Martin Lyngbo: "Det er fanme ikke nemt at være et menneske."
Når Aalborg Teater d. 2. maj har premiere på musicalklassikeren ”Spillemand på en tagryg” fra 1964, er der ifølge instruktør Martin Lyngbo intet gammeldags på færde. Aktualiteten ligger ifølge ham i stoffet selv, og engagementet er til at tage og føle på.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet 29. april, 2026
”Hvor er det stemningsfuldt.” udbryder jeg. Vi sidder bagest i
Aalborg Teaters store sal en onsdag formiddag og ser på scenograf Rikke
Juellunds scenebillede; et buet bagtæppe i blødt hvidt stof, nogle slidte trækasser
og et stort spejl, der kan hejses ned fra oven, danner rammen om
Broadwaymusicalen ”Spillemand på en tagryg” fra 1964. D. 2. maj indtager
mælkemanden Tevje, hans hustru, døtre og hele den fiktive ukrainske landsby Nordjyllands
landsdelsscene i forårets musicalsatsning. I højtalerne kører indspillet sang og
klezmermusik fra gårsdagens prøver, mens lyden justeres. Samtidig går sceneteknikerne
omkring og forbereder dagens prøve med omhu. Teaterhuset i Jernbanegade sitrer
af forventning.
Instruktør Martin
Lyngbo sidder koncentreret i det røde plyssæde. Den brune tophue giver kunstnerkolorit
til den 53-årige far til fire, og kaffekoppen i hænderne tilfører varme, ro. Han
har iscenesat utallige operaer, musicals og skuespil over hele verden, men lige
nu er han fordybet i opsætningen af klassikeren om Tevjes linedans mellem
tradition og forandring. Der er halvanden uge til premieren, og hvad denne
opsætning af den kendte musical handler om, er Lyngbo just nu på jagt efter.
 |
| "Spilleman på en tagryg" Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte. |
Efter lidt småsnak om scenografien og dens
slægtskab med alt fra Bertolt Brechts episke teater til børneteatrets enkelhed
tager jeg fat: ”Både ”My Fair Lady”, som du for nylig har iscenesat på
Det Ny Teater, og ”Spillemand på
en tagryg” er musicalklassikere. Hvad er det, der gør, at publikum
bliver ved med at vende tilbage til disse gamle travere gang på gang?”.
”En klassiker bliver til en klassiker, fordi
den er god, og fordi den har fat i en historie, der har noget
grundmytesubstans. Den skal være godt skrevet med god musik – håndværksmæssigt
i orden.” indleder Martin Lyngbo langsomt. ”Det er vigtigt, at en
klassiker står i tiden men bevæger sig med tiden. ”Spillemand på en tagryg” har
jeg iscenesat én gang før, på Odense Teater i 2016, men tiden er en anden, og
jeg er en anden. Handlingen foregår i Ukraine, og Ukraine er noget helt andet i
dag end for ti år siden”. ”Hvilken betydning har det, at du er en anden?” indskyder
jeg.
”Jeg var også far i 2016, men da havde jeg
ikke fire børn. Det har jeg nu, og nogle af dem er næsten voksne” svarer
Lyngbo med blikket rettet mod scenen. ”Det dér med at skulle sige farvel til
dem en dag, ligesom det gælder for hovedkarakteren Tevje, er tættere på mig nu.
Under prøverne, jamen –” Han ser på mig. ”Jeg sidder jo og tuder nede i
salen - fordi det rammer, og fordi det er nogle spillere, der spiller
skidegodt!”
 |
| "Spillemand på en tagryg", Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte |
Martin Lyngbo gestikulerer ivrigt mod scenen og
mod mig. ”Tevje og hans familie er så fattige, og derfor er det logisk at
bruge enkle virkemidler og at inddrage publikum i fiktionens skabelse. Vi bærer
kasser ind og ud, vi stabler dem og vupti – så er det en togperron. Vi har simple
virkemidler, som vi bruger på forskellige måder, fordi det taler ind i det liv,
karaktererne har. Man har det, man har, og så får man det til at fungere. Publikum
er medskabende. Scenen er ret bar, så deres meddigtning er jo afgørende.” afrunder
han og tager en slurk af sin kaffe. Stilheden sænker sig for en stund.
 |
| Instruktør Martin Lyngbo. Foto: Emilia Therese |
At få lov til at være et menneske
”Den der ikke har tradition, står lige så usikkert som en
spillemand på en tagryg”. Broadway-succesen
”Spillemand på en tagryg” med manuskript af Joseph Stein, musik af Jerry
Bock og sangtekster af Sheldon Harnick udspiller sig i et lille jødisk samfund i Østeuropa i
begyndelsen af det 20. århundrede. Et sted, hvor man holder fast i traditionen.
