Lone Rødbroe: "Det er fanme synd for Winnie!"

 

Den midaldrende Winnie sidder fast og taler for ikke at være alene. Skuespiller Lone Rødbroe udlever derimod en drøm i monologen ”Glade dage” på Folketeatret - Becketts absurde klassiker om sorg, alder og alt det, man ikke fik ryddet op i.

 

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet 13. januar, 2026

Hendes stemme bølger varmt i telefonen. Rolig, levende, i bevægelse. Jeg møder en moden kvinde, mens hun sidder fast, bogstaveligt talt, i en sandbunke. I Samuel Becketts absurde monolog ”Glade dage” spiller Lone Rødbroe kvinden Winnie. En opgave, hun selv kalder en drømmerolle, og som hun sætter alt ind på.

“Først og fremmest er jeg ingen Bodil Udsen” bemærker min samtalepartner, da samtalen falder på hovedrolleindehaveren fra TV-teatrets berømte version af ”Glade dage” fra 1960’erne. Dog rummer Rødbroe, ligesom Udsen, komikerens folkeforførende jordbundethed – forlenet med en tragisk nerve. Det skinner igennem, når hun taler om rollen. Om sorgen. Om angsten.

Når forestillingen har premiere den 17. januar på Folketeatret i København, er der ingenting at gemme sig i. Lone Rødbroe har et stærkt kunstnerisk hold i ryggen, men til slut sidder hun der helt alene. Nøglen synes at være modet og nærværet – viljen til at stille sig til rådighed. Som skuespiller og som menneske.

Foto: Folketeatret

Drømmen

Skrevet i 1961, som en del af det absurde teater, reagerer ”Glade dage” på en verden efter to verdenskrige, hvor meningen er brudt sammen. Winnie sidder fast i sand til taljen, men ordene fortsætter. En tragikomisk maraton for en skuespiller.  

”For mig er det en fortælling om sorg. Den helt håndgribelige sorg. Winnie sidder fast i sit liv, i den alder, jeg selv er i, hvor man er udfordret af overgangsalder - og ikke mindst; hun har mistet sin mand” indleder Lone Rødbroe. ”Manden Villy har begået selvmord med sin tjenestepistol, men han er fysisk tilstede på scenen, hun ikke kan slippe ham. Hun kan ikke holde ud at være alene.” konstaterer skuespilleren nøgternt.

Begejstringen skyder sig nu vej gennem telefonen: ”Det er scenograf Steffen Aarfing, det geniale menneske, der har skabt rummet, og jeg ser et parcelhus, der er brast sammen. Op ad den sandbunke, jeg sidder fast i, stikker også en gammel lædersofa og en støvsuger. Stemningen siger: Der har været krig, og der kommer muligvis krig igen. Det er et foruroligende rum. Et stærkt rum”.   

”Hvad er det ved rollen som Winnie i ”Glade dage”, der fascinerer dig?” fortsætter jeg. ”Jeg læste teksten første gang, da jeg studerede dramaturgi i slutningen af 1980’erne, og jeg blev fuldstændig vild med det univers, Beckett skaber. Der er noget charmerende og klovneagtigt ved hans arketyper. Vi kender dem, og Winnie har altid været en drømmerolle for mig, men jeg vidste også, at det var en uopnåelig drøm - troede jeg”. Hun holder en pause. ”Men nu - jeg har jo både den rigtige alder og den rigtige størrelse til at spille dét stykke. Beckett skriver det jo oven i købet – ”En kraftig blondine, hvis det kan lade sig gøre”. Blondine er jeg ikke, men resten går jo fint”. Latteren runger.

”Er du præstationsangst?”. Råt for usødet replicerer hun: ”Det er den største opgave, jeg nogensinde får. Det er jeg mig pinligt bevidst. Nogle gange fylder det meget. Kan jeg det? Skulle man ikke have fundet en anden i min generation til at spille den rolle? Jeg har aldrig skullet lære en tekst, der er så svær. Jeg er fire uger inde i prøveperioden nu, og jeg bruger så mange timer på at terpe tekst hver dag”. ”Hvordan er det at være sprogligt stramt bundet af rettighedshaverne?”. ”Teksten er i sig selv et kunstværk, som vi overhovedet ikke må pille ved, og der er en lettelse i, at der ikke er noget at diskutere på ord-niveau – så kan vi i stedet diskutere, hvordan vi formidler ordene meningsfuldt”. 

