Anmeldelse: "Blodbadets Gud", Aarhus Teater
Veloplagte vilddyr i fremmedgørende fransk fristelse
Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og -tegner
Udgivet, d. 6/9-2024
❤❤❤❤
”Her prøver man ikke at være småtskåren, og så ender man med at stå ydmyget og fuldstændig alene!” vræler Véronique. Hun har netop skiftevis tørret bræk op, serveret clafoutis-kage for gæsterne, skrubbet paneler som gjaldt det livet og holdt brandtale om verdens uretfærdighed. Fadet med clafoutis er blevet placeret i køleskabet af hendes velmenende husbond. ”Nu er den for kold, det er en skam.” hvisler Nanna Bøttcher i rollen som den humanistiske forfatter og kunstelsker - klædt i vinrødt og sort i øjnene af galde. Nu sidder hun i sin parisiske dagligstue og tudbrøler: ”Det er den værste dag i mit liv.”
 |
| Fra venstre: Frank Thiel, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols og Nanna Bøttcher i "Blodbadets Gud" på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte |
Aarhus Teaters opsætning af den franske dramatiker Yasmina Rezas kammerspil ”Blodbadets Gud” fra 2006 sætter moderne mennesker under lup. Da advokatsønnen Ferdinand har slået humanistbarnet Bruno med en kæp, så han mistede halvanden fortand, inviterer Brunos besindige forældre Ferdinands karrierefokuserede advokatfar og konsulentmor inden for til hygge og forsoning. I begyndelsen af forestillingens 90 minutter lange scene går det roligt til. Alle holder den høflige facade, indtil boldbadets gud blæser frisættende vinde ind i sjælen og alle konventioner kastes over bord i et verbalblodigt opgør mellem fire voksne, der ved at de bør være civiliserede men drages af urkraften. Beskyldningerne fyger over sofabordet, så selv tulipanerne til slut smadres i kampens hede. Velsmurt verdenskendt dramatik; en sand fransk fristelse for en ambitiøs landsdelsscene, men også for dens publikum?
På Aarhus Teaters Scala Scene har scenograf Frederikke Dalum skabt en funktionel scenografi med muligheder. Den gennemskårne funktionalistiske Pariserlejlighed er en sand legeplads for galskaben. Snart er én karakter på badeværelset, mens en anden banker på døren, en tredje ligger brækbrak i stuen, mens en fjerde tager dybe indåndinger i køkkenet. Fordøren ryger mod slutningen op og i som var det en Ray Cooney-farce. Instruktør Anastacia Nørlund inviterer dygtig publikum med på en kigger; vi ser, når Jacob Madsen Kvols som den arrogante advokatfar Alain, med iPhone-mani og machoforbilleder som John Wayne, frustreret føntørrer sin skjorte på badeværelset, mens hans kone Annette, i Marie Marchers stækkede og skræmmende kyniske fremtoning, afmægtigt kaster op i dagligstuen. Pænheden hældes direkte i brækspanden, mens Frank Thiels Michel, en bamsebjørn af en husholdningsartikelsælgende familiefar, jovialt beroliger hende, indtil han selv smider både trøje og hæmninger. Det er veltimet situationskomedie med fine fysiske gags. Se Kvols' Alain kaste sin garderhøje advokatkrop ned på stuegulvet eller betragt, når han med en gangart som en stork og gummiansigt forcerer en sofa i ninjafart for at undslippe værtsparrets angreb. Det er afsindigt og afsindig morsomt.
 |
| Jacob Madsen Kvols, Marie Marschner, Nanna Bøttcher og Frank Thiel i "Blodbadets Gud", Aarhus Teater. Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Kampen mellem de fire vilddyr bølger velkomponeret frem og tilbage. Par mod par. Køn mod køn. Alle mod alle. Instruktøren har dygtigt ladet skuespillerne udføre synkrone koreografiske bevægelser i udvalgte sekvenser - beregnende rovdyr på jagt efter rødt kød. Annette drejer kniven rundt i såret, når hun udfritter Michel om, hvad der egentlig skete, da han fjernede datterens hamster fra hjemmet, og en Michel i forsvarsposition må gå over scenen som jungles mest primitive hangorilla i bar vom og vild alfaafmagt. Kvols er ædende ond, når han mod slutningen konkluderer ”Du er mest troværdig, når du viser dig fra din værste side.”. Elegant punkterer han Véroniques drøm om en bedre verden. ”De mennesker er rædselsfulde!” råber Nanna Bøtcher i afmagt – og så er vi tilbage ved hende.
