Clara Phillipson: "For mig er det at være skuespiller ensbetydende med at være Clara."

Ungdommens førstegangsoplevelser er i centrum, når skuespiller Clara Phillipson fra d. 31. aug. medvirker i forestillingen ”Tro, håb & kærlig” på Aarhus Teater. For den 25-årige er både byen, teatret, faget og forestillingen nyt land, der skal indtages.

 

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner   

Udgivet, d. 27. august, 2024                                                                       

”Lad os gå op i skuespillerfoyeren, men jeg er altså først ved at lære at finde rundt.” indrømmer Clara Phillipson, da hun møder mig i vagten på Aarhus Teater. Hun har været uddannet skuespiller i et år, og der er lidt over 14 dage til hun står på scenen i sin første rolle som fastansat ensembleskuespiller i Aarhus. Spændingen er til at spore, og sommerfuglevingerne synes at blafre lige så voldsomt i hendes mave, som det er tilfældet hos de fire pubertetsramte, følelsesudforskende hovedpersoner Bjørn, Erik, Anna og Kirsten i Bjarne Reuters kendte ungdomsroman: ”Når snerlen blomstrer” fra 1983. En roman, der i 1984 blev filmatiseret af instruktør Bille August med titlen ”Tro, håb & kærlighed” – samme titel, der denne augustdag pryder Aarhus Teaters facade. 1960’er-ungdommens første spæde oplevelser med berusende kærlighed, stor glæde og grusom smerte sparker sæsonen i gang på den kronjyske landsdelsscene med Beatles-musik, 60’er mode og en modig 25-årig skuespillerinde i én af de bærende roller. ”Sidste år var jeg i ensemblet på Odense Teater, men dér boede jeg stadig hjemme i København og pendlede. Nu er jeg flyttet til Aarhus. Nu er det alvor.” fortæller Phillipson, mens hun rækker mig en knaldrød kaffekop og selv tager en afdæmpet grå. Jeg spørger, om hun ikke foretrækker den røde. Det gør hun.

Foto: Isak Hoffmeyer

”Jeg skulle overkomme imposter syndromet”

Lidt efter sidder vi i en sofa i skuespillerfoyeren på Aarhus Teater. Optageren kører, og Clara Phillipson har afslappet foldet det ene ben under sig. Den røde kaffekop står godt til hendes farverige sweater. Foran sig har hun lagt manuskriptet til ”Tro håb & kærlighed”; grundigt gennemarbejdet under prøverne, krøllet og fyldt til randen med noter og tanker.

”Hvorfra kom inspirationen til at blive skuespiller?” begynder jeg.  ”Jeg har altid syntes, at det var en meget spændende verden. Jeg troede tidligere, at jeg skulle noget med musik, men teatret blev ved med at vende tilbage. Fornemmelsen af, at det her var noget, jeg skulle.” indleder den unge scenekunstner langsomt. Det er hendes første interview, og hun gør sig mærkbart umage med ordene.  ”Blev du inspireret af din far, skuespilleren Caspar Phillipson?” spørger jeg og får en virren med hovedet som respons. ”Jeg var jo med min far på arbejde i ny og næ og fik dermed et indblik i teatrets verden - i, at det faktisk er et arbejde, man kan leve af. Det var egentlig først, da jeg gik ud af gymnasiet, at jeg turde indrømme, at det var skuespiller, jeg gerne ville være”. erklærer Phillipson og rødmer. ”Hvorfor? Var det pinligt?” vil jeg vide.

”Måske lidt”. udbryder min samtalepartner spontant. ”Jeg tror, at det er typisk dansk at tænke: ”Det er der da mange andre, der ville være bedre til. Tror du, at du er noget særligt?”. Jeg nikker. ”Fordi vi er Jantelovens hjemland?”. Hun fortsætter med tiltagende tempo: ”Jeg har altid haft et behov for at fortælle historier, har altid elsket at skrive og at spille musik, men jeg skulle overkomme imposter syndromet – følelsen af at bedrage omverdenen og at gøre noget, jeg slet ikke kan.”. Phillipson holder en pause, som om ordene skal bundfælde sig. Stemmen er fuld af veneration, da hun supplerer: ”Der skete ret meget, da jeg efter studentereksamen boede et år i Frankrig. Jeg gik på teaterskolen Fontainebleau school of acting, og fik lov at afsøge faget i ro uden for Danmark. Det gav mig en sikkerhed ift., at det her var noget, jeg virkelig gerne ville.”. ”Var det lettere at finde frem til den erkendelse uden for andedammen?” forsøger jeg. Clara Phillipson forsvinder ind i sig selv, som om svaret skal hentes i de refleksioner over egen livsbane, der er deres i opblomstring. Hun trækker på skulderen: ”Det var det måske.”.  

