Morten Kirkskov: "Jeg er et ekstremt følelsesmenneske."

 Scenekunstbloggen TTT møder Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov til en samtale om Nationalscenens forpligtelser, skuespilrepertoire og teatrets rolle i samtiden. Mennesket Morten rumsterer bag det hele.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og -tegner

Udgivet, d. 10/3 - 2025

”Komandobro” står der på døren til øverste etage i Skuespilhuset i København, men det er ingen storskrydende kaptajn, jeg møder. Han har kommandoen men optræder afdæmpet, velovervejet og venligt.  Det Kongelige Teaters skuespilchef har 61-årige Morten Kirkskov været siden 2015, hvor han overtog posten efter fire år som direktør v. Aalborg Teater. Denne kolde februarmandag sidder jeg over for ham i det aflange chefkontor i Skuespilhuset. Udsigten er mageløs.

Jeg har sat mig i en knaldrød lænestol, mens den slanke, stilige herre sidder i sofaen foran det store vinduesparti, der vender ud mod Sankt Annæ Plads. Trods modlyset taler jeg ingenlunde med en silhuet. Med det ene ben elegant lagt over det andet svarer den skuespilleruddannede Kirkskov beredvilligt men svært aflæselig. Hvem møder jeg primært i dette chefkontor? En mand, en kunstner, en leder? Jeg tænder optageren.

”Du er menneske, skuespiller, instruktør og chef. I den rækkefølge?” indleder jeg nysgerrigt. Min samtalepartner begynder med en tænkepause. ”Jeg plejer at sige, at jeg ikke har nogen karriere. Jeg har et liv. Det siger jeg i hvert fald, når jeg holder foredrag om ledelse. Jeg har ikke haft for øje, at jeg skulle være chef. Det var ikke det, jeg tænkte på skuespillerskolen. Det er et af de steder i mit liv, hvor det er lykkedes mig at go with the flow.” Essensen er leveret, men jeg glemmer at dvæle.

Morten Kirkskov.
Foto: Camilla Winther

”Teatret skal altid være på de uartiges side.”

”Med udsigt fra chefstolen: Behøver du overhovedet at tænke over, om I sælger billetter med Det Kongelige Teaters enorme offentlige tilskud? Halvdelen af den samlede statsstøtte til scenekunst!”. Morten Kirkskov rynker brynet, og jeg fornemmer en smule skepsis. ”Jeg er meget opmærksom på, at vi har et stort offentligt tilskud, og ja, jeg skal være opmærksom på, hvad der sælger billetter, for jeg har en ide om, at så mange som muligt skal føle sig velkomne i teatret, og at det er for alle, der har lyst til at komme her.” fastslår han. Kropsholdningen er rank, og hver sætning afsluttes med et prægnant usynligt punktum.

”Hvordan fremmer du publikums kulturopdragelse gennem nationalscenen?” fortsætter jeg, mens Kirkskov vipper med den mobiltelefon, han holder i hånden under hele interviewet. Han giver sig tid til at forme tankerne. Ingen dikterer skuespilchefens timing.

”Hver gang, vi beslutter at sætte et skuespil på repertoiret, prøver jeg at kvalificere det ift. at fortælle en historie, man kan tage imod ved at komme ind fra gaden uden forhåndskendskab til materialet. Det skal være let at købe billetter, teknisk set, og man skal ikke føle, man skal have bestemt tøj på. Vi spiller ikke teater for anmeldere. Vi spiller for publikum. Vi spiller ikke teater for branchen. Vi spiller for publikum. Historien spiller hovedrollen”.

”Og dog skal du sørge for at have en bred folkelig appel i de skuespil, du præsenterer. Det bruger Det Kgl. Teater åbenlyst familieforestillingerne i Dyrehaven og på Moesgaard til. ”Hobitten”, ”Ragnarok” osv. er spektakulære tjubangforestillinger, der lokker mange mennesker til. Hvor giver du køb på Det Kgl. Teaters eksklusivitet, for at få et nyt publikum indenfor?” spørger jeg, og får prompte et modspørgsmål: ”Hvordan definerer du Det Kgl. Teaters eksklusivitet?”

I sæson 2023/24 høstede Morten Kirkskov stor anerkendelse for sin iscenesættelse af Henri Nathansens klassiker "Indenfor Murene" på Det Kgl. Teaters Gamle Scene. Her ses Emilie Kroyer Koppel som Esther og Bodil Jørgensen som Sara Levin.
Foto: Camilla Winther

”Alene prædikatet Nationalscene indebærer jo, at I skal varetage en kulturarv, som tiden måske endda er løbet fra. Det er da noget af en byrde?”.

Kirkskov ser på mig med livfulde øjne, mens han taler:” På Det Kgl. Teater forsøger vi jo at opretholde en kulturarv samtidig med, at vi er moderne. De klassikere, der var i går, er måske ikke klassikere i dag. Der er mange grunde til, at man ikke har spillet nationalskuespillet ”Elverhøj” i mange år”. ”Er en del af Nationalscenens eksklusivitet ikke at bære arven videre i nutiden?”. Skuespilchefen behøver ingen betænkningstid: ”Når du spørger til eksklusiviteten, så er én af de største forpligtelser vi har at stille spørgsmål til den verden, vi lever i, og at være eksklusive nok til ikke at give svar”. Replikken får lov at hænge i luften.

”Vil du uddybe det?”. ”Hvis vi i dramaturgiatet får en god ide til et stykke, hvor budskabet er det korrekte i tiden, så er det vigtigt at spørge: ”Hvem provokerer vi med det – hvem udfordrer vi?”. Det handler om spørgsmål i stedet for svar. Teatret skal altid være på de uartiges side, for at Donald Trump er en idiot, er da det letteste i verden at blive enige om. Man skal simpelthen ikke bekræftes i sine forud vedtagne sandheder.” bedyrer den erfarne kunstner med et anstrøg af drenget kamplyst.

Morten Kirkskov har enkelte gange stået på scenen i sin tid som skuespilchef. Her ses han (th) i samspil med Emil Blak Olsen i "Arven af Matthew Lopez", Det Kgl. Teater sæson 2022/23.
Foto: Camilla Winther

”Jeg er ikke en fører i klassisk forstand”

Samtalen spores nu ind på den magt, der uvægerligt ligger i jobbet som skuespilchef v. landets største teater. ”Du virker som en stille og besindig mand. Er du bevidst om, at du er en magtfaktor i dansk teater med en røst, der høres?”. Jeg aner et lille, skælmsk smil på Morten Kirkskovs ansigt.

”Hvis Teaterchef Kasper Holten skulle svare, ville han sige ”Ja, Morten!”. kommer det impulsivt. ”Jeg synes, og det hænger sammen med koblingen mellem karriere og liv, jeg nævnte i begyndelsen, at når nu det er mig, der sidder her, så skal det også være mig, der er her. Jeg vil ikke være anonym. I 2016 skrev jeg en kronik om flygtninge, og det afstedkom en diskussion af, om jeg overhovedet havde ret til at ytre mig om emnet, når jeg er lønnet af staten. Jeg tænkte: ”Hvad fanden havde I regnet med?”. Er teatres opgave ikke at sige magten midt imod, så man kan blive klogere på sig selv? Jeg bliver nogle gange overrasket over, hvor magtfuld en stilling, jeg egentlig har siddet i i ti år.”.

Skuespilchef Morten Kirkskov.
Foto: Camilla Winther

 ”Er det ikke relativt indlysende?” indskyder jeg. Hans tone er nu mere insisterende. ”Det er fordi, jeg ikke tænker på magten. Jeg tænker på at have stafetten og på at få sat nogle ting i gang med nogle mennesker, der sammen kan blive større end det, de er. Jeg er ikke naiv ift. den magt, der ligger i min stilling, men jeg mener det, jeg siger til dig. Jeg er ikke en debattør, der skal sidde på TV2 News og diskutere konflikten mellem Israel og Gaza, for den ved jeg ikke nok om. Jeg er ikke i stand til at diskutere alting, bare fordi jeg sidder på en høj kulturel stilling i det danske samfund. Jeg vil ikke sidde i TV og være ham kunstneren, der kommer til kort og kun snakker om følelser, men jeg vil gerne tale om følelsesmæssige spørgsmål i en debat, hvis følelserne har noget at skulle have sagt.”.

Usynlige flammer knitrer i Morten Kirkkovs udsagn, og en flig af sjælen synes utildækket. ”Du er primært et følelsesmenneske!?” konkluderer jeg prøvende. Skuespilchefen tager en indånding, før han bringer en nylig og intens disput mellem ham selv og Politikens teateranmelder Alexander Vesterlund til torvs. Vesterlund leverede sidst i januar en benhård anmeldelse af Det Kgl. Teaters skuespil ”Eks”, og Morten Kirkskov harcelerede efterfølgende ildsprudlende på Facebook over det skammelige i usaglige, dårligt skrevne dårlige anmeldelser i et estimeret dagblad.  

”Da jeg skrev det Facebookopslag, var det super velovervejet synes jeg selv, men der røg finker af fadet, og det skal betyde noget. Jeg ville gerne forsvare mine skuespillere, og selvfølgelig var der følelser i det. Det tror jeg nu altid der er, når vi debatterer. Nogle skjuler det bare bag faglig viden og statistikker. Jeg var engang hos en psykolog, som sagde, at der findes intuition, intellekt og følelse. Jeg troede, at det styrende hos mig var intellektet, men han modsagde mig. Ja, jeg er et ekstremt følelsesmenneske, men jeg er opdraget til ikke at have følelser, så der har været et indvendigt sammenstød dér. Det er jeg kommet efter med årene.”. ”Hvordan?”. ”Ved at arbejde med mig selv og med scenekunsten.” pointerer skuespilchefen nøgternt. Nu er det mig, der tager en dyb indånding.

Sofie Gråbøl og Morten Kirkskov i Ingmar Bergmans "Scener fra et ægteskab", Det Kgl. Teater sæson 2017/18.
Foto: Det Kgl. Teater

”Følsomt menneske, skuespiller og instruktør samt chef.  Er der plads til de identiteter i én stol?”. Kirkskov lader kortvarigt blikket flakke i kontoret, før han atter er tilbage hos mig.  ”Det er gået meget godt. Også fordi jeg her i huset har haft mennesker omkring mig, som har fattet, hvem jeg er, og hvis jeg ikke har været åben omkring mine følelser, har de alligevel bakket mig op i mine beslutninger”. ”Og hvordan vil du karakterisere dig selv som leder?”.  Han vipper med telefonen et splitsekund. ”Jeg kan godt tage ordet, men jeg er ikke en fører i klassik forstand”.

”Du slår mig heller ikke som nogen alfahan?”. Med et er Kirkskov optændt af muligheden for at tegne lederskabets omrids: ”Det er jeg heller ikke. Folk må selv bestemme, om de vil følge med mig eller ej. Jeg synes, de skal gøre det, hvis de synes, jeg har gode ideer, og ellers må de jo acceptere, at jeg bestemmer og så vælge, om de vil være med eller ej. Jeg er ikke til dundertaler. Jeg motiverer på andre måder.”.

”Men du besidder måske evnen til at se mennesker? Jeg kan jo læse mig til i din selvbiografiske roman ”Kapgang” fra 2010, at du i den grad er opvokset med at skulle være årvågen for at klare tilværelsen.”. Han tøver. Selvrosen lader til at ligge ham fjernt. ”Jeg tilstræber at se andre, og at opføre mig nogenlunde ordentligt som chef. Jeg behandler folk lige så forskelligt, som de er. På den måde håber jeg, at jeg alligevel behandler alle ens.”. 

Skuespilchef Morten Kirkskov.
Foto: Camilla Winther

”I det store hele er jeg ikke bange for, hvad der skal ske i morgen.”

Samtalen nærmer sig sin afslutning, og med et tiårsjubilæum som skuespilchef i horisonten beder jeg Morten Kirkskov forholde sig til fremtidsudsigterne. ”Hvor længe bliver du på posten som Det Kgl. Teaters skuespilchef?”. For første gang, slår jeg en lille latter af ham. ”Det må guderne vide. Min kontrakt udløber i sommeren 2027, og inden da skal der lægges nogle planer, men jeg har ingen fornemmelse - og det er faktisk rigtigt. Jeg holder mig åben for, hvad der sker, og det plejer at virke. Lige pludselig kommer svaret. Jeg har masser af bekymringer, men i det store hele er jeg ikke bange for, hvad der nu skal ske i morgen.” bedyres det med sindsro - hvis en sådan nogensinde indfinder sig fuldt hos et søgende menneske.

”Hvad kan gøre dig nervøs rent professionelt?”. Kirkskovs refleksioner er generøst usminkede: ”Det handler ofte om relationerne til andre mennesker. Hvad tænker han eller hun nu om det, jeg fik sagt i går? Blev vedkommende vred? Jeg bekymrer mig dog ofte unødigt, og det er én af mine ledelsesfaldgruber. Bekymringerne går som regel over af sig selv, hvis jeg ikke rører ved dem og ikke begynder at sende e-mails eller sms’er næste morgen. Den inerti har jeg lært mig selv at leve med og at sige: ”Morten, sådan her har du det nu. Det varer ikke særlig længe.”. Det betyder bare ikke, at bekymringerne ikke er intense, mens de er der. Jeg kan godt savne den skråsikkerhed og det mod, jeg havde som ung skuespiller. Jeg turde jo alting. Jeg var frygtløs. Det prøver jeg nogen gange at genfinde som snart 62-årig, selvom frygten vist kommer snigende med alderen.”.

 Med sine slagkraftige meninger og stilfærdige facon fremstår Morten Kirkskov som et Fabergé-æg af hemmeligheder. Måske er det mere enkelt? Måske er hans egen replik fortolkningsnøglen: Ingen karriere – i stedet et liv. En symbiotisk indre sammensmeltning i det menneske, jeg har følt mig i interessant selskab med den seneste time. I en mand og en chef, der ikke forveksler den diskrete taktstok med hulemandens kølle. Ej heller følelsesmæssig intelligens med føleri.

Jeg kaster det afsluttende spørgsmål over til ham i sofaen: ”To mennesker mødes på en vilkårlig gade i Danmark. A siger til B: ”Jeg skal se et skuespil på Det Kgl. Teater i aften”. Hvad svarer B?”. Kirkskovs øjne spiller varmt og timingen sidder lige i skabet. ””Det ville jeg fanme også gerne, men der er jo fuldstændig udsolgt.” – og gudskelov er det nogle gange rigtigt.”.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

 

FAKTA:

Morten Kirkskov (f. 1963) er uddannet fra Skuespillerskole ved Odense Teater 1990.

Kirskov virker som skuespiller, instruktør, forfatter og teaterdirektør. Han har siden 2015 være skuespilchef på Det Kongelige Teater og inden da teaterdirektør på Aalborg Teater 2011-2015.

Kirkskov var som ung skuespiller i starten af 1990'erne ansat på Det Kongelige Teater og er flere gange vendt tilbage – fx i Himmelweg (2009). I sin chefperiode har han spillet rollen som Johan i Bergmans Scener fra et ægteskab (2016-19) og Henry Wilcox i Arven (2023-24).

Som skuespiller har Kirkskov mange roller bag sig - især skal nævnes titelrollen i Hamlet, Pip i Store forventninger, Valmont i Farlige forbindelser, Meursault i Den fremmede af Albert Camus i sin egen bearbejdelse, Mark i Shopping & Fucking af Mark Ravenhill, Krogstad i Et dukkehjem af Henrik Ibsen og Gajev i Kirsebærhaven af Tjekhov.

Som instruktør har Kirkskov bl.a. iscenesat Geden – eller hvem er Sylvia? af Edvard Albee på Mungo Park, Farlige forbindelser af Christopher Hampton på Østre Gasværk, Mortens eget stykke De Ubekendte på Kaleidoskop; Scener fra et ægteskab af Ingmar Bergman på Aarhus Teater; på Aalborg Teater: En sælgers død af Arthur Miller, Begravelsen af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov, Indenfor murene af Henri Nathansen. Kirkskov iscenesatte i foråret 2017 O'Neills Lang dags rejse mod nat på Det Kongelige Teater, for hvilken han modtog en Reumertpris som årets instruktør 2016-17. Kirkskov iscenesatte i sæson 2020/2021 foruden Hamlet også Jeg er jo lige her på Gamle Scene i samarbejde med husinstruktør Thomas Bendixen.

I forbindelse med Det Kongelige Teaters 275 år i sæson 2023/2024, iscenesatte Kirkskov igen Henri Nathansens Indenfor murene på Gamle Scene, hvor stykket havde urpremiere i 1912.

På film og i TV har Morten Kirkskov senest medvirket i En kort en lang, Dirch og Kvinden i buret, og i tv-serierne Taxa, Sommer, Borgen (2010-13), Arvingerne (2014-17), Herrens veje (2017-18) alle på DR; Friheden (TV3, 2018), Greyzone (TV2, 2018), Badehotellet (TV2, 2020) og Borgen - Riget, Magten og Æren (2022). Kirkskov har desuden skrevet manuskript til spillefilmen Rosa Morena, til kortfilmen Tre somre, som han også medvirkede i, ligesom hans selvbiografiske roman, Kapgang, fra 2010 er blevet filmatiseret af Niels Arden Oplev i 2014.

Morten Kirkskov har modtaget en række legater, bl.a. Lauritzen-prisen 1997 og en Reumert som Årets Instruktør 2017.

 

Kilde: https://kglteater.dk/medvirkende/m/morten-kirkskov