Anmeldelse: "Bunbury", Det Kgl. Teater

 Så håndtasken passer.

Lysten og identitetslegen går hånd i hånd i Oscar Wildes ”Bunbury” på Det Kgl. Teater. I et eksorbitant drag- og TV-show genopstår Wildes geniale bagatel som en relevant kommentar til vor tid, og skuespillerne mestrer næsten Crossdressing-universet til fingerspidserne.

Af Thyge Cosedis Holting, Teaterskribent og – tegner

Udgivet, d. 22/3- 2025

❤️❤️❤️❤️❤️

”Et elegant stykke ingenting.”. Sådan omtalte den legendariske teateranmelder Jens Kistrup Oscar Wildes knitrende konversationskomedie fra 1895 om lapsede gentlemen, dydige frøkner og stramtantede aristokratfruer i den britiske overklasse. Stykket har gået utallige gange på Det Kgl. Teater og har alle dage været en lækkerbisken for virtuose skuespillere. Fra Clara Pontoppidan over Bodil Kjer til Birthe Neumann på damesiden til Ebbe Rode, Søren Pilmark og Søren Sætter Lassen på herresiden – og nu vi er ved det med kønnene....

Skal man sætte ”Bunbury” (læs: en hvilken som helst klassiker) op i vore dage, kræver det en stillingtagen; hvad skal vi bruge værket til i dag, hvis det skal blive andet og mere end et fastfrosset tidsbillede med duft af Downton Abbey? Aalborg Teater valgte i 2015, da skuespilchef Kirkskov fra den kongelige Kvæsthusbro var nordjysk teaterchef, at overføre hele herligheden til 1960’ernes swinging London i Thomas Bendixens humør- og tempofyldte iscenesættelse. Der er mange mulige veje at gå, og i Det Kgl. Teaters aktuelle opsætning går den tyske instruktør Bastian Kraft catwalkens.

"Bunbury", Det Kgl. Teater.
Foto: Camilla Winther

Crossdressing i TV-format

Handlingen i ”Bunbury” lader sig dårligt referere. Fordækt ung kærlighed, agurkesandwich på fad, forbyttede børn og en vis håndtaske. Læs teksten i Holger Bechs danske oversættelse fra 1920’erne. Den er  i sig selv hylende morsom.  På Det Kgl. Teater forløber handlingen nogenlunde som vi kender den, men samtidig har Bastian Kraft kastet køn, seksualitet, længsel og identitetsforvirring i tørretumbleren, hvilket resulterer i en skøn omgang crossdressing. Mænd spiller kvinder – og mænd, kvinder spiller mænd – og kvinder, kærlighed handler om sjælelige forbindelser mere end om køn, og jagten på den eneste ene synes koncentreret til jagten på egen identitet i en verden, hvor grænser er flydende. 

Denne ”Bunbury” udspiller sig i et hårdtslående TV-show, hvor scenograf Jonas Fly og videodesigner Signe Emma  konstant lader den hvide bagvæg fylde af alverdens projektioner, der på Bertolt Brechts’sk maner kommenterer handlingen. Lyddesigner Janus Jensens tegnefilmsgroteske effekter er lige i øjet og Lasse Steen er både forførende og skræmmende med sit skarpe énmandssyngende orkester i kongesiden; jo vist; vi er i teatret. Det her er noget, vi leger  - en farlig leg vel at mærke.

Karaktererne er aldrig sikre på, hvem hinanden er. Bag Jelena Miletics overdådige haute couture-outrerede crossdresskostumer lurer tomheden. Hvem er disse mennesker overhovedet, når projektor og projektører slukkes, musikken klinger af og staffagen skrælles bort? Lysdesigner Elizabeth Nøddebo Dyhrs dygtige leg med store og små skygger på bagvæggen er af og til de rene gyserbilleder på ensomhed, tomhed, magt og afmagt. Instruktørens koncept og det kreative teams beskaffenhed bliver til et vellykket gesamtkunstværk, hvor løjerne dækker over en latent menneskehedens tragedie i en al for brutal verden.  

Lykkeligvis når vi aldrig så langt, for Wilde insisterer på sin belejligt lykkelige slutning om barnet i håndtasken. Alle får hinanden mere end de får indsigt i sig selv, men pyt – det er jo bare noget, vi leger, og hvem har ikke brug for vilter farverig og sexet udfordring af grænserne i en verden, hvor Amerika melder sig ud af det gode selskab og der rasles med sablerne? Bastian Krafts fine koncept og iscenesættelse er på denne måde en skarp kommentar til sin samtid, og når man nu vil spille denne britiske konversationsknaldperle i dag, hvorfor så ikke slå røven gennem stråhatten og gå planken – og catwalken – ud. Slip dig fri synes udsigelse at være, da de medvirkende afslutningsvis danser løssluppent, mens rosenbladende daler. Tag det på, du vil, elsk hvem du vil, vær hvem du vil og elsk dig selv for det hele. Således mødes Downton Abbey med Copenhagen Pride og Fashion Week - tilsat gru og gymnasiefest.

"Bunbury", Det. Kgl. Teater.
Foto: Camilla Winther

Fuldtræffere og forbiere.      

