Iben Hjejle: "En flot, gammel, genfødt kartoffel!"

Skuespiller Iben Hjejle spiller fra d. 19. sept. den monstrøse, menneskelige Martha i Edward Albees klassiker ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” på Teatret ved Sorte Hest. På scenen dyrker hun kompleksiteten. I livet derimod den modnes balance.    

 

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner

Udgivet, d. 10 sept. 2024                                                            

En solrig augustdag sidder vi i garderoben på Teatret ved Sorte Hest i København. Den ranke, modne kvinde i stolen over for mig har bare fødder, bærer en afslappet blå skjorte og fokuserer på det nu, vi er i. Dog brydes hendes koncentration, da lyden af vejarbejdet uden for teatret bliver for anstrengende. ”Nu er jeg altså nødt til at lukke vinduet, for jeg kan intet høre. Undskyld… Sådan.”.

Efter mange års film- og TV-arbejde er den 53-årige skuespiller Iben Hjejle, de senere år, vendt tilbage til teaterscenen i en række modne karakterroller som bl.a. Dronning Gertrud i Shakespeares ”Hamlet” på Det Kgl. Teater i 2020.  På Teatret ved Sorte Hest tager Hjejle fra d. 19. sept. livtag med rollen som den alkoholiserede Martha i Edward Albees klassiske ægteskabsdrama ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” fra 1962. En rolle, der fordrer livserfaring og indsigt i sjælens mørke afkroge; i den flimren, der nådesløst kan slå et menneske ud af kurs… 

Foto: Robin Skjoldborg

”Jeg vil gerne have den ro, der kommer med alderen”

I juni 2024 blev Iben Hjejle hædret med en Reumertpris for Årets Hovedrolle i Folketeatrets forestilling ”Lægen”, og her finder jeg springbrættet: ”I disse år har du igen store, anmelderroste roller på scenen. Hvilken grøntsag er du i dansk teaters supermarked anno 2024?”.

Hjejle griner overrasket: ”Det er et svært spørgsmål, for jeg er begyndt at interessere mig utrolig meget for grøntsager. Hvis jeg skal vælge én, så må jeg være en almennyttig kartoffel. Den kan være hård, blød, presset, most, super gourmetagtig, og den kan komme som et glas aspargeskartofler af dem, man bruner til jul.”. Taletempoet er raskt, dialekten ærkekøbenhavnsk og øjnene spillevende. ”Kartoflen er min yndlingsgrøntsag, og den kan så mange ting - og det er en grøntsag. Ikke korn! Det er derfor, alle slankeeksperterne skal holde op med at være bange for den. De skal holde op med at være bange for sådan en flot, gammel kartoffel som mig.” afrunder hun humørfyldt. Jeg griber bolden: ”Er kollegerne i teaterbranchen bange for fænomenet Iben Hjejle?”

Med ét rynker Hjejle de mørke bryn og rykker tænksomt tilbage i stolen. ”Jeg har først med alderen forstået, hvor intimiderende det kan være at være i lokale med mig, fordi jeg ikke opdager, at jeg er en gammel, fin kartoffel. For mange generationer er jeg jo lig med ”Klovn”, ”Langt fra Las Vegas”, ”Dicte” og ”Anna Pihl”. Et væld af tv-serier, jeg selv har glemt, men som andre husker og hænger mig op på. Det begyndte jeg at minde mig selv om for 5-8 år siden, og nu forsøger jeg at lægge det fra mig igen. Jeg er jo mig med alt det, jeg har prøvet, været, kan og er.”. Et viljefast udtryk afløses af en mildere mimik. Samtidig lysnes tonelejet. ”Nu er jeg blevet bedre til at sætte mig tilbage og lytte for at få nogle svar i stedet for at vente på, at jeg selv kan komme på banen.”. Iben Hjejle holder en lang pause. Måske for at få mig på banen? Hun fortsætter dog på egen hånd: ”Den alder, jeg er trådt ind i nu, kræver noget af mig, for jeg vil gerne have den ro, der kommer med alderen. Men i den måde, det her fag og verden i det hele taget ser ud på, er der så mange hurtige impulser, at man bliver rundtosset på to sekunder.”. ”Det, du har kaldt flimren i din biografi ”En gylden korkprop” fra 2022?” indskyder jeg og får et bekræftende nik retur: ”Ja præcis. Det flimrer derude med støj på mange platforme. Tingene skal gå så lynhurtigt i dag, og hvis jeg hopper med på den, kommer jeg alt for langt væk fra mig selv.”.