Mælkemanden Tevje og hans hustru Golde har fem døtre, som ikke agter at følge
traditionerne, når det kommer til ægteskab. Snart splittes Tevje mellem den
strenge tradition og en ny verden i opbrud. Da det lille samfund trues af
udefrakommende magter, der vil fordrive hans familie, strammes skruerne for
alvor. Tevje er kendt for showstopperen ”Hvis jeg var en rig mand”, og
forestillingen forener både lys og mørke, forklarer Martin Lyngbo:
”Det er jo en komisk tragedie, og mælkemanden
Tevje er både sjov men egentlig ret naiv. Han er klovnefigur og samtidig en
mand, hvis dilemmaer er meget gribende at følge”. Han holder en tænkepause,
da jeg spørger, hvad musicalen mon kan sige os i dag. ”Lige nu oplever jeg,
at forestillingen handler om at få lov til at være et menneske. Ikke at sulte
og ikke at miste sine børn. Tevje bliver skubbet af voldsomme magter. Den
politiske og den religiøse. Begge stiller urimelige krav, som han ikke forstår,
hvorfor han skal udsættes for. For mig er det ikke en historie om at være jøde
– det er mest en historie om at være et menneske.” konstaterer Lyngbo i en
klar tone. ”Hvorfor ikke skrive en ny musical frem for at
gribe til en støvet én fra arkivet? Er det fantasiløshed?” prøver jeg og
får prompte svar på tiltale. Ikke uvenligt men dog skarpt.
”Det svar kommer forestillingen selv med. I
landsbyen taler de hele tiden om magten fra Sankt Petersborg, og de længes
efter trygheden og sikkerheden i Israel. Det at være en religiøs minoritet i en
verden, hvor der er en farlig majoritet, det kender vi da godt i dag, ikke
sandt?” siger Lyngbo og slår spørgende ud med hånden. ”Så hvis ”Spillemand
på en tagryg” forekommer gammeldags, er det pga. en dårlig iscenesættelse?”. Svaret
falder som et pistolskud. ”Ja, sådan er det jo altid, men jeg vil nok oversætte
gammeldags til irrelevant. Teater må aldrig være irrelevant. Så skal man ikke
spille det”. Med ét glider et drenget smil over hans ansigt. Djævelsk.
Legende.
 |
| "Spillemand på en tagryg", Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte |
Et helt sindssygt smertepunkt
Jeg beder nu Martin Lyngbo bore ind i
fortællingens smertepunkter. Politikken? Religionen? Efter en kort refleksion
læner han sig frem i sædet. ”Handlingen foregår i Ukraine, hvor en fjern
magt i Moskva, dengang Sankt Petersborg, styrer brutalt. I musicalen er det
zaren – men princippet er det samme som i dag. Tevje vil bare have lov at leve
sit lille liv i fred, men bliver presset af både politik og religion. Han er
jøde og bærer en lang historie af fordrivelser med sig – helt tilbage til det
babylonske eksil og den romerske ødelæggelse af Jerusalem. Når man ikke har et hjemsted,
må fællesskabet holdes i live på andre måder. For Tevje handler det om at
sikre, at døtrene gifter sig inden for troen. Han har en gud og generationer
bag sig, der kigger ham over skulderen og minder ham om, hvad han skal gøre. Hvis
han ikke gør det, risikerer han at miste ikke bare sine døtre, men hele sin
identitet. Derfor er det et helt sindssygt smertepunkt, når døtrene vælger
noget andet”. Instruktøren nikker som for at understrege pointen.
”Er det jødiske som tema ikke en vej, man skal
træde varsomt på i vore dage?”. Martin Lyngbo ryster på hovedet: ”Det
handler om noget større. Det her tema med patriarkens forpligtelse til at sikre
den næste generation ved at skaffe ægtemænd til sine døtre, er noget, alle
traditionelle samfund kan nikke genkendende til og er presset på. Du ser det i
muslimske kredse, og du så det i Danmark i gamle dage. Vi er nødt til at
forstå, hvorfor det er vigtigt for Tevje. Hvis han ikke gør, som han gør, er
jødedommen væk i løbet af 1,5 generation!”. Min samtalepartner retter igen
blikket mod scenen.
”Er der noget i ”Spillemand på en tagryg”, der
i dag er problematisk - jødeportrættet f.eks.?” vil jeg vide. Lyngbo
lader øjnene vandre en tur rundt i salen og svarer via sin nylige opsætning af
musicalhittet ”My Fair Lady” på Det Ny
Teater. ”Da jeg fik den tilbudt, insisterede jeg på en anden
slutning, hvor blomsterpigen Eliza faktisk går fra Professor Higgins, der har
dresseret hende til en dame – som hun gør i originalen, ”Pygmalion” af George
Bernard Shaw. Det var en dealbreaker. Hvis hun vender tilbage til ham,
bliver det noget sexistisk gammel lort med den udsigelse, at manden vinder til
sidst, uanset hvor stor en idiot han er. Det kunne jeg ikke være med til. Så vi
lavede den slutning, historien oprindeligt har hos Shaw. Dér var ændringen
nødvendigt – men det har ikke været et problem i denne produktion. Stoffet er
mere tidløst”.
 |
| "Spillemand på en tagryg", Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte. |
Den vil stadig gerne spilles.
Samtalen nærmer sig sin afslutning. Om lidt
begynder dagens prøver med Martin Lyngbo ved roret. Kaffen er drukket og klezmermusikken
i højtalerne klinget af.
