Årets teatercitater fra Thyge Tegner Teater

Et nyt år nærmer sig, og 2025 bød, her på bloggen, på en række anmeldelser, tegninger og interviews fra det danske teaterlandskab. Årets nytårsbuket består af momenter fra en række spændende interviewsamtaler. Samtidig takker redaktionen de skuespillere og teaterchefer, der har fortalt om deres syn på scenekunsten og livet.  

I januar 2026 bringer bloggen et interview med skuespiller Lone Rødbroe, der fra d. 17. januar står i sand til livet i Samuel Becketts klassiker "Glade dage" på Folketeatret. "Jeg får brug for alt, hvad jeg kan - undtagen mine dansetrin!" afslører Rødbroe i interviewet, der udkommer i januar.

Indtil da kan du nyde de mest tankevækkende citater fra årets interviews med markante danske skuespillere, scenografer, instruktører og teaterchefer. 

God fornøjelse med teatercitaterne og på gensyn i 2026.

Thyge Cosedis Holting

Teaterjournalist, - tegner og redaktør v. Thyge Tegner Teater


Med mikrofonen parat. Mads Knarreborg som en allestedsnærværende
Ulla Terkelsen i Cirkusrevyen 2025.
Tegning: Thyge Cosedis Holting



Om teatret og tilværelsen...

Jeg har en god intuition og timing, så jeg spiller meget på øret som komiker. Jeg er ikke teknisk forfinet i nogle sammenhænge, men jeg ved, hvornår noget virker. Jeg kan blot ikke dissekere det ned til essensen af et håndværk. Jeg tror, at man sagtens kan være en god spillemand uden. Det er nok det jeg er; en god spillemand"

Frederik Cilius, skuespiller og multikunstner

Tegning: Thyge Cosedis Holting


” Jeg har oplevet tidligt i mit liv, i skoletiden osv., at andres mening om mig var vigtigere end min egen. At jeg hele tiden skulle tilpasse mig, hvis jeg ikke ville være udenfor. Arbejdet som skuespiller er for mig også en helingsproces, og jeg bruger det som en del af min livsrejse mod at blive et helstøbt menneske”.

Stanley Bakar, skuespiller, 

Foto: Palle Schultz


"Helt ærligt: Jeg går ikke ret meget i teatret. For det første har jeg ikke altid tiden, og for det andet er teater en ekstremt svær kunstart. Der er noget i teatret, der deler skæbne med keramik. Det kan meget let blive AOF-agtigt - du ved, kikset og klodset. Omvendt kan det også være fuldstændig vidunderligt. Jeg ved ikke meget om keramik, men jeg tror, det er mere sensibelt, end hvis du f.eks. maler et maleri. Der er også en meget lille toleranceramme, i hvert fald for mig, for om en forestilling bliver god eller ej. Jeg er hyperkritisk – også med mine egne ting. Jeg kan nemt blive den sure gamle mand, når jeg går i teatret, og det bryder jeg mig ikke om. Jeg ved, hvor svært det er. Det er noget nær en umulig opgave at lave teater!!”

Christian Albrechtsen, scenograf

Foto: Lars Horn


” Når nu det er mig, der sidder her, så skal det også være mig, der er her. Jeg vil ikke være anonym. I 2016 skrev jeg en kronik om flygtninge, og det afstedkom en diskussion af, om jeg overhovedet havde ret til at ytre mig om emnet, når jeg er lønnet af staten. Jeg tænkte: ”Hvad fanden havde I regnet med?”. Er teatres opgave ikke at sige magten midt imod, så man kan blive klogere på sig selv? Jeg bliver nogle gange overrasket over, hvor magtfuld en stilling, jeg egentlig har siddet i i ti år."

Morten Kirkskov, skuespilchef, Det Kgl. Teater

Foto: Camilla Winther


”Ansøgningen til dette job skrev jeg en søndag morgen, hvor jeg stod op før resten af familien. Jeg satte mig og kiggede ud over vandet i vores virkelig dejlige lejlighed i Fredericia og skrev ansøgningen i ét hug. Fra ende til anden. Jeg viste den til min hustru, som satte nogle kommaer og græd, mens hun læste den. Det virkede som om, alt det jeg havde lavet forud var øvelse til stillingen som chef for Østre Gasværk Teater, og det blev først tydeligt dér. Det er én af de få gange, jeg har oplevet, at noget var et kald."

