Anmeldelse: Edward Albees: "Hvem er bange for Virginia Woolf", Teatret ved Sorte Hest
Det ligner næsten kærlighed
Edward
Albees ætsende vittige ægteskabsdrama ”Hvem er bange for Virginia Woolf” er på
Teatret ved Sorte Hest en triumf for Iben Hjejle og Jakob Cedergren som modne
karakterskuespillere af fineste karat.
Af
Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og tegner
Udgivet,
d. 22/9 – 2024
❤❤❤❤❤
Skuespillerne
Jakob Cedergreen og Iben Hjejle har manuskriptet i hånden, da de entrerer dagligstuen. Vi får slået fast, at dette er en illusion. Iben og Jakob leger ægteparret
Martha og George, som selv er legebørn i et livsfarligt ægteskabets rollespil.
Det er teater i teatret på den lille scene ved Sorte Hest. En scene, der i de næste 3 timer og 15 minutter lægger gulv til to mageløse skuespilpræstationer. Mere behøver man ikke
at vide, før billetten må sikres, men for den eventuelt interesserede:
 |
| Jakob Cedergren og Iben Hjejle spiller ægteparret George og Martha i Edward Albees: "Hvem er bange for Virginia Woolf” på Teatret ved Sorte Hest. Foto: Robin Skjoldborg |
Siden
Edward Albees “Hvem er bange for Virginia Woolf” havde dansk premiere i 1961, har forestillingen været et lækkerbisken for de mest virtuose skuespillere i
generationerne efter Bodil Udsen og Bendt Rothe, der lagde ud. Situationen er
lige så kompleks som enkel: Ægteparret George og Martha bor på campusområdet
ved det Universitet i New England, Marthas far er rektor for, og hvor George er
lektor i historie. En aften, efter en fest for universitetets ansatte, har
Martha inviteret universitetets nye adjunkt Nick og hans kone Honey til at
fortsætte festen, og herfra tager perfiditeterne fart, mens promillerne stiger
i et natligt opgør mellem ægteparret.
Scenograf
Marianne Nielssons lille dagligstue er belæsset med bøger, og hele udtrykket er
stiligt kulturradikalt. En enkelt dør fører ud, men ellers er det som var
figurerne fanget i et trevægsakvarium til fri beskuelse. Væggene er sågar
lyseblå.
“Du er en sump, George” hvæser Martha gentagende gange mod sin intellektuelle ægtemand, og garderhøje Jakob Cedergren ligner vitterligt noget, der er taget ud af en historietime i sin blå morfarcardigan og let duknakkede holdning, men tag ikke fejl. Hos Albee er George ikke sen til at skyde med giftpile, og Cedergren kan spille gemytligt nedladende fra sin plads i lænestolen, så vores tårer triller af latter. Samtidig kan han levere overraskende vulkanudbrud af vrede, når Martha går hans ære og uforløste forfatterdrøm for nær. I dialogen med Lue Støvelbæks unge Nick duellerer Cedergren intellektuelt overlegent med den unge mand uden så meget som at hæve stemmen. Denne George er en farlig mand. Så plaget under det pæne middelklasseydre, at han af og til blotter hjørnetænderne i desperate angreb på den hustru, der konstant beklikker hans ret til at være. Er han en sump; eller lever han bare i een? Sammen med Martha…
 |
| Iben Hjejle som Martha i Edward Albees "Hvem er bange for Virginia Woolf". Tegning: Thyge Cosedis Holting |
“Jeg er ikke et monster”
I
rækken af store danske skulespillerinder, der har spillet Martha, står Iben
Hjejle nu i egen ret som en intelligent erotisk og barnligt
opmærksomhedssøgende kvinde midt i livet, der hungrer efter at blive set. Hjejle bjæffer som en bidsk terrier med
angrebslyst i hele kroppen. Hun
elsker sine mænd, faderen og George, og hun afskyer dem dybt ind i sjælens mørke. Se Hjejle skifte på et
splitsekund fra sexlysten sirene over for Lue Støvelbæk til lille forknyt pige,
der sidder sammenkrympet i den store brune læderlænestol. Ingen kommer og
krammer hende. Det er et rystende billede af ensomhed. “Jeg er ikke noget monster” siger hun og nej. Hjejles Martha er et helt menneske, vi kan tro på.
Hende, der bor om hjørnet, bor i os selv - bange for ikke at være
elsket.