”Hvad føler du, I virkelig lykkes med i denne
opsætning?” spørger jeg instruktøren, der straks lyser op. ”Aalborg
Teaters ensemble og de gæstespillere, vi har med, kommer til at spille pisse
godt, og jeg tror, man som publikum vil tænke: Wow – det her er fanme ikke en
gammeldags musical!”. Han smiler. ”Jeg tror, den bliver meget nutidig. Den
modernitet ligger i stoffet selv og jo også i tempoet i iscenesættelsen.
Naturligvis. Der er klassikere, vi holder op med at spille, fordi de ikke kan
bevæge sig med tiden, men det føler jeg, at dette værk kan. Den vil stadig
gerne spilles”. Jeg ser på ham. Hvad er det, han kan?
”Hvorfor er du den rette mand til at
genfortolke alle disse store musicalklassikere?”. Lyngbo virker overrasket.
”Uh… det er et svært spørgsmål… Det skal mine forestillinger jo helst selv kunne
svare på…. Det er faktisk mit bedste svar. Okay?”. Han synes næsten
utilpas ved at skulle rose sig selv.
”Hvad er så den største forskel på den
opsætning af ”Spillemand på en tagryg”, du lavede i 2016 og nu ti år senere?
Hvad er det for en sandhed, du er på jagt efter nu?”. En mere tryg Martin Lyngbo
har analysen parat. ”Det er jo en del af arbejdet - at finde ud af, hvad det
er, man leder efter. Jeg er i gang. Jeg forstår Tevje, jeg forstår døtrene og
det er lige før, jeg forstår zaren, som også er underlagt politisk pres og
sidder i en skruestik. Det er fanme ikke nemt at være et menneske for nogen af
os, for livet er noget besynderligt noget. Musicalen handler også om politik og
minoritetskultur, men i mit hjerte handler den om, hvordan man bærer sig ad med
at holde sit eget lille liv på sporet, selvom verden vakler.” konkluderer
han afdæmpet.
”Og hvordan gør man det?”. Mit spørgsmål flagrer
ubesvaret bort, da Martin Lyngbo pludselig retter sig begejstret op i sædet: ”Ja,
se, det dér skal jeg bruge. Hvor er det fedt!”. Teknikerne bærer med omhu
et kolossalt stykke hvidt stof ind på scenen, og jeg kan se på min sidemand,
hvordan de visuelle ideer til dagens prøve snurrer.
Da vi kort efter tager afsked, har instruktørens
entusiasme ændret mit perspektiv. Jeg har altid opfattet ”Spillemand på en
tagryg” som en noget altmodisch musical, men denne opsætning har jeg fået lyst
til at se. Kan tradition og fornyelse, enkeltheden og eksistensens grundvilkår
forenes på Aalborg Teaters Store Scene? Lyngbo er ikke i tvivl. ”Bare vent.
Bare vent” siger han, trykker min hånd og forsvinder ned ad den lange gang.
En mand, en kunstner, en far – og,
fornemmer jeg, et menneske, der tager hele sig selv med i arbejdet. Med hjertet
først. Som instruktør omskriver han på sin vis Tevjes ord: Den,
der ikke har hjerte, står lige så usikkert som en spillemand på en tagryg.
 |
| "Spillemand på en tagryg", Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte |
FAKTA:
Martin
Lyngbo (f. 1973) er uddannet instruktør ved Statens Teaterskole i 2003.
Fra 2005 til 2017 var Martin Lyngbo teaterdirektør på
Mungo Park, hvor han også selv instruerede og forfattede talrige
forestillinger, heriblandt Hamlet, Mungo Park – Travels in the Interior of
Africa og Lille Mand Hvad Nu. Han
har desuden iscenesat bl.a. SKAM I og
SKAM II på Aveny-T, Spillemand på en tagryg, Forårsrullen, Romeo og Julie samt Bonnie og
Clyde på Odense Teater, Cabaret på
Rogaland Teater i Norge, Sanne the
Musical i Tivolis Koncertsal, Cirkus
Jul for Aarhus Teater og Muskelusvindfonden, Dracula på Aarhus Teater samt Rossinis opera Barberen i Sevilla, som han har instrueret både på Det Kongelige
Teater, The Israeli Opera i Tel Aviv og National Taichun Theatre i Taiwan.
Martin Lyngbo iscenesatte også operaen Intet på Den Kgl. Opera, der vandt en
Reumert for Årets Bedste Opera i 2021 og som genopføres på den nationale opera
i Oslo i 2023. Han har modtaget en lang række priser for sit arbejde.
Senest har Lyngbo bl.a. iscenesat musicalen Borgen
på Sjællands Teater i 2023 og musicalklassikerne Sound of Music og My
Fair Lady på Det Ny Teater i hhv. 2025 og 2026
Fra . 2 maj. – 6. juni 2026 kan man opleve Martin Lyngbos iscenesættelse af
musicalen ”Spillemand på en tagryg” på Aalborg Teater. Læs mere om
forestillingen og bestil billetter på:
