Anmeldelse: "Cabaret", Randers Teater

 ”På gyngende grund”

 

Med musicalen ”Cabaret” fejrer Randers Teater sit 25-års jubilæum. Det er dygtigt håndværk og faretruende aktuelt teater. Med sikker stilsans skaber instruktør Joy-Maria Frederiksen en farlig intimfest, der tør at stille spørgsmål, vi selv må besvare.

 

Af Thyge Cosedis Holting, Teaterjournalist og – tegner

Udgivet, d. 15/8-2025

 

★️★★★★★

Han er bedøvende ligeglad, som han sidder dér på gyngen iført lyserøde pufærmer og ludende holdning. Øjnene er sammenknebne, og dog fylder han salen med isnende kulde. Sekunder før har Kim Hammelsvang som kabaretens konferencier gynget vildt og sunget prægtigt med en desperat røst fra afmagtens dybeste krater. Nu er der stille. Han glor bare på os. Hvem er overhovedet dette spinkle væsen på gyngen? 1. akts elskelige klovneskikkelse er nu transformeret til en livsfarlig kyniker. En manipulator? Salens eneste realist?

Foto: Martin Gundersen

En truet lilleverden af teater.

I TV ruller verdens uro konstant over skærmen i en brutal strøm af billeder. Dansk teater står ikke tilbage hvad angår tematisk relevante musicals. På Det Ny Teater og Aarhus Teater så vi i foråret “The Sound of Music”, og nu følger Randers Teater trop. John Kander og Fred Ebbs musical “Cabaret” fra 1966 er på papiret teater til tiden. I 1930’ernes Berlin falder den unge amerikanske forfatter Cliff for den dekadente og livssultne sangerinde Sally Bowles i den frivole kabaret, The Kit Kat Club. Mens kærligheden spirer blandt unge og ældre, skyder nazismen frem og spolerer nådesløst menneskers lykke. En ny urolig verden folder sig ud, men livet er en kabaret, min ven - trods ar på krop og sjæl.

På Randers Teater har instruktør Joy-Maria Frederiksen skabt en overbevisende intimoplevelse, som indkapsles af Camilla Bjørnvads virkningsfulde scenografi. En hævet spilleplads, med et lille draperibeklædt proscenium som baggrund. Et par høje trætrapper på siderne fører op til orkestret. En simpel teatralsk ramme, der ved hjælp af en, dør, en seng eller en bænk bliver til et pensionat, en grønthandel eller en togvogn. De medvirkende omdanner selv scenografien, for her er ingen kunstig fjerde væg. Vi er i teatret. De forreste publikummer er bænket ved runde borde nær scenen. De medvirkende, svøbt i kostumier Helene Billingsøes sikre pastiche over 30’ernes mode, spiller for os og med os. Mia Willetts lysdesign understøtter forestillingens montageform med håndfaste stemningsskift, mens Rune Abels lyddesign er diskret soundtrack til en verden i forandring.  Vi inviteres ind i en truet lilleverden, hvor man danser ubekymret på bordene - og danset bliver der.

Koreograf Peter Friis er manden bag en vifte af imponerende præcise dansenumre, der kombinerer det elegante med det stumfilmsgroteske. Tre professionelle dansere leverer varen med høj teknisk begavelse. Samtidig indgår de ubesværet som en homogen del af ensemblet.

Det ene musikalske hit efter det andet klinger fra kapelmester Thomas Pakula og fem musikere. Med teatralsk musicalflair, dramatisk nerve og fin følsomhed understøtter orkestret handlingen med sikker timing. Såvel shownumre som ballader flyder begavet, og orkestret afviger fra al konkurrence med sangerne. En gennemmusikalsk præstation får vi endvidere fra Randers Teater Kor, der som synkront agerende iagttagere dukker op og kommenterer handlingen med blændende sangstemmer og ild i øjnene. Ilden spores også hos Randers Teaters talenthold, der energisk indgår som ensemble.

Foto: Martin Gundersen

Foto: Martin Gundersen

Et fund

I den centrale rolle som natklubsangerinden Sally Bowles er Sicilia Gadborg et fund. En stor sangerinde og kapabel danser er hun øjensynligt, men her er det som karakterskuespillerinde, hun særligt brillerer. Gadborgs Sally Bowles er så brutalt ærlig, impulsivt handlende og intimiderende sulten på livet, at hun aldrig er i ro. Ben og arme kører som trommestikker. Øjnene vandrer konstant efter næste åbne dør, og Gadborg spiller på forkant af beatet hele forestillingen igennem. Med fysisk kraft og teknisk overskud. Det hvide smil kan skifte fra det oprigtige til det manisk slevbedragende på et splitsekund. Elsker hun sin Cliff? Elsker hun sin kabaret? Elsker hun sit Berlin?  De indfølte kærlighedsscener med Cliff står som skærende kontrast til maskeringen, der giver mindelser om en karikeret Josephine Baker. Bevægelsesmønstret er sine steder dybt stiliseret. En tegneseriefigur. En fortabt marionetdukke i storbyens strenge. Sally er en overlever, der insisterer på at synge videre i kabareten, men for hvilken pris? Hør Gadborgs version af storhittet ”Cabaret”. Hårene rejser sig.   