Som de to anløbne gentlemen og kammerater Algernon Moncreiff og John Worthing klæder vævre Ena Spottag og lange Mikkel Becker Hilgart hinanden. Ena Spottag spiller rollen som var hun den evige korkprop Lars Løkke på charmejagt efter både noget og nogen. Intet kan slå Algernon ud, for her er i sandhed selvtillid og lækkert hår. En forårsliflig præstation, der samtidig fremhæver medspiller Hilgarts forrygende anlæg for verbal og mimisk komik. Med roterende håndled og en konstant befippet-fornærmet attitude viser denne skuespiller igen, hvorfor han er en gave til komediescenen. Timingen præges af fuldtræffere, og hans samspil med Emil Blak Olsens selvbevidste dragprinsesse af en Gwendolen er gedigen mimisk komediekunst. I den sidste af de fire centrale roller glædes man over Karla Rosendahls Cecily. Rosendahl spidder den unge piges på én gang snehvide uskyld og kulsorte manipulationsevne, hun skærer sine replikker, selv de henkastede, distinkt ud i marmor og oser af spillemæssig intelligens og overskud. Lad det være nok. Rosendahls Cecily skal opleves.

"Bunbury", Det Kgl. Teater.
Foto: Camilla Winther

Det samme kan siges om Lasse Steen, der i rollen som tjeneren Lane er tildelt en konferencierfunktion. En androgynt erotisk skabning, der spiller, synger, leger med karaktererne og leger med os. Steen viser her endnu en side af det mangesidede talent, vi bl.a. så udfoldet i ”Gengangere” på Husets Teater. I birollerne som guvernanten Miss Prism og sognepastoren Chasuble, er Rasmus Botoft og Mette Horn uovertrufne. Horns selvgode cølibatpastor har svært ved at holde fingrene for sig selv, hvilket Botofts overmodne blomme af en desperatyppig pebermø nok kunne acceptere uden videre. Se Botoft rimpe munden sammen, mens han vakler afsted på høje hæle i sit kongeniale lærerindekostume. Det er sjovt i en grad, så tårerne triller. 

Havde man derimod glædet sig til at opleve garvede Jens Jørn Spottag i primadonnarollen som overklassefurien Lady Bracknell, skuffes man. Det ekstravagante dragkostume, den vilde smukke makeup og den dybe stemme gør denne lady til en krydsning mellem fotografbaronessen Vavara Hasselbalch og havheksen Ursula. Det er en start, men Jens Jørn Spottag får aldrig rigtig fat i figuren. Kostume og makeup synes som en tung dyne, Spottag ikke formår at sende nerve og karakter igennem. Gebærderne virker påtagede, blikkene ufokuseret tilfældige, og Lady Bracknells mange oneliners mumler Spottag lidt vilkårligt, når han ikke kludrer i ordene og pointen ender som en klumpet melgrød og syv hårdkogte  æg. Vi ved, at Lady Bracknell skal være morsom, vi ved, at Spottag er en blændende dygtig skuespiller og vi vil så gerne le, men desværre – rigtig morsom bliver han ikke. For denne skuespillers vedkommende synes personinstruktionen slet og ret svært mangelfuld. Hvor Birthe Neumann i 2007-udgaven blæste publikum omkuld som Lady Bracknell, synes Spottag rådvild. Forhåbentlig kommer der mere greb om og nerve i figuren, når forestillingen har spillet sig varm om en uges tid. Det kunne man unde ham.

"Bunbury", Det Kgl. Teater.
Foto: Camilla Winther

Slip dig fri             

Samlet set er ”Bunbury” en sejr for Det Kongelige Teaters mod til at gentænke sine klassikere. Hvor billetbaskeren ”Jeppe på Bjerget” satte sig tung mellem to stole, sætter Bastian Kraft sin ”Bunbury” elegant på den helt rigtige. Forestillingen forener stil og virtuos lystspilscharme med et vildt og velfungerende visuelt udtryk;  en gryderet af køn, catwalk, lyst og kærlighedskonstellationer. Det er frækt, det er forførende. Det er klassisk moderne teater til tiden.

Den får på alle show-, farve- og erotikskalaens kønstangenter. Den får os til at glemme verdens grumhed i ly af latter. Den får simpelthen så håndtasken passer!   

"Bunbury", Det Kgl. Teater.
Foto: Camilla Winther

Fakta:

”Bunbury”, Det Kongelige Teater. Dramatiker: Oscar Wilde. Iscenesættelse: Bastian Kraft. Scenografi: Jonas Fly. Kostumedesign: Jelena Miletic. Videodesign: sigen Emma. Musik: Lasse Steen. Lysdesign: Elizabeth Nøddebo Dyhr. Lyddesign: Janus Jensen. Oversættelse: Holger Bech. Medvirkende: Ena Spottag, Mikkel Becker Hilgart, Emil Blak Olsen, Karla Rposendahl, Jens Jørn Spottag, Rasmus Botoft, Mette Horn og Lasse Steen.

Forestillingen spiller fra d. 21/3 – 27/4 2025 på Skuespilhusets Store Scene.

Forestillingen set d. 21/3 2025.