Anmeldelse: "Skolekomedien" (repremiere), Aarhus Teater

 Læring, lidelse og overstyring

Genopsætningen af Christian Lollikes ”Skolekomedien” på Aarhus Teater er et tragikomisk inferno med veloplagte skuespillere og stærke musikalske indslag. Men forestillingen lider under en stilistisk overstyring, hvor formen tager magten fra substansen.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 13/2 2026.

★★★★☆☆

At vi lærer gennem lidelsen har været et mantra siden tragediens fødsel. “Komedie er tragedie plus tid” siger de tre udgaver af folkeskolelæreren Annette i ”Skolekomedien” på Aarhus Teater, og Annette ved noget om lidelse.

Dramatiker og instruktør Christian Lollikes manuskript bygger på over 200 vidnesbyrd fra lærere i den danske folkeskole, og ved premieren i 2024 var forestillingen teater til tiden: en montagedramaturgi af scener om krav, reformer, forældre, diagnoser og ministerielle floskler. Folkeskolen er et fælles referencepunkt; vi har alle været dér. Debatten er evigt aktuel, og dette godtgør i sig selv en genopsætning.

Scenograf Franciska Zahles snurrende skolebygning fungerer fortsat som et hurlumhejhus af genkendelig hverdag og djævelsk kaos, hvor uhyggelige klovne lurer i hjørnerne. Lars Gaardes lyddesign og Anders Kjems lysdesign leger med på løjerne. Søren Torpegaard Lund spiller rollen som den hvidklædte sprechstallmeister - en melankolsk August-klovn, der leder os gennem sammenbruddet. Så langt, så godt. Problemet opstår i iscenesættelsen.

"Skolekomedien", Aarhus Teater.
Foto: Emilia Therese
Form over følelser

Christian Lollike har i genopsætningen skruet yderligere op for den overgearede farce, vi kender fra hans univers. Slowmotion, karikeret mimik, overdrevet gestik og et tegneserieagtigt persongalleri dominerer formsproget. Den lange åbningssekvens i slowmotion demonstrerer problemet: Pointen er forstået længe før scenen er færdig. Spørgsmålet er ikke, om grebene er bevidste – det er de. Spørgsmålet er, om det tjener stoffet.

Når skolelederens relationelle inkompetence får publikum til at le hovedrystende, og ministeriets Duracell-konsulent bliver en selvsmagende satirefigur, fungerer karikaturen. De skal ikke have vores sympati. Vi er jo på Annettes side. Elever og forældre spilles imidlertid over samme læst. Der råbes mere, grimasseres større, og diagnosebørnene reduceres til groteske farcefigurer. Er også de antagonister ift. Annette? Hvorfor reproducere gamle fordomme om en gruppe, der i forvejen er så ilde repræsenteret på teaterscenen? Er vi ikke kommet videre i 2026? Spillerne følger tydeligvis Lollikes anvisninger, skønt bl.a. Clara Phillipson, Emil Busk Jensen, og Johanne Milland evner at bringe lidt sjæl ind i stereotyperne. Distancen bliver ikke dramaturgisk motiveret – den bliver en gentagelse af greb, vi har set før.

Genopsætningen er rig på billeder: En bjørn krammer og krænker Annette – (systemet gør læreren en bjørnetjeneste, må vi forstå). En skuespiller med andehoved vandrer ordløst over scenen. Klovnefigurer truer fra mørket, og den eksalterede forældregruppe bryder ud i “Lad det ske” fra Disneys ”Frost” – af uvisse årsager. Den enorme og smukt udførte elefant, der indfinder sig kortvarigt på scenen, er et præcist billede på det, ingen taler om. Her tjener absurditeten et formål, men for ofte bliver billederne staffage. Ikke fordi de er absurde, men fordi deres udsigelse forbliver uklar.