Bodil Udsen i "Glade dage" på Fiolteatret, 1962. Forestillingen blev siden overført til TV-teatret.
Foto: Allan Moe

Jeg er der bare

”Du skal på turné i både små og store sale landet over - ud over scenekanten fra en sandbunke. Hvordan arbejder du med det udtryksmæssige?” vil jeg nu vide. Lone Rødbroe begynder med at uddele en buket verbale roser: ”Altså først og fremmest er Lene Skytt, en vidunderlig instruktør – hold kæft, hvor er hun god. Jeg føler mig set og gennemskuet af hende på fineste facon. Jeg har en fornemmelse af, at jeg næsten ikke spiller. Jeg ér der bare. Winnie er en dame, der bare sidder dér. Hun er frygtelig ked af det. Det med at miste sin egen ungdom, sin mand og verden omkring sig, det har hun ikke fået taget sig en skid af, så hun sidder og taler med sig selv, selvom det er det, hun allermindst kunne tænke sig.”.

Den sprøde veneration intensiveres i uddybningen: ”Jeg tror, at Winnies største ønske er at slippe fra denne verden, men man kan ikke slippe fra sit eget lort, før man har taget sig af det, vel? Men jeg tror, hun dør til allersidst – det tænker jeg. Hun kan simpelthen ikke overskue det.”. ”Folketeatret, kalder det et af Becketts lyseste stykker, men er det ikke snarere en tragedie?”. ”Jo, det er det. Hun er en idiot, fordi hun ikke har taget sig af sine tab og sin bagage, men hvordan fanden kommer man overens med sine smertepunkter? Det bøvler vi jo alle sammen med. Derfor er det en klassiker, der holder 60 år efter, den er skrevet. Det er fandme synd for Winnie!”

Lone Rødbroe i "Glade dage" på Folketeatret. Foto: Buro Jantzen

Hovedstolen

Mens Lone Rødbroe taler om Winnie, får jeg fornemmelsen af, at hun ikke forsøger at forskønne figuren. Hun gør det modsatte. Hun bliver i sandet – i værket – i smerten. Der er noget kompromisløst i den måde, hun beskriver arbejdet på. Ikke heroisk. Ikke sentimentalt. Men stædigt. Ikke for at redde Winnie. ”Glade dage” lover ikke forløsning men insisterer på nærvær.

”Når man som jeg er 56 år, har man prøvet at miste, og man har oplevet situationer, hvor man var god til at opføre sig ordentligt, men fanme også det modsatte. Det er derfor, denne forestilling egner sig så godt til, at man spiller den i 50’erne. Jeg kan hente det hele i hovedstolen”. ”Det lyder sårbart?”. ”Ja sgu, men efterhånden som jeg har arbejdet med stoffet, kan jeg se, at jeg ikke kan gøre andet” fortæller skuespilleren med filterløshed i klangen.

”Så vi skal i teatret for at se Lone Rødbroes overgangsalder?”. ”Nej, men jeg kender smerten i at miste, og det må gerne koste mig noget at stå på den scene. Det kommer det til. Selvfølgelig skal jeg ikke være ødelagt af sorg, hver aften efter jeg har spillet, men der hjælper min instruktør jo, så jeg ikke bliver privat. Lene holder balancen sammen med mig” siger den garvede komiker med tyngde: ”Hvis man ikke kan mærke, at der sker noget på scenen, så er teater fuldstændig ligegyldigt?”.

”Kan den her litterære og svært tilgængelige Beckett-tekst ramme publikum på en provinsturné? Er det ikke det, vi populært kalder brilleabeteater?”. Rødbroe slår en kvik latter op men skifter fluks til en saglig tone: ”Jo, det er det også, men jeg kommer ikke til at lave andet end det hér. Det er da muligt, det ikke er for alle, men det kan også være, nogen får noget med hjem, de ikke vidste, de havde brug for. Mit ansvar er at lave denne forestilling så godt, som jeg overhovedet kan”.

Lone Rødbroe i "Glade dage" på Folketeatret.
Foto: Buro Jantzen

Gennemskuet

Lone Rødbroe er midt i en kunstnerisk opblomstring, hvor tilbuddene er så mange, at hun kan tillade sig at vælge. Selv forklarer hun sit modne gennembrud med et selvportræt: ”Måske er det nu, jeg er klar til det – til nye og anderledes teateropgaver. Det er nu, jeg er i balance med alt, hvad jeg er, og derfor er jeg klar til at blive set. Jeg tør at stille mig til rådighed.”.

