Anmeldelse: "Amadeus", Aalborg Teater

Klangløs klassiker

På Aalborg Teater opføres Peter Shaffers ”Amadeus” som en stiv, sjælløs forestilling, der paradoksalt nok mangler netop det, stykket handler om: nødvendighed, kunstnerisk vildskab – og Mozarts musik.

Af Thyge Cosedis Holting, Teaterjournalist og – tegner

Udgivet, d. 2/2 2026

★★★☆☆☆

Det gudgivne talent er misundelsesværdigt, hvis det ikke er indpodet i én selv. Mozart har det. Salieri har ikke. Jalousien lurer og hævnen ligeså. Peter Shaffers drama om genialitet og middelmådighed, personificeret i komponisterne Wolfgang Amadeus Mozart og Antonio Salieri ved det østrigske hof i 1700-tallet, er en dramatisk nyklassiker – udødeliggjort for mange gennem Milos Formans Oscar-vindende filmudgave fra 1984. Det er en tekst, der kræver mod, musikalitet og klare kunstneriske valg.

I det stramme tomrum

Ifølge Aalborg Teaters forestillingsprogram til den aktuelle opsætning af “Amadeus” har man valgt at dyrke den historiske fiktion; Hvad er sandheden, og hvem ligger inde med den? Er det det, vi får serveret? Vi er åbenlyst til fiktionsleg, hvor den gamle døende Salieri henvender sig til os for at oprulle historien. Den lurvede kappe aflægges, og en midaldrende rank Salieri er vores fortæller, mens en række spillere springer ind og ud af roller, kostumer og parykker. Jovist, vi er i teatret. Sceneteknikere træder synligt ind og flytter rekvisitter, og alle spillere kan henvende sig frit til publikum. Greb, der dog ikke skaber klarhed, men forvirring om forestillingens fiktionskontrakt. Hvem spiller hvad for hvem, og hvad tilfører denne opsætning Shaffers tekst?

Kim Bjarkes iscenesættelse er først og fremmest traditionel og stærkt kontrolleret. Handlingen formidles via uorganiske fastlagte mønstre, hvor skuespillerne, ofte i vandrette linjer, farer ind og ud mellem deres kostumeskift. Det minder om revygenren. Spillet synes stift og ufleksibelt, sine steder tandløst karikeret. Tekstens humor, kant og sjæl mangler at manifestere sig i forestillingen. Vi savner frækhed, hormoner og galskab.

Scenografien af Olav Myrtvedt består af et sort tomt rum med en gylden gittervæg, der antyder det kejserlige Wien. Det dufter mest af visuel dovenskab. Metaforen om et gyldent bur ligger lige for, men rummet opleves snarere ubeslutsomt og uforløst. Kostumerne af Maria Gyllenhoff bevæger sig usikkert mellem elegant 1700-talsmode, uklædelige pangfarveskinnende stoffer og moderne print, uden at finde en klar æstetisk retning. Selv hatte og parykker ved ikke, om de mener det eller ej, og Jakob Juuls lysdesign leverer ikke den spændstige teatralske nerve, teksten kalder på. Det kunstneriske team har dermed skabt et univers, der tales frem – men aldrig rigtig bliver synligt.

Jeppe Marling, Jakob Højlev Jørgensen og Anna Buus Christensen i "Amadeus".
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Mellemlederondskaben

Midt i den stramme ramme leverer Jeppe Marling en fin og følsom Mozart. Han undgår karikaturen og skaber et billede af et sårbart, rodløst menneske med en krop, der sitrer af musik og længsel. Han kommer godt rundt i manegen af følelser og kan forme gummiansigtet i lige dele liderlighed og eksistentiel smerte. Man fornemmer dog, at rollen kunne have haft større spændvidde med friere instruktion.