Iben Hjejle som Dronning Gertrud i Shakespeares "Hamlet" på Det. Kgl. Teater i 2020. Jacob Lohmann (tv.) var Kong Claudius, mens Esben Smed (th) spillede titelrollen. Foto: Emilia Therese

”Jeg øver mig i at være generøs”

Stilheden hersker atter i rummet og Iben Hjejle tager en slurk af sin kaffekop. Det virker som om, hun har al tid i verden, skønt interviewet har en skarp bagkant af hensyn til dagens teaterprøve. Jeg bemærker, hvordan hendes telefon ligger med skærmen nedad på sminkebordet, vi sidder ved. Ingen distraherende notifikationer trænger ind i hendes boble. Umiddelbart en harmonisk 53-årig, men på baggrund af Hjejles biografi ved jeg, at der er lag at grave i. ”Du skriver i din bog, hvordan du først blev opmærksom på den farlige flimren, da du fik stress i 2015 og 2016?”. Kunstneren rømmer sig:

”Ja, jeg blev opmærksom på det, fordi jeg ikke havde været opmærksom på det i 25 år. Så fik jeg stress af to omgange og dér lærte jeg, hvad det var, der flimrede – det kan jo være på mange planer; privat, professionelt og i verden generelt - f.eks. da jeg lukkede vinduet lige før. Der bliver let rodet i mit hoved, hvis jeg ikke er opmærksom.” forklarer Iben Hjejle nøgternt. Et indøvet, distanceret interviewsvar?  ”Jeg har læst i et interview, at du hellere vil tale om dit fag end om dit private jeg, og dog har du skrevet en temmelig hudløs biografi?”. Min samtalepartner ryster på hovedet: ”Jeg vil gerne fortælle om min stress. Tænk hvis jeg kan give andre en hjælpende hånd via min erfaring. Det er faktisk noget, der også kommer til mig med alderen. Jeg øver mig i at være generøs.”. 

Skuespiller Iben Hjejle (tv) og teaterskribent Thyge Cosedis Holting under interviewet i garderoben på Teatret ved Sorte Hest. Foto: Stine Bille Olander.

Øjenkontakten holder hun bestandigt. Som tegn på sin oprigtighed? ”Tør du mere i dag som menneske og skuespiller?” replicerer jeg. Hjejle inviterer mig åbenhjertigt med i sit refleksionsrum:

”Jeg synes altid, at jeg har været en modig skuespiller, men jeg er begyndt at tale mere om mig selv og mit privatliv. Det turde jeg ikke, da jeg var meget ung, men i dag har jeg det sådan, at jo mere sårbar, man tør være og jo mere, man investerer sig selv i en karakter, jo mere kan publikum spejle sig i det, man laver på scenen og tænke: ”Gud, det kender jeg også godt.”. Det stykke arbejde er jeg blevet bedre til at tale om - også med mine yngre kolleger. Jeg bestræber mig som sagt på at være mere generøs. Det var også derfor, jeg skrev bogen. Jeg vil gerne have, at andre er glade for mit arbejde, men jeg kan jo kun give noget, hvis jeg selv er glad.” konstaterer hun. Jeg tilføjer: ”Det er svært at elske andre, hvis man ikke elsker sig selv?”. ”Præcis!”.

”Du er aldrig ligeglad med den, du piner og plager”

I Edward Albees ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”, som Teatret ved Sorte Hest snart har på plakaten, møder vi ægteparret Martha og George. De er midt i livet og bosat på et universitet i New England, hvor George er lektor i historie. En aften, efter en fest for de ansatte, har Martha inviteret universitetets unge adjunkt Nick og hans kone Honey til at fortsætte festen hos det midaldrende ægtepar. Mens alkoholen flyder, bliver natten skueplads for et ondskabsfuldt ægteskabeligt opgør med det unge par som tilskuere og deltagere. Siden stykkets danske premiere i 1964 har pragtrollen som Martha været spillet af en række store skuespillerinder som bl.a. Bodil Udsen, Ghita Nørby og Paprika Steen. Nu er det Iben Hjejles tur, men hvordan opfatter hun figuren, og hvordan bruger hun sin egen bagage?

”Martha er jo ikke et monster.” indleder Hjejle. ”Det siger hun selv, at hun ikke er, men hverken hun eller George har fået det, de ville i livet. Det er en kæmpe kærlighedshistorie, for de kunne jo bare være gået fra hinanden. De sidder fast i den dér lille akademiske åndsforsnævrede lorteverden på universitetet. Der er noget utrolig genkendeligt i det dér med at råbe, skrige og ville være centrum. At ville underholde, fordi det er uudholdeligt at tie stille.”. ”Er stykket en tragedie?” Skuespilleren giver sig tid til at modellere tankerne, før hun med fabulerende fagter tager fat:

Fire skuespillere tager fra d. 19. sept. livtag med Edward Albees "Hvem er bange for Virginia Woolf?" på Teatret ved Sorte Hest. Fra venstre: Marie Reuther, Jakob Cedergren, Iben Hjejle og Lue Støvelbæk.
Foto: Robin Skjoldborg

”Man kan jo godt spørge, hvorfor George og Martha ikke bare giver afkald på at slås, men det handler nok mere om, hvordan man håndterer sit liv, når man føler sig som én stor fiasko. Martha blev aldrig det, hun eller hendes far drømte om. Så forelskede hun sig i og giftede sig med George, og han blev heller aldrig det, hun håbede. Samtidig kunne de så heller ikke få børn.  Marthas far hænger over hovederne på dem, som rektor på det universitet, hvor George arbejder, og de er afhængige af den far. De kan ikke flytte sig.  Samtidig tror jeg virkelig på, at der er en kæmpestor kærlighed i mellem Martha og George. De har bygget et fantasi-barn sammen, og taler om, hvor gammel, han ville være i dag osv.”. ”Så idealet er at bygge en livsløgn?” forsøger jeg.

Engagementet er stort hos kunstneren, og Albees værk synes konstant sat under lup i hendes indre. ”Tja… Det er uhyggeligt at sige, men Martha og George har et enormt stærkt sammenhold. Måske ender de med at slå hinanden ihjel, men det er et kraftfuldt portræt af et parforhold.”. Jeg supplerer: ”Fordi man må elske hinanden meget højt for at være så modbydelige over for hinanden? Kan du genkende noget af dig selv i figuren Martha?”. Iben Hjejle konkluderer: ”Du er aldrig ligeglad med den, du piner og plager. Det tror jeg, alle kender til. De dér store, buldrende, følelser fra de græske tragedier, vreden, sorgen og begæret, er ens for os alle sammen.”. Hun sidder rank som et lys. Ansigtet er stoisk og diktionen kunne være en jernkanslers. Dedikationens åndedrag fylder lokalet.          

”Hvad er den skuespilmæssige udfordring i rollen som Martha?”. Søgende lader hun øjnene løbe en omgang i garderoben: ”Det gælder hele tiden om at se, hvor Martha og George er henne i deres relation. Hvad betyder det egentlig, når han siger, at han ikke vil give hende ild? Hvorfor bliver hun stiktosset, når han sætter sig ned og læser midt i et skænderi? Hvad er det for et smertepunkt, George prikker til?”. ”Er Martha en skræmmende rolle at stå overfor?” vil jeg vide. Der er veneration i Hjejles smil: ”Paprika Steen var generøs og sagde: ”Iben, du skal ikke være bange. Det er George, der har al teksten. Du skal være følelsen.”. Det er en god nøgle for mig.”. ”Fordi indsigten i følelseslivet også er vigtig for mennesket Iben?”. ”Helt rigtigt.” afrunder hun kortfattet.

I 2024 blev Iben Hjejle belønnet med Reumertprisen Årets Hovedrolle for sin præstation i Folketeatrets forestilling "Lægen". Prismodtageren holdt takketale, stolt og berørt. Tegning: Thyge Cosedis Holting   

”Det øjeblik, der er der, kommer ikke igen i morgen.”

