Anmeldelse: "My Fair Lady", Det Ny Teater

 På Higgins præmisser

Med ”My Fair Lady” skaber Det Ny Teater en velproduceret musicalklassiker, der næsten leverer det, vi drømmer om. Dog kunne instruktør Martin Lyngbo have justeret relationer og genrekonventioner, så vi fik en fuldt stilsikker musicalkomedie.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og – tegner
Udgivet 7. februar 2026

★★★★★☆

Instruktør Martin Lyngbo har en udtalt forkærlighed for opera. Det mærkes allerede under ouverturen til musicalklassikeren ”My Fair Lady” på Det Ny Teater, hvor Eliza Doolittles baggrund foldes ud i et melodramatisk tableau: en død mor, en alkoholiseret far og brødre, der vil sælge underklassepigen til forbipasserende mænd. ”La Bohème” møder ”La Traviata”. Eliza flygter, og hendes mistillid til mænd er grundlagt. En mulig fortolkningsnøgle?

Vi ved, at Eliza sprogligt og dannelsesmæssigt skal transformeres til en dame gennem Professor Higgins’ forvandlingsprojekt, og at hun slutteligt gør oprør mod de dominerende mænd og bliver en fri sjæl i egen ret. Dette understøttes, når moderens ånd vender tilbage som moralsk og følelsesmæssigt korrektiv. Dermed forskydes Eliza fra slagkraftig overlever til et misbrugt barn, man har ondt af. Det er et markant greb. Publikum studser, men ouverturen er lystig, og vi har trods alt forceret snemasserne for at se musical, ikke socialrealisme.

Kim Hammelsvang, Peter Plaugborg og Sofie Topp Christensen i "My Fair Lady".
Tegning: Thyge Cosedis Holting

.Foto: Camilla Winther

Fjerpryd og lammeskyer

Lyngbos sans for det musikalske og teatralske gennemsyrer opsætningen. Forestillingen iscenesættes med legelyst og formidles med tydelig spilleglæde. Det kunstneriske team giver den – bogstaveligt talt – så hatten passer.

Paul Farnsworths kostumer er overdådige og stilsikre: et overbevisende 1910’er-univers af stoflighed, snit og karakterforståelse. Modist Sean Barrets Ascot-hatte med svajende fjer er prikken over i’et. Scenografien er lige så vellykket: et luftigt rum med blå himmel og hvide lammeskyer som projektion af Elizas drøm om et andet liv. Sætstykkerne glider ubesværet ind og ud, og Professor Higgins’ hjem er detaljerigt og præcist i både stil og psykologisk spejling. Det er én af Farnsworths stærkeste præstationer på teatret.

Malthe Haugaards forsigtige lysdesign når ikke samme visuelle niveau, men kostumer og scenografi løber med showet – så pyt.

Sofie Topp Christensen og Peter Plaugborg i "My Fair Lady".
Foto: Camilla Winther

Ingen almindelig mand.

Blomsterpigen Eliza fremstilles fra begyndelsen som et offer for ondskabsfulde mænd. Vi skal føle, det er synd for hende – men mere investeret bliver man i hendes kontrapart Professor Higgins. I Peter Plaugborgs garderhøje skikkelse er Higgins en mand, der har brændt sig på kærligheden og forskanset sig med sprogforskningen som glubsk elskerinde.

Plaugborg bevæger sig ubesværet mellem overklassens arrogance og den kejtede drengs sprødt sårbare forelskelse i sproget. Han kan falde på knæ og tale så silkeblødt, at Eliza sukker – og hele salen med. Men tag ikke fejl: Higgins er ingen almindelig mand. Se på ham - aldrig i ro. I den ekstreme fysiske spillestil gemmer sig desperation og en latent voldelighed, skjult bag tillært britisk dannelse. Lyngbo lader klogeligt Higgins’ facade krakelere i 2. akt. Det pæne jakkesæt reduceres til en krøllet skjorte – nu ser vi ham klart. 

Higgins er en charmerende excentriker, men også følelsesmæssigt underudviklet og forelsket i sin egen kreation. Da Eliza gør oprør mod tyranniet, er han parat til at slå. Plaugborgs Higgins fremstår som en psykologisk kompleks og ubehagelig figur - samtidig fysisk virtuos, komisk og sangligt suveræn – en præstation, der fylder rummet. Problemet er bare, at balancen tipper.

Eliza elimineret?

