Anmeldelse: "Skolekomedien" (repremiere), Aarhus Teater
Læring, lidelse og overstyring
Genopsætningen af Christian Lollikes ”Skolekomedien”
på Aarhus Teater er et tragikomisk inferno med veloplagte skuespillere og
stærke musikalske indslag. Men forestillingen lider under en stilistisk
overstyring, hvor formen tager magten fra substansen.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet, d. 13/2 2026.
★★★★☆☆
At vi lærer gennem lidelsen har været et mantra siden
tragediens fødsel. “Komedie er tragedie plus tid” siger de tre udgaver af
folkeskolelæreren Annette i ”Skolekomedien” på Aarhus Teater, og Annette ved
noget om lidelse.
Dramatiker og instruktør Christian Lollikes manuskript bygger på over 200 vidnesbyrd fra lærere i den danske folkeskole, og ved
premieren i 2024 var forestillingen teater til tiden: en montagedramaturgi af scener
om krav, reformer, forældre, diagnoser og ministerielle floskler. Folkeskolen
er et fælles referencepunkt; vi har alle været dér. Debatten er evigt aktuel,
og dette godtgør i sig selv en genopsætning.
Scenograf Franciska Zahles snurrende skolebygning
fungerer fortsat som et hurlumhejhus af genkendelig hverdag og djævelsk kaos,
hvor uhyggelige klovne lurer i hjørnerne. Lars Gaardes lyddesign og Anders Kjems
lysdesign leger med på løjerne. Søren Torpegaard Lund spiller rollen som den hvidklædte sprechstallmeister - en melankolsk August-klovn, der leder os gennem sammenbruddet. Så langt, så godt.
Problemet opstår i iscenesættelsen.
 |
| "Skolekomedien", Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese |
Christian Lollike har i genopsætningen skruet yderligere
op for den overgearede farce, vi kender fra hans univers. Slowmotion, karikeret
mimik, overdrevet gestik og et tegneserieagtigt persongalleri dominerer
formsproget. Den
lange åbningssekvens i slowmotion demonstrerer problemet: Pointen er forstået
længe før scenen er færdig. Spørgsmålet er ikke, om grebene er bevidste – det er de. Spørgsmålet er,
om det tjener stoffet.
Når skolelederens relationelle inkompetence får
publikum til at le hovedrystende, og ministeriets Duracell-konsulent bliver en
selvsmagende satirefigur, fungerer karikaturen. De skal ikke have vores
sympati. Vi er jo på Annettes side. Elever og forældre spilles imidlertid over
samme læst. Der råbes mere, grimasseres større, og diagnosebørnene reduceres
til groteske farcefigurer. Er også de antagonister ift. Annette? Hvorfor reproducere
gamle fordomme om en gruppe, der i forvejen er så ilde repræsenteret på
teaterscenen? Er vi ikke kommet videre i 2026? Spillerne følger tydeligvis
Lollikes anvisninger, skønt bl.a. Clara Phillipson, Emil Busk Jensen, og
Johanne Milland evner at bringe lidt sjæl ind i stereotyperne. Distancen bliver ikke dramaturgisk motiveret
– den bliver en gentagelse af greb, vi har set før.
Genopsætningen er rig på billeder: En bjørn krammer og
krænker Annette – (systemet gør læreren en bjørnetjeneste, må vi forstå). En
skuespiller med andehoved vandrer ordløst over scenen. Klovnefigurer truer fra
mørket, og den eksalterede forældregruppe bryder ud i “Lad det ske” fra Disneys
”Frost” – af uvisse årsager. Den enorme og smukt udførte elefant,
der indfinder sig kortvarigt på scenen, er et præcist billede på det, ingen taler om. Her tjener
absurditeten et formål, men for ofte bliver billederne staffage. Ikke fordi de
er absurde, men fordi deres udsigelse forbliver uklar.
