Mette Wolf: "Jeg vil gerne skabe et fællesskabsteater."

 Samtidsteater, sære tidspunkter og is i maven. Scenekunstbloggen TTT interviewer en række danske teaterchefer og er i novemberaudiens hos Folketeatrets direktør Mette Wolf. Ny i job men fortsat med den meningsfulde scenekunst som ledemotiv.

 

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner

Udgivet, d. 1/11-2024   

”Tak for tegningen. Den hænger på opslagstavlen bag mig.” lyder det spontant fra Mette Wolf. ”Fra Nørrebro til Nøddebo” er titlen på den tegning, jeg forærede hende, da det i 2023 blev offentliggjort, at hun pr. 1. august 2024 ville skifte Nørrebro Teaters direktørstol ud med Folketeatrets ditto. Hvordan opleves mon turen fra en urban meningsdannende scene til turnéforpligtelse og krav om moderne folkelighed for alle? Da jeg ringer Mette Wolf op en mandags eftermiddag i oktober, omtaler hun sig selv som ny i job. Jeg har tidligere interviewet hende i det forrige job, og de ni år som teaterdirektør på Nørrebro fornægter sig ikke. Hun kender dansk teater indefra. Hvad vil Wolf nu udrette i Nørregade, på landevejen og med den nostalgiske familiehyggefernis, Folketeatret gennem generationer har været garant for? Direktøren er både imødekommende og skarp. En udluftningsivrig ulv, der cirkler om dansk teaters trygge andedam?

Mette Wolf, Folketeatrets direktør.
Foto: Emilia Therese

”Publikum er modige”

Samtalen indledes med et mantra, Mette Wolf bragte på banen fra sin forrige kontorstol: ”På Nørrebro Teater var det din hensigt at skabe ”begavet morskab”. Er det, du nu vil skabe på Folketeatret, begavet folkelighed?”. Teaterdirektøren tager fat med ildhu: ”Ja. Begavet og moderne folkelighed. Vi skal turde sige, at folkeligheden også spænder over mange forskellige generationer. Folkelighed skal her på teatret også være for en yngre publikumsgruppe på 30 - 35 år. Vi skal både dække bredt i landet og bredt rent aldersmæssigt.”.

”Men mht. jeres turnévirksomhed så er folkelighed i København vel ikke det samme som i Slagelse, Vejle eller på Bornholm? Kan turneerne tilfredsstille alle?”. En lille pause indtræffer. ”Jeg er selv vokset op i provinsen, og hvorfor skulle smagen ændre sig mellem landsdelene? Det vi spiller ude i landet, skal vi også kunne spille i København og omvendt.” siger Mette Wolf, der pt. har sendt komedien ”De urørlige”, frit efter den franske hitfilm, på turné med bl.a. publikumsmagneten Preben Kristensen på rollelisten. En forestilling, der spiller på Folketeatret i Nørregade i 2025.

”Med udgangspunkt i ”De urørlige”; gælder det for dig kun om at sende de sikre titler og landskendte skuespillere på landevejen? Billetterne skal jo sælges i provinsen.”. Direktøren slår en pragmatisk tone an: ”Hvis vi sender noget mindre kendt på landevejen, så skal teaterforeningerne ude i landet bruge flere ressourcer på at sælge det til publikum. Det er jo ikke det, der er eller skal være deres primære opgave. Her skal vi som turnéteater være med til at hjælpe med markedsføringen, for ellers sker der netop det, at vi kun sender de sikre kort afsted og pleaser en ide om, hvad markedet vil have.”. Visionerne synes mejslet ind i det nytrykte visitkort: ”Jeg mener, det handler mere om at skabe det teater, vi tror på, at markedet har brug for. Der er en tendens til at tale provinspublikummet ned som nogen, der kun vil have kendte titler, og det tror jeg ikke er rigtigt. Publikum er modige, og det skal vi også være som turnéteater.” afrunder Wolf.

Dette efterår turnerer Folketeatret i hele landet med teaterversionen af den franske film "De urørlige". På rollelisten er bl.a. Arian Kashef (tv) og Preben Kristensen. Foto: Gudmund Thai

”Hvorfor spiller vi kl. 20:00 om aftenen?”

