Nicolei Faber: Jeg har lært at give mig tid.

Skønt borgerforestillingen ”Ukrainske kvinder” på Aalborg Teater har spillet for sidste gang, har den sat spor i instruktør Nicolei Faber. Her fortæller han om processen, udfordringerne og den autenticitet, han stedse er på jagt efter.     

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 27 okt. 2025.

De optrædende græd, publikum græd og selv er han ikke bange for følelser i hverken prøvelokale eller scenerum. Instruktør Nicolei Faber er bedst kendt for en række sitrende elegante klassikeropsætninger med afstikkere til såvel ny dansk dramatik som til Det Kgl. Teaters totalteaterbrag ”Snedronningen” i Ulvedalene i Dyrehaven i sommer. D. 18. oktober spillede Fabers forestilling ”Ukrainske kvinder” for sidste gang på Aalborg Teater. En borgerforestilling og en sekstet af håb, smerte og lidelse baseret på seks ukrainske kvinders historier om at flygte fra et besat hjemland og havne i et venteværelse; i et fremmed land med ukendt sprog og kultur. Idemand og konceptudvikler var Faber selv. Den fingerspitzgefühl for scenisk nerve, han gennem årene har forlenet sine teaterforestillinger med, kom her ikke blot de ukrainske kvinder, Aalborg Teater og dets publikum til gavn. Har den afdæmpede Faber gjort dansk teater en tiltrængt tjeneste?

Nicolei Faber
Foto: Emilia Therese

”Hvad er det, jeg gerne vil bruge disse seks historier til?”

Jeg ringer Nicolei Faber op til en samtale på en grå torsdag i oktober. Han er venlig og talelysten, skønt de lange pauser vidner om en tænksom sjæl bag ordene.  Borgerforestillingen har han selv kaldt teatrets dokumentargenre, så det er, hvor vi begynder. Hvordan arbejder en teatrets dokumentarist?

”Når det handler om traditionelle fiktionstekster på teatret, er jeg som instruktør optaget af, hvordan man strukturerer fortællingen. I ”Ukrainske kvinder” er fortællingen dokumentarisk, men redskaberne er de samme.” indleder Nicolei Faber og uddyber: ”Jeg interviewede de seks kvinder, vi havde valgt til forestillingen, i fire timer pr. person. Derefter bearbejdede jeg den del af deres fortællinger, jeg syntes var væsentlig. I den proces ligger der en ret hård rammesætning. For nogle af kvinderne var det svært at rumme, at jeg undlod en masse detaljer, de selv syntes var vigtige. Det var min opgave at sætte en ramme og spørge mig selv: Hvad er det, jeg gerne vil bruge disse seks historier til?” lyder det retorisk.

"Ukrainske kvinder", Aalborg Teater.
Foto: Rumle Skafte

”Det er et godt spørgsmål, for hvordan undgik du at manipulere kvindernes virkelighed til fordel for dit teatralske udtryk med dem som aktører eller brikker? Kunne det undgås?”.

 

Instruktøren i røret giver sig betænkningstid: ”Det kommer jo an på, hvordan ordet manipulation skal forstås. Vi kunne slet og ret have inviteret disse kvinder op på scenen for at fortælle deres historier, men det ville ikke være teater - det ville ikke være kunst. I det øjeblik vi vælger at lave teater ud af disse seks historier, er der selvklart en slags manipulation, styring eller vinkling inde over.”. Stemmen har en distinkt og beslutsom klang: ”Jeg bruger mine evner som historiefortæller inden for teatermediet til at formidle de seks historier. Det er mine fortælleevner, der definerer opbygningen i den enkelte fortælling og i forestillingen som helhed. Omvendt måtte jeg aldrig lægge ord i munden på kvinderne, de ikke følte var deres egne. Der var desuden hele tiden et oversættelsesaspekt at tage hensyn til. Under arbejdet med forestillingen havde vi en tolk på, og jeg måtte konstant sikre mig, at jeg forstod kvindernes udsagn rigtigt. At de kunne genkende sig selv i det, jeg skrev i manuskriptet og som blev oversat til ukrainsk.” pointerer Faber.

 

”Hvilke etiske overvejelser gjorde du dig som konsekvens af at iscenesætte levende, autentiske mennesker?” vil jeg nu vide. Svaret falder kraftfuldt og uden tøven:”Kvinderne skulle ikke stå og fortælle noget, de ikke havde lyst til at dele. En del af det, der kom frem i vores interviews, ville de ikke tale om på scenen, og det respekterede jeg. Samtidig har prøvelokalet været ekstremt følsomt. Der er blevet grædt, og jeg måtte ofte spørge: Er du sikker på, at du gerne vil fortælle det her? Er du sikker? Jeg valgte at stole på kvinderne. De ville gerne fortælle, selvom det kostede dem smerte. Samtidig har jeg være helt tydelig omkring, at jeg var villig til at ændre min retning, hvis det var nødvendigt for at bevare deres integritet i projektet”.

 

”I forlængelse af det - hvor placerer den færdige forestilling sig mellem det følelsesmættede og det patetiske?”. Nicolei Fabers fint ciselerede røst rummer med ét en stikflamme: ”Det er en enormt powerfuld forestilling, selvom det er så sårbare skæbner. Pludselig har disse kvinder et sprog i et land, hvor de symbolsk sidder i den sceniske ramme, vi valgte - venteværelset. Jeg så, hvordan de voksede gennem processen ved at stå med deres historier og opleve medfølelse, kærlighed og nogen der lyttede. Det er langt fra patetisk.”. Hans konstatering får lov at hænge i luften mellem os. 

"Ukrainske kvinder", Aalborg Teater.
Foto: Rumle Skafte

”Jeg går op i, at man tager alvoren på sig.”

 

Samtalen spores nu ind på scenekunstens særegne evner udi genren historiefortælling. ”Hvad kan scenekunsten, som avisspalter og debatprogrammer ikke formår?”. Nicolei Faber vender tankerne en stund. ”Der er en vældig kraft i at sidde mange mennesker sammen og opleve en teaterforestilling. Pludselig sidder vi ikke derhjemme med hver vores skærm og streamer en serie på Netflix. Nej, der sidder én lige ved siden af mig, og vi kan mærke genklangen mellem spillere og publikum. Jeg tror, vi glemmer, at teatrets grundsubstans netop er, at vi deler en historie. Det er et urgammelt kollektivt ritual. Mennesker har til alle tider fortalt historier om deres eget liv. Det er noget af det mest grundlæggende, man overhovedet kan gøre. At sidde dér og tænke: Sådan har jeg også følt på et tidspunkt.” forklarer han indfølt.  

 

”Hvis jeg nu plæderer for, at du er en instruktør, der dyrker følelsestætheden meget i dine forestillinger…?”. Faber mumler for sig selv et øjeblik: ”Altså jeg jagter ikke, at alle skal stå på scenen og føle noget. Omvendt er jeg ikke spor bange for følelser i et prøvelokale. Jeg går op i, at man tager alvoren på sig, og at man tager historien seriøst. Hvis man gør det, fremkalder det ofte automatisk følelser. Det har jeg været meget optaget af som instruktør det sidste par år - at få det menneskelige frem i de skuespillere, jeg arbejder med. At få dem til at stå mere frem som mennesker og historiefortællere end som karakterer, vi taler om i tredjeperson. Det er noget, jeg selv gør en dyd ud af frem for at sige til læseprøven: ”Nu skal vi alle sammen føle en hel masse.”.  

 

”Hvordan og hvorfor gør du det? Mangler der autenticitet i dansk teater?”. Instruktøren i røret replicerer og undviger i ét: ”Alt teater skal jo ikke være ens, men jeg er interesseret i at skabe et rum for, at skuespilleren kan lægge sit eget liv og sine egne erfaringer ind i rollen, uden at vi skal føre en lang samtale om, hvilket liv den pågældende skuespiller har haft. Jeg synes, det kan skabe en ægthed fri for underholdningsiver og skrælle lag af det sceniske udtryk.”.

 

”Det prioriterer du at gå ind i, mens andre instruktører fokuserer mere på billeder, effekter og show. Du er en instruktør der, som Ingmar Bergman, simpelthen elsker at arbejde med dine skuespillere, ikke sandt?”.  Nicolei Faber har et genert smil i klangen: ”Jeg gav mig i hvert fald enormt god tid i forestillingen med de ukrainske kvinder. Nogle af kvinderne stod med en monolog på otte minutter, og den tid fik de. Ved at give sig god tid, får man også mulighed for at mærke sin egen tilstedeværelse i et rum, både som spiller og tilskuer, frem for at skynde sig videre hele tiden. Det er ellers meget på mode i vores samtid.”.  

 

”Hvad har ”Ukrainske kvinder” kostet dig som instruktør - emotionelt og etisk?”. En lang tavshed hersker i røret, indtil Faber tager fat med veltempereret iver: ”Den hårdeste pris for mig var, at jeg måtte være så sindssygt meget på tæerne konstant. Det er svært at styre en gruppedynamik, når kvinderne ikke er professionelle skuespillere og ikke taler dansk. Det er noget af en udfordring samtidig med, at vi havde tolk på hele vejen igennem. Mit kunstneriske team har måske følt, at jeg var mere kedelig at arbejde sammen med denne gang, fordi min opmærksomhed nødvendigvis måtte være så meget på kvinderne. Jeg bar et kolossalt ansvar over for dem, og jeg skulle være så præcis i mine udmeldinger. I virkeligheden var det en meget gammeldags form for instruktion. Med professionelle skuespillere kan man være meget mere fabulerende og tvivlende, men her var det: ”Du går derover, du tager tekoppen, du stiller den dér og kigger ud på publikum”. Alt det, jeg lærte på teaterskolen, at man ikke må, var her en nødvendighed.” afslutter han med selvironi.   

"Ukrainske kvinder", Aalborg Teater.
Foto: Rumle Skafte

”I behøver ikke at få folk til at grine.”

 

Samtalens afslutning kredser om Nicolei Fabers bidrag til dansk teater nu og her. ”Ukrainske kvinder” ”(…) skaber fornyet håb for teatret som medie.” mente en anmelder. Hvad er det, Nicolei Faber her viste, at dansk teater også kan, når det tør?. ”Du taler om at skrælle lag af i dine iscenesættelser. Savner du ægthed i dansk teater?”.

 

Den garvede instruktør retter skytset mod tilskuerpladserne: ”Jeg skal ikke generalisere, men jeg savner et publikum med en lyst til at se forestillinger, der er svære både indholds- og formmæssigt. Der ligger en grundide om, at det helst skal være underholdende. Hvorfor det? Jeg savner, at vi sammen har lyst til at mødes om det, der er svært uden at lave sjov med det. De sidste par år har jeg, på alle mine produktioner, sagt til skuespillerne: I behøver ikke at få folk til at grine. Det har bevirket, at forestillingerne har fået en anden farve, fordi skuespillerne har haft lyst til at gå ind i et andet arbejdsrum. I Det Kgl. Teaters ”Snedronningen” i Ulvedalene i Dyrehaven havde Kim Fupz Aakeson skrevet et manuskript med en del sjove skæve karakterer. Derfor behøver jeg jo ikke at tilføje endnu et lag af humor. Den er der allerede. I stedet kan spillerne og jeg fokusere på at skabe noget hjerte i forestillingen. Den ægthed stræber jeg meget efter – også i sådan et kæmpestort udendørsformat. Vi skulle mærke lille Gerdas hjerte selv på række 107.”.