I rollen som Véronique viser Bøttcher atter sit format som den førende dame i Aarhus Teaters ensemble. Hun kan lukke et køleskab eller slukke en stikkontakt, så man fornemmer et isbjerg af vrede og kaos under overfladen. Hun kan smile udglattende, mens man hører det lydløse skrig, og hun tegner portrættet af en velmenende idealist- og humanistmor i en al for kynisk verden. Véronique bliver den eneste karakter, vi kan have sympati med, og hendes afsluttende telefonsamtale med sin datter, og søforklaringer om den bortkomne hamsters tvivlsomme men absolut sikre færden, er rørende primitiv; de voksne kan strides om territoriet, indtil blodet flyder, men den silkebløde ømhed, de har for deres børn, vil gerne presse sig ud gennem sprækkerne. De tre øvrige spillere har glimrende styr på deres figurer; Bøttcher rydder bulen.
 |
| Nanna Bøttcher, Frank Thiel, Marie Marschner og Jacob Madsen Kvols i "Blodbadets Gud" på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte |
Man ler og man græmmer sig, mens den akavede stemning øges maksimalt af lyddesigner Aki Bechs sikre sans for såvel snurrende køkkenmaskiner som en kimende mobiltelefon. Gæstespiller Frank Thiels granvoksne Michel famler drenget usikkert, hver gang mor er i røret. Alt er svøbt i lysdesigner Anders Kjems´ bløde Parisiske eftermiddagslys. Vi er i Frankrig, og får aldrig lov at glemme det - desværre.
Man kan ikke betvivle dramatiker Yasmina Rezas flair for den veldrejede replik. Takket være Jesper Kjærs rytmisk habile oversættelse nærmer vi os i glimt en lystspilstone a la Oscar Wildes ”Bunbury”. Når teksten imidlertid også er forestillingens hæmsko skyldes det, at den er og bliver et stykke fransk dramatik. Stednavne, fornavne – ja selv den fejlanbragte clafoutis i køleskabet er fransk. På samme franske facon bevæger dialogens eksistentielle temaer sig ofte ud i den højfilosofiske og -kulturelle sfære, så de mange ord bliver en grå grød, der er svær at fordøje Den franske fernis skaber en ærgerlig distance mellem publikum og forestilling. De primale følelser er såre genkendelige, men når Aarhus Teater lover en vedkommende Aula-eksplosion blandt nutidige mennesker, virker det forvirrende at blive sendt til Paris på finkulturel afbudsrejse. Aarhus Teater fik afslag på at flytte handlingen til Danmark, og nuvel... Teatret og dets dramaturgiat er snarere blevet fristet til fransk fandyrkelse af en internationalt anerkendt dramatiker, end de har haft blik for en oplagt afspejling af Danmark anno 2024 målrettet det Aarhusianske publikum.
Når dette er sagt, er forestillingen den mest nydelsesfulde opvisning i virtuos skuespilkunst, Aarhus Teater længe har budt på. En fremmedgørende fransk fristelse fremført af fire veloplagte vilddyr.
 |
| Jacob Madsen Kvols, Marie Marschner, Nanna Bøttcher og Frank Thiel i "Blodbadets Gud" på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte |
”Blodbadets Gud” spiller på Aarhus Teater fra, d. 5/9 -9/10-2024
Medvirkende: Nanna Bøttcher, Marie Marschner, Frank Thiel (gæstespiller) og Jacob Madsen Kvols. Dramatiker: Yasmina Reza. Instruktion: Anastasia Nørlund. Scenografi og kostumer: Frederikke Dalum. Lysdesign: Anders Kjems. Lyddesign: Aki Bech.