Samtalen drejes nu ind på den fremtidssikrende fornyelse af form og indhold, der i disse år optager mange af landets store teatre. Konkurrencen fra andre medier er markant. Hvordan vil den nye teaterdirektør gøre Folketeatret til en behovsvare for fremtidens publikum? ”Du har tidligere udtalt, at Folketeatret skal være et levende hus, der gør op med, hvordan og hvornår man går i teatret. Hvordan skal det foregå i praksis?”. Mette Wolf lader refleksionerne flyde frit gennem røret: 

”Jeg godt kunne tænke mig, at publikum landet over betragter Folketeatret som garant for levende, meningsfulde og tilgængelige folkelige oplevelser af høj kunstnerisk kvalitet. Hvis vi er et åbent hus, der spiller på sære tidspunkter med både billige og dyre billetter, så kan vi appellere til mange forskellige grupper. Vi skal være både et stadsteater og en vigtig aktør ude i landet, og det skal være uprætentiøst at gå til Folketeatrets forestillinger.”. ”Uddyb hvad du mener med sære tidspunkter?”. Engagementet og taletempoet er accelererende hos Mette Wolf: ”Hvorfor spiller vi kl. 20:00 om aftenen? Hverdagen er anderledes indrettet i dag end for 30, 50 eller 100 år siden, så hvorfor ikke spille kl 17:00 eller 18:00? Jeg vil gerne gøre op med den gængse måde at gå i teatret på. Man bliver så tung i røven, når man kommer hjem fra arbejde og skal afsted igen til kl. 20:00. Det virker jo helt uoverskueligt, når man først er landet i sofaen, men tænk hvis man kunne snuppe en teateroplevelse på vej hjem fra arbejde. Vi skal turde lave korte forestillinger eller forestillinger, der varer syv timer… Noget til forskellige behov…” uddyber min samtalepartner.

”Altså eksperimentere med formen og med konventionerne?”. ”Ja, og det glæder jeg mig til at udfolde. På Nørrebro Teater begyndte vi at spille kl 19:00, og det var en succes… den tankegang har jeg jo taget med til Folketeatret.”. ”I vores interview for et år siden, udtalte du følgende: ”Humoren der står på skuldrene af alvoren er det, der falder i min smag, og det tror jeg på, at vores publikum også godt kan lide. At man vil noget med det teater, man laver, selvom det er stort og flot. Det skal ville noget – det skal sige noget.”. Gælder dit credo fortsat?” spørger jeg.

Wolf tøver ikke: ”Meningen skal være der, og det er utrolig vigtigt for mig. Det tror jeg, det er for alle os, der laver teater. Underholdning er også vigtigt, men man må finde opskriften på den underholdning, der rækker længere ud og sætter et aftryk - som også kan vække til eftertanke. ”.

Mette Wolf blev hyldet, da hun i april 2024 tog afsked med Nørrebro Teater, hvor hun var direktør gennem ni år. Foto: Nørrebro Teater 

Kunst, forretning og fællesskab

Folketeatrets nye frontfigur har for mig at se hele tre identiteter: Det passionerede menneske Mette Wolf, den analytiske dramaturg Mette Wolf og billetsælgeren Mette Wolf. Kan de tre forenes i én direktørstol? For første gang i interviewet slår jeg en latter af teaterdirektøren. ”Det er sjovt med de tre, og det er ikke for at virke højrøvet, men den kombination kan jeg godt lide at arbejde i. Det er sjovt at tænke forretning sammen med kunst. Hvordan får jeg noget, som jeg virkelig tror på kunstnerisk, til at sælge billetter? Kan man lave teater til en god forretning? Gudskelov er vi støttet af Kulturministeriet, men hvordan får man kulturkronerne til at række ud til flest mulige mennesker?”

”Vil de tre versioner af Mette dette samme?” vil jeg vide. ”Ja, de vil lave folkeligt teater, der bliver set af flest mulige. Godt teater! Jo flere, der har lyst til at købe billet og blive berørt jo bedre.”

”Og hvad med folkeligheden som brand? Er folkelighed et skældsord i 2024?”. Wolf tager en dyb vejrtrækning og svarer mildt men målrettet: ”For 15 år siden var det nok et skældsord og jo også politisk ladet. Når man talte om folkelighed, var det noget med rødternede duge og stegt flæsk med persillesovs. Man ekskluderede alle, der ikke var til rødternede duge og stegt flæsk. Det er noget andet i dag, synes jeg”. ”Hvordan?”. ”Vores tid sukker efter fælleskab og liveoplevelser. Det behov blev også antændt under Coronakrisen. Teater er et fællesskab; mødet mellem nogle mennesker på en scene og nogle mennesker i en sal. I det fællesskab opstår der en teateroplevelse, og det oplever jeg som værende vigtigt for mennesker af i dag. Fællesskab er også en form for folkelighed. Ideen om at teatrets kunst er skabt til os som fælleskab.”.

