Kim Hammelsvang: ”Der er flere og flere masker, der falder jo ældre jeg bliver.”

Rejsen fra Fyn mod de Københavnske sceners midte har lært skuespiller Kim Hammelsvang, at fodfæste vindes via vilje, tålmod og hårdt arbejde. Udviklingsrejsen beskriver han forud for Det Ny Teaters musicalpremiere på ”Anastasia”, d. 19. sept.

 

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner       

Udgivet, d. 17/9 - 2024                                                                  

Mit opkald modtages i garderoben. Et rum, han omtaler som ”noget for sig”. Den 48-årige Kim Hammelsvang er omtrent det tætteste, man kommer på en ensembleskuespiller ved Det Ny Teater i København; med afstikkere til andre teatre har han siddet på den samme garderobe i 16 år. Mens vi taler sammen om teatrets kommende forestilling, musicalen ”Anastasia”, tegnes konturen af et menneske med en bred sjælepalet af farver. Spontant kan han le, myndigt kan han udlægge en skarp skuespilteknisk pointe, og lyksalig bliver han, da samtalen strejfer Odense Teaters afdøde primadonna Birgitte Federspiel, der lærte sin nyuddannede kollega Kim, at en rolle altid skabes fra skoene. Han er en musicalens mester gennem snart 20 år på de danske scener - en fynsk dreng, der som en anden H.C. Andersen rejste fra Odense til København for at søge lykken. I dag spiller Hammelsvang de store roller på Det Ny Teater. En musikalsk karakterskuespiller midt i livet, midt i karrieren og midt i de muligheder der kommer, når timingen er den rette.

Foto: Det Ny Teater

”250 forestillinger – det er mange!”

Jeg indleder med at bede Kim Hammelsvang om en varedeklaration: ”Hvad er din hylde i teaterbranchen?”. Spørgsmålet forårsager en dyb vejrtrækning efterfulgt af en længere tænkepause.

”Jeg bliver jo forbundet med musicalgenren, fordi jeg har lavet så mange af dem, men jeg elsker også at lave alt muligt andet. Jeg har spillet mange både revyer, kabaretter, og i foråret 2024 spillede jeg dialogdramaet ”Nye tider” på Folketeatret. Det elskede jeg at lave.”. Atter lader kunstneren stilheden herske i telefonen og konkluderer derpå:  ”Man kunne godt ønske, at de danske teaterdirektører havde en større fantasi ift., hvad den enkelte skuespiller kan bruges til.”.

Jeg griber mulighed for et spadestik:  ”Er der roller, du ikke har fået, fordi du i manges øjne er musicalmand?”. Hammelsvang tøver ikke: ”Ja, det ved jeg, at der er. Jeg har f.eks. lavet en del TV-serier, men så er det én dag som psykolog, præst eller betjent i én scene.”. ”Ærgrer det dig, at du ikke bliver brugt i en bredere sammenhæng?” vil jeg vide og får en lille latter retur. ”Nej, for til gengæld har jeg så været nogenlunde konstant på teatret, siden jeg blev uddannet skuespiller i 2006.”. ”Og det er de færreste i branchen, der kan prale af det.” konstaterer jeg. ”Ja absolut, men når jeg kigger i min papirkalender - ja sådan én har jeg..” fastslås det med veltimet selvironi ”så har jeg jo ofte spillet i hvert fald 250 forestillinger på et år. 250 forestillinger - det er mange.”. I tonen er en uudgrundelig blanding af noget ydmygt og selvbevidst. 