Christian Lollikes dramatikerbaggrund i 90’erne og 00’ernes postmoderne ironiske tilgang til verden resulterer her i en art eksistentiel tomhed. Lollike kaster mange bolde op i luften, men tager ikke rigtig ansvar for dem. Ja, lærerne er fanget i et kafkaunivers, man er det alene udsigelsen? Her viser den stilistiske overstyring sin pris: Formen kvæler det menneskelige register.

"Skolekomedien", Aarhus Teater.
Foto: Emilia Therese
Annette og den hvide klovn

Vores anker er de tre versioner af Annette - den unge, den midaldrende og den ældre. Carla Eleonora Feigenberg spiller den unge Annette med en ægthed, der bryder gennem karikaturen. Hun bevæger sig fra slowmotion-ironien til en smerte, der er genkendelig og menneskelig. Her står pludselig et rigtigt menneske midt manegen. Anders Baggesen og Mette Døssing supplerer fint, men det er Feigenberg, der giver forestillingen dens sjæl, skønt iscenesættelsen næsten arbejder imod hende.

Søren Torpegaard Lund er forestillingens anden store gevinst. Hans hvide konferencierklovn er både Chaplinsk sentimental, poetisk og reflekteret. Med guitar og klaver synger han Annettes og sin egen smerte frem med uprætentiøs musicalsikker musikalitet. Figuren er velkalibreret og tilfører den menneskelighed, resten af universet mangler. Her opstår balance. Her fungerer dramaturgien.

Søren Torpegaard Lund i "Skolekomedien, Aarhus Teater
Tegning: Thyge Cosedis Holting
Komedie på speed

”Skolekomedien” tager fat i en relevant debat; folkeskolens tilstand, men genopsætningen demonstrerer et tilbagevendende problem i Lollikes iscenesættelser: Når den teatrale energi ikke justeres, risikerer den at blive stil for stilens skyld. Forestillingen er et forrygende show. Ensemblet er veloplagt. Musikken er stærk – navnlig når den tangerer børnetimeuniversets inferiøre uskyldighed. Publikum griner, men vi mangler ægtheden.

”Skolekomedien” på Aarhus Teater er stadig værd at se, men hvor denne anmelder oplevede 2024-version som en genistreg, fremstår genopsætningen som et værk, der kæmper mod sin egen form.

Fire stjerner er fortjent, men den femte kræver en bedre kalibrering mellem latter og lidelse. En skærpelse af tempoet og en komprimering af den stilistiske karikatur kunne have bragt udtryk og indhold i bedre balance. Her får vi en underholdende komedie på speed med en bismag af 70’er-teater, der skælder systemet ud, men ikke tør holde den sande relaterbare smerte i hænderne mere end små øjeblikke.

Så hvad skal vi med værket? Lærer vi noget nyt om folkeskolen? Nej. Er det ene og alene en fortælling om tabet af idealisme efter de senere skolereformer, der får elever og lærere til at flygte fra folkeskolen? Tja - Annettes honninghjertedød til slut tyder på det.

”Komedie er tragedie plus tid” siger Lollike – kære folkeskolelærere – vent længe nok, så griner vi bare af det.

"Skolekomedien", Aarhus Teater.
Foto: Emilia Therese

Tekst og iscenesættelse: Christian Lollike med scener af Johanne Kirstine Fall og Frida Lea Fugl. Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle. Lysdesign: Anders Kjems. Lyddesign Lars Gaarde. Koreografi: Julie Kunz. Komponist og arrangement: Simon Mathew.

Medvirkende: Mette Døssing, Anders Baggesen, Carla Eleonora Feigenberg, Mette Klakstein, Christian Hetland, Johanne Milland, Marie Boda, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Emil Busk Jensen, Kasper Krassimir, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Søren Torpegaard Lund

Spiller på Aarhus Teater 12. februar – 21. marts 2026.

Forestillingen anmeldt v. repremieren, d. 12/2 2026

Populære opslag