Christian Lollikes dramatikerbaggrund i 90’erne og 00’ernes postmoderne
ironiske tilgang til verden resulterer her i en art eksistentiel tomhed. Lollike kaster mange bolde op i luften, men tager ikke rigtig ansvar for dem. Ja, lærerne er fanget i et kafkaunivers, man er det alene udsigelsen? Her viser den
stilistiske overstyring sin pris: Formen kvæler det menneskelige register.
 |
| "Skolekomedien", Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese |
Vores anker er de tre versioner af Annette - den unge,
den midaldrende og den ældre. Carla Eleonora Feigenberg spiller den unge
Annette med en ægthed, der bryder gennem karikaturen. Hun bevæger sig fra
slowmotion-ironien til en smerte, der er genkendelig og menneskelig. Her står
pludselig et rigtigt menneske midt manegen. Anders Baggesen og Mette Døssing
supplerer fint, men det er Feigenberg, der giver forestillingen dens sjæl, skønt
iscenesættelsen næsten arbejder imod hende.
Søren Torpegaard Lund er forestillingens anden store
gevinst. Hans hvide konferencierklovn er både Chaplinsk sentimental, poetisk og
reflekteret. Med guitar og klaver synger han Annettes og sin egen smerte frem
med uprætentiøs musicalsikker musikalitet. Figuren er velkalibreret og tilfører
den menneskelighed, resten af universet mangler. Her opstår balance. Her
fungerer dramaturgien.
Komedie på speed
Søren Torpegaard Lund i "Skolekomedien, Aarhus Teater
Tegning: Thyge Cosedis Holting
”Skolekomedien” tager fat i en relevant debat; folkeskolens
tilstand, men genopsætningen demonstrerer et tilbagevendende problem i Lollikes
iscenesættelser: Når den teatrale energi ikke justeres, risikerer den at blive
stil for stilens skyld. Forestillingen er et forrygende show. Ensemblet er
veloplagt. Musikken er stærk – navnlig når den tangerer børnetimeuniversets inferiøre
uskyldighed. Publikum griner, men vi mangler ægtheden.
”Skolekomedien” på Aarhus Teater er stadig værd
at se, men hvor denne anmelder oplevede 2024-version som en genistreg, fremstår
genopsætningen som et værk, der kæmper mod sin egen form.
Fire stjerner er fortjent, men den femte kræver en
bedre kalibrering mellem latter og lidelse. En skærpelse af tempoet og en komprimering
af den stilistiske karikatur kunne have bragt udtryk og indhold i bedre balance. Her
får vi en underholdende komedie på speed med en bismag af 70’er-teater, der skælder systemet
ud, men ikke tør holde den sande relaterbare smerte i hænderne mere end små
øjeblikke.
Så hvad skal vi med værket? Lærer vi noget nyt om
folkeskolen? Nej. Er det ene og alene en fortælling om tabet af idealisme efter
de senere skolereformer, der får elever og lærere til at flygte fra folkeskolen?
Tja - Annettes honninghjertedød til slut tyder på det.
”Komedie er tragedie plus tid” siger Lollike – kære folkeskolelærere
– vent længe nok, så griner vi bare af det.
"Skolekomedien", Aarhus Teater.
Foto: Emilia Therese
Tekst og iscenesættelse: Christian Lollike med scener af Johanne Kirstine Fall
og Frida Lea Fugl. Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle. Lysdesign:
Anders Kjems. Lyddesign Lars Gaarde. Koreografi: Julie Kunz. Komponist og
arrangement: Simon Mathew.
Medvirkende: Mette Døssing, Anders Baggesen,
Carla Eleonora Feigenberg, Mette Klakstein, Christian Hetland, Johanne Milland,
Marie Boda, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Emil Busk Jensen, Kasper
Krassimir, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Søren Torpegaard Lund
Spiller på Aarhus Teater 12. februar – 21. marts 2026.
Forestillingen anmeldt v. repremieren, d. 12/2 2026
