Stanley Bakar: "Vi er nødt til at starte med at rydde op i os selv."
Stanley Bakar er på livsrejse som skuespiller og menneske. Før en prøve på Nørrebro Teaters ”Menneskekryb” fortæller han åbenhjertigt om en tidlig karrierenedtur, om ikke at ville sættes i bås samt om glæden ved at udforske sit fag - og sit indre.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og -tegner
Udgivet, d. 5/2 - 2025
Jeg lægger straks mærke til halskæden. Den
hvide sten i den sorte lædersnor træder tydeligt frem uden på hans gule striksweater.
Jeg har kendt Stanley Bakar, siden vi sammen spillede vækstlagsteater som
ganske unge. Nu er vi sidst i 30’erne og mødes en januarformiddag på én af Nørrebros
cafeer. Han som skuespiller og jeg som teaterskribent. Han hilsner varmt og hænger
sin grønne regnjakke op. ”Jeg håber, at jeg
har noget fornuftigt at sige.” griner han. Jeg noterer paradokset; Bakar er
én af dansk teaters talentfulde flotte fyre, halvt egyptisk af afstamning og
ikke ulig Disneys Aladdin af ydre. En freelanceskuespiller, der tiltrækker sig
opmærksomhed fra mangt et Københavnsk teater. I skrivende stund spiller han ”En
polterabend” på Betty Nansen Teatret, og om lidt skal han til prøve på Nørrebro
Teaters ”Menneskekryb”, der spiller fra 7. marts. Karrieren kører for Stanley
Bakar, og dog er der en usikkerhed over den 36-årige mand, der aer sin ene hånd
med den anden og fingererer ved halskæden, da interviewet begynder. Ubevidst? Beskyttende?
Her er lag nok at afdække.
 |
| Stanley Bakar Foto: Camilla Winther |
”Er jeg
virkelig så dårlig?”
Da vi sidder over for hinanden i hver sin
lænestol, drager vi tilbage til karrierens begyndelse: ”Du blev uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i 2017 og
blev straks fastansat på Aalborg Teater, hvor du debuterede som Romeo i
Shakespeares ”Romeo og Julie”. Forestillingen fik drøje anmelderhug med både en
og to stjerner. Hvad var det for en oplevelse?”. Stanley Bakar rynker det
ene bryn: ”Ja… Det er et godt spørgsmål.”
mumler han og trækker vejret dybt.
”Det
ramte mig rigtig voldsomt. 45 minutter før jeg skulle ind på scenen dagen efter
premieren, læste jeg den første anmeldelse, som var virkelig hård, og jeg
tænkte: Er jeg virkelig så dårlig? Jeg gik ind på scenen og sagde mine replikker,
mens jeg tænkte: Publikum hader mig, og de er alle sammen enige i præcis den
anmeldelse. Jeg var ét sekund fra at stoppe med at spille og sige ud i salen:
”Undskyld. Jeg ved godt, jeg er dårlig, men jeg kan ikke!”. Jeg blev så bange.
Dér havde jeg aldrig været før, for det her fag har for mig altid været en
tryghedszone, og så skete det her.” erindrer Bakar syv år efter den barske aften på
scenen.
”Men du
stoppede ikke?”. ”Nej, men efterfølgende tog det mig halvandet år ikke at være
bange for publikum. Min angst havde jo ikke noget med dem at gøre, men det havde
virkelig plantet sig i mig, og jeg måtte sige til mig selv: ”Okay, de kan ikke
lide mig, men jeg er nødt til bare at gøre mit arbejde og prøve at finde noget
glæde i det.” konstateres det.
