære læser; gå ind og se ”Barbara” på Aarhus Teater for det gode håndværk, der fungerer. En blændende smuk visuel ramme, en vild teaterleg og et dygtigt ensemble, der spiller måsen ud af kyserne – det er ganske underholdende.

Det handler om forudindtaget fremmedgørelse. Om fårelort og frihedstrang. Gid opsætningen havde tillid til, at vi selv kan se det!            

 

FAKTA:

”Barbara”, Aarhus Teater/ FORFATTER: Jørgen-Frantz Jacobsen/ DRAMATISERING: Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen/ ISCENSÆTTELSE: Sigrid Johannesen/ SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN: David Gehrt/ LYSDESIGN: Súni Joensen/ LYDDESIGN: Kim Engelbredt/ MUSIKALSK ARRANGEMENT, INDSTUDERING & kompositioner: Marie Koldkjær Højlund/ KOREOGRAFISK KONSUELENT: Marie Brolin-Tani/ KORINDSTUDERING/ Andrea Krüger Holm og Marie Koldkjær Højlund

MEDVIRKENDE: Marie Boda, Emil Busk Jensen, Emil Prenter, Laura Kjær Jensen, Christian Hetland, Oskar Salvatore, Anders Baggesen, Mette Døssing, Nanna Bøttcher

&

AARHUS TEATERS KOR: Sigrid Vibe Kristensen, Meike Frandsen,  Maria á Lakjuni, Beinta Dahl Mathiesen, Signe Brun Bugge, Anna Kathrine Rask Christensen/Ida Bergholdt Jul Christiansen

Forestillingen spiller d. 2. maj – 4. juni 2026

Anmeldt ved premieren, d. 2. maj 2026.