Anmeldelse: "Jeppe på Bjerget", Aarhus Teater

Gribende Jeppe i støjende Lollikeshow   

Præmissen holder på Aarhus Teater. Thure Lindhardt spiller den krigstraumatiserede “Jeppe på Bjerget” så hjerteskærende, at vi lider med ham. Desværre drukner instruktør Christian Lollike sit koncise koncept i sceneshow og larmende langstrakt staffage.

Af Thyge Cosedis Holting, Teaterskribent og – tegner 

Udgivet, d. 10/2 2025

❤❤❤❤

De første tyve minutter er noget af det mest gribende, denne anmelder har set på en scene i mange år. Den klassiske musik tordner ud i salen, mens vi ser far Jeppe med teenagedatter stå på altanen i et koldt betonbyggeri. Inden for er mor Nille i færd med at give et blowjob til en nøgen og synligt begejstret kunde, for nogen skal jo tjene pengene, når Jeppe nøjes med at passe sine traumer efter en krigsfærd. Overturen varer en rum tid, for sådan er instruktør Christian Lollike. Fuldstændig kompromisløs.

Efter Lollikes fantomsejr med den begavede bearbejdelse og iscenesættelse af Ludvig Holbergs “Erasmus Montanus” i 2017, genoptaget hele to gange på Aarhus Teater, og forrige sæsons publikumshit “Skolekomedien” sammesteds, har dansk teaters enfant terrible igen fået rum til fri leg på Danmarks næststørste teater. Denne gang går han i kødet på Holbergs klassiker “Jeppe på bjerget” om den fordrukne bonde, der udnyttes til morskab for magteliten. Kort og godt: er “Jeppe på Bjerget” lige så vellykket et møde mellem Holberg og Lollike som “Erasmus Montanus”? Nej!

"Jeppe på Bjerget", Aarhus Teater
Foto: Rumle Skafte

Sejrende socialrealisme

Handlingen er flyttet til vor tid, hvor krigsveteranen Jeppe, spillet af en skælvende dæmonisk men elskeligt sårbar Thure Lindhardt, indrulles i et eksperiment af kunstneren “Baronen”, der mangler inspiration til sit næste værk. Fordrukne Jeppe skal gøres til et bedre menneske gennem et realityshow; en livsfarlig leg med hans identitet, hvor “Baronens” garde af sortklædte kunstnertyper er beredvillige hjælpere.

Sådan! Holbergs tekst bobler under overfladen hele vejen igennem, med Lollikes tidstematiserende tilføjelser, og den konceptuelle oversættelsen af værket fra 1722 til i dag er lydefri.

Prologen i betonbyggeriet og den efterfølgende drukscene med barejer Jacob rammer os i mellemgulvet. Scenograf- og kostumedesignerduoen Gehrt og Grarup kreerer et koldt betonhelvede på uhyggelig sort baggrund og en bar kopieret efter teatrets nabo Teaterkatten. Miljøer der bogstavelig talt er taget ud af virkeligheden. Nanna Bøttcher er en bitter hyæne af en prostitueret Nille, mens den arme datter skjuler usikkerheden bag hørebøfferne foran computeren i flugten fra familiær disharmoni. Årets ensemblerolle ved næste Reumertuddeling kunne passende tildeles Olaf Højgaard som Jacob bag bardisken. Han er ikke uden empati men en farlig og livfuld drukkammerat for Jeppe. I fysisk storform kaster Højgaard sig rundt på scenegulvet med Lindhardt som to kåde teenagedrenge. Det er morsomt og uhyggeligt. Et stykke scenisk socialrealisme, der sejrer.

"Jeppe på Bjerget", Aarhus Teater
Foto: Rumle Skafte

Guld, sabler og cowboys

Raffineret karikeret er Jacob Madsen Kvols som kunstnerbaron samt hele hans sortklædte Københavnersmarte slæng med en fysisk og verbal overskudsspiller som Oskar Salvatore og en Amanda Friis Jürgensen, der evner at lyse på scenen og brænde sig gennem enhver 4 væg uanset hvor få replikker hun har. 

Så langt er transformationen til 2025 vellykket, men så ophører stringensen til fordel for et løssluppent scenisk show uden bagkant. Her må man uvægerligt spørge sig selv, om dog ingen, som f.eks. husets dramaturgiat, evner at holde Lollike i nakken?

Thure Lindhardts forkrampede Jeppe føres gennem en identitetsforvridende tørretumbler af et realityshow. Først får vi serveret et svulstigt rokokounivers, hvor Jeppe vågner op i den guldseng, vi nu engang forventer, og opvartes af grinagtige, fysisk stiliserede tjenende ånder. Hofsekvensen løber løbsk i et veritabelt sexorgie, en vis portion nøgenhed tilsat vulgær sabelslugning. Havde det været konceptuelt velmotiveret var det udmærket, og begæret har Holberg også blik for hos sin Jeppe, men graden af det agressivt ekspressive kammer over i en grad, hvor pointen bliver uklar. Er det voldsomheden af Jeppes krigsfærd, der hjemsøger ham, eller er det Lollikes glæde ved vanvid for vanviddets skyld?  