”Du har spillet rigtig mange store musicalhits på Det Ny Teater gennem årene. ”Phantom of the opera”, ”Skønheden og udyret”, ”The Producers” osv. Hvordan bevarer du dig selv, når der kommer et udenlandsk hold og gør jer til brikker i en stor international produktion?”. Noget skarpt lister sig ind i hans ellers gemytlige røst: ”Jeg korrigerer dig lige. Den udgave af ”Anastasia”, vi laver nu, er lysår væk fra den, de laver på Broadway. Alle de musicals, vi laver på Det Ny Teater med undtagelse af ”Phantom of the opera”, er local productions, hvis du forstår?”. Jovist, han kan nok sætte en interviewer på plads, og jeg ser for mig, hvordan institutionen Kim Hammelsvang kan sætte sig igennem i prøvelokalet på Det Ny Teater, så kollegerne og instruktøren lytter. Klangen er mildnet, da han supplerer: ”Vi laver jo teksten om, vi retter den til dagligt, og vi gør materialet til vores eget. Teatermaskineriet er stort, men man kan som skuespiller tage masser af plads. Ellers kunne jeg absolut heller ikke holde det ud…”. Hemmelighedsfuldt får ordene lov at hænge i luften.

I musicalen "Anastasia" går rejsen fra det postrevolutionære Skt. Petersborg til 1920'ernes brølende Paris. I rollen som Vlad tager Kim Hammelsvang (i midten) ivrig del i den franske fest. Han flankeres af kollegerne Mathias Hartman Niclasen (tv.) som Dmitri, Emilie Groth som Anya samt ensemblet
Foto: Gudmund Thai 

Kim Hammelsvang i rollen som Vlad i "Anastasia". Foto: Gudmund Thai

”I want this not to be Broadway…”

I musicalen ”Anastasia” møder vi i et postrevolutionært Skt. Petersborg den unge Anya, der har hukommelsestab og søger hjælp hos de to småsvindlere Dmitri og Vlad. Da den russiske enkezarina, fra eksilet i Paris, udlover en dusør til den, der kan finde hendes barnebarn prinsesse Anastasia, der muligvis har overlevet bolsjevikkernes drab på zarfamilien, tager begivenhederne fart. En plan udtænkes, og snart er Anya, Demitri og Vlad på vej til Paris – på vej mod eventyret og jagten på Anyas sande identitet. Kim Hammelsvang giver sig tid til at massere tankerne, da jeg spørger, hvad man kan opleve og erkende via musicalen ”Anastasia”.

”Det er, at man er med på Anastasias rejse.” forklarer han. ”Hun har jo en fortid som russisk prinsesse, og finder langsomt ud af, hvem hun er. Pointen er, tror jeg, at man ikke kan løbe fra den person, man er og fra den bagage, man har med. Min karakter, Vlad, kaldte sig greve under zarstyret, og han har snydt sig op gennem rækkerne til de bonede gulve. Efter revolutionen er han nu hverken en del af det gamle eller det ny styre. Han har svært ved at navigere i nutiden, og han søger – det gør alle karaktererne faktisk. De ved ikke rigtig, hvordan de skal komme fremad. Min figur er stemt i mol, når man møder ham - han er lidt fordrukken og brovtende. På rejen fra Skt. Petersborg til Paris finder han mere og mere tilbage til den belevne dandy, han var engang, og åbner 2. akt i lyserødt tøj i Paris.” fortæller Hammelsvang passioneret og tilføjer ihærdigt: ”Men det er ikke en sukkersød musical over tegnefilmen ”Anastasia” (fra 1996. red). Vores instruktør, Lee Proud sagde: I want this not to be Broadway but to be more like Royal Shakespeare Company.”. Replikken leveres med karakterkomikerens distinkte britiske overklassediktion. Konklusionen er derimod afdæmpet: “Vi dyrker det mørke og det dystre, når det er der. Det går mere og mere op for mig, at det er en ret alvorlig historie med nogle skæbner, der virkelig har noget på spil.”.