 |
| Nanna Skaarup Voss som Julie og Stanley Bakar som Romeo i Shakespeares "Romeo og Julie" på Aalborg Teater, 2017. Foto: Allan Toft |
”Hvem på
teatret greb dig i den situation?” spørger jeg. Skuespilleren replicerer stille
efter en tænkepause: ”Jeg gav dem ikke muligheden for at gribe mig, for jeg tænkte, at jeg bare skulle igennem
det. Mine erfarne kolleger var mere immune over for anmelderkritik, kunne jeg
mærke, så jeg snakkede ikke rigtig med nogen om det. Jeg begyndte selv at arbejde
med mit forhold til anmeldelser, fordi jeg gerne ville kunne håndtere dem uden
at knække.”. Der er lige dele trods og selvtillid at spore i hans tone. ”Jeg skal jo ikke forsvare mig over for en
anmelder. Der sidder mange mennesker i salen, og de har hver deres subjektive
oplevelse, men jeg må jo stå ved den historie, vi spiller, på den måde, vi
spiller den på.” fastslår Bakar og tager en slurk af sin juice.
”Hvor
langt nående du med din bearbejdelsesproces i tiden på Aalborg Teater?”. Han
rykker insisterende frem i stolen. ”Jeg var
fastansat i to sæsoner og brugte tiden på at komme dertil, hvor jeg er i dag.
Det fantastiske var jo, at jeg bare spillede hele tiden. Hvis jeg havde været
freelancer dengang, ville hver forestilling jo være audition til den næste
forestilling, det næste job, men det pres slap jeg for. På sin vis var det et
perfekt sted at blive hærdet, men jeg følte mig også ensom deroppe, fordi jeg
bøvlede med de anmeldertæsk, mine kolleger kom sig nemmere over… men det var
starten på min udviklingsrejse som menneske og skuespiller, at jeg fik den
nedtur. Den var hård, men lærerig.”. Jeg nikker og noterer, at han igen aer
sig selv omsorgsfuldt på hånden.
 |
| Laus Høybye, Silas Holst og Stanley Bakar i "Moulin Rouge the musical", One & Only Musicals, 2023 Foto: Miklos Szabo |
”Arbejdet
som skuespiller er for mig også en helingsproces.”
”I 2019 forlod
du Aalborg og rejste til København som freelancer. Du har haft jobs uafbrudt,
men bliver ofte castet som den pæne eksotiske mand i f.eks. de to musicals ”Moulin
Rouge” og ”West Side Story?” Bliver du sat i bås af branchen?”. Stanley
Bakar lægger ansigtet i seriøse folder. ”Nu
vil du have mig til at sige noget om den farve, jeg har, og det forstår jeg
godt, for det er da noget, jeg gennem hele mit liv har været meget opmærksom
på. Bliver jeg nu sat i en bestemt bås, fordi jeg tilfældigvis er halvt egyptisk?”
spørger han retorisk og slår ud med hånden.
Jeg fortsætter: ”Får du mon visse roller som en del af en woke- eller
diversitetesdagsorden hos teatrene?”. Min samtalepartner ryster på hovedet.
”Det oplever jeg ikke, og generelt bliver
jeg castet bredt, men i ”West Side Story” på Det. Kgl. Teater spillede jeg
f.eks. Puertoricaner, og hvorfor kan jeg spille det bedre end en hvid fyr, når
der er lige så langt fra Egypten til Argentina som fra Danmark til Argentina?
Hvorfor passer jeg så ind? Fordi jeg er brun? Jamen er det så et udsagn om, at
alle brune ligner hinanden? Det synes jeg godt, man må tænke over i branchen.” lyder
det refleksivt.
 |
| Stanley Bakar som Chino i "West Side Story", Aalborg Teater 2018 Foto: Emilia Therese |
Jeg læner mig frem: ”Har du følt dig stemplet som, med dit eget ord, brun skuespiller?”. Svaret
falder prompte: ”Nej. Folk i branchen
tænker mig heldigvis ind i mange forskellige sammenhænge, men jeg må da være
ærlig og sige, at jeg har sagt nej til castings, fordi rollen pegede mod et
segment, hvor jeg ikke ønskede at havne.”. Jeg studser: ”Som…?”. Han ser mig lige i øjnene: ”Som noget, du ser i nyhederne, der ikke har noget med mig at gøre -
men det er omvendt ikke et emne, jeg gør et stort nummer ud af at italesætte i
mit arbejde, for jeg vil ikke være et problem for nogen.”.