Sofie Topp Christensen følger som Eliza partituret loyalt. Hun synger med både kraft og sjæl. Dog er hun i 1. akt instrueret i karikeret mimik, gestik og revypræget Amager-accent, der reducerer blomsterpigen til en inferiør tegneseriefigur. Det strider mod den grundlæggende genremekanik i ”My Fair Lady”; musicalkomedien. Denne forudsætter, at publikum tidligt aner Elizas potentiale og intelligens – ellers mister forvandlingen sin dramatiske effekt. Oversættelsen af “Wouldn’t It Be Loverly” til “Dajerlig” hjælper heller ikke. Eliza er fattig – ikke dum.

Lyngbos instruktion begrænser Topp Christensens mulighed for at tage plads. Elizas udvikling fra underklassepige til selvstændig kvinde mister dramatisk vægt. Topp Christensen gør, hvad hun kan, men grebet om karakteren er ikke helstøbt. Fokus går til Plaugborgs sprudlende Higgins.

Da Eliza i slutbilledet står alene foran den blå himmel, synes hun uforløst på trods af at have forladt Higgins som en anden Ibsensk Nora. Moderens ånd forsvandt sporløst efter første akt med den opera-psykologiske ramme flagrende efter sig. Det latent feministiske selvstændighedsprojekt, som kunne tale glimrende ind i vor tid, opløses i uklar symbolik.

Kim Hammelsvang, Peter Plaugborg, Sofie Topp Christensen og Sebastian Harris i "My Fair Lady".
Foto: Camilla Winther

Spilleglæde og stjernestøv

Trods diskrepansen er forestillingen en musical af høj kvalitet. Ensemblet sprudler i de mange småroller, og James Leeces koreografier er humørfyldte og præcise. Orkestret under Per Engström spiller levende og nuanceret – en sjælden fornøjelse i en musicaltid med backtracks.

Stjernestøvet manifesteres i birollerne: Kim Hammelsvang er britisk elegant som Oberst Pickering med lystspilstiming i ærmet. Hanne Uldal er rank og varmhjertet som husholdersken Mrs. Pearce. Susse Wold spiller Mrs. Higgins som en afsvalet excentrisk betragter, der maler en nøgen ungersvend i atelieret – ét af Lyngbos fine påhit. Sebastian Harris synger forførende som Freddy Eynsford-Hill, men kunne have fået lov at folde karakteren lidt mere ud.

Tommy Kenter er et regulært scoop som Elizas far, skraldemanden Alfred P. Doolittle. Hans underklassealkoholiker er både charmerende og urovækkende – en sproglig manipulator, der ikke har råd til moralske kvababbelser. En disciplineret præstation, der i sig selv er billetprisen værd.

Tommy Kenter (i midten) og ensemble i "My Fair Lady".
Foto: Camilla Winther

Genren der vakler

”My Fair Lady” er én af Det Ny Teaters mest gennemførte produktioner i nyere tid: professionelt, veldesignet og leveret med håndværksmæssig kunnen. Publikum kvitterede med stående applaus, og melodierne fulgte os ud i den sneklædte aften.

Vi er prægtigt underholdt og forstår, at historien handler om mennesker, der har vanskeligt ved at tillade hinanden at komme tæt på. Værket er opdateret, så den onde mand ikke får pigen, men et fortjent lag tæsk og en blodtud. Vi efterlades ikke med Disneyficering og dårlig smag i munden, som denne tekst har genereret i tidligere opsætninger.  En gyldig 2026-version, men genren vakler. Martin Lyngbo synes som instruktør mere optaget af en uforløst pseudosocialrealisme end af stilkomediens lethed. Det er problematisk, fordi musicalkomikken svækkes, skønt musik og koreografi trækker i den lette retning.

Vor ærgrelse udviskes imidlertid af Peter Plaugborg. Hans altoverskyggende Professor Higgins er en præstation, man husker. En præstation, som uden tøven fortjener en Reumert. Det Ny Teater giver os med denne ”My Fair Lady” en solid firstjernet musicalklassiker, men den femte er ene og alene Peter Plaugborgs.  

 

Fakta: 

"My Fair Lady", Det Ny Teater. Tekst/Musik: Lerner & Loewe efter Bernard Shaws skuespil "Pygmalion". Iscenesættelse: Martin Lyngbo. Scenografi & kostumer: Paul Farnsworth. Koreografi: Jeames Leece. Lysdesign: Malthe Haugaard. Musikalsk instudering: Per Engström. Oversættelse: Holger Bech/ Karen Hoffmann. 

Medvirkende: Sofie Topp Christensen, Peter Plaugborg, Kim Hammelsvang, Tommy Kenter, Susse Wold, Sebastian Harris, Hanne Uldal mfl.

Anmeldt ved premieren, d. 5/2 2026.