Kim Hammelsvang (i midten) under en prøve på "Anastasia". Her ses han i samspil med kollegerne Emilie Groth og Mathias Hartman Niclasen. Foto: Det Ny Teater

Fra små til store roller

”Rollen som Vlad i ”Anastasia” er én af de tre hovedroller. Du nævnte ordet ”skæbner”. Hvornår blev det klart for dig, at din skæbne var de store musicalroller?” Jeg lytter intenst, mens Kim Hammelsvang med forretningsmandens nøgternhed tager fat: ”Da jeg kom ud fra skuespillerskolen, hvor jeg i øvrigt først kom ind i femte forsøg, vrimlede det sgu ikke med jobtilbud til mig. Jeg mødte virkelig en udfordring dér. Jeg skrev breve, jeg gik til auditions og så kom jeg med i ”Jesus Christ Superstar” på Folketeatret. Dér kom jeg lidt med på vognen i København og fortsætte så videre til Det Ny Teater. Her startede jeg altså ikke med hovedrollerne – det var små, små roller, der så førte til lidt større roller, til mellemstore roller og nu til de store roller.”. Der er milevidt fra den milde over den refleksive til den kølige Kim. Jeg fornemmer, at Hammelsvang kan skærme sig bag skiftende masker så let som ingenting. Bør en god skuespiller ikke samtidig vove at blotte sig? 

”Din hidtil største musicalrolle som Engineer i ”Miss Saigon” skulle du være i fyrrene før du fik. Hvorfor?”. Den fremkommelige stemme har nu atter overtaget: ”Lige da jeg var blevet færdiguddannet på Odense Teater, sagde skuespiller og instruktør Jan Hertz til mig: ”Kim, du er en skuespiller, der vil have arbejde hele tiden, men du vil først få store roller, når du kommer op i 40’erne og især, når du kommer op mod de 50. Det var ikke fedt, men Jan har faktisk haft ret; sådan har det været”. ”Hvordan kan det være?”. Scenekunstneren og mennesket Kim svarer i kor: ”Det er åbenbart noget med den type skuespiller, jeg er. Min alder, min type og de goder roller begynder at passe sammen nu. Nu spiller jeg karakterroller på min egen alder efter i mange år at have spillet ældre, end jeg er. Det er dejligt at være nået dertil, må jeg tilstå.” Stilheden sænker sig i røret.     

De senere år har Kim Hammelsvang indtaget de modne mænds rollefag. Her ses han som lagerchefen George (tv) sammen med kollegaen Lars Mølsted i musicalen "Kinky Boots" på Det Ny Teater (2022 og 2024). 

Foto: Det Ny Teater 

Maskefald og blåstempling

Jeg bryder tavsheden i et forsøg på at nærme mig mennesket: ”Hvor rammer musicalen ”Anastasia” dig?”. Kim Hammelsvangs tale er fyldt med selvomsorg: ”Jeg genkender det med at turde lade sårbarheden skinne igennem. Det gør jeg selv som menneske nu som 48-årig i meget højere grad, end da jeg var ung.”. ”Hvad mener du med sårbarhed?”. Han smager på ordet: ”Sårbarheden… fylder mere og mere i mine roller. Jeg har spillet mange komiske roller som skør, grotesk, sjov eller outreret, men jeg er begyndt at passe ind i det rollefag, hvor jeg også kan være… en helt almindelig mand i cowboybukser, som næsten ikke synger, men er til stede med hele mit nærvær i et handlingsforløb. Rollen som lagerchefen George i musicalen ”Kinky Boots” er et godt eksempel. Han synger to linjer og er en helt almindelig mand. Ingen store armbevægelser, diskret komik, rent nærvær. Den type roller, de midaldrende mænd… det mere filterløse, er jeg begyndt at læne mig ind i. Der er flere og flere masker, der falder jo ældre jeg bliver.” lyder det eftertænksomt.

”Fik du ikke pillet maskerne af på skuespillerskolen?” forsøger jeg. ”Jeg har jo spillet teater sammenlagt i 39 år, fordi jeg begyndte som barn på Fyn. Da jeg kom ind på skolen, syntes jeg jo, at det var svært at være elev og stille mig til rådighed, fordi jeg allerede havde dannet mig en identitet som spiller.” Glimtet fra erindringsskuffen får lov at klinge af, før der suppleres: ”Jeg er så lykkelig for, at jeg kom ind på skolen ved Odense Teater og fik det blåstempel at være uddannet skuespiller, men det krævede noget at tude slippe alt det, jeg syntes, at jeg kunne.” afrunder min samtalepartner.