Jeg griber stikordet: ”Hvad mener du med, at du ikke vil være et problem?”. Stanley Bakar
kigger ned på sin halskæde og smiler afværgende. Da hans blik møder mit, er det
både sårbart og afklaret:
”Det
vedkommer egentlig ikke andre end mig selv, men jeg har oplevet tidligt i mit
liv, i skoletiden osv. at andres mening om mig var vigtigere end min egen. At
jeg hele tiden skulle tilpasse mig, hvis jeg ikke ville være udenfor. Arbejdet
som skuespiller er for mig også en helingsproces, og jeg bruger det som en del
af min livsrejse mod at blive et helstøbt menneske”. Han
supplerer med accelererende energi og taletempo. Ӯrlige linjer er bedst i alle relationer, og jeg har sagt til
instruktør Niels Erling, jeg lige har startet prøver med på Nørrebro Teater, at
han ikke må pakke tingene ind over for mig. Hvis jeg spiller i en retning, han ikke
er enig i, så fortæl mig det. Fejl er jo et skridt på vejen til at finde ud af,
hvor vi skal hen. Du taber aldrig. Enten vinder du, eller også får du erfaring.
Hver gang jeg står i en prøvesituation, tillader jeg i dag mig selv at give
forskellige bud uden at tænke, at jeg er dårlig. Jeg byder, og det kan jeg gøre
trygt, fordi instruktøren er ærlig.”. Stilheden sænker sig, og jeg fornemmer,
hvordan anmelderdommen efter debuten blev anledningen til en hovedrengøring,
skønt Bakar stadig har sine hemmeligheder; en skuespillers vigtige virkemiddel.
 |
| Stanley Bakar som Balder i "Ragnarok", Det Kgl. Teater, Ulvedalene, 2023 Foto: Klaus Vedfeldt |
”Gud,
det minder jo om mig.”
Samtalen spores nu ind på den forestilling,
Stanley Bakar om lidt skal til prøve på. ”Du
er i gang med prøverne på ”Menneskekryb” på Nørrebro Teater. Hvad bliver det
for en type forestilling?”. Skuespilleren gestikulerer engageret: ”Forestillingen
har instruktør Niels Erling omskrevet efter den tjekkiske dramatiker Josef
Čapeks skuespil ”Insektliv” fra 1920’erne. Vi spiller insekter, der
repræsenterer forskellige mennesketyper og tematiserer det at blive fanget i
tvivlen om sin overbevisnings rigtighed. Jeg spiller insektpuppen, som er den
hovedkarakter, publikum følger. Han er en rar naiv type – meget i tvivl om,
hvorvidt det positive verdensbillede holder i længden…”.
”Nørrebro
Teater skriver om forestillingen, at den håbefulde rejse, bliver til et bizart
mareridt, hvor skønhed rådner til kynisme, kærlighed stinker af bedrag, og håbet
viser sig at være en fed løgn. Er der noget håb for menneskeheden i den
forestilling? Det er trods alt en komedie.”
Bakar roder sig tænksomt i håret. ”Da jeg læste manuskriptet syntes jeg, det
var meget mørkt, men forhåbentlig er det også et stort spejl, der sættes op og
fortæller os, at vi er nødt til at starte med at rydde op i os selv, så vi er
bedst for samfundet og for de mennesker, vi er sammen med. Det er jo ofte dér,
den største krig ligger – inde i os selv. Ellers ville vi jo ikke behøve at
lede efter os selv i andres ejendele og starte krige.”. Med ét stråler hans
øjne af faglig passion. ”Nu spiller vi jo
insekter, og det skaber selvfølgelig en distance, men jeg tror også, at man,
når man har grinet lidt af den tegneserieagtige spillestil, vil blive ramt og
tænke: ”Gud, det minder jo om mig.”. Vi får en frihed til at tale om noget
større. Du har nok i dig selv til at lave en ændring i verden ved at gøre det,
du kan. Det er dér, jeg er lige nu.” konkluderes det nøgternt.
