Anmeldelse: "Jeppe på Bjerget", Det. Kgl. Teater

Cilius i centrum og Jeppe mellem to stole 

Ludvig Holbergs ”Jeppe på Bjerget” på Det Kgl. Teater larmer mere end den lykkes. Dog giver forestillingen os momentvis lejlighed til at opleve en sublimt spillende Frederik Cilius som Jeppe. Tænk hvad det kunne være blevet uden metalag og staffage...

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og – tegner

Udgivet, d. 23/1 2025

❤️❤️❤️❤️

Det er én af de store premiereaftner på Det Kgl. Teater. Skuespillere, journalister, et par politikere og en hær af statelige ægtepar fra Nordsjælland får Gamle Scene til at vibrere af forventning. ”Han er jo ikke uddannet skuespiller.” hvisker en elegant frue bag mig til sin mand. Stilhed, alle rejser sig, kongeparret træder ind i deres loge. Majestæterne nikker, alle sætter sig og lyset dæmpes. Fruen bag mig når lige at affyre sidste salve: ”Jeg tror ikke, Margrethe gad. Ikke når det er ham!”. To en halv time senere stod fruen, kongeparret og resten af salen op og klappede. Men af hvad?   

Frederik Cilius som Jeppe i "Jeppe på Bjerget".
Foto: Camilla Winther

Et spil om sandheden.

Instruktør Heinrich Christensen vælger i prologen at italesætte det åbenlyse: Frederik Cilius køres frem på Ludvig Holbergs høje sokkel og lader en vittig åbningsmonolog gjalde ud i salen. Med ro, charme og sans for timing. Ja, kære borgere, nu skal I se underklassehelten Jeppe spillet af en privilegeret hvid mand. ”Ja, det er mig, Frederik Cilius”. Vi kvitterer for den ironiske distance med varm latter – Cilius’ gråklædte medspillere er noget mere skeptiske. Deres navne kniber det for Cilius at huske, men pyt. ”Dem kan I jo læse i programmet”. Vi inviteres således med på rejse i en dobbeltbundet kuffert. Vi skal opleve komedien, vi kender, og vi skal reflektere over, om den hvide mand (det være sig Holberg eller vor dages øvrighed) overhovedet kan tillade sig at stå på en sokkel og prædike sandhed. Et interessant magtspil – i udgangspunktet

Holbergs tekst fra 1722 gengives herefter i udstrakt grad ordret, hvilket efterhånden er en sjældenhed. Da den dovne og fordrukne bonde Jeppe lægges i baronens seng og bildes ind, at han er selveste baronen, er det til stor morskab for overklassen. Jeppe viser sig imidlertid som en magttyran, der nu kan hævne sig på den øvrighed, der har ydmyget en fattig bonde så længe. Alt ordner sig dog til slut, da Jeppe atter segner om i fuldskab og lægges tilbage i møddingen, hvor han hører hjemme.

Lyserødt og kulsort

Showet er ene og alene Frederik Cilius’. Som den begavede instruktør, Heinrich Christensen er, er det oplagt at bruge netop Cilius tv-image som arrogant kultursnob til at debattere, hvem der har retten til at moralisere. Påfundet er kuriøst, og Cilius eksekverer det med både sikkerhed og karisma. Ensemblet reduceres til staffage rundt om stjernen, og det er god gammeldags primadonnakomedie, vi er vidner til. En mængde larmende påfund hjælper ikke på den kendsgerning, og man får en kende ondt af ensemblespillerne. Endelig på Nationalscenen og hvad bliver det så til....?

Scenograf og kostumedesigner Christian Albrechtsen lader mestendels handlingen udspille sig i et mørkt angstfortættet rum, hvor Balder Nørskovs smukke lysdesign begavet fører os fra helvedes forgård til baronens sovegemak. Det sidste tager sig ud som noget nær et bordel, holdt i lyserødt, ligesom også et overdådige kagebord ved hoffet er et lyserødt slaraffenland for den fordrukne Jeppe. Det lyserøde går igen i hoffets kostumer, hvor en velspillende Simon Matthew som baronen er udstyret med pudderparyk i skrigblå, lyserød haute couture-krinoline i lyserøde fjer, perler og skrigrøde lakstøvler. Livsglæde, erotik og ridepisk synes at gå hånd i hånd, og det øvrige hof slutter sig til stilarten. Spillestilen er karikeret og lattervækkende. Overklassens overflod er udstillet, bevares, men queertematikken får lov at blafre aldeles frit i luften. Hvad skal vi med det?