Søren Møller, Teaterchef, Østre Gasværk Teater

Foto: Søren Malmose


”Jeg var ikke ret god til at gå i skole, men jeg var god til at charme mig igennem og blev venner med de rigtige mennesker - skoleinspektøren f.eks. Ellers var jeg endt med eksamen i fuldt pensum i gymnasiet. Da jeg kom på skuespillerskolen i Aarhus, ville jeg jo ikke hjem, for jeg elskede det. Den følelse havde jeg aldrig haft i folkeskolen, for jeg er meget selektiv med, hvad jeg bruger min tid på. Man kunne ikke overbevise skoleeleven Amanda om, at hun skulle bruge tiden på noget, hun ikke ville. Sådan har jeg det stadig.”

Amanda Friis Jürgensen, skuespiller

Foto: Iask Hoffmeyer


”Vi har talt meget om kærligheden som afslørende for den tid, et værk er skabt i. Hvordan vi konsumerer kærligheden i dag er ret afslørende for vores tid med dens realityprogrammer osv. Hvordan bliver kærligheden portrætteret og iscenesat? Jeg har da som kvindelig kunstner skammet mig over, at jeg synes, kærlighed er så fascinerende et tema. Det har længe ikke fået lov at være lige så politisk, filosofisk og psykologisk interessant som mere tunge emner - f.eks. døden. Da jeg begyndte at læse forskellige sociologers betragtninger om kærlighedens plads i vores samfund, tænkte jeg pludselig: ”This is everything!”. Kærlighed er jo det vigtigste i livet for de fleste mennesker. Det er jo en grundlængsel der ligger så centralt i vores liv.

Carolin Oredsson & Josefine Thornberg-Thorsøe, huskunstnere v. Aarhus Teater

Foto: Carolin Oredsson


”Ønsket må være, at publikum bliver rørt. Om det er af- eller påklædning kommer jo an på den enkelte tilskuer. Føler man sig rystet eller bare en oplevelse rigere? Jeg vil ikke lægge for mange ønsker over på publikum eller sige, hvad de skal føle. Hvis jeg som publikum mærker, at en forestilling vil noget bestemt med mig, så er jeg meget svær at klæde af - så bliver jeg modvillig. Vores arbejde handler så meget om balance og føling. Publikum er forskellig fra aften til aften, og det er noget af det mest sindssyge ved det her arbejde. Vi ved aldrig, hvad de kommer ind med. Det er noget af det ærgerlige ved at give interviews forud for en premiere. Jeg ved godt, at vi skal reklamere, men i virkeligheden ville en eftersnak med publikum jo være langt mere interessant. Hvad fik de ud af det, de så?”.

Sicilia Gadborg, skuespiller

Foto: Randers Teater


”Teatercheferne vælger jo for fanden selv aktivt at ligge under for det faktum, at de fra politisk hånd er forpligtet til at få mange mennesker i sæderne. Det forhindrer jo den kompromisløshed, scenekunsten fordrer. De store teatre skal ikke eksperimentere alle slanterne væk, men i stedet få sig en eksperimentalscene, som Aarhus Teater har - og har succes med. Ja, teatret skal have et publikum. Jeg er ikke idiot, men vi mangler en højere grad af risikovillighed, og den tør man ikke løbe. Det må du gerne citere mig for. Nogen skal jo sige det!”

Jakob Steen Olsen, Kulturkommentator og teateranmelder, Berlingske 

Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix Denmark


”Jeg jagter ikke, at alle skal stå på scenen og føle noget. Omvendt er jeg ikke spor bange for følelser i et prøvelokale. Jeg går op i, at man tager alvoren på sig, og at man tager historien seriøst. Hvis man gør det, fremkalder det ofte automatisk følelser. Det har jeg været meget optaget af som instruktør det sidste par år - at få det menneskelige frem i de skuespillere, jeg arbejder med. At få dem til at stå mere frem som mennesker og historiefortællere end som karakterer, vi taler om i tredjeperson. Det er noget, jeg selv gør en dyd ud af frem for at sige til læseprøven: ”Nu skal vi alle sammen føle en hel masse.”

Nicolei Faber, instruktør 

Foto: Emilia Therese


”Jeg er et lykkeligt menneske - jeg har ikke grund til andet. Jeg har fået alt – roller, børn og har fundet kærligheden først til en kvinde og siden til en mand. Jeg har ikke været forskånet for sorger og tab, men jeg har hele tiden nye planer. Om lidt skal jeg hjem og plante en kæmpe ædelgran i haven. Den vil jeg fanme have i jorden i dag!”

Anders Baggesen, skuespiller

Foto: Emilia Therese

Populære opslag