Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe: "Nationalspil i mulighedsrummet"
I Aarhus Teaters
kommende 125 års jubilæumssæson genopstår Danmarks nationale festspil
”Elverhøj” i kælderformat på den lille lavloftede scene STUDIO. I det teatrets
mulighedsrum der for anden sæson i træk danner rammen om huskunstnerduoen
Carolin og Josefines teaterleg. En leg præget af både alvor, humør og
hengivenhed.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og -tegner
Udgivet, d. 4/6 2025
Da Aarhus Teater i 1990 fejrede sit 90 års jubilæum, satte man alle sejl til i festligholdelsens navn; ”Elverhøj” stod på plakaten, og snart gør nationalhittet det igen i anledning af 125 års jubilæet. Johan Ludvig Heibergs festspil blev førsteopført i 1828, og den nationalromantiske fernis er tommetyk. Her er poetisk kærlighed, overtro, elverpiger, en klog bondekone og en alfaderlig Kong Chr. IV, som løser en noget tynd konflikt mellem fire unge elskende. Slutteligt kan alle højstemt bryde ud i den kongesang, vi kender så godt. Som drama er det et fikst stykke ingenting i bombastisk indpakning med Friderich Kuhlaus romancer, menuetter og jægerkor. Det hele krydret med det fulde teatermaskineri, dansende elverpiger, løvsavskulisser og tåge i lange baner. Et slagnummer på Det Kgl. Teater helt op i 1990’erne
På Aarhus Teater har ”Elverhøj” gået
10 gange siden åbningssæsonen i år 1900, men hvad vil de to unge sortklædte
kvinder, instruktør Carolin Oredsson og scenograf Josefine Thornberg-Thorsøe
dog med denne mølpose af antikveret nostalgi? Som nye huskunstnere har de
høstet anmelderroser i den forgangne sæson med fire eksistentielle, visuelt
stimulerende og grænsesprængende forestillinger på Aarhus Teaters mindste scene
STUDIO. Jeg bemærker de rappe frisurer, en ørering, en tatovering, en
statement-T-shirt og spørger mig selv: Hvad er denne dynamiske duos
kælderkunstneriske vision?
 |
| Pressefoto for Aarhus Teaters kommende opsætning af "Elverhøj" på STUDIO. Foto: Aarhus Teater |
 |
| Huskunstnerne Josefine Thornberg-Thorsøe (tv.) og Carolin Oredsson. Foto: Carolin Oredsson |
”Noget, der føles håbefuldt, muligt og stort”
32-årige Carolin og 30-årige Josefine
har tydeligvis et stærkt bånd. De ser indforstået på hinanden og griner, da de
lander i én af de bløde brune sofaer i Aarhus Teaters kantine. ”Snart har I afsluttet jeres første sæson på
STUDIO under overskriften ”Virkelighedsflugt og katastrofetanker”. Hvad var
jeres succeskriterium?” lægger jeg ud.
Carolin tager ordet med syngende
svensk accent: ”Jeg tror altid, at man
kæmper for, at folk kan mærke det vi laver og blive bevæget af det.”.”100
procent.” bekræfter Josefine og supplerer: ”Vi har snakket ret meget om, hvorfor det er vigtigt for os at lave
teater.”. ”Ja, den snak har vi lige haft. Vi to kender hinanden utrolig godt,
fordi vi har gået i skole sammen og tidligt valgte at arbejde sammen som en
duo. Det vi ville fra begyndelsen var at skabe et tilgængeligt mulighedsrum i
teatret. Et rum, hvor folk kan komme ind, uanset hvad de har af referencer og
opleve noget emotionelt. Noget, der føles håbefuldt, muligt og stort.” siger Carolin. Hun ser spørgende på
sin samarbejdspartner, der stoisk har lyttet.
Josefines røst er dyb og rolig: ”I vores verden er der så mange ting at
flygte fra, men mht. teatret kan man jo også spørge: Hvilket rum vil vi gerne
flygte ind i?”. Instruktøren løber igen med stafetten: ”Ja, vi har arbejdet meget med eskapisme under vores uddannelser på Statens Scenekunstskole.