Den efterfølgende retsscene foregår i et insisterende cowboyunivers med en dommer højt til vejrs, westernkostumer, countrysang og alle replikker fremsagt på fodslæbende amerikansk. De første ti minutter er det interessant, men i længden synes det som westernløjer for løjernes (og Lollikes) skyld. Alt filmes undervejs af baronens folk, om det så er hængningen af den som cowboy klædte og identitetsfrarøvede Jeppe, thi det er reality-tv, hvor alt skal med. En skarp pointe midt i ståhejet.

Christian Lollikes kunstneriske kompromisløshed har mange forcer, men i modsætning til ”Erasmus Montanus” og Skolekomedien”, virker “Jeppe på Bjerget” snarere præget af fikse ideer, end af skarpe kommentarer, der underbygger konceptet. Det er en skam, for grundideen er god - og Thure Lindhardt er det samme.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

”Jeg kan godt se jer”.

Tror vi os i sikkerhed, kan vi godt tro om, for der går ikke længe, før Thure Lindhardts Jeppe ser på os med et isnende “Jeg kan godt se jer”. Hvem taler han til? Publikum eller de krigsspøgelser, der konstant hjemsøger ham, og som Holstebro Dansekompagni med præcision og graciøse ildevarslende bevægelser levendegør forestillingen igennem? Deres blodige ansigter siger alt; denne Jeppe har set det værste, og han glemmer det ikke. De maskuline tatoveringer er skalkeskjul for et menneske flænset til et blødende sår af krigens gru. Thure Lindhardt bærer sjælen i hænderne. Han er nuancernes mester og aldeles fremragende. Komik afløses af larmende rådvildhed, og stemmens jernklang suppleres af desperate gisp. Øjnene fastholder os, og derpå flakker de som besatte.

“Drømmer jeg eller er jeg vågen?” Ak, Jeppe er lysvågen og fanget i et mareridt. Thure Lindhardt spiller det hele, så vi tror på ham og ikke kan andet end at holde af ham. En dygtigt afleveret kommentar til ufreden i verden og de menneskelige konsekvenser, denne fører med sig. For små tyve år siden spillede Lindhardt Shakespeares “Hamlet” på det hedengangne Gladsaxe Teater. Dengang var han også et fokuseret midtpunkt i ufokuseret forestilling.

Blikket, Jeppe sender ud i salen, da han afbryder uddelingen af Kongeparrets priser til ”Baronen”, bliver hængende i erindringen. Orgier, sabelslugning, nøgenhed, operaindslag og et uendeligt cowboyscenarie fortoner sig.

Konceptuelt er Christian Lollikes bearbejdelse af ”Jeppe på Bjerget” en genistreg, og Thure Lindhardts fortolkning af titelrollen det samme. Hvorfor drikker Jeppe? Det forstår vi alle efter et par timer i Aarhus Teater. Hvad iscenesættelsens støj, sabelslugning og staffage gør godt for, når socialrealismen bærer forestillingens hele essens i sig, lader vi stå hen i det uvisse.

 

FAKTA: 

”Jeppe på Bjerget”. Dramatiker: Ludvig Holberg. Bearbejdelse: Christian Lollike, Anders Thrue Djurslev og Njål Helge Mjøs. Iscenesættelse: Christian Lollike. Scenografisk koncept: David Gehrt og Ida Grarup. Scenografi og Video Content Design: David Gehrt. Lys og video Content Design:   Jeppe Lawaetz Lyddesign: Lars Gaarde. Marie Brolin-Tani og Luke Hodkinson

Medvirkende: Thure Lindhardt, Jacob Madsen Kvols, Nanna Bøttcher, Olaf Højgaard, Amanda Friis Jürgensen, Oskar Salvatore, Anders Baggesen, Christian Hetland, Cecilia Gosilla, Alvilda Lyneborg Lassen, Andreas Bruun Pedersen, Luke Hodkinson, Kateryna Kuznetsova, Illia Miroshnichenko og Lina Valantiejute

Aarhus Teaters Kor: Sigrid Vibe Kristensen, Tine Dynæs Juhl, Anna Kathrine Rask Christensen, Mia M. E. Pliniussen, Clara Skaarup Sørensen, Peter Rothgardt Borg, Peter Svane-Christiansen, John Kjøller Thomas Isak Lyngholm Sandvej og Mads Borre.

Forestillingen spiller på Aarhus Teater fra d. 6 februar – 3. marts 2025.