Anmeldelse: "Anastasia", Det Ny Teater
Frit efter Fabagé
"Anastasia" er en mangefacetteret frydefuld musicaloplevelse - en påmindelse om, hvad Det Ny Teater kan, når den forfærdende aktualitet bliver dramaturgisk ledetråd.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og tegner
Udgivet, d. 22/9-2024
❤❤❤❤❤
Når den danskfødte prinsesse Dagmar i sidste halvdel af 1800-tallet sendte gaver hjem til sine forældre på Amalienborg, valgte hun med omhu. Som kejserinde af Rusland yndede hun at forkæle Christian IX og Dronning Louise med de berømte babushkainspirerede æg fra den russiske hofjuveler Carl Fabagé. Et lille juvelbesat guldæg med et væld af overraskelser indeni. Gå på Amalienborgmuseet og se originalen eller gå i Det Ny Teater og se musicalen ”Anastasia”. Indtrykkene er lige så mange som forestillingens lag.
 |
| Kim Hammelsvang og Mathias Hartmann Nichlasen i "Anastasia". Foto: Gumund Thai |
”My Fair Lady” med flere
Som musicals er flest, får vi i udgangspunktet en følelseskulørt udviklingshistorie. Vi befinder os i et Rusland anno 1920’erne, der forsøger at finde nyt fodfæste efter revolutionen. De to småsvindlere Vlad og Dmitri, et herligt makkerpar i skikkelse af Mathias Hartmann Nichlasen og Kim Hammelsvang, forsøger at hutle sig igennem, indtil de møder den unge forældreløse pige Anya, der lider af hukommelsestab. En plan udklækkes; kan de to lære Anya at agere som den russiske storfyrstinde Anastasia? Hun siges at have overlevet revolutionen, der udslettede både zarfamilien og enevælden. Nu sidder den kejserlige farmor Maria Feodorovna - yes, det er danske Dagmar - i eksilet i Paris og udlover en dusør til den, der bringer hende yndlingsbarnebarnet Anastasia…
Lagene afsløres ét for ét - f.eks. hvad angår musicalreferencerne. Manuskriptforfatter Terrence McNally er tydeligvis inspireret af Bernard Shaws skuespil ”Pygmalion”, der er bedre kendt i musicalversionen ”My Fair Lady”. Kan vi lære denne pige at blive en prinsesse? Ja da, men kan man leve på en løgn? Som Marianne Mortensens enkekejserinde siger det: ”Man kan ikke være nogen som helst, før man genkender sig selv”. Den erkendelsesproces må også den unge Anya igennem. En fortælling om at være ung og søgende - også før Instagram og TikTok blev yderligere stressfaktorer i det spil.
 |
| Mira Balloli, Kim Hammelsvang og Mathias Hartmann Niclasen i "Anastasia". Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Denne fredag, dagen efter premieren, spilles Anastasia af understudy Mira Balloli, der vikarierer for Emilie Groth. Balloli imponerer med en scenisk og sanglig gennemslagskraft, der spænder fra Anyas sprøde barnlige længsel efter at blive elsket til hendes opgør med de to læremestre, der vil forme hende for at høste en dusør. Niclasen og Hammelsvang leger drenget som disse pendanter til ”My Fair Lady”s Professor Higgins og Oberst Pickering. Niclasen spiller sin unge Dmitri med en blanding af komisk teenagedrenget befippelse og en stålsathed, forelskelsestroværdighed og sangstemme, der kunne tilhøre en Disneyprins. Kim Hammelsvang er forestillingens solide ankermand som den mangefacetterede og elskelige Vlad, der engang var greve og nu mest er på jagt efter en redningsplanke i den nye verdensordens oprørte vande. Det er rørende, morsomt, intenst og i sammenspillet med enkekejserindes hofdame når Hammelsvang en Holbergsk stjernehøjde. Det er Julie Steincke, der brillerer i den lille modne hofdamerolle med underspillet vittig skarphed og de showstoppere vi ved, hun mestrer til det yderste af neglene.
Efterårskollektionen
Referencerammen bliver yderligere udvidet takket være flotte Mikkel Hoé Knudsen, der både er rank som et kosteskaft og dybt splittet som den russiske vicekommissær Gleb, der bringer minder frem om betjent Javert i musicalen ”Les Miserables” med sin tvivl på eget projekt; skal han forfølge og udslette den sidste overlever fra Romanov-dynastiet eller give hende – og måske selv – en frigørende chance for en ny tilværelse. Hoé synger så taget letter og et bredt udvalg af salens damer gispede henført. Hoé skal vi fortsat holde godt øje med på den danske musicalscene.