Eskapisme har vi mennesker jo brug for. Vi har brug for at komme væk fra
virkeligheden for at kunne håndtere den. Når noget i verden er for meget,
opstår der noget magisk, man kan flygte ind i. Tænk på fortællinger som ”Peter
Pan” eller ”Nania”. Det er det samme.”.
De to kunstnere ser hengivent på
hinanden. Dernæst ser scenografen på mig: ”Vi
havde et selvstændigt projekt på Scenekunstskolen på Holmen i 14 dage. Dér
lånte vi en masse kostumer, låste os inde på den gamle malersal under loftet og
legede prinser i to uger. Vi ville træde ind i en magisk verden og bygge den
teaterleg, vi synes er så vigtig.”. ”Ja, teaterlegen er netop, at vi arbejder
meget med at synliggøre springene mellem realisme og fantasi i vores
forestillinger.” forklarer Carolin og afrunder første runde: ”Vi tager publikum med på rejsen ind i det
mulighedsrum, teatret er.”. De unge kvinder minder mig lidt om Gustav Wieds
to gamle tanter i skuespillet ”Skærmydsler”; her findes en indforstået symbiose
– en art ægteskab.
 |
| Skuespiller Thorbjørn Hedegaard i forestillingen "Derude"; huskunstnerduoens første fælles forestilling på STUDIO. Foto: Rumle Skafte |
 |
| Josefine Thornberg-Thorsøe (tv) og Carolin Oredsson fik under interviewet på Aarhus Teater overrakt en teatertegning fra forestillingen "Derude" Foto: Thyge Cosedis Holting |
”Hvilke gaver får man foræret som huskunstner?” vil jeg nu vide. Carolin trækker luft
ind, men Josefine kommer hende i forkøbet: ”For
mig som scenograf har det været en efteruddannelse. At komme under huden på
folk, at blive en del af det her hus og at få et familie. Vi er begge to
flyttet hertil fra København, så vi har jo heller ikke… så mange andre steder
at være.”. Hun taler uden at rokker sig en tomme. Carolin kan derimod ikke
holde sig i ro: ”Aarhus Teater
Josefine bryder tænksomt tavsheden: ”Kun et pres fra os selv, men vi har da
været sådan lidt… shit, der er nogen, der tror på os og giver os en scene og en
hel sæson. Selvfølgelig har vi tænkt: ”Fuck, hvad nu hvis….”. Selvfølgelig er
der et pres, men det er inde fra os selv. 100 procent. Vi har aldrig oplevet at
blive presset her.”. ”Har det indre pres aftaget i sæsonens løb?”. De
tænksomme miner dominerer atter i sofaen.
”Vi øver os i at lægge det fra os, for pres er jo ikke kreativt. Men der kan jo
være mere eller mindre pres bundet til en specifik forestilling, hvor man gerne
vil gøre det godt. Nu skal vi jo f.eks. lave ”Elverhøj” om lidt, men vi er
blevet lidt bedre til ikke at presse os selv. Synes du ikke?”. Carolin ser
på Josefine, der nikker beroligende:
”Jo…jo….100 procent!”
 | ||
Fire succesfulde forestillinger har Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe sammen skabt på Aarhus Teaters mindste scene STUDIO i sæson 2024/25. Her ses skuepiller Clara Phillipson i dramatiseringen af Bjørn Rasmussens roman "Kirstens hævn". Foto: Rumle Skafte
|
Samtalen spores nu ind på det
nationalepos, som Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe sætter op på
Aarhus Teaters STUDIO i den kommende sæson. ”I
laver tre forestillinger om kærlighedens og romantikkens plads i vores tid og
lægger ud med nationalspillet ”Elverhøj” fra 1828. Hvad drager jer ved
”Elverhøj”, som i dag vel er et komplet uforståeligt værk for de fleste?”.
”Du skal huske, at det jo ikke er originalteksten, vi sætter op. Det er
vigtigt for mig at sige. Dramatiker Alexandra Moltke har lavet en fantastisk
omskrivning af ”Elverhøj”, og det er den, vi spiller.” forklarer Carolin med livlig gestik. Josefines positur i sofaen er fortsat
urokkeligt afbalanceret: ”Først og
fremmest er det jo Danmarks nationalskuespil, der er så storslået og episk. Det
putter vi så ned i en kælder, og det synes jeg er en fed kommentar.” smiler
hun. ”Selve den ide var vi meget
begejstrede for.”. ”Hvor meget af
originalen kommer til at skinne igennem?” fortsætter jeg.