Atter dukker Bodil Udsen op i mine tanker. ”Har du skjult din kunstneriske sårbarhed i humoren og slagfærdigheden?”. Svaret er kontant: ”Nej, absolut ikke. Jeg har været heldig at få udviklende opgaver af gode mennesker. F.eks. ammen i ”Romeo og Julie” på Vendsyssel Teater og i dramatiker Andreas Garfields ”Køkkenvejen” på Randers Teater.  I efteråret spillede jeg Fräulein Schneider i musicalen ”Cabaret” – det er også kradse sager om krig og racehad”. ”Så hvis nogen vil give dig prædikatet revyskuespiller siger du, som Ulf Pilgaard, at nej - du er skuespiller”.  ”Det er ikke spor nemt at være morsom på en scene, men ja, jeg er skuespiller” siger Rødbroe med klar røst. 

Lone Rødbroe modtog i 2022 en Reumertpris for sin præstation som ammen i
Shakespeares "Romeo og Julie" på Vendsyssel Teater.
Tegning: Thyge Cosedis Holting

”Hvad giver ”Glade dage” dig mulighed for at vise, at du kan?”. ” Jeg kommer til at bruge alt, hvad jeg kan, undtagen mine dansetrin”. Igen en lille latter. ”Jeg ved det sgu ikke. Det her er det største, jeg nogensinde kommer til at lave på en scene, og det vil være hårdt, hvis det ikke lykkes. Men det vil være godt for mig, at det lykkes og resonerer med publikum og med teaterdirektørens forventninger”.  Der bliver stilhed i telefonen. Den får lov at være der, til min samtalepartner selv supplerer: ”Alle behøver ikke bryde sig om det alle sammen, men det skal blive en god forestilling. Hele holdet omkring mig er hentet fra øverste hylde, og det vil jeg fandme gerne leve op til”.

”Du sagde, at din instruktør gennemskuer dig. Hvad betyder det?”. ”Jeg vil gerne være underholdende hele tiden, men man kan straks se, hvis mit nærvær glipper, selvom jeg sidder i alt det sand. Det gør mig tryg, at jeg ved, Lene ser, hvad jeg laver. Jeg er tryg ved hende og det gør, at jeg tør, og at jeg er modig - navnlig når jeg står med sådan en stor og genial tekst. Hvis jeg tvivlede på hendes dømmekraft, så turde jeg ikke at være så meget til stede i det - med hele mig”.

Midt i sandet, midt i livet. Da jeg lægger på, ved jeg ikke, om jeg skal smile eller græde. Men jeg ved, at jeg vil se forestillingen.

”Det er et fantastisk værk, Beckett har skrevet – med eller uden mig. Man skal se ”Glade dage”, fordi det er en historie som handler om os allesammen. Med ét ord handler den om sorg, men jo dermed også om liv og kærlighed. Den er jo urmenneskelig - sorgen. Hvis man har elsket meget, så er det hårdt at miste.”.

Foto: Emilia Therese

Redaktionel note:

Dette interview er blevet til i samtaleform og efterfølgende redigeret til et essayistisk forløb. Spørgsmål er enkelte steder sammenfattet eller udeladt for at lade samtalens rytme, pauser og gentagelser stå tydeligere frem. Citaterne er bevaret i deres mundtlige form.

 

FAKTA:

Lone Rødbroe (f. 1969) er uddannet dramaturg fra Aarhus Universitet i 1993. Hun har senest medvirket i filmene Ehrengard og Kysset af Bille August, Meter i sekundet af Hella Joof og Hvidstengruppen II – De efterladte. På TV Har man bl.a. kunnet opleve hende i TV2 serierne Badehotellet og Sygeplejeskolen

Lone Rødbroe har desuden medvirket i talrige forestillinger på bl.a.  Randers Teater, Vendsyssel Teater og Nørrebro Teater.

Lone Rødbroe har gennem årene medvirket i en lang række danske revyer, bl.a. Odense Sommerrevy, Sønderborg Sommerrevyshow, Hjørring Revyen, Aarhus Revyen og Randers Sommer Revy.

 I 2022 vandt hun en Reumertpris for bedste kvindelige ensemblerolle i forestillingen Romeo og Julie på Vendsyssel Teater.

Fra 17 januar 2026 kan Lone Rødbroe opleves som Winnie i Samuel Becketts ”Glade dage” på Folketeatret i København. Forestillingen kommer efterfølgende på turné i hele landet.

Læs mere om ”Glade Dage” på:

https://www.folketeatret.dk/forestillinger-events/glade-dage/