Anmeldelse: "The Sound of Music", Aarhus Teater
”Det gudsgivne talent”
Musicalen ”The Sound of Music” er på Aarhus Teater
en liflig forårsforfriskning. Med humoristisk tæft skaber instruktør Viktor
Tjerneld en tidløs følelsesfortælling – ikke mindst takket være en sublimt
spillende Amanda Friis Jürgensen som Maria.
Af Thyge Cosedis Holting, Teaterskribent og – tegner
Udgivet, d. 3. maj - 2025
❤️❤️❤️❤️❤️️
Hun ligger på
scenegulvet. De lange arme er udstrakte. Skoene er smidt, og frihedsfølelsen
flyder ud til os i salen, mens tonerne pibler som kåde fuglefløjt fra orkestret.
Så rejser hun sig og ser på os med ild i blikket. Det er skuespiller Amanda
Friis Jürgensen i rollen som Maria - den viltre nonneaspirant med en sjælelig
forbindelse til bjergene og deres sang. Sangen mestrer hun til perfektion, og
oplader snart glædesdirrende sin lyse røst. ”Fra bjergenes top strømmer skjulte
sange…”. Med jordforbindelse, inderlighed og tårnhøje toner i guitarkufferten får
vi her præsenteret en Maria, der som Belle i Disneys ”Skønheden og Udyret” længes mod
de fjerne horisonter, livet og eventyret. Vi holder straks af hende, vi hepper
på hende, denne mangefacetterede Maria – ganske anderledes vild og kraftfuld
end Julie Andrews ærbare udgave i filmversionen.
![]() |
Foto: Emilia Therese |
Relaterbart og forfriskende.
Musicalens handling er velkendt: I Østrig anno 1938
bliver Maria sendt bort fra klostret for at blive guvernante for syv børn hos
enkemanden Kaptajn von Trapp. Marias varme væsen introducerer både børn og
kaptajn for en musikalsk og emotionel side af livet langt fra militær kadaverdisciplin.
Det ender med fryd og ægteskab med nonnekor. Da nazismen viser tænder, flygter
Maria sammen med børnene og von Trapp fra Østrig til det neutrale Schweiz, og efter
tæppefald håber vi, at musikken og kærligheden vil overvinde krigens gru, om vi
skriver 1938 eller 2025. Håbet lever, hvis du følger dit hjerte, er
forestillings udsigelse. Det tager vi med ud af salen i en tid, hvor der atter rasles
med sablerne.
Tidløs gør den svenske instruktør Viktor Tjerneld
sin iscenesættelse med en spillestil placeret i krydsfeltet mellem realisme, melodramatik
og klassisk komedie. At Tjerneld har sans for begavet morskab, har vi tidligere
set i bl.a. “Et Juleeventyr” på Nørrebro Teater. På Aarhus Teater, i sin første
musical, fortsætter Tjerneld i samme spor. De kvindelige karakterer får lov at
være bannerførere for humoren, mens de tungnemme mænd udleveres. Her er en fin
personinstruktør med stilsans på spil -mestendels.
Godt hjulpet er Tjerneld af Franciska Zahles enkle scenografi med store flader, hvide trappetrin og von Trapps villa holdt i pastellyserødt - parat til Marias indtog. Det farverigt smagfulde går igen i kostumier Karin Gilles kreationer, der loyalt gengiver 30’ernes mode med Maria som farvepalettens yndling i en række pastelkjoler. Koreografien, skabt af Melker Sörensen, rummer festlige og faretruende stumfilmsbevægelser, fyrrige Fred Astair-trin, synkront vimsende nonner og von Trapp-børn, der kan danne finurlige tableauer på et øjeblik. Det hele svøbes i Anders Kjems’ blidt begavede lysdesign og ikke mindst i Richard Rodgers velkendte melodier, som orkestret, under Henrik Svennings ledelse, med operetteswung, dramatisk nerve og florlet følsomhed understøtter handlingen med. Såvel shownumre som ballader er perfekt timede, og orkestret afviger behændigt fra at konkurrence med solister og kor.
Med spillestilen, det visuelle og det klanglige i forening får vi her en moderne ”The Sound of Music” på et bagtæppe af perlende vid. Et velgørende ét, når nu scenografiens bud på de Østrigske bjerge lader noget tilbage at ønske med et par hvide klatter på en pauver grøn baggrund, der tager sig ud som en middagsserviet i et stort sort scenerum. En ejendommelig scenografisk skævert.
![]() |
Foto: Emilia Therese |
![]() |
Foto: Emilia Therese |
Nonner, ungdom og beåndede biroller.
Som nonneklostrets abbedisse er Maria Skuladottir
en varm autoritet, der kan synge sin berømte arie klokkerent og uprætentiøst.
Moderligt favner hun den tvivlende Maria, så vi fornemmer, at der skjuler sig
en livslysten pige bag det sorte slør. Anne Vester Høyer fører sig flot som den
stenrige baronesse fra Wien, der kortvarigt er forlovet med von Trapp, men ikke
kan forene sin pragmatiske holdning til nazismen med hans idealistiske ditto.
Høyer synger med showsmæld i tonerne og spiller rollen som en snæversynet men
ikke utiltalende verdensdame. Hendes samspil med veteranen Anders Baggesen som den
dekadente, nazivenlige impresario Max Detweiler er velfungerede, om end
Baggesen betjener sig lidt rigeligt af affekteret diktion samt væg til væg-mimik
og -gestik. Det virker og får publikum til at le, bevares, men farligt bliver det
aldrig.
Blandt mange velspillede
biroller bemærker man især en henrivende indigneret Frank Thiel som butleren Franz
med ubetalelig mimik. Bagspil af den elskelige slags.
Ungdommen forsvares af Clara Sophia Phillipson som von Trapps datter Lisl. Med prægtig sangstemme og stor humor gennemlever hun hele følelsesregisteret, og hun er ved at æde sin snart 18-årige Rolf med hud og hår under hittet: “Jeg er 16 år. Bliver snart 17 år.”. Altid elegante Oskar Salvatore er hendes på een gang selvsikre og i 2. akt. rystende tvivlfulde Rolf. Sangen i 1. akt er en showstopper, som leveres af de to med nydelsesfuld dobbelttydig finesse. Clara Phillipson fører desuden an i flokken af von Trapp-børn, hvor seks børneskuespillere imponerer med overbevisende spil, præcision, charme og gode sangstemmer. En række ensemblespillere leverer ligeledes skridsikre præstationer i en række fint tegnede småroller.
![]() |
Foto: Emilia Therese |
Manglende erotik og rørpost fra Vorherre
Overraskende nok
står ensemblets driftssikre Jacob Madsen Kvols noget udvisket i billedet som
Kaptajn von Trapp. De stramme officersmanerer, der fordrer kæft trit og retning,
rammer han til perfektion, men er samtidig sat til at spille rollen som en
aldeles uerotisk træmand. Sangstemmen er nydelig, men det er immervæk svært at
se, hvad den livfulde Maria falder for. Her halter både logik og
personinstruktion, skønt Kvols beundringsværdigt forsvarer sin kaptajn – den desillusionerede
enkemand, der dog bærer musikken i hjertet.
Hjertet banker
samtidig så kraftfuldt i brystet på Amanda Friis Jürgensens Maria, at det kan
høres på øverste balkons bageste række. Jürgensen spiller ikke Maria – hun er simpelthen Maria. En stærk kvinde,
der synger som en engel og er fuld af liv, tvivl, snarrådighed, frustration,
undertrykte længsler og dyb følsomhed. Hun løfter børnene til sine forrygende medspillere og musikken strømmer gennem hele hendes lange
krop, der på én gang er teenagekejtet, barligt forlystelsessyg og kan føre sig
poetisk alfesvævende – fyldt med kærlighed.
Viktor
Tjernelds iscenesættelse er solidt arbejde, og dog er det Amanda Friis
Jürgensen, der er nøglen til denne helstøbte og overraskende moderne musicalklassiker.
Hun er stort set ikke af gulvet, og fylder hvert sekund med et intenst nærvær,
der løfter hende fra en habil ung skuespiller til et gudsgivent talent, der må
modtage sin professionelle rørpost direkte fra oven.
”Hvordan får
vi løst problemet med Maria?” synger nonnerne i 1. akt. Teatrets ledelse kan
næppe have været i tvivl; Amanda Friis Jürgensen har i rigt mål stemme- og
spillemæssigt potentiale til Londons West End. Skæbnen og Vorherre førte hende i
stedet til Aarhus Teater.
Man nynner med nonnerne: "Halleluja" - og Amen!
![]() |
Foto: Emilia Therese |
FAKTA:
”The
Sound of Music”, Aarhus Teater. Musik:
Richard Rodgers. Sangtekster: Oscar Hammerstein II. Manuskript: Howard Lindsay
og Russel Crouse. Oversættelse: Frank Rubæk & Steffen Glies. Iscenesættelse:
Viktor Tjerneld. Scenografi: Franciska Zahle. Kostumedesign & Scenografisk
barselsvikar: Karin Gille. Koreografi: Melker Sörensen. Kapelmester: Henrik
Svenning. Lysdesign: Anders Kjems. Lyddesign: Lars Gaarde.
Medvirkende: Amanda Friis Jürgensen, Jacob
Madsen Kvols, Clara Sophia Phillipson, Maria Skuladottir, Anders Baggesen, Anne
Vester Høyer, Oskar Salvatore, Frank Thiel, Nanna Buhl Andresen, Kjartan
Hansen, Jacque Lauritsen, Christina
Marie Skodborg, Laura Kjær Jensen, Emilie Groth, Christina Elisabeth Mørkøre,
Mathias Flint, Erika Wildfang Flensborg, Agnes Bille Veie, Tessel Lauren Kroon,
Nor Thorn Korterød, Aleksander Zintchouk, Malou Ambrosius Larsen, Atlas Louis
Lundbye, Sophia Viktoria, Teves Kjellerup, Hjalte Skov Lützhøft, Alba Ophelia
Hernandez Pontes, Tadeas Bendtsen, Silje Marie Gilbert Langseth
Musikere: Edi Premate, Allan Dahl Hansen,
Lonnie Svilling, Thor-Erik Gilbert Langeseth, Henrik Resen, Signe Helene
Madsen, Nicolas Sublet, Maria Isabel Edlund, Kim Mikkelsen, Frederik Larsen,
Thomas Christiansen, Niels Jacob Nørgaard.
Spiller på Aarhus Teater fra 1. maj – 14.
jun 2025.
Forestillingen set, d. 1. maj 2025.