I
sammenspillet med Cedergren leger Hjejle konstant med statusforholdet og det
bølger mellem dem i et hav af de nederdrægtigheder, der samtidig kan ramme, så man i det mindste mærker, at man er i live. “Vi græder hele tiden, og så
putter vi vores tårer i fryseren.” lyder det fra Martha, mens isterningerne klirrer i
glasset med alkohol. I øvrigt de isterninger, der først klirrede rigtigt
i instruktør Erling Schrøders øvede øre, da Bodil Udsen femte gang måtte gøre sin
entre under en prøve. Det har instruktør Maria Vinterberg næppe haft behov for
at gøre med Hjejle, men denne er i stedet, ført af begavet instruktørhånd, hjulpet
frem til et spritnyt scenisk gennembrud. Iben Hjejle spiller med en fint ciseleret
nuancerigdom af følelser i krop og mimik. Havde man tvivlet på hendes anlæg for
livstykket Martha, kan man konstatere, at isterningerne klirrer
fuldstændig som de skal!
 |
| Lue Støvelbæk og Marie Reuter spiller det unge par, Nick og Honey i Edward Albees "Hvem er bange for Virginia Woolf" på Teatret ved Sorte Hest. Foto: Robin Skjoldborg |
Det tavse skrig
Lue Støvelbæk gør sin Nick til en selvglad primitiv alfahan med opknappet skjorte og drenget usikkerhed bag masken, mens Marie Reuter med energi og spilleglæde får så meget som muligt ud af den lillebitte rolle som Nicks barnlige kone Honey, der ligger syg på badeværelset det meste af forestillingen. De er tilskuere til de midaldrendes store ægteskabelige opgør og lejlighedsvise deltagere, når der bydes op til dans og druk. Det er Cedergrens og Hjejles forestilling, præcis som det skal være.
Stykkets klimaks er
konfrontationen omhandlende den søn af huset, der vist nok kommer i morgen på
sin 21 års fødselsdag. I scenograf og kostumier Nielssons sorte buksedragt er Iben
Hjejle på een gang elegant og klædt i sorg som forestod der en begravelse og
nuvel. Dramatikeren Henrik Ibsen mente, at man ikke må tage livsløgnen fra
gennemsnitsmennesket, men det er præcis, hvad George gør. Med Cedergrens
tilbageholdte åndedrag og sitrende tvivl på sit forehavende aflives den
imaginære søn, Martha opdyrkede, da hun og George ikke kunne få deres eget
barn. At Cedergren pludselig fordeler manuskripter til sine medspillere, som
derefter læser den emotionelle passage højt, må ses i sammenhæng med stykkets
indledning. Der er en illusion ude at gå. En livsløgn. Hvor langt kan vi gå inden for rammerne af den fiktion, vi selv har
skabt? Marthas sammenbrud over sønnens imaginære død leveres a la stumfilm, så
det på én gang er genkendeligt og dybt fremmedgørende. Manuskripterne på scenen
kunne vi have været foruden, de forstyrrer mere end de gavner, men det tavse
skrig kan samtidig være nøglen til at forstå, hvorfor denne opsætning af Edward
Albees ”Hvem er bange for Virginia Woolf” er så vellykket.
Instruktør Marie Vinterberg har ladet smerten gennemstrømme spillet i såvel de komiske
som alvorlige passager, ligesom Bjarne Olsens tilbageholdte lysdesign
understreger oplevelsen af forpinte mennesker i et bur fyldt op af bøger. Af ord. I de tavse øjeblikke hører vi gennemtrængende, lydløse smerteskrig fra såvel
George som Martha, for hvis de ikke slås med skarpe ord, hvad er der så tilbage?
Slutbillet af det midaldrende par i sofaen glemmer man ikke. Gæsterne er gået – flygtet, ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” nynner George lavmælt, og Martha svarer tonløst: ”Det er jeg, George”. Cedergren lægger sin store lap beskyttende om Hjejle, der lægger hovedet på hans skulder. De sidder sammen. Tavse. Tør vi tro vore øjne?
Det
ligner næsten kærlighed!
Edward Albees: ”Hvem
er bange for Virginia Woolf”. Manuskript: Edward Albee, Iscenesættelse: Maria
Vinterberg. Scenografi og kostumer: Marianne Nielsson. Lysdesigner: Bjarne
Olsen. Oversættelse: Madam Nielsen. Medvirkende: Iben Hjejle, Jakob Cedergren,
Marie Reuter og Lue Støvelbæk. Forestillingen spiller fra d. 19/9-2024-26 okt.
2024. Forestillingen set, d. 21/9-2024