Aftenens stærkeste præstation kommer fra Jakob Højlev Jørgensen som Antonio Salieri. Højlev spiller rollen med indlevelse og psykologisk nuance, når han får plads til det. Hans Salieri er dybt ensom og desperat i sin længsel efter at tjene sin Gud gennem musikken. Afslutningsmonologen i første akt bæres af en indestængt smerte, der giver forestillingen et sjældent øjeblik af nødvendighed. Jalousien syder fra Højlevs desperat knyttede næver, mens nodeblade fra Mozarts hånd blafrer ned fra oven. Kampen står mellem Salieri og hans Gud – det er stærkt spil.

Højlevs distraherende trafiklysgule kostume gør ham ingen tjenester, og det gør ej heller instruktør Bjarkes tekstbearbejdning. Den forklædte Salieris ondsindede besøg hos Mozart er erstattet af en nyskrevet scene, hvor han trygler sit offer om tilgivelse. Skurken står dermed tilbage som en patetisk selvhævdende taber - en pudsig dramaturgisk prioritering. Ondskaben hos denne middelmådighedens skytshelgen reduceres i stedet til en tør mellemlederondskab, vi aldrig rigtig bliver bange for. Salieri taler om, at hævne sig på Vorherre ved at gøre Mozart ondt, men i Bjarkes version kan vi simpelthen ikke mærke det, trods Højlevs ihærdige kamp mod det kunstneriske teams luner.   

De øvrige spillere gør, hvad de kan. Nanna Buhl Andresen og Lars Topp Thomsen leverer hver sin intrigante rokokovimsende Venticello. Østen Borre Simonsen er, maskeret til ukendelighed, fornem i den lillebitte rolle som Baron van Swieten. Han gør næsten ingenting, men indrammer alt. Ligeledes glædes man over Anna Bruus Christensens fremstilling af Mozarts hustru Constance som en naiv men renhjertet kvinde. I slutbilledet, hvor hun holder den døende Mozart i armene, tror vi på hendes tårer - over det svigtede barn, hun alligevel elsker, og det samliv, de aldrig fik. I modsætning hertil overspiller Mogens Rex rollen som kejseren i en grad, der udmatter mere end den underholder. Bjarkes påklistrede slapstick-humor gør sit til indtrykket. At Rex i øvrigt er udstafferet som djævelen selv er ejendommeligt.

Jeppe Marling og Mogens Rex i "Amadeus".
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Tonløsheden

Forestillingens største problem er fraværet af musikken. Mozarts værker optræder fortrinsvis som playback-uddrag, og kun sporadisk får den live-spillende pianist Ramez Mhaanna lov at slippe mesterens musik fri på flygelet. Det er uforståeligt i et værk, hvor musikken er fortællingens omdrejningspunkt.

Da Mhaanna indleder anden akt med en virtuos klaverouverture, mærker man endelig det sus, forestillingen ellers savner. Her ånder opsætningen af guddommelig genialitet – kortvarigt og til aftenens største bifald.

”Amadeus” er en stor tekst, men på Aalborg Teater har det kunstneriske team sat den i et tonløst minimalistisk bur. Resultatet er en forestilling, der taler meget om genialitet, men sjældent lader den mærkes. Det er synd, og det gør denne 2026-opsætning sært unødvendig.

Jakob Højlev Jørgensen i "Amadeus".
Tegning: Thyge Cosedis Holting

 

”Amadeus”, Aalborg Teater. Tekst: Peter Shaffer. Instruktør: Kim Bjarke. Scenograf: Olav Myrtvedt. Kostumedesign: Maria Gyllenhoff. Lysdesign: Jakob Juul. Lyddesign: Mads Skjøtt Stagis. Pianist, komponist og musikalsk konsulent: Ramez Mhaanna. Dramaturg: Agnes Norlin Engvén.

Medvirkende: Jakob Højlev Jørgensen, Jeppe Ellegaard Marling, Anna Bruus Christensen, Mogens Rex, Østen Borre Simonsen, Jørgen W. Larsen, Clara Josephine Manley, Lars Topp Thomsen, Nanna Buhl Andresen og Ramez Mhaanna.

 

Forestillingen anmeldt ved premieren, d. 31/1 2026.