 |
| Stanley Bakar som frontfigur i Nørrebro Teaters kommende forestilling "Menneskekryb" Foto: Jasko Bobar |
”Du skal
jo kun lave et sekund ad gangen.”
Stanley Bakar tjekker uret på sin telefon. Han
skal være til prøve om et kvarter. Jeg har et enkelt spørgsmål tilbage på mit
ark: ”Dansk teater mangler at opdage, at
skuespilleren Stanley også er?”. Hans ansigt lyser op i et bredt grin, idet
han læner sig tilbage i stolen.
”Sikken
et spørgsmål. At jeg er…. enormt nysgerrig. Jeg ved godt, at jeg kan fremstå… ikke
arrogant… men måske lidt for smart - eller som én med et pokerfjæs. Det skyldes
både min generthed men også, at jeg læser rummet ret intensivt. Tidligere i mit
liv var det noget, jeg gjorde som en overlevelsesmekanisme, for ikke at være
forkert, men i dag bruger jeg det til inspiration i arbejdet. Mine kolleger kan
måske godt tro, at jeg er fraværende, og de kan måske endda blive irriterede
over det, men jeg er bare…. fuldt til stedet på min måde – enormt nysgerrig på
materialet, kollegerne og arbejdet.” bedyrer han. Ikke undskyldende men ej heller
for smart.
Samtalens epilog kredser om det første, jeg lagde
mærke til, da Stanley Bakar ankom til interviewet. ”Du omtalte din livsrejse. Fortæl mig i den forbindelse, hvad din halskæde
symboliserer.”. Skuespilleren og mennesket Stanley holder halskæden mellem
to fingre, mens han svarer så ligefremt, at jeg fornemmer de frisatte
vingeslag:
”Den er
lavet af en vigtig person i mit liv. Det er en krystal, der hedder blå topas,
og den henviser til din egen dybe sandhed. At du ikke skal lade dig indfange af
andres meninger, for du har allerede alle svarene inde i dig selv. Jeg har
enormt travlt arbejdsmæssigt, men det er jo enormt privilegeret. Jeg kan ikke
være i fuld kontrol og topvelforberedt hele tiden, og det øver jeg mig i at være i. Jeg læner
mig ind i det, og siger: ”Stanley, du skal jo kun lave et sekund ad gangen.”
 |
| Stanley Bakar. Foto: Palle Schultz |
FAKTA:
Stanley Bakar (f. 1988) er uddannet skuespiller
fra Statens Scenekunstskole i 2017.
På hans CV står hovedrollen i Shakespeares Romeo og Julie (Aalborg Teater, 2017) samt
medvirken i bl.a. Skatteøen
(Folketeatret, 2019), West Side Story og Ragnarok (Det Kgl. Teater, 2023 og 24), Cyrano og Et dukkehjem (Aalborg Teater, 2018 og 2019), Teaterkoncert
C.V-Jørgensen (Aveny T, 2022) samt de store musicals Moulin Rouge og Saturday Night
Fever (One & Only company, 2023 og 2024)
Fra d. 7 marts - 26. april 2025 kan Stanley Bakar
opleves i Nørrebro Teaters forestilling Menneskekryb,
bearbejdet og instrueret af Niels Erling, frit efter den tjekkiske dramatiker Josef
Čapeks skuespil Insektliv.
Læs mere om Menneskekryb
og bestil billetter på:
https://www.nbt.dk/detsker/menneskekryb/
https://www.teamplayers.dk/client/stanley-bakar/