”Meget, men mere kan vi ikke sige endnu.” lyder scenografens ord. ”Det har jo været rigtig sjovt for mig at
se tilbage på tidligere opsætningers visuelle udtryk og se på, hvad jeg kan
genbruge og bruge som en nutidig kommentar til det, der var engang.”. ”Men så
bliver værket vel et kuriosum? Kan man overhovedet lave ”Elverhøj” i dag, uden det bliver patetisk?”.
”Ja, det er jo det, vi ikke kan svare på endnu?”. Josefines stemme er cool, mens det
skælmske funkler i øjnene. ”Men det er jo
et sindssygt spændende spørgsmål.” funderer Carolin. ”Hvorfor har det stykke været sat op på Aarhus Teater 10 gange? Hvad
har det gjort ved publikum gennem tiden? Hvad har dets plads været, hvordan
bygger man et billede af en nation gennem fortællingen, og hvordan kan vi skabe
en nutidig kommentar til det?”. ”Og selve fænomenet et festspil…. Det er jo ren
underholdning… kan man overhovedet putte et festspil ned i en kælder?”
spørger Josefine lunefuldt. ”Vi har jo
ikke Store Scene i kælderen, men vi bevarer alt det skønne, ”Elverhøj” altid
har været forbundet med. Det prøver vi at genskabe på en anderledes måde.”.
Synergien bobler mellem de to
kunstnere. Den lyse og den mørke. Den impulsive og den tænksomme. Josefine rynker et bryn og
 |
| Aksel Erhardtsen (tv.) som Kong Chr. IV, Michael Hasselflug som Mogens og Karen Wegener som Mor Karen i Aarhus Teaters seneste opsætning af J. L. Heibergs "Elverhøj" ved 90 års jubilæet i 1990. Eyun Johannesen stod for instruktionen, mens Steen Lock-Hansen var forestillingens scenograf. Foto: Aarhus Teater |
 |
| Den store fest på herregården Højstrup; et udstyrsstykke. 5. akt af "Elverhøj", Aarhus Teater 1990. I centrum ses Aksel Erhardtsen (tv.) som Kong Chr. IV og Karl Erik Christophersen som lensmanden Erik Walkendorf. Foto: Aarhus Teater |
Den afsatte tid rinder snart ud. De to
kunstnere skal videre til prøve, nu med skuespillerne i kostume og maske, på
sæsonens sidste kælderforestilling ”Clear Blue”. I interviewet er vi nået til
det væsentligste: ”Hvorfor skal publikum
i næste sæson se jeres tre forestillinger om kærlighed på STUDO?”.
Carolin læner sig refleksivt tilbage.
Sætningerne formes langsomt: ”Vi har talt
meget om kærligheden som afslørende for den tid, et værk er skabt i. Hvordan vi
konsumerer kærligheden i dag er ret afslørende for vores tid med dens
realityprogrammer osv. Hvordan bliver kærligheden portrætteret og iscenesat?
Jeg har da som kvindelig kunstner skammet mig over, at jeg synes, kærlighed er
så fascinerende et tema. Det har længe ikke fået lov at være lige så politisk,
filosofisk og psykologisk interessant som mere tunge emner - f.eks. døden. Da
jeg begyndte at læse forskellige sociologers betragtninger om kærlighedens
plads i vores samfund, tænkte jeg pludselig: ”This is everything!”. Kærlighed
er jo det vigtigste i livet for de fleste mennesker. Det er jo en grundlængsel
der ligger så centralt i vores liv.”.
Et blik til Josefine er det lydløse
stikord: ”Og hvad er kærlighed i dag?