Ærgerligt er det derimod, at en glimrende skuespillerinde som Marianne Mortensen er instrueret til at spille sin ældre ekekejserinde som var hun en vraltende og gnaven Maria Garland i ”Baronessen fra Benzintanken”. Mortensen kæmper bravt i det papfigursprægede parti, hun har fået tildelt, men bliver for kraftig og melodramatisk i sit udtryk. Inderligheden og oprigtigheden siver desværre op i suffitterne frem for ud i salen. En grandios grå paryk hjælper ikke meget. Mortensen er så meget meget mere end denne stereotyp på en vranten ældre kone – og det samme var Dagmar. Det har instruktør Lee Proud ikke haft blik for, hvilket undrer, når han har strålende blik for alt andet i denne forestilling,
 |
| Marianne Mortensen og Emilie Groth i "Anastasia". Foto: Gudmund Thai |
Den velsmurte maskine af et orkester lader, under Jesper Frank Larsens ledelse, liflige musicaltoner strømme fra graven i form af Stephen Flahertys musik, der på én gang er kvik, følelsesladet voluminøs og sangbar. Spillet er veltimet ift. det underliggende score, og at to-tre sange kunne være forkortet eller helt skåret fra, fordi de gentager pointer fra en foregående dialogscene, lever vi med. Koreografien, også af instruktør Proud, præges af skarphed og lune udført af et velsyngende ensemble, der mestrer alt mellem underklasse og dekadent overklasse, der fester og drømmer sig tilbage til fordoms russiske storhed, som var de klassiske musikere, der med livet som indsats spillede, mens Titanic sank – og så er vi lige dér, hvor det brænder.
 |
| Julie Steincke og ensemble i "Anastasia". Foto: Gudmund Thai |
Hvem er du uden dit hjem?
”Anastasia” gennemsyres af en underspillet og dog ætsende aktuel tematik om at forlade sit elskede hjemland på grund af krig og uro. Hvordan er det at leve som en fordreven på flugt? Hvem er du uden dit hjem? ”Det er bittersødt og barskt at skulle tage afsked.” synges der mod slutningen af første akt, mens et enormt lokomotiv fylder scenen. Om man tager toget eller gummibåden mod en bedre verden; nogle kæntrer undervejs, og skudt bliver da også en russisk greve, da han opdages i toget.
I en verden, hvor Rusland er noget, Danmark, og mange med os, lægger afstand til, mens vi ser ukrainere kæmpe for at bevare drømmen om retten til det land, der er deres, giver ”Anastasia” kuldegysninger. En russisk zar klædt i knitrende hvidt - tænker vi på Putins nye enevælde? En festlig teateraften er det, men ubehaget ulmer. Ufred og mennesker på flugt. Bliver vi mennesker aldrig klogere?
 |
| Mathias Hartmann Nichlasen, Kim Hammelsvang og Emilie Groth og ensemble i "Anastasia". Foto: Gudmund Thai |
Fabagéægget fra Det Ny Teater gør godt og gør ondt i samme nu. Ja, reelt minder det os om, hvad Det Ny Teater kan præstere, når repertoiret tør række ud over de mere outdatede musicalklassikere eller den klæge smag af lyserød candyfloss. Her får vi en drønflot og vigtig forestilling, vi kan tænke over.
”Rusland har dømt sig selv til evig fortabelse!” hvæser Marianne Mortensens enkekejserinde. Det modsatte har Det Ny Teater ved at sætte ”Anastasia” på plakaten, og producere den, som det her er gjort.
Det er musicalteater i tiden - til tiden. Det er Det Ny Teater, når det er bedst.
”Anastasia”. Manuskript: Terrence McNally. Musik: Stephen Flaherty. Sangtekster: Lynn Ahrens. Iscenesættelse og koreografi: Lee Proud. Scenografi og kostumer: Gabriella Tylesova. Lyddesign: Timothy M. Deiling, Lyddesign: Richard Sharratt. Medvirkende: Emilie Groth, Mira Ballioli, Mathias Hartmann Niclasen, Kim Hammelsvang, Mikkel Hoé Knudsen, Marianne Mortensen, Julie Steincke mfl. Forestillingen spiller fra d. 19. sept. -8. dec. 2024. Forestillingen set, d. 20 sept. 2024