Laura Skjoldborg som Gerda i Det Kgl. Teaters "Snedronningen"
i Ulvedalene i Dyrehaven, 2025 Foto: Camilla Winther

 ”Har ”Ukrainske kvinder” ændret din måde at tænke instruktion på?”. Faber trækker vejret dybt: ”Jeg oplevede, at kvinderne stod på scenen med en stor ro kontra den underholdningsiver, der er alle steder i samtiden. Også på skuespillerskolen lærer man jo, at alt skal være højt på energi - lidt fortegnet sagt. Det er fint at gå op i fysisk udtryk og maskens muligheder, men hvis det, man står og siger er vigtigt nok, og hvis det er fortalt godt nok, så kan man skrue ned for mængden af de visuelle og skuespilmæssige krydderier.”.

”Er det en note til unge nyudklækkede skuespillere?”. Nicolei Faber forener igen undvigelse og svar: ”Jeg kan bare konstatere, at denne forestilling virkelig har lært mig noget om kvaliteten ved at give mig tid og fortælle én ting ad gangen. At forestillingen var vedkommende og aktuel, er ikke kun pga. krigen i Ukraine, tror jeg. Forhåbentlig er det også via den måde, vi fik historierne fortalt på.” fastslår kunstneren i telefonen koncist. 

 

Jeg tager fat på seancens epilog: ”Hvad var denne forestillings største styrke? At der var autentiske mennesker på scenen?”. ”Som jeg prøvede at sige før, er skuespillere også i den grad autentiske mennesker, hvis man som instruktør giver dem lov. Jeg vil hellere sige, at ”Ukrainske kvinder” kigger udad og ikke nær så meget indad som noget teater gør. Ikke fordi der ikke må være teater om at være en fyrreårig hvid mand i eksistenskrise eller en kvinde i overgangsalderen. Det må der gerne, men jeg synes, det er vigtigt at gå på opdagelse i det, vi ikke kender. Det ligger der utrolig mange spændende historier i.” lyder det nysgerrigt.

 

”Har du med ”Ukrainske kvinder” gjort dansk teater en ægthedstjeneste?” spørger jeg afslutningsvis. Nicolei Faber reflekterer og taler i ét nu: ”Det bliver alt for firkantet at svare på, men….. jeg kan sige, at jeg er en stor og vigtig faglig erfaring rigere; jeg har lært at give mig tid.”.

Nicolei Faber.
Foto: Cathrine Ertmann

FAKTA:

Nicolei Faber (født 1982) er uddannet instruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2014.

Faber debuterede på Aalborg Teater med iscenesættelsen af Beton (2014) og har siden iscenesat forestillinger over hele landet:

På Det Kongelige Teater bl.a. Lars Von Triers Riget (2018 og 2019) og Snedronningen (2025). På Aarhus Teater bl.a. teaterkoncerten Lyden af de skuldre vi står på (2017 og 2020). På Aalborg Teater bla. Markmanns Drengen der ville være vægtløs (2017), Drøm om efteråret (2024) og Ukrainske kvinder (2025). På Odense Teater bl.a. F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby (2019), Tjekhovs Mågen (2024) og Martin Crimps Cyrano (2024).

Nicolei Faber har desuden iscenesat på Teater Stuk/Grob, Mammutteatret/Siloen, Flyvene Grise/Republique og Copenhagen Phil.

 

Hædersbevisninger:
Modtog for Beton af Thomas Markmann på Aalborg Teater en Reumert for årets forestilling i 2015.
Modtog for Lyden af de skuldre vi står på Aarhus Teater en Reumert for årets musikteaterforestilling i 2018.
Markmanns Drengen der ville være vægtløs på Aalborg Teater blev nomineret til 5 Reumertpriser i 2017

For Mågen på Odense Teater blev Nicolei Faber nomineret til en Reumert som årets instruktør i 2024.

Drøm om efteråret på Aalborg Teater blev nomineret til en Reumert for årets forestilling i 2025