Hvorfor har unge ikke sex med hinanden mere? Jamen når de åbner de sociale
medier, bombarderes de med forventninger, der tager livslysten fra dem. Hvis vi
sidder dér og swiper…. Det er så beskidt, og man kan hurtigt føle sit blik
sløret af alle de samfundsforventninger.” konkluderer scenografen, der
samtidig ryster på hovedet som om verdens grimhed uomgængeligt fordrer flugten
til fantasiens rige. Et par ubestemmelige, næsten eventyrlige væsner er mine
samtalepartnere. På én gang bramfri og samtidig så hemmelighedsfulde som den
mytologiske spåkvinde Sibylle. En ung kunstnerduo, to kvinder med én mission,
jeg afslutningsvis prøver at indkredse.
”Hvordan skal man vurdere jeres kommende forestillingers succes?” Carolin Oredsson værger for sig: ”Man kan ikke vurdere en forestilling som
værende god eller dårlig. Spørg hellere: Hvad vil forestillingen og gør den
det, den vil?”. ”Vi laver jo noget, der er os. Det er vel nyskabende, fordi det
er lavet af os. Ingen har jo været os før… men ja… se efter om vores
forestillinger lykkedes med det, de gerne vil.” tilføjer Josefine
Thornberg-Thorsøe pragmatisk. ”Det vi
laver på STUDIO er jo et eksperiment. Nu må vi se!”. Carolin tier og sender
Josefine et smil: ”Det er jo også det,
der er spændende. Vi kender ikke svarene på de store spørgsmål - lige så lidt
som publikum…” lyder det fra den atter tilbagelænede husscenograf,
hvorefter husinstruktøren sætter seancens punktum: ”Men vi stiller mulighedsrummet til rådighed for publikum. Back to the
roots; Det er jo det, vi vil.”.
 |
| Husinstruktør Carolin Oredsson. Foto: Rumle Skafte |
 |
| Husscenograf Josefine Thornberg-Thorsøe. Foto: Rumle Skafte. |
FAKTA:
Carolin Oredsson, husinstruktør (f. 1992)
Carolin blev færdiguddannet som
instruktør på Den Danske Scenekunstskole i 2023, hvor hun skrev og instruerede
afgangsforestillingen TO LIVE WOULD BE AN AWFULLY BIG ADVENTURE. Hun har
efter det lavet forestillingen Robin Hood forever and ever på Backa Teater i
Göteborg i september 2023.
Carolin har udover at undervise børn
og unge i teater arbejdet frem for alt i det frie felt i Sverige, før hun blev
færdiguddannet. Blandt andet på Teater Trixter med musicalen Ide, som hun
selv skrev og instruerede, samt en række andre tværkunstneriske samarbejder -
alt fra korværk til revy.
Josefine Thornberg-Thorsøe, husscenograf (f. 1994)
Josefine blev færdiguddannet scenograf
og kostumedesigner fra Den Danske Scenekunstskole i 2023. Hun debuterede med
forestillingen VERDENSHERSKERNE! på Mungo Park i februar 2024.
Josefine er derudover uddannet
keramiker fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole på Bornholm, hvor
hun blev færdig i 2019, og blev i forbindelse med hendes keramiske praksis
forelsket i at formgive og formidle historier visuelt, hvilket til sidst førte
hende mod scenekunsten.
I sæson 24/25 skabte de to
huskunstnere sammen forestillingerne:
Derude, Lagerlöf, Kirstens hævn og Clear Blue
STUDIO, sæson 25/26
På Aarhus Teaters mindste scene STUDIO
giver teatret sit publikum original og vibrerende scenekunst i overraskende
formater. Her får man historier, som vender op og ned på verden og skaber nye
bånd mellem mennesker.
Aarhus Teaters to nyskabende
huskunstnere, instruktør Carolin Oredsson og scenograf og kostumedesigner
Josefine Thornberg-Thorsøe, er til deres anden sæson på STUDIO klar med tre nye
forestillinger, som stiller skarpt på kærlighedens og romantikkens plads i
vores tid. Publikum får en vild gendigtning af Danmarks nationalepos Elverhøj, et moderne take på legenden om
Tristian & Isolde med storladne
kærlighedssange og den nyskrevne, interaktive forestilling Real Love om jagten på deep true kærlighed.
Læs mere om Aarhus Teaters kommende
sæson og bestil billetter på:
