Anmeldelse: "Idioten", Aarhus Teater
Vi stopper lige engang
Dostojevskijs ”Idioten” er sindrigt iscenesat på Aarhus Teater med en fængslende Emil Prenter i titelrollen. Dog er forestillingen snarere et interessant dramaturgisk stileksperiment end en opvisning i følelsesengagerende historiefortælling.
Af
Thyge Cosedis Holting, Teaterskribent og – tegner
Udgivet, d. 9/3 2025
❤️❤️❤️❤️
”Vi stopper lige engang.”. Lyset tændes i salen, og endnu én af de påståelige karakterer går i gang med at overbevise publikum. Lyset skifter, spillet går videre, men straks igen lyder et ”Vi stopper!” fra en anden karakter. Hver med sin version af sandheden og den tvivlende Fyrst Mysjkin som oprigtigt interesseret tilskuer. Kan de da alle have ret? Sidste gang Aarhus Teater havde den russiske forfatter Dostojevskijs romanklassiker ”Idioten” på repertoiret var i sæson 2007/08 med en imponerende Martin Greis i titelrollen i Rune David Grues fine iscenesættelse. I 2025 får vi samme historie endnu en gang- principielt set, for vi stopper jo lige engang…
”Idioten” fra 1868 er fortællingen
om unge Fyrst Mysjkin, hvis konsekvente ærlighed og sans for det gode i
mennesket hele tiden mistolkes af omverdenen, der anser ham som værende idiot.
Fyrsten, der netop er hjemvendt til Skt. Petersborg efter et længere
sygdomsophold i Schweiz, optages pga. sin imødekommende facon hurtigt i byens
sociale overklassecirkler. Mysjkin indser dog ikke, at han er omgivet af
løgnagtige mennesker, der er i snæversynets og følelsernes vold, mens han selv
dyrker fornuften og nuancerne. Snart hvirvles fyrsten ind et trekantsdrama, der
for alvor sætter hans godhed på prøve, for kan man lyve og sige sandheden på én
og samme tid?
 |
| "Idioten", Aarhus Teater Foto: Rumle Skafte |
Dostojevskijs roman med
den komplekse fortællerstemme, der har sympati for snart den ene - så den anden
persons virkelighedsopfattelse, har huskunstner og instruktør Sigrid Johannesen
bearbejdet til scenen via en art montagedramaturgi, hvor vi springer mellem
fiktionslagene, og handlingen spoles tilbage og spilles fra en anden synsvinkel
alt efter de enkelte karakterers forgodtbefindende. Målet er klart; vi skal overbevise
publikum om, hvad der er sandhed og hvad der er løgn – eller i vore dage fake
news. En stor blodplet fylder det støvblå scenegulv ved forestillingens start, og hvem slog egentlig Natasja Filipovna ihjel? To firkantede operationsstuelamper sætter nådesløst personerne under lup, mens synsvinklen kastes rundt mellem spillerne som bolden i en fyrig tennisduel. Den stakkels ærlige fyrste kan blot se på, hvordan de subjektive oplevelser trumfer nuancerne,
mens hans egen fintmaskede fornemmelse for virkelighedens kompleksitet udråbes
som en sygdom - en idioti. En skræmmende aktuel tematik i vor tid, hvor løgnen,
der gentages ihærdigt nok fra de magtfulde, ophøjes til gældende verdensorden
under vægten fra hvilken perspektiver og retfærd knuses.
Sigrid Johannesen har med
montagen fundet en dramaturgisk nøgle til at belyse tematikken, mens hun samtidig gør sig skyldig i en uskarp historiefortælling. En sådan har romanen også – jovist - men er det vellykket, hvis man efter forestillingen må læse et referat af romanen for at
kortlægge den historie, det var Johannesens ærinde at formidle? Iscenesættelsens fornemmelse for de
forskellige karakterers verdensopfattelse afspejles i skift i spillestilen, fra
det realistiske til det groteske. Det er kuriøst, men totaloplevelsen bliver en noget kølig teateranretning med en bismag af skrivebordseksperiment. Det er
kunstnerisk begavet men engagerer ikke sit publikum. Det gør til gengæld
Emil Prenter.
 |
| "Idioten", Aarhus Teater Foto: Rumle Skafte |
Som Fyrst Mysjkin leverer
ensemblets talentkomet Emil Prenter endnu én af sine fuldtræffere. Fyrstens
rene hjerte stråler ud af Prenters øjne, sitrer i hans replikføring, mens tvivlen æder ham op indefra – hvem kan han stole på? Et enkelt rynket bryn, og vi mærker hans kamp for at forstå og blive forstået. Emil Prenter fylder rummet med
sin milde røst og sin godmodige let tøvende gestik for senere at lade Mysjkin eksplodere
i et gruopvækkende epileptisk anfald. Det er lodret ubehageligt at overvære
– så realistisk fornemt er hans spil. Fanget mellem to intrigante kvinder,
Rosemarie Mosbæks manipulerende, erotiske og selvdestruktive Nastasja
og Laura Kronborg Kolds dydigt afventende men knivskarpt analyserende Aglaja,
er Mysjkin som en lus mellem to negle. Fanget i et subjektivitetens magtspil,
hvor hans idealisme er dømt til at tabe. Emil Prenter blev snydt for
en Reumertpris, da han betog os som antihelten Erasmus Montanus for et par
sæsoner siden – hans tid skal nok komme!
Over hele linjen er der
gode skuespilpræstationer at spore; Daniel Mortensen er en charmerende farlig
machoman af en Rogozjin, altid suveræne Emil Busk Jensen kan, i rollen som sekretær Ganja, turnere en replik,
spankulere og lægge ansigtet i komisk begavede folder som var han en ung Jørgen
Reenberg i ”Pinafore”, mens Thorbjørn Hedegaard kæmper tappert for sin figur i
den lillebitte rolle som Totskij. Særligt glædes man over erfarne Mette Døssing, der her får lov at folde sig ud med rablende desperat komik som den
verdensfjerne Generalinde Jepantjina. I solgul krinoline skaber Døssing et
barokt portræt af en sitrende aristokratfrue med fuglegebærder, der fornægter overklassens
forlorenhed med tiltagende bæven. Må man give Døssing lov at folde dette
absurd komiske talent yderligere ud i fremtiden frem for altid at placere hende
i det mørke, indestængte rollefag. Der er en rigdom af farver på denne
skuespillerindes palet. Efter ”Idioten” synes f.eks. Winnie i Becketts ”Glade
dage” oplagt for hende….
 |
| "Idioten", Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte |
De syv skuespillere leder
og vildleder hinanden i Peter Schultzs isnende lyseblå scenografi, der
fremhæver den uomgængelige røde blodplet, figurerne indledningsvist cirkler
omkring. Drejescenen er et visuelt ledemotiv, thi verden må snurre rundt, når
vished er en luftig størrelse. At lade spillerne slæbe podier og skamler i én uendelighed
understøtter ideen om, at enhver skaber sin subjektive version af
virkeligheden, men møbeldansen fremstår i længden lige så kluntet og uelegant som de voldsomt parykkede parykker. Kostumerne er derimod tidstypisk elegance og skønne
at skue. De skiftende perspektiver understøttes af Mathilde Niemann Hyttels lysdesign, mens Aki Shiraishi Bechs lyddesign bliver et ildevarslende vidnesbyrd
om en verden, hvor godheden styrter i grus.
Som helhed er forestillingen således en vellykket stiløvelse udført af kunstnere, der kan deres kram. Spillerne kaster sig dygtigt og ubesværet ind i fiktionslegen, og de inddrager overbevisende, insisterende og ubetalelig morsomt premierepublikummet i foretagendet. Vi griner hjerteligt igen og igen, mens Emil Busk Jensen, som løjernes ankermand, har os i sin hule hånd.
”Idioten” på Aarhus Teater
bliver, alle anstrengelserne til trods, samlet set en noget fortænkt teaterforestilling. Stiløvelsen maser
sig distancerende ind mellem Dostojevkij og publikum. Ægte engagerede i historien
når vi aldrig at blive, for
 |
| "Idioten", Aarhus Teater Foto: Rumle Skafte |
Fakta:
”Idioten”,
Aarhus Teater. Dramatisering og iscenesættelse: Sigrid Johannesen. Scenografi
og kostumedesign: Peter Schultz. Lysdesign: Mathilde Niemann Hytte. Lyddesign: Aki
Shiraishi Bech. Dramaturg: Tine Voss illum. Efter oversættelse af: Jan Hansen. Medvirkende:
Emil Prenter, Emil Busk Jensen, Rosemarie Mosbæk, Daniel Mortensen, Laura
Kronborg Kjær, Mette Døssing og Thorbjørn Hedegaard.
Forestillingen
spiller fra d. 8/3 – 12/4 2025 på Aarhus Teaters Scala Scene.
Forestillingen
set d. 8/3 2025.
