Anmeldelse: "La Traviata", Den Jyske Opera

”Er det Verdi værdigt?”

 

Den Jyske Operas opsætning af Giuseppe Verdis opera “La Traviata” byder på pragtfulde sangere i en snerrende spændetrøje af teatralske manerer. 

 

Af Thyge Cosedis Holting, Teaterjournalist og – tegner

Udgivet, d. 20/8-2025

 

★★★☆☆☆

 

I et hjørne på 2. balkon i Aarhus Musikhus introducerer Den Jyske Operas formidler Susanne Vinther med glød i stemmen aftenens premiere. Vi hører om forfatteren Alexandre Dumas den yngre, der skrev romanen og senere skuespillet “Kameliadamen” i 1850’ernes Frankrig. Begge dele bygger på Dumas‘ egen forelskelse i Paris‘ smukkeste kurtisane. Komponisten Giuseppe Verdi så, efter mesterværket “Rigoletto”,  operapotentialet i kurtisanehistorien, og i 1853 var der urpremierne på “La Traviata”. En titel, der gennem årene er oversat til såvel “Arbejdersken” som her “Den fortabte”. Historiens centrum er kurtisanen Violetta, der forlader sit sorgløse liv som luksusluder for den Parisiske overklasse. Grunden er digteren Alfredo, som viser hende kærlighed for første gang. Samfundets dom over en uren kvinde får dog Violetta til at bryde forholdet. Da hun endelig genforenes med sin Alfredo, bliver det blot for en stund, før den unge kvinde, der har været syg fra historiens begyndelse, dør af tuberkulose.

 

“Det er verdens bedste opera. Glæd jer!” afslutter Susanne Vinther og høster et fortjent bifald for sin medrivende introduktion.

Foto: Den Jyske Opera

 Fokusfri forudsigelighed

 

Forestillingens instruktør er Den Jyske Operas kunstneriske chef Eva-Maria Melbye. Hun vil fortælle Violettas historie, kan vi læse i programteksten. En historie om en stærk kvinde, der må bukke under for samfundets konforme normer. En historie, Melbye desværre aldrig fuldt formår at formidle

 

Den primære årsag hertil er en iscenesættelse så teatralsk og forudsigelig, at det må undre. Er karakteren lykkelig, smækker man armene begejstret i vejret, er man syg af tuberkulose vælter man rundt som tjeneren til den fra nytår velkendte ”90-års fødselsdagen”, og er man vred, kaster man en buket blomster forceret i gulvet på en tilpas høj tone. Såvel fantasiløst som en spændetrøje for sangerne. De gammeldags teatermanerer tangerer de værste steder det ufrivilligt komiske.

 

Melbye forsøger sig sympatisk med en original fortolkningsnøgle: barnet Violettas syn på sit voksne jeg. En misbrugt pige, for hvem det måtte gå galt. Imidlertid skimtes pigen kun i korte glimt og bruges slet ikke som en konsekvent iagttager, der kan sætte sit ældre jeg i perspektiv. Perspektiv får vi dog i scenografiske buer, der snævres ind mod et forsvindingspunkt - dødens tunnel. Her vælter, i åbning og slutning, Violetta tuberkuløst rundt, sekunder før døden indtræffer. Operaen oprulles som et langt dejavue. En udmærket dramaturgisk ramme.

 

Scenograf Marcus Olsons fantasi over barokteatres flade perspektivscenografi med borgbuer minder om en dekoration til “Lord of the Rings” - eller til nød “Drot og Marsk”. I festscenerne suppleres buerne af lidet æstetiske plasticstole og 1980’er-inspirerede blomsteropsatser. Stilforvirringen lurer. Tilsæt selv dalende sne som bastant billedsprog på Violettas tilstundende vinter og ditto rosenblade som symbol på den sprøde kærlighed. Referencerne er mange, men har de en fælles retning? Olsons kostumedesign er, trods det enkelte kostumes fortræffelighed, ligeledes en sammenkogt udtryksret bestående af 1850-ernes Parisiske dekadence, Oscar haute couture og en parodisk Eiffeltårnshat. Som krydderi får vi et Prins Henrik’sk jagtantræk til vor helt Alfredo. Kostumeringen af Paris’ skønneste kurtisane Violetta får hende ærgerligt nok til at fremstå som en vissen bondekone fra koret i ”Eugen Onegin”. De tantede antræk, helt ind til undertøjet, lader illusionen om den attråværdige Violetta noget tilbage at ønske.  

 

Anders Polls belysning er den håndfaste turnéudgave med kontante stemnings- og farveskift. Først mod slutningen kommer der lidt indføling ind fra sidelinjen via en nænsomt oplyst lidende Violetta.

