Anmeldelse: "Frøken Jensens Kogebog", Randers Teater
Et længselsfuldt hjerte i stemningssirup
Af
Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og -tegner
Udgivet, d. 30/8-24
❤❤❤
“Hvem er Frøken Jensen?”
synges der i indledningssangen. Fire skuespillere og Randers Teater Kor er
på scenen i stilfulde hvide 1890’er kostumer tilført malerisk belysning som så
vi på et Krøyer-maleri fra Skagen. Frøken Jensen er derimod i sort og minder,
med Bodil Jørgensens marmorhvide forpinte ansigt, om en antik statue midt i
rækken af roterende billeder fra sit liv. Er hun deltager eller beskuer?
Nysgerrigt venter vi. Hvad er hendes historie, og hvorfor skal vi høre den?
Forestillingen “Frøken Jensens Kogebog” på Randers Teater er inspireret af forfatter Helle Juhls bog “Da Frøken Jensen blev moderne” fra 2012. I instruktør Martin Lyngbos letløbende og mundrette dramatisering følger vi Kristine Marie Jensens fattige opvækst i Randers i 1860'erne, hvor først forældrene og siden stedmormoderen dør fra hende, og madlavningsevnerne er det, der skaffer hende tag over hovedet. Siden lever Kristine ti år som husbestyrerinde for en økonomisk trængt skolebestyrer og bliver kærlig plejemor for hans børn, inden hun slutteligt bliver den navnkundige kogebogsforfatterinde, vi kender hende som. Nuvel; dette forløb kan man læse sig til i programmet, men hvad tilfører selve forestillingen til portrættet?
 |
| Bodil Jørgensen og Randers Teater Kor i "Frøken Jensens Kogebog" |
Bodil Jørgensen kan med den mindste sommerfuglelette trækning ved munden formidle følelser af græske dimensioner. I sin sorte kjole, ofte med det hvide køkkenforklæde som værn mod sin følgesvend ensomheden, formår Jørgensen at skabe et effektivt portræt af en omsorgshungrende kvinde. Hør Bodil Jørgensen synge en vuggevise til et af plejebørnene med en verselinje som “En porrer renses med den grønne ende ned.”. Jovist, man tror på, at det er en kærlighedserklæring fra et følelsesforkrampet menneske, der er evigt angst for at miste, og derfor bruger madkunsten som projektion for sin sult efter kærlighed. Det fordrer en skuespillerinde med format for ikke at blive en parodi.
Bodil Jørgensens fire
medspillere tager godt fra i deres vekslende roller og leverer fine momenter;
Lisbeth Knopper som stedbedstemoderen med frygt og trods i blikket og Bue
Wandahl, der som skolebestyrer Melchior fylder rummet med sin klokkeklare
diktion, så man med fryd mindes hans fornemme professor Higgins i ”My fair lady” på
Aarhus Teater i 2015. Rikke Lyloff er på een gang veltimet komisk og
overbevisende sårbar som Frøken Jensens fortrolige, spillelærerinden Thora og
endelig udruller Lars Mølsted med barnets sårbarhed sin stemmepragt som Frøken
Jensens plejesøn, den senere operasanger Laurits Melchior. At spillet bliver
noget karikeret, når de voksne skuespillere iført matrostøj og forvrængede
stemmer spiller stykkets børneroller tager toppen af det rørende.
Randers Teater Kor
leverer pæne sanglige præstationer i skiftende roller og indgår som en organisk
del af scenograf Rikke Juellunds æstetisk smukke billedshow fra
slutningen af 1800-tallet. Det lange , roterende køkkenbord er i centrum på den runde scene, og det vrimler med visuelt velfungerende tableauer, som fremhæves af Lars Schous lysdesign. Stemningerne understøttes af koreograf Peter
Friss’ sikre sans for bevægelser. Alt er svøbt i emotionelt mættet musik af
Anders Ortman, der sidder ved klaveret og assisteres af violinist Clara
Richter-Bæks virtuose toner, der det ene øjeblik klinger af klesmermusik og det
næste er som taget ud af en fyrig arie fra en Wagner-opera.
 |
| Bodil Jørgensen og ensemble. Foto: Martin Gundesen |
Som samlet udtryk er
forestillingen en opvisning i særdeles tydelig følelsesformidling, men selv
den mest veltillavede dessertanretning bør ikke blive det rene sukker uden
overraskende bid. I “Frøken Jensens Kogebog” er dramatiker og instruktør
Martin Lyngbo faldet for trangen til at iklæde dette florlette musikalske
kammerspil et sukkersødt overtræk, der skaber en afstand mellem tilskuere og
karakterer. Sentimentaliteten ligger som gennemgående undertone i samtlige scener,
hvor replikker som Frøken Jensens: “Med mad er det ligesom med kærlighed; man
skal bare blive ved”, får en klang af kliché, fordi teksten
aldrig bliver tvetydig og alt spilles for pålydende; udtrykket er skiftende enten
melodramatisk sørgeligt, alvorligt eller komisk, fordi forestillingen tager sig
selv på ordet hele vejen så lagene i spillet og historien står for svagt.
Så hvem er Frøken Jensen? Vi kan som nævnt lynhurtigt læse svaret i programteksten, og 90 minutter senere forlader vi teatret med præcis samme viden.
Frøken Jensen er en
ikonisk kogebogsforfatter som Bodil Jørgensen er en mesterlig scenekunster;
begge d’damer kunne have fortjent en forestilling med flere lag, flere retter på kortet.
På Randers Teater er dagens ret et længselsfuldt hjerte i veltillavet men
gennemtrængende stemningssirup.
 |
| Bodil Jørgensen; Rikke Lyloff og Lars Mølsted. Foto: Martin Gundesen |
Medvirkende:
Bodil Jørgensen, Lisbeth Knopper, Rikke Lyloff, Lars Mølsted, Bue Wandahl og
Randers Teater Kor. Dramatisering og instruktion: Martin Lyngbo. Komponist og
kapelmester: Anders Orthman. Violinist: Clara Richter-Bæk. Scenografi og
kostumer: Rikke Juellund. Lysdesign: Lars Schou. Koreograf: Peter Friis.
Forestillingen set, d. 29/8-2024