I sæson 2023/24 spillede Clara Phillipson på Odense Teater bl.a. den kvindelige hovedrolle
i musicalen "Bonnie & Clyde". Foto: Emilia Therese 

”Det er en kæmpe gave for en ung skuespiller”

”Din far, Caspar Phillipson, er en anekendt skuespiller. Uddannet fra Aarhus Teater i 1996 og landskendt fra bl.a. DR-serien ”Orkestret”. Søger du råd hos ham ift. at være ny i teaterbranchen?” spiller jeg nu ud. Prompte ryster Clara Phillipson ihærdigt på hovedet: ”Nej, egentlig ikke. Jeg tager det nok mest, som det kommer. Lige nu føler jeg mig meget heldig over at være i et arbejdsrum som en del af et skuespillerensemble, hvor jeg får lov at lære mine kolleger at kende og at arbejde sammen med dem på kryds og tværs. Jeg får virkelig lov at arbejde igennem. Det er en kæmpe gave for en ung skuespiller.” bedyrer hun uhildet begejstret.

”Aarhus Teater har jo et meget ungt ensemble. Gennemsnitsalderen er omkring 30 år. Der er ikke en kamp om de gode roller?” forsøger jeg. Phillipson vil sige noget, men tager sig i det. En stund lader hun øjnene vandre i lokalet og belægger sine ord: ”Det har jeg slet ikke oplevet. Jeg er jo lige startet, men jeg fornemmer, at alle mine kolleger er enormt generøse og løfter hinanden, som et godt ensemble skal. Der er også en anden dynamik her end på Odense Teater”. Jeg griber muligheden i luften: ”Der er et bedre ensemble i Aarhus?”. Min samtalepartner tager tænksomt højre hånd op til øreflippen: ”Nej, slet ikke på den måde. Men Aarhus er en anden by, og den sæson, vi lige er begyndt på, er jo præget af ungdomsfokuserede forestillinger her på teatret. Det synes jeg er ret vigtigt.” fastslår hun, og trækker lidt i sin øreflip.

I forestillingen "Tro, håb & kærlighed" på Aarhus Teater føres publikum tilbage til 1963. Oven for har scenograf og kostumedesigner Jonas Fly skitseret, hvordan Clara Phillipson skal se ud i rollen som Kirsten. Foto: Aarhus Teater

”Alt er nyt”

Samtalen spores nu ind på den forestilling, Clara Phillipson d. 31. august har premiere på. Hvordan slår ”Tro, håb & kærlighed” hul igennem til en ny generation af teatergængere? Skuespilleren fortæller med boblende arbejdsglæde: ”Forestillingen foregår i 1963, som jo for unge mennesker i dag er gamle dage, men alle følelserne, problemerne og forelskelserne taler jo fuldstændig ind i vores tid. Jeg kan mærke relevansen og ægtheden, når jeg sidder og ser på mine kollegers arbejde i prøvesalen. Musikken i forestillingen er jo fra 60’erne, rock’n’roll, Beatles osv., og vi skuespillere spiller det jo selv på forskellige instrumenter. Det skaber en anderledes fed dynamik. Det er fantastisk, at den verden, uden mobiltelefoner og sociale medier, stadig føles frisk og ung. Jeg håber virkelig, at der kommer nogle unge mennesker i teatret, og at de oplever noget af det dér… af de dér kæmpestore følelser, karaktererne Bjørn, Erik, Anna og Kirsten kæmper med i den her fortælling.".

Trods passionen bag det sagte, er kropsholdningen fortsat så afslappet som ved interviewets start. Udenpå spiller Phillipson i adagio men indvendigt i fortissimo, da hun uden stikord uddyber: ”Jeg spiller Kirsten som er én af de her fire unge mennesker, som befinder sig i årene lige før gymnasiet. De er 15-16 år. Det er både tæt på og langt fra, hvor jeg selv er. Det er en vildt spændende alder, fordi der sker så mange ting, man oplever som meget store. Der er så meget, der sker for første gang. Man drikker, forelsker sig og en helt masse andet. De står lige dér.”. Selvforglemmende læner Clara Phillipson sig frem og sidder nu i skrædderstilling. Blikket er både fjernt og nærværende. ”Kirsten, som jeg spiller, bliver tit set som strid og tarvelig, men jeg håber lidt, at jeg også kan forsvare hende og se på hende med mildhed. Det er ikke så enkelt, og det spændende er jo, hvad det hun siger egentlig betyder. Hvorfor er hun strid? Der er jo en grund.”. Med et ser hun direkte på mig. ”Musikken i forestillingen kan også være med til at udbygge følelserne på en måde, vi ikke får dem fremlagt i bogen eller filmen. Musik er jo følelser, og vi taler meget om i prøvelokalet, at de scener, der ender uforløst, kan bearbejdes af publikum gennem musikken. Vi er jo ikke færdige, men det bliver spændende at se, hvor det lander.”.

Stilheden sænker sig i rummet. Lavmælt forsøger jeg at fremkalde det sensible: ”Hvad er mest sårbart ved at være ny på Aarhus Teater, når du står dér i prøverummet?”. Phillipson tænker længe, før hun har et svar parat: ”Det er det dér med at være ny. Jeg synes, at jeg lige skal…”. Igen føres hånden op til øreflippen. Klangen er glasklar og sitrende intens, da hun tager fat: ”Det kræver noget af mig at indtage rummet og at turde sige: ”Her står jeg og jeg tror, at Kirsten har det sådan her lige nu. Det er mit bud.”. Det skal man lige lande i. Jeg skal finde ud af, hvem jeg er i ensemblet, og jeg er lige flyttet til Aarhus – jeg skal også finde ud af, hvem Clara i Aarhus er.”. Skuespilleren holder øjenkontakten som for at søge bekræftelse. Jeg forsøger at hjælpe ved at trække en linje:

”Alt er nyt.. ligesom for de unge i forestillingen?”. Et forløsende åndedrag afløses af et smil: ”… det har jeg egentlig ikke tænkt over. Ja, der er nok noget dér. Jeg er jo i…. Det er jo… én lang landingsfase. Jeg er jo helt ny. Jeg er først ved at lære mig selv at kende som skuespiller. Som menneske måske også…”. Hun ser med et på væguret. Vi har ti minutter tilbage før dagens prøve.  

Clara Phillipson (yderst th.) som Kirsten i "Tro, håb & kærlighed" på Aarhus Teater.
Her i selskab med (fra venstre) kollegerne Emil Busk Jensen, Mette Klakstein og Emil Prenter.
Foto: Emilia Therese

”Sådan synes jeg, at det er!”

Clara Phillipson mumler lidt og klør sig i panden. Hvem skal hun bevise noget over for, når ”Tro, håb & kærlighed” har premiere på Aarhus Teater? ”Jeg prøver at tænke det sådan, at jeg kun skal bevise noget over for karakteren Kirsten. Selvfølgelig bliver jeg nervøs, men jeg har et ansvar over for opgaven og for at stille mig til rådighed over for den historie, vi skal fortælle, og så håber jeg, at vi kan møde publikum i det. Øjnene må simpelthen ikke være væk fra bolden, og det kommer de, hvis jeg går ind og tror, at jeg skal bevise over for teatret eller anmelderne, at jeg er god nok. Mødet med stoffet, kollegerne og publikum… Det er nødt til at handle om det.”, konstateres det afklaret

Jeg er nået til mit sidste spørgsmål på blokken: ”Skal du lykkes som skuespiller for at lykkes som menneske?”. Det eksistentielle tema indtager Clara Phillipson med rynkede bryn. Længe er hun stille og ser ned på sine hænder. Indtil videre har hun klaret sit allerførste interview via en nøgtern tilgang befriet for svigærinder. Kan det på én gang løse og faste greb om den røde kop overføres til grebet om hendes egen livssituation lige nu? Skønt hun næsten ikke har rykket sig en tomme under samtalen, aner jeg, at det er en kolossal landvinding, hun er i gang med.

”Jeg ville ikke være helt ærlig, hvis jeg sagde nej. Der er mange ting i mit liv, der er vigtige, men det vi laver her, betyder enormt meget for mig. Lige nu kan jeg ikke skille tingene ad. Det er jo også derfor, at jeg flytter fra mit hjem i København til Aarhus og sætter det hele ind på mit arbejde som skuespiller her på Aarhus Teater. Det er nødt til at betyde noget, for hvorfor skulle jeg ellers gøre det? At være skuespiller koster noget. Jeg stiller mig til skue hele tiden, på scenen og i prøvelokalet Om ti år har jeg det måske på en anden måde, men lige nu… for mig er det at være skuespiller ensbetydende med at være Clara.”. Jeg rækker ud for at slukke optageren, men tøver: ”Træk lige vejret dybt. Er det sådan, det er?”. Clara Phillipson gør som foreslået og konklusionen indeholder på én gang tro, håb & kærlighed - til tvivlen, teatret og til det liv, hun betragter gennem nuets briller: ”Ja. Sådan synes jeg, at det er!”.

 

Foto: Isak Hoffmeyer

FAKTA:

Clara Sophia Phillipson (f. 1999) er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2023.

Hun debuterede som professionel skuespiller i ensemblet på Odense Teater. Her spillede hun titelrollen i musicalen Bonnie & Clyde ligesom hun medvirkede i Et Juleeventyr, Momo og tidstyvene og Papmachéreglen.

Clara har derudover haft mindre roller i tv og film: Druk (2020), Dag & nat (2022) og Stadig ikke død (2023)

Fra sæson 24/25 er Clara Sophia Phillipson en del af ensemblet på Aarhus Teater.

Fra d. 31. august – 1. oktober 2024 kan Clara Phillipson opleves i forestillingen Tro, håb & kærlighed, frit efter Bjarne Reuters roman Når snerlen blomstrer (1983) og Bille Augusts filmatisering Tro håb & kærlighed (1984). Det er første gang filmen, og dens bogforlæg, overføres til en teaterscene. For instruktionen står den prisbelønnede norske instruktør, Peer Perez Øianm, og den norske komponist og arrangør Gaute Tønder skaber forestillingens musikalske univers. Scenograf Jonas Fly står bag scenografi og kostumer.

Læs mere om Tro, håb & kærlighed og bestil billetter på:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/tro-hab-kaerlighed/