Foto: Den Jyske Opera

Foto: Den Jyske Opera

Kampmann og andre kraftpræstationer

 

Violettas parti synges denne premiereaften af koloratursopranen Frederikke Kampmann. En sanglig pragtpræstation, der, Melbyes manérfikserede instruktion til trods, får lov at gribe os, fordi Kampmann mestrer sit instrument sublimt. Såvel koloraturer som de lavmælte, indtrængende bønner til sin elskede, hans strenge far og Vorherre leverer hun perfekt. Desuden tilfører Kampmann partiet en råhed og en karakterstyrke i stemmen, der imponerer. En operaheltinde med noget på spil. Et mesterligt match mellem Kampmanns røst og Verdis tæft for dramatiske energiskift. I 3. akts Addio del passato tager Kampmanns Violetta en så gribende afsked med verden, at vi holder vejret. Tænk hvad det kunne være blevet til, hvis iscenesættelsen gav Kampmann plads til fri talentudfoldelse. Bravt kæmper hun for sagen i de givne rammer.

 

Det samme gør sig gældende for den lyrisk selvforglemmende elsker Alfredo i tenoren Magnus Vigilius maskuline fremtoning. Den pondusfyldte baryton Hrólfur Sæmundsson udfylder partiet som Alfredos far Giorgio. Sangteknisk leverer de to herre tekniske overskudspræstationer, der i velsignede øjeblikke får os til at glemme iscenesættelsens mantra: spil alt for pålydende. Skønt Vigilius ikke får anledning til at demonstrere sit høje C, har han en blomsterlet smagfuldhed i højden, der må forføre bredt i salen. Da han i 3 akt vil tvinge pengesedler i munden på sin Violetta, er han desuden fremragende frastødende.   

 

I de små partier glædes man især over Mathilde Wallevik som Violettas tjenestepige Annina. En figur, der emmer af energi og hemmeligheder. Her er noget på spil.

 

Sangerne kommer teknisk godt fra det faktum, at synges på dansk. At versefødder og Verdi ikke altid rimer, må tilskrives oversættelsen. Det lifligt syngende operakor føjer sig smagfuldt til, trods de visuelt ofte henvises til at være statisk staffage i uinteressant gruppeformation. Når koret fysisk får lov at slå enden gennem stråhatten, er der masser af dansant liv at spore.

Aarhus Symfoniorkester, under Christopher Lichtensteins ledelse, er det en fryd at lytte til. De forvalter nodernes dramatiske last på begavet indfølt vis. De sitrende højstemte passager med fuldt orkester griber os lige så meget som indledningens sitrende violinstrenge, der varsler sorg og undergang. Slagnumre som 1. akts skålsang Brindisi høster særligt bifald.

Foto: Den Jyske Opera

Klapsammenkoncert - og hvad mere?

 

Læner man sig tilbage og lukker øjnene, er forestillingen en vidunderlig Verdikoncert leveret af sangere og musikere af højeste karat. En nydelse for øret, men nu er der jo det ved en opera, at den også skal bestå af troværdige, meningsmættede billeder. Som helhed synes Den Jyske Operas ”La Traviata” konceptmæssigt ufokuseret og visuelt løs i vævningen – parat til at blive klappet sammen til den forestående turné uden alt for mange fine fornemmelser. 

Hvilken historie er det egentlig, Melbye vil fortælle? Forsvarer hun Violetta, eller blev de fikse dramaturgiske ideer blot kastet i vejret på skrømt? Har Violetta dømt sig selv til fortabelse? Er hun offer for samfundets nedvurdering af den frie og selvstændige kvinde? Er det en kritik af den objektivisering af kvinden, der i vore dage udmøntede sig i bl.a. #metoo? Er det en religiøs fortælling om Vorherres straf af en synder, der i det yderste øjeblik angrer efter tilgivelse? Hvad vil forestillingen fortælle os? Det bliver den egentlige gåde, for svaret får vi aldrig. Til gengæld forkæles vore ører af Verdis himmelske musik, men er det Den Jyske Opera nok?

Alle anstrengelserne til trods er det operaformidlerens blændende introduktion, der står skarpest i erindringen, da denne anmelder forlader Musikhuset. 

Er det Verdi værdigt?  

 

 

 

FAKTA:

 

La Traviata, Den Jyske Opera. Musik. Giuseppe Verdi. Libretto: Francesco Maria Piave. Dirigent: Christopher Lichtenstein. Instruktør: Eva-Maria Melbye. Scenograf og kostumedesigner: Marcus Olson. Lysdesigner: Anders Poll. Koreograf: Cirkeline Dahl Bondesen. Dansk oversættelse. Jacob Beck. Aarhus Symfoniorkester.

 

Medvirkende: Frederikke Kampmann, Magnus Vigilius, Hrólfur Sæmundsson, Clara Gunge, Mathilde Wallevik mfl.

 

Musikhuset Aarhus d. 19., 21., og 23., august og 26.-29., nov 2025.

Turné: 10. okt. - 22. nov. 2025.