”Så kan vi kalde Folketeatret under dig for et samværsteater?” forsøger jeg og får en nøglereplik retur: ”Jeg går ind for et fællesskabsteater. Altså teatret som en platform for at hylde fællesskabet. Det bliver i høj grad den si, vi kommer til at si vores ideer igennem i de kommende år her på Folketeatret.” kommer det nøgternt fra Mette Wolf. 

Et fællesskabsteater i hjertet af København; Folketeatret i Nørregade 39. 
Foto: Thyge Cosedis Holting

”Klassikerne er ikke en magisk kappe”

Bygningen i Nørregade har huset Folketeatret siden 1857, og teatret har bl.a. under den mangeårige direktør Preben Harris været garant for store folkelige succeser som musicalen ”Skatteøen” og julesællerten ”Nøddebo Præstegård”. Hvordan har Mette Wolf det med arvesølv? Ligger der et lag fint støv over Folketeatret, som trænger til at blive blæst bort? Den nye teaterdirektør vejer ordene på en guldvægt: ”Jeg er meget glad for det repertoire, jeg har overtaget i denne sæson, men jeg kommer jo til at lave noget andet fra og med næste sæson, fordi min smag er anderledes. Det vi kommer til at præsentere på hovedscenen det første år, er moderne fortællinger. Jeg holder en pause med klassikere dér. Vi kommer også til at lave klassikere, men jeg vil gerne give plads til samtidsteatret.”. ”Du satser dermed på nyskrevet dansk dramatik?”. Wolf uddyber uden at afsløre:

”På hovedscenen kommer vi til at spille fire store forestillinger med mange medvirkende i næste sæson. To er nyskrevne, én er på forlæg af en film, og én er på forlæg af en roman. Det vil altså være fire til teatret helt nyskrevne manuskripter.”. ”Hvad tror du, Folketeatrets kernepublikum siger til det?”. Guldvægten bringes atter i spil, selvom klangen er selvfølgelig: ”Dér skal man som direktør have is i maven, for det kan jo også være en vanskelig manøvre. Det er vigtigt, at man tør præsentere noget andet. Jeg kan da godt forstå, hvis teaterpublikummet føler, at teatret som institution er en anakronisme, for der er utrolig mange mennesker i dag, der ikke ved, hvem Holberg eller Shakespeare er, Du kan ikke bare satse på klassikerne og tro, at billetterne sælger sig selv.”.

”Tiderne har forandret sig. Har Folketeatret fornyet sig for langsomt?”. Wolf tøver et øjeblik. ”Man har på landets store scener generelt været for forsigtige, tror jeg. Klassikerne er ikke en magisk kappe, der kan bringe teatret trygt igennem alt. Ikke mere. Det er de altså ikke….”.

Mathias Flint (tv) og Siw Ulrikke Maibom som John Silver og Jim Hawkins i forrige sæsons opsætning af Harris/Sebastians musical "Skatteøen". En tilbagevendende billetsælger på Folketeatret siden 1986. 
Foto: Gudmund Thai  

”Jeg er dårlig til at være tålmodig”

Samtalen nærmer sig sin afslutning, og jeg forsøger at indkredse Mette Wolfs udluftningsiver i det plysbeklædte, stukudsmykkede interiør i Nørrgade. ”Vil du være den chef for Folketeatret, der i konkret og overført betydning river Nøddebo Præstegaard ned?”. ”Nej, det kan jeg ikke love dig. Jeg detroniserer ikke det ældre repertoire på nogen måde, men det er klart, at sådanne gamle forestillinger, hvis de kommer op igen, bliver med min kunstneriske retning i sig. Man vil ikke kunne sige, at det én til én er den forestilling, man tidligere har set på Folketeatret, og det synes jeg også er vigtigt at stå ved som ny teaterdirektør.” fastslås det kontant.

”Er du god til at have is i maven?”. Jeg aner et selvoverbærende smil i den anden ende af røret. ”Ja, det synes jeg, at jeg er blevet. Jeg er dårlig til at være tålmodig og acceptere, at det tager tid at sætte sig ind i alt det, der følger med et nyt job, men jeg trækker vejret ned i maven og øver mig.”. ”Også i at acceptere, at publikum skal vænne sig til et Folketeater med en ny profil? Sådan noget kan jo tage tid.”. Svaret falder knastørt fra Mette Wolf: ”Det er det dér med is i maven!”

En udluftningsivrig ulv på vej fra Nørrebro til Nøddebo.
Tegning: Thyge Cosedis Holting