Frederik Cilius og ensemble i "Jeppe på Bjerget"
Foto: Camilla Winther

Anderledes klare er den barokklædte og hvidsminkede sanger Morten Grove Frandsen og pianist Ramez Mhaanna, der dygtigt lader en række barokarier og sprød spinetmusik ledsage løjerne. Frandsen drager vores øjne i hoffets queermylder. Når hans himmelhøje toner tangerer noget dystert, aner vi uhyggen – for er det nu så morsomt, det her? Kig blot ind i den kulsorte afdeling, hvor vi finder Zaki Nobel som en væmmelig pranger af en Jacob Skomager. Hans interimistiske bar er indrettet på en klippe prydet med teksten ”Exit”. Nobel kan læne sig indladende ind over disken, så det gyser i os. Fanden selv som krovært, med en direkte invitation bort fra trængslerne til et grumt, grumt helvede. 

Patricia Schumann spiller sin Nille kontant og for pålydende, Simon Matthew rammer som baronen plet med sin klare replik og Youssef Hvidtfeldt er en herlig eksalteret komisk Erik Lakaj. Gode skuespillere hele raden rundt, som spiller måsen ud af krinolinerne, men tilsyneladende ikke har haft instruktørens videre interesse. Til slut får de nok af den kulturradikale kollega Cilius, der tager hele showet som Jeppe og behandler sine kolleger hovent. Ensemblets små mishagsytringer over for kollegaen Frederik skinner igennem i små illusionsbrud hele vejen – med f.eks. et herligt stik til de krænkelser, der tilskrives ikke Cilius men alteregoet Kirsten Birgith. Slutteligt kan Frederik Cilius stå ene på sin sokkel, fordi ingen gider at høre den hvide mand udsige Holbergs morale fra 1722. Det er moderigtigt woke, morsomt og effektivt serveret - og en inkonsekvent teaterbutik med én vare i udstillingsvinduet.

Frederik Cilius som Jepppe og Patricia Schumann som Nille i "Jeppe på Bjerget"
Foto: Camilla Winther

Cilius  

Hvad var det hele salen og kongelogen klappede af? Denne anmelder klappede af Frederik Cilius evne til at skabe den sandeste Jeppe i dansk teater siden Ole Ernst spillede rollen for 30 år siden. I de momenter, hvor metafortælling og staffage holder pause, og Cilius får ro til at udfolde sin stakkels drikfældige Jeppe, kigger vi ned i en sjælelig afgrund af smerte så dyb – og så dybt betagende. Se Cilius ryste på hånden, mens han desperat rækker ud efter nok et glas hos Jacob Skomager, se ham trygle Nille om nåde for slag med krabasken, se ham kaste sig som et frådende svin over kager og vin hos baronen, med bøvser i tilgift, og se ham ikke mindst få ondskabens flammer i øjnene, når han tror sig at være baron og straffer alle omkring sig med væmmelig nydelse. Det er stort spil. Det er brovtende, frastødende, sårbart og faktisk helt sublimt. På syngende sønderjysk går Cilius’ Jeppe os til hjertet, for vi kan forstå denne uendeligt ulykkelige mand, der drikker for at leve og lever for at drikke. Vi ser en sand Jeppe, og vi ser i Cilius en karakterskuespiller af fineste karat, når han ellers får ro til det for Christensens modekorrekte metalag. 

Dermed sætter Det Kongelige Teaters ”Jeppe på Bjerget” sig tungt mellem to stole. Man vil berettige en opførelse af Jeppe på Bjerget i 2025 ved at engagere et scoop af en mediekendis til hovedrollen og rejse en diskussion af, hvad sandhed er, og om den skal komme fra den hvide privilegerede mand. Samtidig vil man, helt rent og ærligt, fortælle en historie om et ulykkeligt menneske, der prøver at overkomme livet ved flaskens hjælp. Det sidste indeholder storslåede elementer af menneskelighed og skuespilkunst. Tænk hvilken forestilling, det kunne være blevet, hvis man havde turdet tro fuldt på Cilius' Jeppe. Men når man nu ikke tør det, må spørgsmålet til Det Kgl. Teaters ledelse og dramaturgiat naturligt være: Skal man overhovedet spille Holberg i 2025?

Frederik Cilius og ensemble i "Jeppe på Bjerget"
Foto: Camilla Winther

Fakta: ”Jeppe på Bjerget”. Det Kgl. Teater. Dramatiker: Ludvig Holberg, Iscenesættelse: Heinrich Christensen, Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen, Lysdesign: Balder Nørskov Lyddesign: Janus Jensen, Komposition: Ramez Mhaanna. Instruktørassistent og scenografassistenr: Manda Jønsson. Medvirkende: Frederik Cilius, Patricia Schumann, Simon Matthew, Youseff Wayne Hvidtfeldt, Zaki Nobel, Stephanie Nguyen, Casper Kjær Jensen, Ursula Esmaralda Brage, Morten Grove Frandsen og Ramez Mhaanna.