Kim Hammelsvang i rollen som Engineer i musicalen "Miss Saigon" på Det Ny Teater, 2023. Rollen sikrede ham samme år en Reumertpris i kategorien Årets Sanger. Tegning: Thyge Cosedis Holting

Jeg fortsætter i det sårbare spor: ”Du har stillet dig til rådighed på scenen i snart tyve år. Hvad betød det for dig, da du fik en Reumertpris som årets sanger i 2023?”. En usynlig orkan fylder teatergarderoben på Vesterbro, for skønt han næsten hvisker, er følelserne store, som var de partituret til en musicaloverture, der indkapsler essensen af et stort episk drama. ”Den Reumertpris betød sindssygt meget. Jeg elskede rollen som Engineer i ”Miss Saigon”, men derudover følte jeg det som en blåstempling i det hele taget. Da jeg i sin tid tog fra Odense til København, vidste jeg kun, at jeg havde en halv sæsons arbejde på Det Ny Teater, så det var selvfølgelig et opbrud med de trygge fynske rammer. Beslutningen var nu ligetil - et naturligt næste skridt at tage for den målrettede dreng, der så gerne ville lykkes som skuespiller.”. ”Og prisen er et bevis på, at det lykkedes?”. Hammelsvang er fyr og flamme: ”Og et bevis på, at jeg har udviklet mig. Det var et kæmpe øjeblik, og jeg var dybt dybt rørt. Sammen med det at komme ind på skuespillerskolen, er den Reumertpris det største, der er sket i mit arbejdsliv. Prisuddelingen det år foregik desuden i Odense, hvor jeg er født og har så mange minder fra. Alle mine kære var i salen, og det gjorde mig så stolt. Jeg er vildt glad for den pris”. Stemmen sitrer oprigtigt.

Jeg ser på mit ur. Den afsatte tid er ved at rinde ud, og Kim Hammelsvang skal videre til dagens prøve. Et sidste spørgsmål må jeg dog stille: ”Så du har været én af de heldige, der er blevet set i branchen?”. Afslutningsreplikken falder som et pistolskud: ”Ja, men jeg har fanme også arbejdet for det!”. 

Foto: Det Ny Teater

FAKTA

Kim Hammelsvang (f. 1976) er uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2006.

Kim Hammelsvang har på Det Ny Teater medvirket I en række muicals som bl.a. The Phantom of the Opera, Les Misérables, Mary Poppins, Wicked, Annie, Singin’ In The Rain, Skønheden og Udyret, The Sound Of Music, Jekyll & Hyde the Musical, Annie Get Your Gun, The Book of Mormon, Dance of the Vampires, The Producers og som Engineer i Miss Saigon.

Kim Hammelsvang debuterede i Tjekhovs Kirsebærhaven på Odense Teater og har desuden bl.a. spillet Pilatus i Jesus Christ Superstar og Loke i Valhalla på Folketeatret, Sezuan i Skammerens Datter 1 og 2 på Østre Gasværk og haft roller på Det Danske Teater, Husets Teater, Fredericia Teater, Momentum samt i revyer og kabareter som bl.a. Kerteminderevyen

Kim Hammelsvang har i 2021 spillet Zan-Zan i musicalen Atlantis i Tivoli samt Lunte i Nissebanden i Julemandens Land i Cirkusrevyens telt.

I 2014 var Kim Hammelsvang nomineret til Årets Dirch og han blev Årets Mandlige Revykunstner i 2016. For rollen som Engineer i musicalen Miss Saigon på Det Ny Teater modtog Kim Hammelsvang i 2023 Reumert-prisen Årets Sanger.

Fra, d. 19. september – 8. december kan Kim Hammelsvang opleves i rollen som Vlad i musicalen Anastasia på Det Ny Teater.

Læs mere om Anastasia og bestil billetter på:

https://detnyteater.dk/forestillinger/anastasia/