Anmeldelse: "Det magiske Tivoliteater", Aalborg Teater

 Når scenen er livet

Aalborg Teaters juleforestilling ”Det magiske Tivoliteater” er en farverig hyldest til livet og kunsten med et lysende teatertalent som midtpunkt.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og – tegner

Udgivet, d. 17/11 2024

❤❤❤❤

Livet er en scene, skrev William Shakespeare, og i årets juleforestilling på Aalborg Teater er det såre sandt. Glem alt om eksperimenter for instruktør og tidl. teaterdirektør Geir Sveaass serverer en traditionel juleanretning med charme og håndfast følelsesformidling - lige efter opskriftsbogen.

"Det magiske Tivoliteater", Aalborg Teater.
Foto: Rumle Skafte

Teaterdrøm for legebørn

Norske NRKs julekalender ”Det magiske Tivoliteater” fra 2021 er dramatiseret for scenen af Hilde Brinchmann, så hovedhistorien står tydeligt frem; i det tidlige 1900-tal følger vi den fattige dreng Luka, der har mistet sin mor og lever med sin deprimerede far i norske Kristiania. Ved et tilfælde støder Luka på et lille tivoliteater, der åbner en fascinerende verden. Luka bliver gode venner med de andre teaterbørn og får en følelse af endelig at have en familie. Som tryllekunstner viser han talent og bliver feteret, mens den tungsindige far Hugo møder Lukas teaterdrøm med skepsis. Da den rige Ellen Buttenschøn vil sælge teatret og bortadoptere de forældreløse børn, må Luka og hans venner udtænke en plan for at redde frirummet. Det godes kamp mod det onde med en mild duft af klassekritik. 

Scenograf Marianne Nilsson har skabt et enkelt effektfuldt univers, der bringer os fra Kristianias grå gader og vasketøjssnore, forbi overklassens lyserøde draperier til Tivoliteatret, som vi både får lov at opleve fra for- og bagscenen. Det er teater i teatret på herligste vis, når Nilsson afslører, hvordan scenens magi er ren løvsavsillusion. ”(…)teater er ikke virkelighed, men vi behandler virkeligheden ved at fortælle historier.” skriver instruktør Geir Sveaass i forestillingsprogrammet, og netop denne ubetingede kærlighed til kunsten, som sætter Luka fri, gennemsyrer iscenesættelsen. Egil Barclay Hansens lysdesign og Mads Stagis lyddesign understøtter fornemmelsen af legebarnets udtryksfryd.

Bruno, børn og ubalance

Spillestilen er en gryderet af bredpenslet realisme krydret med de komedieelementer og karikaturer, der hører en forventelig familieforestilling til, og som Nilssons farveholdige kostumer understøtter. Som hovedpersonen Luka imponerer unge Magnus Bruno med krykke, hjertevarme, lysende øjne og en inciterende sangstemme. Troværdigheden ophører ikke et sekund, og den gribende skildring af polioramte Lukas gangbesvær og kamp for at blive elsket imponerer. I samspillet med forestillingens mange børneskuespillere er Bruno ganske ubesværet. Hans scener med pigen Stikken i kørestolen bliver derimod næsten for sødsupperørende, fordi iscenesættelsen gerne dvæler ved det sentimentale. Det virker jo immervæk på det meste af en teatersal ved juletid.

"Det magiske Tivoliteater", Aalborg Teater.
Foto: Rumle Skafte

Den medvirkende gruppe af Tivoliteatrets børn leverer præstationer, der sprudler af overskud. Den tommetykke nordjyske accent, må vi leve med. I afdelingen for teaterglæde udruller Nanna Buhl Andresen sig træfsikkert som teaterdirektøren Johanne, og Buhl formår at forene ægte følelser med sit tæft for komik og timing. Teatertosset er også garvede Lisbeth Gajhedes menneskekloge nabokone med en varm og vittig replikbehandling, mens Josephine Nørrings nabokone Victoria viser en stille flig af smerte og synger os til pause, så vi får tårer i øjenkrogen.

De utallige småroller og kostumeskift håndterer de medvirkende generelt overbevisende, og de komiske bifigurer kontrasteres klogt af de mere indfølte.  I den ubalancerede ende af skalaen findes dog Steffen Berenthz Eriksens portræt af Lukas far Hugo, som det ene øjeblik slæber Nexøske mængder af deprimeret arbejderklasse op gennem gulvlemmen og det næste er overvældende positiv ift. Lukas drøm om et liv i teatret. Figurens knækkede udviklingsbue må tilskrives dramatiseringens handlingsreducerende skalpel, men er for Eriksen en utaknemmelig opgave at løse. Tilpas olm og ondsindet fremstår Kathrine Høj Andersen, når hun i anden akt folder sig fuldt ud som overklasseskurken Fru Buttenschøn. I første akt spiller hun desværre ikke igennem og fremstår lettere farveløs. Et instruktørvalg der kan undre ligesom det hysteriske overspil, Mogens Rex er henvist til som Hr. Buttenschøn. Det støjer frem for at more. Som parrets forkælede datter Ofelia rammer Ida Mia Appel til gengæld sin figur på kornet.     

"Det magiske Tivoliteater", Aalborg Teater.
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Omkring hele universet af magi og teater svøber komponist Sindre Hotveds liflige sange og stemningsmusik sig. Vi får både fyrrige ensemblenumre og blide ballader suppleret af Rebekka Lunds hittepåsomme koreografi. Kjetil Indregaards sangtekster er sprogligt underfundige, og Niels Fonsecas oversættelse af hele værket stilrent.

Gammeldags med overraskelse

Livet er en scene, skrev William Shakespeare, og samlet set er Aalborg Teaters ”Det magiske Tivoliteater” en hyldest til livet, legen og til den teaterkunst, Luka forener med selve det at leve. En skridsikker billetsælger i Jernbanegade, en lækkerbisken for hele familien og et stykke velfungerende gammeldags juleteater uden genremoderniserende tiltag. Én overraskelse får vi dog i stortalentet Magnus Bruno, der skaber scenisk magi som Luka. Bruno skal vi holde øje med – frem til jul og længe derefter! 

"Det magiske Tivoliteater", Aalborg Teater.
Foto: Rumle Skafte

FAKTA: ”Det magiske Tivoliteater”. Baseret på NRK-julekalenderen ”Det magiske Tivoliteater” fra 2021. Originalmanuskript: Kjetil Indregaard og Mads Løken. Dramatisering: Hilde Brinchmann. Instruktion: Geir Sveaass. Medvirkende: Magnus Bruno, Steffen Berenthz Eriksen, Kathrine Høj Andersen, Ida Mia Appel, Nanna Buhl Andresen, Kirstine Hedrup, Jørgen W. Larsen, Marcus Gad Johansen, Mogens Rex, Lisbeth Gajhede, Josephine Nørring mfl. Scenografi og kostumer: Marianne Nilsson. Komponist: Sindre Hotved. Sangtekster: Kjetil Indregaard. Oversættelse: Niels Fonseca.  Koreografi: Rebekka Lund. Kapelmester: Lasse Sandkamm. Musikalsk ledelse: Niels Søren Hansen og Lasse Sandkamm. Lysdesign: Egil Barclay Hansen. Lyddesign: Mads Stagis.  Forestillingen spiller på Aalborg Teater fra, d. 16. nov. til d. 23. dec. 2024. Forestillingen set, d. 16. nov. 2024.