Som Sallys amerikanske forfatterven Cliff er Daniel Bevensee forfriskende maskulin og stålsat. En fornem sangstemme og en sikker replik gør ham til et rigtigt menneske snarere end den homoseksuelle karikatur, karakteren ofte ender som. Nuancerne klæder.

Bue Wandahl er som Ernst Ludwig først uhyre elskværdig med sin ranke holdning og joviale fløjlsdiktion. Da han tager frakken af og afslører sit naziarmbind bliver det des mere afskyeligt. Underspil af den interessante slags. Lone Rødbroe og Karsten Jansfort er oprigtigt rørende som de aldrende elskede; pensionatsværtinden Fräulein Schneider og hendes jødiske grønthandler Herr Schultz. De to garvede revykomikere docerer deres virkemidler så dygtigt, at vi sidder med en klump i halsen, da den sprøde kærlighed spirer, hen over en ananas, og siden splintres. Jansfort forener den modne Romeos håb og tvivl, mens Rødbroe kan foredrage en sang på et Liva Weel`sk bagtæppe af tilbageholdt fortvivlelse. Christina Elisabeth Mørkøre sætter prikken over i’et som en vidunderlig vampet prostitueret Fräulein Kost med en Piaf’sk sangstemme, der bliver hængene i luften. En snert af accent gør de tyske karakterer velgørende afklædte. Der er noget på spil.

Plat bliver intet i komedieveteranen Joy-Maria Frederiksens effektive iscenesættelse af den komplekse dramatiske montage, hvor den ene scene konstant knopskyder til den næste. Som et urværk af præcision skrider forestillingen over den lille scene. Enkeltelementerne danner én storladen, humoristisk og tragisk fortælling om en tid, der ikke er vores men ligner vores i uhyggelig grad. Vi kan feste, men sablernes raslen kan vi ikke ignorere. Det minder én figur os særligt om.

Foto: Martin Gundersen

Foto: Martin Gundersen

Hammelsvang

Han er ligeglad. Bedøvende ligeglad som han sidder dér i gyngen iført lyserøde pufærmer og ludende holdning. Forestillingens holdepunkt og castingmæssige guldæg; Kim Hammelsvang som konferencieren. Præstationen er så rigt facetteret, at anmelderklicheer ikke slår til. Hammelsvang har guidet os igennem musicalen fra første færd: ”Wilkommen, bienvenue, welcome!”. Med træk fra såvel Charlie Chaplin som drilledjævelen Puk i Shakespeares ”En skærsommernatsdrøm” har han sunget inciterende, danset vildt, spjættet, kravlet og fjantet i et rent festfyrværkeri af overgearet løssluppenhed. Men nu gynger verden. Er konferencieren en lille ensom mand, der kun udlever sit inderste væsens seksuelle længsler i kabarets natlige inferno? Er han en kyniker, der med ét afslører vores uvidenhed, som han sidder der på gyngen? ”Hvad har I tænkt jer at gøre?”.

Forestillingen stiller spørgsmål og er eksklusiv nok til ikke at give os svar. Kun dette står fast: Kim Hammelsvangs mageløse konferencier opsummerer, i dette tavse og intense øjeblik, hvorfor ”Cabaret” er teater til tiden. Han sidder der blot, men han tvinger os til at se os selv i øjnene.

Vi bevarer billedet af ham på gyngen, der svinger – ganske lidt. Ganske ildevarslende.

 

Foto: Martin Gundersen

FAKTA

”Cabaret”, Randers Teater/ Spilleperiode: 14. august til 13. september 2025/ Skuespillere: Sicilia Gadborg, Kim Hammelsvang, Daniel Bevensee, Lone Rødbroe, Karsten Jansfort, Bue Wandahl, Christina Elisabeth Mørkøre/ Dansere: Ellen Fjord, Johannes Lyngby Johansen, Oliver Poulin/ Kapelmester: Thomas Pakula/ Musikere: Jacob Venndt, Lea Nielsen, Anders Farstad, Johan Toftegaard Knudsen, Lars Wagner/ I øvrigt medvirker Randers Teater Kor og unge teatertalenter fra Randers Teaters Talentskole/ Instruktør: Joy-Maria Frederiksen/ Scenograf: Camilla Bjørnvad/ Forfatter: Joe Masteroff / Komponist: John Kander / Dramatiker: Fred Ebb/ Oversættelse: Jesper Dupont/ Kostumier/skrædder: Helene Billingsøe/ Koreograf: Peter Friis/ Forestillingsleder: Mette Mathiasen/ Lysdesigner: Mia Willett/ Lyddesigner: Rune Abel.