Pas de deux på kanten
★★★★★☆
Af Thyge Cosedis Holting, Teaterjournalist og – tegner
Udgivet, d. 7/9-2025
Skuespillerveteranerne Kirsten Olesen og Anders Baggesen spiller en sagte alderssprød duet i mol. De behersker deres instrumenter til perfektion. De har fornemmelse for hinanden, for ensemblet og for historien. Her er ingen primadonnakomedie. Kun scenisk vellyd.
I teaterversionen af franske Michael Hanekes film "Amour" på Aarhus Teaters Scala Scene fylder Olesen og Baggesen rummet med levet liv, rå humor og tavs fortvivlelse. Vi oplever og indlever os i deres fortælling om det aldrende kultiverede franske ægtepar, der får sygdommen og døden som nådesløs dirigent til deres fælles efterårssonate.
 |
| Foto: Emilia Therese |
 |
Tegning: Thyge Cosedis Holting
|
Teatrets gæst, Kirsten Olesen, giver sig hen i rollen som den syge Anne på en så kompromisløs vis, at denne erfarne skuespillerinde elegant slår en streg over den skrøne, at dansk teater ikke har brug for kvindelige kunstnere over 50 år. (En tanke værd ift. ensemblesammensætningen på Aarhus Teater?) Kirsten Olesen er i rollen såvel ungpigeflirtende og elegant som bittert indebrændt. Hun bevæger sig i Annes sygdom fra det realitetsfornægtende over den falske tapperhed til det grænseløst opgivende. Til slut er hun aldeles hjælpeløs og uden bevidsthed - og dog. Se hendes jernblik styre familiemedlemmerne fra kørestol og sygeseng. Olesen taler med øjnene, og det er stort spil midt i tavsheden. Den smertefulde tavshed.
I rollen som hendes altopofrende ægtemand George spiller Aarhus Teaters Anders Baggesen bedre, end han længe har vist (og vidst?) at han kan. Alene den fysiske fremtoning er et studie i skuespilkunst. I takt med hustruens fremadskridende sygdom synker Baggesens George mere og mere sammen. Kraften svinder - til slut kan han dårligt bevæge sig rundt i lejligheden. Han opgiver sig selv for kærligheden til sin Anne, og da han til slut træffer det definitive og radikale valg, sker det ud af den dybeste hengivenhed. Hans stemme er silkeblød i afslutningsmonologen. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om følelserne bag handlingen. Epilogvignetten viser, hvordan Anne længe har været klar til at tage afsted. Spørgsmålet er: er George klar til, at hun gør det?
 |
| Tegning: Thyge Cosedis Holting |
 |
Tegning: Thyge Cosedis Holting
|
Instruktør Line Paulsen har dygtigt iscenesat dette delikat-realistiske kammerspil med en aldrig svigtende undertone af desperat humor midt i mørket. Publikum er som voyeurer til denne velklingende tragedie fyldt med kærlighed. Til tider er scenerne så intimt private, at man næsten skammer sig over at kigge med. Dermed demonstrerer Paulsen, hvorfor det giver mening at remidere Hanekes film til teaterscenen. Vi trækker vejret med Anne og George, vi genkender dilemmaerne, der involverer de syge deres pårørende. Nanna Bøttcher er ubetalelig selvoptaget øretæveindbydende som parrets verdensdame af en snævertsynet datter. En hurtigt buket blomster, og så er den klaret. Hvorfor dog begynde at tale om følelser i en familie, der aldrig har praktiseret netop det? Hvad stiller man op, når man hidtil har sublimeret alle følelser ind i kunsten? Bøttcher rammer tvivlen på kornet. Ligeledes cirkler en række spillere i velspillede biroller fint omkring Olesen og Baggesen.
 |
| Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Spillestilen er velvalgt realistisk med indfald af absurd forvrængede billeder. Disse må nok tilskrives Annes tiltagende diffuse sindstilstand, og giver mindelser til filmudgaven af "The father" med Anthony Hopkins som den demente elegantier, hvis verden snurrer rundt, da han rammes af Alzheimers. Når hjemmehjælperne på Scala, i en forvrænget rengøringssekvens, hælder sand på gulvet, bliver symbolikken dog så fuldfed, at det tangerer overfodring. At scenen i samme sekvenser fyldes med blomster rammer os til gengæld i mellemgulvet. Vi sender dem pligtskyldigt, men hvad hjælper de?
 |
Tegning: Thyge Cosedis Holting
|
 |
Tegning: Thyge Cosedis Holting
|
Scenografiens franske herskabslejlighed er et højloftet smagfuldt fængsel, hvori det kendte liv falder fra hinanden. En gammel facade, der krakelerer har scenograf Rebekka Bentzen begavet skabt i en smuk traditionel dekorationen. Scenografien suppleres af Thora Eriksens lidt ufokuserede lysdesign, der prøver at være symbolsk, men i stedet virker ejendommeligt gammeldags og noget for håndfast med sine bastante blå og gule farver. Antydnings kunst er ofte den stærkeste.
Først og sidst vinder instruktør og dramatiker Line Paulsen med durpassager af hengiven kærlighed midt i forfaldshistorien. Balancen mellem det skønne og det grumme holder hun koncist. Med en virtuos pianist som Albin Axelsson ved flygelet, bliver forestillingen som et epilogtema i en vedkommende livets kammerkoncert. Om alderdom - for alle aldre. Det hele svøbes i musik af Schubert, Chopin, Beethoven, Mendelssohn mfl. Den rene nydelse og en tankevækkende kontrast til de barske realiteter.
Vedkommende teater til tiden - om de ældre, man alt for sjældent sætter på scenen.
Da capo. Da capo.
FAKTA:
"Amour", Aarhus Teater/ Efter "Amour" af Michael Haneke/ Oversættelse: François-Eric Grodin/ Dramatisering og iscenesættelse: Line Paulsen/ Scenografi og kostumedesign: Rebekka Bentzen/ Kompositioner: Sebastian Toft (Skt. DeLarge)/ Lysdesign: Thora Eriksen/ Lyddesign: Aki Shiraishi Bech/ Medvirkende: Anders Baggesen, Kirsten Olesen, Nanna Bøttcher, Katinka Launbjerg, Line Bie Rosenstjerne, Sebastian Sergio Tao Fogh, Albin Axelsson
Forestillingen anmeldt og tegnet ved premieren, d. 6/9 2025