Det banker på døren, og teatrets kommunikationsansvarlige stikker venligt hovedet ind. Har vi brug for fem minutter til at runde interviewet af, før prøven starter? Vi takker ja i munden på hinanden.

”Iben, er du blevet genfødt i dansk teater?” spørger jeg og lægger de forberedte noter fra mig. Svaret falder prompte: ”Nej, for jeg har været her hele tiden. I 2026 har jeg 30 års jubilæum som skuespiller, og jeg lavede jo ret meget teater i starten, før filmene kom. Jeg elsker teatret, og det er så dejligt, at der er blevet mere af det - at jeg får lov til det i min voksne alder. Der bliver fortsat masser af film, men teatret er det sublime, og det er min store kærlighed som skuespiller - fordi det er nu, og det øjeblik, der er der, kommer ikke igen i morgen.” lyder det fra Iben Hjejle. Formfuldendt med en snert kant. Båsen som ren filmskuespiller skal hun ingenlunde lokkes ind i. Skulle jeg have glemt det, er Hjejle én af dansk teaters store damer; sårbar og selvbevidst på én gang.

”Har en kartoffel først for alvor fundet sin form efter 50 års modning?”. Hjejle klør sig tænksomt på kinden. Tonen er varm: ”Denne her kartoffel har fået lov at spire over årene. Som skuespiller i snart 30 år og som menneske i 53 år. Det giver mig nye spændende strenge at spille på i livet og på scenen.”. ”Så kan man kalde dig en genfødt kartoffel?”. Mennesket Iben slår begejstret hænderne sammen, før slutreplikken klinger: ”En flot, gammel, genfødt kartoffel! Ja - det er dejligt.”.

Foto: Robin Skjoldborg

FAKTA

Iben Hjejle (f. 1971) er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1996.

Allerede året før endt uddannelse debuterede hun i den store kvindelige hovedrolle som Gretchen i Goethes Faust på Betty Nansen Teatret (1994). Siden er det blevet til en lang række teaterroller i bl.a. Tjener for to (2013) og Mefisto (2014) på Betty Nansen Teatret, Shakespeares samlede værker på Bellevue Teatret (2014), Jordens indre på Folketeatret (2019), Hamlet, prins af Danmark på Det Kgl. Teater (2020), Mod strømmen på BaggaardTeatret (2021) og Lægen på Folketeatret (2024). For sidstnævnte modtog Hjejle i 2024 Reumertprisen Årets Hovedrolle.

Iben Hjejle har desuden sat sit aftryk på en række danske film, f.eks. Mifunes sidste sang (1999), Blinkende lygter (2000), Inkasso (2004) og Klovn – The Movie (2010) samt en række danske tv-serier, blandt andet Langt fra Las Vegas (2000-2003), Klovn (2005-2022), Anna Pihl (2006-2008) og Dicte (2013-2016).

Af udenlandske film har Iben Hjejle bl.a. medvirket i High Fidelity (2000), The Emperor´s New Clothes (2001), Modstand (2008) og Spøgelser i Mørket (2009).

I 2022 udkom Iben Hjejles selvbiografi En gylden korkprop og sammen med tv-vært Signe Lindkvist har Hjejle siden 2018 produceret podcasten Sitter.

I 2017 stod hun i finalen i dansekonkurrencen Vild med Dans og fik en 2. plads sammen med danseren Morten Kjeldgaard

På Teatret ved Sorte Hest kan Iben Hjejle fra d. 19. sept.-26. okt. opleves i rollen som Martha i Edward Albees klassiker Hvem er bange for Virginia Woolf?; en dæmoniske komedie med den uhyggeligste og allersjoveste skildring af mennesket og den institution, der i folkemunde kaldes ægteskab. Forestillingen iscenesættes af Maria Vinterberg og ud over Iben Hjejle står Jakob Cedergren, Marie Reuther og Lue Støvelbæk på scenen.

Læs mere om Hvem er bange for Virginia Woolf? og bestil biletter på:

https://www.sortehest.com/forestillinger/edward-albees-hvem-er-bange-for-virginia-woolf-2024/